Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.

Om kristendommen 2:2

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er en gengivelse af afsnittet ”Kristendommen” i min bog ”Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Men her er indledningen flyttet til slutningen, og der er tilføjet et kort afsnit.

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. Men en sådan sondring er meningsløs.
_____________________________________________________________________

OM KRISTENDOMMEN 2:2

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

Hvis visdommen en gang igen får samme status som – eller højere end – videnskaben har i dag, vil religionen ikke længere blive betragtet som noget kuriøst og forældet, men som noget naturligt og uomgængeligt. En fastholdelse af det gamle, religiøse kulturgrundlag vil derfor ikke bare være en tilbagevenden til noget fortidigt (nostalgi, arkaisme), men snarere en tilbagevenden til et sikkert udgangspunkt fra en blind vej. For vi moderne mennesker har lige præcis mistet orienteringen på livets vej.

Der er en grel modsætning mellem Jesu forkyndelse og vor materialistiske holdning og adfærd i dag. Men det virker nærmest som om kirken endnu ikke har opdaget det. Da kristendommen med Jesu liv som et ophøjet eksempel til efterfølgelse og med dens lære om ydmyghed, nøjsomhed og medfølelse, vanskeligt kunne forenes med den hovmodige, begærlige og kyniske materialisme, som har udviklet sig i vor tid, havde den stort set to muligheder: Den kunne gå i opposition eller tilpasse sig. Den gjorde mere det sidste end det første. Derved mistede den i virkeligheden meget af den troværdighed, som trods alt endnu var tilbage. Den er ikke noget alternativ til materialismen, men betragtes tvært imod ofte som en ukritisk del af et falleret materialistisk magtkompleks. Den er ikke rede nu, hvor den åndelige dimension i tilværelsen nødvendigvis må genvinde sin betydning.

Kristendommen virker i det hele taget underligt passiv i dag. Den protestantiske mere end den katolske. Tidligere søgte den i højere grad at præge kulturlivets forskellige områder. I det omfang, den bliver passiv, vil andre åndsretninger naturligvis søge at udfylde tomrummet, hvilket selvsagt er farligt.

For et par år siden spurgte en journalist en biskop i et interview: Er kirken på vej tilbage som moralsk eller etisk autoritet? – Her var det tydeligvis underforstået, at det havde den ikke været længe. Eller ligefrem: det burde den ikke være. Således kan en ny tidsånd afsløre sig selv i debatten.

Kirken har altid som den naturligste ting i verden foreskrevet menneskene den rette holdning og adfærd. Den har været en naturlig åndelig autoritet. Men i dag er det, som om den lider af en slags berøringsangst. Selv præsterne synes at mene, at gudsforholdet er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, som andre ikke skal blande sig i? Men derved mister kristendommen naturligvis sin betydning som kulturbærende kraft.

Ateismen er på fremmarch for tiden. Også internationalt. Den har ligefrem organiseret sig som en vred reaktion imod tidens nye religiøse strømninger. Tidsintervallerne mellem angrebene på kristendommen bliver stadig kortere. Det ligner næsten en topstyret kampagne.

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. En så skarp sondring er relativt ny, og i virkeligheden meningsløs. For når det kommer til stykket er alt jo politik. Og hvis man ikke tager stilling, støtter man reelt det bestående. Man ”tier og samtykker”. Det er bekvemt, men ikke særligt respektindgydende. Kirken må have mod til at sige fra i givne situationer. Sondringen mellem religion og politik begrundes ofte med en overfortolkning af Luthers toregimentelære og et ønske om at lægge afstand til islamismen. Det er smart og populært, men næppe gennemtænkt, da kristendommen i høj grad har præget politikken. Man behøver blot at nævne socialforsorgen og en rimelig fordeling af de materielle goder. Sondringen gør på en gang religionen ligegyldig og politikken farlig. Og det giver ingen mening at tale om Danmark som et kristent land. Kristendommen tolereres allernådigst, så længe den ikke får konsekvenser for vores adfærd! – Et let gennemskueligt skridt på vejen mod en egentlig afskaffelse. Er det måske bekvemt for en økonomisk-politisk magtelite, som ikke vil have sit råderum begrænset, heller ikke af åndelige eller moralske værdier?

Det er i dag en udbredt opfattelse, at oplyste mennesker er mindre troende end mindre oplyste. Men helt så enkelt er det næppe. Der findes en mindre gruppe af højt oplyste med særlige åndsevner. Det er dem, der skaber grundlaget for højkulturerne. Det store flertal er forholdsvis indifferent, men følger de etablerede normer. Sådan har det været indtil vores egen tid. Men nu har flertallet af mindre oplyste fået stor indflydelse samtidig med, at de højt oplyste har mistet indflydelse. Blandt de store ånder – også inden for naturvidenskaben – har mange været dybt troende. Helge Rode skrev: ”Kirken har trods alle misgreb gennem århundreder fremmet det store fællesskab, den har forenet de vise og de enfoldige. Kristendommens virkelige fjender har ikke været de store ånder; men de glimrende, i spidsen for en hær af middelmådighedens gode hoveder. Når den har stået i voksende fare, beror det delvis på kirkens fejl; men skæbnesvangert er det også, at enfoldigheden i nutiden bliver divideret, middelmådigheden multipliceret og de store ånder annuleret”. Det var i 1925. I dag er der mange flere, der ved meget mere. Men dem med særlige åndsevner vil altid tilhøre et mindretal.

Ateisterne tror åbenbart selv, at de øver en ædel dåd ved at forhindre et ”tilbagefald” til et ”lavere” kulturelt niveau. Men det er snarere omvendt. Samtidig bidrager de til at undergrave samfundet, da der snart ikke længere er noget værdifuldt at finde sammen om. De opstiller jo ikke holdbare alternativer, men klamrer sig til den fallerede materialisme, som der er indbygget afgrund i. De er med til at føre os ind i det naturstridige åndelige tomrum.

Men ateismen vil aldrig få det sidste ord. Francis Bacon sagde: Det er sandt, at en smule filosofi kan gøre mennesker til ateister, men filosofisk dybde drejer menneskers bevidsthed tilbage til religionen.

Vi kan sige med Oskar Borgman Hansen, at ”den materialisme, som opstod fra omkring år 1600 for derefter at vokse sig stærkere og stærkere indtil i dag, har haft en mission: at styrke den videnskabelige bevidsthed. Men har den opfyldt denne mission, er tiden kommet, hvor den må overvindes, så det åndelige igen bliver mennesket bevidst. Sker dette, åbnes der nye veje for kristendommen ind i fremtiden”.

Udviklingen følger altid historiens store pendul – fra det ene ekstreme yderpunkt tilbage til det modsatte. Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse er nu nået så langt ud, som den kan komme. For den er der nu kun én vej: tilbage. Troen på den åndelige virkelighed er det naturlige for mennesket. Symptomerne på, at denne tro er ved at vende tilbage, er tydelig nok. Kristendommen er blevet fortrængt af den materialisme, som har mistet troen på og sansen for den åndelige virkelighed. Nu, hvor materialismen bryder sammen, er det vel ikke utænkeligt, at kristendommen kan genvinde noget af sin oprindelige betydning.

Det benægter mange intellektuelle. De gamle religioner er døde, siger de. Men hvad nu hvis det er de intellektuelle, der har mistet sansen for deres storhed.

Det er muligt, at der må ske visse forsigtige justeringer af kristendommen. Vi ved, at den har gennemgået en række væsentlige ændringer op gennem historien, og at den i dag er splittet i mindst tre hovedretninger plus et antal mindre kendte, beslægtede former. Men grundsubstansen er den samme, som den altid har været. Den har overlevet store kulturomvæltninger i 2000 år. Eventuelle ændringer af visse historisk betingede dogmer, formuleringer eller fortolkninger er for så vidt naturlig, som intet forbliver uforandret af udviklingen uden at forstene. Således har de ændringer, som faktisk er sket med kristendommen op gennem historien, måske været betingelser for dens overlevelse? – Vores kultur kan ikke holde til at afvise kristendommen. Kan kristendommen holde til at afvise reformerne?

Der skal ikke her tages endelig stilling til det dogmatiske – eller eventuelle reformer. Her må vi nok have teologerne med på råd. Men som generalist ud i samfunds- og kulturtænkningen kan man vel nok konstatere, at materialismen har inficeret alle områder af samfunds- og kulturlivet, selv religionen, som kunne have været den åndelige virkeligheds sidste bastion – og at især den moderne protestantisme næsten har afsnøret de stærke følelser og mystikken fra sig, så alvorligt troende og søgende mennesker må finde andre udveje.

_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes kapitlet om kristendommen. Næste kapitel vil handle om værdirelativismen.