Er vi nationalister?

Unions-tilhængerne kalder modstanderne nationalister. Nationalisme er et negativt værdiladet ord. Men modstanderne er patrioter. Patriotisme betyder kærlighed til fædrelandet.

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid.  Den kærlighed til fædrelandet, som altid findes, latterliggøres.  Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!
Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne.  Der er ikke bare tale om en grov generalisering, men om en fornærmelse.  At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.  Der er åbenbart ingen grænser for perfiditeten, når det gælder om at sælge et håbløst projekt til en skeptisk befolkning.  Men de intellektuelle, som befordrer sådanne synspunkter, gør tilsyneladende springkarriere.
Unionstilhængerne prøver at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme.”
Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne.  Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige.  Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret.  På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten,” som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk.  Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.
Men følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv.  Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.
I debatten jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere.  I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer.”  Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk.  Faktisk taler man nu kun om nationalisme.  Har magtelitens spindoktorer bortretoucheret patriotismen og erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme?  Ligesom de tilsyneladende er ved at bortretouchere ordet modstander?  Nu findes der pludselig kun skeptikere!  I så fald er ensretningen begyndt at sive ind gennem sprækkerne.
Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet.  Vi må tage afstand fra nationalismen.  Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet.  Når nationalfølelsen ikke udarter eller misbruges, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke kun tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere.  For hvordan skulle man kunne ofre noget af betydning for et samfund, man ikke holder af og tror på?  I et sådant samfund er enhver sig selv nærmest.
Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed.  Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode.  De skabte den ikke, men satte blot ord på en på forhånd given størrelse.  Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert.  Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt.  Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder.  Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke.  Tidligere diskuterede man ikke kærligheden til fædrelandet.  Den var der bare.  I virkeligheden kan den kun holdes kunstigt nede.  Det kræver kun, at man afstumper debatten.
Hvis ordet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om.  Vi er nu på vej ind i et åndeligt tomrum, som dybest set er uegnet for menneskeliv.  Vi har brug for noget at tro på, som giver livet fylde, mening og værdighed.  Men nu må vi ikke engang tro på eller holde af vort land længere uden at blive latterliggjort eller beskyldt for at være nationalister.  Det er en let gennemskuelig nederdrægtighed.
Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber.  Men vi har også brug for at tilhøre et folk.  Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere.  Og da slet ikke som verdensborgere.  En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt.  Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse eller identitet. – Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!
Man mærker hensigt og bliver forstemt.  Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen!  Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.
Og nu skal Grundtvigs ånd ikke længere præge højskolen. – Den Grundtvig, som i digtet ”Kærlighed til fædrelandet” skrev:

”Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild,
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.”

Indlægget har tidligere været bragt (kortere version) i Information 17 / 5 1993 og i Nødvendigt Forum nr. 60, marts 2004.