En dristig hypotese

Hermed genoptager vi artikelserien efter pausen – lidt forsinket. Dette indlæg er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidigt materialistiske grundholdnings herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
____________________________________________________________

Hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage. Vi skal ikke vælge mellem intellekt og intuition – mellem videnskab og mystik – mellem det materielle og det åndelige.

Derimod er det en fascinerende, men unægtelig også en dristig tanke, at videnskab og mystik engang sammen vil gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau! – at den skarpe  sondring mellem det åndelige og det materielle dybest set er kunstig og ikke kan opretholdes i længden.

I en berømt lille klassiker, essaysamlingen “De to Kulturer”, påstod C.P. Snow, at humaniora og naturvidenskab er to forskellige verdener, som aldrig kan forenes. Det var en plausibel teori dengang i 1962, hvor materialismen endnu forekom uimodståelig. Men i dag aner vi omsider, at Snow måske tog fejl. 1).

Både i religionen og i filosofien – og også i de nyere åndsvidenskabelige retninger, finder vi den tanke, at den lavere menneskelige natur fik overhånd over det åndelige – det guddommelige. Mennesket havde engang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil engang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.

Interessen for de mere åndsvidenskabelige, nyreligiøse, okkulte og esoteriske bevægelser bliver stadig større. Det er de forskellige åndsretninger, som beskæftiger sig seriøst med det åndelige og det, vi kalder det overnaturlige, fordi vort materialistiske begrebsapparat ikke længere er indstillet på den åndelige virkelighed.

Foreløbig er disse bevægelser dog ret diffuse. Nogle af dem har været sammenfattet i begrebet New Age, som dog mere er en modstand imod eller et ubehag ved materialismen end en blot nogenlunde afklaret virkelighedsopfattelse. Men bevægelsen søger netop at tilfredsstille det moderne menneskes behov for videnskabelighed – samtidig med at behovet for åndelighed tilgodeses. Kombinationen af det materielle og det åndelige er en af årsagerne til den store gennemslagskraft, bevægelsen trods alt har haft i de sidste 30-40 år.

De nye bevægelser beskæftiger sig også med forholdet mellem religion og videnskab. I sin bog om New Age skriver Karl Aage Kirkegård: “Når religionen er afdækket i sin renhed, vil dogmer, trossætninger og overtro forsvinde, og religion vil betragtes som et naturligt led i menneskets voksende erkendelse. Derved vil skellet mellem videnskab og religion forsvinde, og de vil supplere hinanden som forskellige måder at nærme sig den samme mangedimensionerede … virkelighed på … Religionen vil udvikle sig til at være en naturlig del af livet, en indre livsnerve, der ved at stimulere hengivenhed og kærlighed får kanaliseret sjælens energi gennem personligheden”. 2).

Også antroposofien er inde på noget i den retning. Filosoffen Oscar Borgman Hansen skrev allerede i 60’erne: “… ret beset må udviklingen føre videnskaben og kristendommen sammen til en anden form for sameksistens, nemlig den, hvor begge anerkender, at der findes en åndelig viden. Videnskaben må føre os til at indse, at der findes en åndelig verden. Og kristendommens indhold gribes ikke blot i tro, men fattes også i viden. Videnskabens udvikling kræver dette. Kristendommens udvikling kræver det samme, hvis kristendommen da skal kunne forløse hele menneskelivet. Det er en indskrænkning af kristendommen, hvis man ikke tror, at den kan forløse den menneskelige erkendelse fra den nat, som materialismen har ført os ind i”. 3).

Rudolf Steiner ville ophæve skellet mellem tro og viden. I Tankens magt hedder det: “Antroposofien rækker ud mod en åndelig verden. Vil man nå og forstå denne verden, er de åndsvidenskabelige redskaber utilstrækkelige, og man må betjene sig af evner som intuition og meditation … han opgiver den gængse skelnen mellem tro og viden. Når dette skel falder bort, fremgår det, at adskillelsen blot har bevirket, at troen er blevet svækket og har måttet leve som en diffus tilbøjelighed samtidig med, at viden og videnskab er blevet indskrænket til en banal afsøgning af kendsgerninger om sanseverdenen. Foreningen af tro og viden skaber derimod en kraftig livserkendelse, som knytter sanseverdenen og åndeverdenen sammen.”

Selv i psykologien er den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle blevet anfægtet. Jung forholdt sig kritisk til den etablerede, materialistisk inspirerede videnskabelige psykologi. Han beskæftigede sig ikke kun med individuelle, specifikke psykiske mekanismer. For ham er seksualiteten ikke det afgørende, når man skal forstå psyken. Det er en langt mere almen og omfattende, kosmisk energi, en livsenergi eller bioenergi, der kommer til udtryk som psykisk energi. For Jung er psyke og materie ikke væsensforskellige. Der er visse lighedspunkter mellem hans og den moderne fysiks teorier. Jung mente, at kernefysikken og dybdepsykologien før eller siden måtte nærme sig hinanden, idet de fra hver sit udgangspunkt bevæger sig frem mod det oversanselige – det metafysiske.

Men selv videnskabsteoretikerne er begyndt at bevæge sig uden for rammerne af den ensidigt materialistiske virkelighedsopfattelse og opstille nye, dristige teorier ud fra de nyeste forskningsresultater. – En slags nøgler til forståelse af en ny og større virkelighed. Sondringen mellem videnskab og filosofi synes ikke længere så skarp, og der er en forventning om et paradigmeskifte, det vil sige en større eller mindre ændring af vor virkelighedsopfattelse.

Den amerikanske fysiker og New Age-tænker Fritjof Capra har påvist et forbløffende sammenfald mellem moderne fysik og orientalsk mystik. Den nye fysik anskueliggør på slående vis de to grundelementer i det orientalske verdensbillede: universets enhed og dets iboende dynamiske karakter. Den moderne fysik har “på dramatisk vis bekræftet en af grundtankerne i orientalsk mystik – at alle de begreber, vi bruger for at beskrive naturen, er begrænsede, at de ikke er egenskaber ved virkeligheden, som vi gerne tror, men er skabt af tanken og altså er dele af kortet og ikke af landskabet. Når vi udvider vores erfaringsområde, bliver den rationelle tænknings begrænsninger åbenbare og vi bliver nødt til at ændre eller måske helt opgive nogle af vores begreber.” 4). “Den kosmiske dans” manifesterer sig både i den ældgamle østerlandske visdom og i den moderne teoretiske fysik.

Det drejer sig også om at udvide bevidstheden. Allerede Jung mente,at vi i 1900-tallet vidste sige så lidt om menneskets sind, som naturvidenskaberne vidste om det fysiske univers i middelalderen, og han forudså en så stor vækst i vor viden om menneskets natur, at det ville ændre vor livsholdning fuldstændigt.

Oscar Borgman Hansen har engang skrevet noget, som i grunden er ganske tankevækkende: Tidligere var det at tænke videnskabeligt det samme som at søge en højere sandhed eller visdom. – Sådan må det blive igen en gang.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidige materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama

____________________

1) C.P. Snow: De to kulturer. Vintens Forlag 1966.

2) Knud Aage Kirkegaard: New Age. Forlaget Modtryk 1998 s. 29. 

3) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C.A. Reitzels Forlag 2004 s. 33.

4).Tankens magt: Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt. Lindhardtog Ringhof 2006 s. 1697.

Økonomi som videnskab

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er oprindeligt skrevet i slutningen af 80’erne.

Økonomien er blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed. Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi.
_____________________________________________________________________

ØKONOMI  SOM  VIDENSKAB

I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pengefortjeneste er ikke stort andet end civiliseret barbari sat i system.

Finanskrisen giver anledning til nærmere overvejelse over faget økonomi. Men debatten er allerede blevet ”djøficeret”. Den når sjældent ud over ”økonomismens” snævre rammer. Den skamrider den ensidigt materialistiske grundholdnings fordomme og vanetænkning.

En systemorienteret og beregnende kultur vil være tilbøjelig til at gøre alt til videnskab. Men økonomien har noget at gøre med menneskers adfærd og indbyrdes forhold. Og mennesket er et irrationelt væsen. Men videnskab er pr. definition strengt rationel. Derfor kan økonomien ikke være videnskab i ordets snævre betydning. Men det har vi altså gjort den til, og derved har vi givet den en status i samfundet, som den ikke fortjener. Den er blevet forlenet med en utrolig autoritet. Den er kommet til at styre vores politik – ja, økonomi er i praksis blevet synonymt med politik. Derfor er en cand.polit. en ekspert i økonomi.

Økonomien er altså blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed.  Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi. Økonomerne udgør en slags præsteskab, som i realiteten fastsætter samfundets leveregler og læresætninger, og som vogter over deres privilegier. ”Vismændene” er ypperstepræster, pengeinstitutterne kirker, børser og nationalbanker domkirker, hvor besværgelser og ritualer udføres. Den materielle udvikling er vores religion, nationaløkonomien vores bibel. Som i enhver anden religion er det syndigt at anfægte dens læresætninger. Dem må vi bøje os for i afmægtig ærbødighed. Vi frygter gudernes vrede, som tidligere viste sig i form af pest, hungersnød og oversvømmelse. Nu viser de sig som arbejdsløshed, fattigdom og afhængighed. – Der er intet nyt under solen …

Sandheden er den, at økonomien er vilkårlig og subjektiv, udsprunget af tilfældige og foranderlige forhold på en tilfældig tid et tilfældigt sted, og endog en tilfældig og foranderlig mentalitet eller tidsånd. Således har den tyske kulturfilosof  Oswald Spengler vist, at næsten alle vore økonomiske begreber som f.eks. kapital, børs, aktie og kredit, stammer fra England i 1700- og 1800-tallet – et bondeløst land med verdenshandel og eksportindustri som specialer. De blev skabt af David Hume og Adam Smith, hvis tænkning var bestemt af en højspændt materialisme. Denne økonomi blev så overført til hele verden – også samfund, den var helt fremmed for. Men det var underordnet. For økonomien var og har lige siden været et magtredskab for vores kulturkreds.

På kulturens tidlige stadium findes kun byttehandel, som er knyttet til livet på landet. Der findes intet fra varen abstraheret værdibegreb. Senere, når der opstår penge og mellemhandel, er handelen endnu kun et organ for den dybest set landlige trafik. Men med storbykulturen begynder en virkelig forandring. Byboen har intet ægte forhold til varen. Nu begynder man for alvor at tænke i penge i stedet for i varer. Og før eller siden bliver økonomien til ren mystik. Man har taget det første skridt på vejen mod religiøsiteten. Pengene abstraherer fra varen. De økonomiske teorier går alene ud fra værdisymbolet. Pengeværdien er en ren, abstrakt talværdi – en værdi i sig selv, som den rodløse bybo eller intellektuelle ekspert har frembragt. Nu består økonomien af objektive og almengyldige værdier, løsrevet fra den konkrete virkelighed og det enkelte menneskes faktiske behov og værdinormer. Denne form for metropoløkonomi gennemtrænger vor tænkning og adfærd, først i byerne og i de rige lande, hvor mennesket er blevet rodløst og forvirret, senere på landet og i de fattige lande, hvor mennesket endnu har et spontant og naturligt forhold til sine omgivelser. Den, der behersker pengetænkningen, har nøglen til magten i det moderne samfund.

Den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell har også filosoferet over pengenes væsen og vist, hvor dybt pengedyrkelsen kom til at præge vor sjæl: Tænkningen i varer forholder sig til tænkningen i penge som håndværk til fabriksproduktion, som den levende lighed til den døde kopi, som kunstnerens og middelalderens analogislutning, der opfatter den organiske sammenhæng, til videnskabsmandens og den nyere tids induktionsslutning, der udregner fællesskab og samhørighed matematisk, kort sagt, som kvalitet til kvantitet. Pengene afklæder alle ting deres symbolik, fordi de fremstiller sig selv som generalnævner for det hele og på den måde berøver tingene deres særpræg og sjæl … Pengene er den karakterløse Proteus, som kan antage tusind skikkelser … de måtte derfor blive symbolet og afguden for en menneskehed, som kunne påtage sig en hvilken som helst skikkelse, men selv ikke er noget, som beskriver alt og ikke elsker noget, som ved alt og ikke tror på noget. Pengenes verdensherredømme er materialismens store triumf. Alle værdier og realiteter, selv de mest intime og intense som lykke, personlighed, gudsgaver, lader sig aritmetisk fremstille ved hjælp af pengene. – Og er der måske ikke en sammenhæng mellem pengedyrkelsen og den samtidige lære om energiens konstans, som siger, at lys, varme, bevægelse, elektricitet, organiske processer mv. kun er forskellige former af samme neutrale energi og derfor kan forvandles til hinanden. Således kan også alle menneskelige forhold reduceres til pengeenergiens formændringer, mens deres sum er en fast størrelse. – Da man ikke samtidig kan tro på Gud og pengene, bliver pengene et surrogat for Gud. De bliver et mål i sig selv, fordi de er et overvirkeligt princip – noget religiøst. Pengene er vor højeste instans – vor ledestjerne. – I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pangefortjeneste er ikke stort andet end ”civiliseret barbari sat i system”, siger Friedell.

Økonomien som redskab for den vilkårlige magtudøvelse er et gammelkendt fænomen. I 1800-tallets England fandt der en utroligt grov udbytning sted af arbejderne, hvis kår ofte var elendige. Men arbejdsgiverne brugte blot økonomiens love til at bevise, at denne tilstand var naturlig og uundgåelig. Der skulle en stor samfundstænker som John Stuart Mill til at vise, at økonomiens love i hvert fald aldrig kunne begrunde fordelingen af goderne. Han afslørede, at fordelingen blev bestemt af samfundets love og vedtægter, som igen blev bestemt af de herskende samfundsklasser. Efter Mill kunne økonomerne ikke mere foregive, at fordelingen måtte ske efter abstrakte matematiske principper. Samfundsdebatten var løftet op på etikkens niveau.

Nu er den massive elendighed afskaffet i vores del af verden. Men der er opstået andre meget alvorlige problemer, hvis løsning bl.a. hindres, fordi økonomien fremdeles i vid udstrækning er et redskab for den vilkårlige magtudøvelse. Igen: der er intet nyt under solen …

Næste kapitel vil handle om den europæiske union.