OM ARBEJDSLØSHED OG ØKONOMISK VÆKST 1:2

FORORD

I denne serie vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Kapitlet er inspireret af min kronik i Kristeligt Dagblad 12/11 1976 med overskriften ”Arbejdsløsheden i nyt lys”. Men her er tilføjet enkelte nye aspekter.

Vi kan ikke længere sikre beskæftigelsen gennem økonomisk vækst. For den medfører enorme miljø- og ressourceproblemer og undergraver vores kulturelle integritet. Men det har vi svært ved at se, fordi oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning endnu styrer vores adfærd.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Om arbejdsløshed og økonomisk vækst”. Læs 2. del: “Den egentlige årsag til arbejdsløsheden”)
_____________________________________________________________________

1. DEL. ARBEJDSLØSHEDEN I HISTORISK BELYSNING

Med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. De besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Arbejdsløshed blev et stort problem i industrikulturens epoke i 1800- og 1900-tallet, først og fremmest fordi arbejdernes og deres familiers eksistens var afhængig af arbejdet. Social forsorg, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse, kom først sent i forløbet. Men selv i de moderne demokratier i vores del af verden er arbejdsløshed en afgørende politisk faktor. En regering, som ikke kan skaffe arbejde, vil få store problemer, alt andet lige. Politikerne vil løse problemet ved at sikre den økonomiske vækst. Det er den nemme, men kortsigtede og i længden umulige løsning, da væksten medfører store miljø- og ressourceproblemer. Det er automatiseringen af arbejdsprocesserne, der gør menneskelig arbejdskraft overflødig.

Arbejdsløsheden i historisk belysning

I troens tidsalder, og så længe hårdt arbejde var en forudsætning for livets opretholdelse, forstod vi umiddelbart talen om arbejdet som en forbandelse – en byrde, der havde hvilet på menneskehedens skuldre siden syndefaldet. Vi slog os til tåls med bibelens ord: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Men med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. For første gang i menneskehedens historie var der nu udsigt til, at mennesket kunne blive frigjort fra fattigdommen og det hårde og trivielle arbejdes slaveri, så det kunne få et overskud af tid, energi og åndelig kraft – som også oplysningen skulle befordre – til menneskelig eller åndelig udvikling, og dermed en højnelse af kulturen, men uden slaveriets fornedrelse. Vi, som sidder tilbage med eftertidens bagklogskab og smertelige erfaringer, har svært ved at forestille os, hvor stærk hele denne fremskridtstro var. Men for datidens mennesker vinkede tusindårsriget forude. De vises klogskab og de besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Men da vi havde løst de værste sociale problemer i vores del af verden, ændrede vi ikke kurs, men fortsatte den blinde økonomiske vækst. Vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som tidligere var en dødssynd, var nu pludselig blevet en dyd.

De store ånder – ”kulturens klarøjede profeter” (Vilhelm Grønbech) – anså faktisk kapitalismen, industrikulturen, liberalismen og individualismen for at være primitive og vulgære til langt op i 1800-tallet. Men det har vi glemt. For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa, Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Og så kom den industrielle revolution i 1800-tallet, først i England, siden på kontinentet. Og den medførte stor social elendighed, ikke mindst i industribyernes slumkvarterer. Og så foreligger der en revolutionær situation. På kontinentet udbrød der nogle steder væbnede opstande. De blev dog som regel slået brutalt ned.

I industrikulturens barndom var det hårde og farlige arbejde ikke bare et nødvendigt onde, men ofte en livsbetingelse for arbejderen og hans familie. Frigørelsen fra arbejdets slaveri var der ikke længere udsigt til. Men det kunne der have været, hvis vi ikke var blevet blændede af oplysningstiden. Man kan sige, at her kommer den første bølge af den dyrkelse af eller tro på arbejdet, som stadig findes. Efterhånden blev oppositionen bedre organiseret i strømninger som socialismen, kommunismen og marxismen. Men oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse var nu så dybt rodfæstet, at ingen drømte om at anfægte den. I stedet satsede arbejderbevægelsen og de nye socialistiske ideologier på en bedre fordeling af den kapital, som blev akkumuleret i industrikulturen.

I slutningen af tyverne i 1900-tallet kom det store børskrak i USA, og der opstod alvorlige økonomiske kriser, som også bredte sig til Europa. Nogle steder var arbejdsløsheden over 30 %, og det medførte alvorlige sociale problemer, da store dele af befolkningerne var blevet afhængige af industriarbejde, og fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen endnu var helt utilstrækkelig. Det medførte menneskelige tragedier og truede den politiske stabilitet. Her kommer så den anden bølge af arbejdsdyrkelsen. Vi indså, at arbejdet trods alt er noget værdifuldt i sig selv. Gennem arbejdet skaber vi os ikke blot et fysisk eksistensgrundlag. Vi tilfredsstiller også vort medfødte behov for skabende aktivitet og realiserer dermed os selv som mennesker. – Ikke helt som i landbrugs- og håndværksøkonomien. Men i industrikulturen var det blevet en luksus at stille krav om arbejdets tilfredsstillelse. Det er naturligt for mennesket at arbejde. Derfor avler arbejdsløsheden ikke kun utryghed, men også en slags bitterhed, og måske en følelse af meningsløshed. Da vi havde indset alt dette, gjorde vi den fulde beskæftigelse til et overordnet politisk mål, men stadig på oplysningstidens værdigrundlag og industrikulturens betingelser. Den evige økonomiske vækst var der endnu ingen, der drog i tvivl.

Og det lykkedes faktisk for datidens politikere i samarbejde med arbejderbevægelsen og med en ny nationaløkonomisk teori, socialliberalismen, at løse de store sociale problemer på industrikulturens betingelser.

Men dermed er vi ikke nået ned til problemets rod. Oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning spærrer endnu for vort udsyn. For hvad var det lige, der skete i 1900-tallet: Først skabte industrikulturen og den ustyrlige og vulgære klassiske liberalisme kolossale problemer, som det meste af 1900-tallet er gået med at løse. Tænk, om vi kunne have sprunget den fase over og i stedet videreudviklet landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien med en begrænset industrialisering – om vi kunne have fastholdt den europæiske højkultur, hvor de åndelige grundværdier ikke var blevet overtrumfet af den vulgære supermaterialisme, fordi de stod i vejen for den. De skulle netop have hindret dens værste udskejelser. Nu, hvor dannelsen nedprioriteres og begæret har fået frie tøjler, er det som om den kulturelle udvikling er stagneret. Er vi på vej tilbage mod det barbari, kristendommen og humanismen trak os op af gennem århundrederne, bare på et højere teknisk og videnskabeligt niveau?

Så vidt den historiske baggrund. Men i hele dette forløb skal man bemærke, at arbejdsløshed er et nyt ord i sproget. Det opstod først i og med industrikulturen.

Den økonomiske vækst

I dag efterlader debatten endnu det indtryk, at arbejdsløshed skyldes økonomisk stagnation, og at den derfor bedst kan bekæmpes gennem økonomisk vækst. Den opfattelse passer naturligvis perfekt ind i den internationale økonomisk-politiske magtelites kram. Men det er en grov forenkling af problemstillingen.

I dag ved vi, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte i det uendelige, alene fordi den skaber så store miljø- og ressourceproblemer, at hele vort fysiske eksistensgrundlag er truet. Der er måske allerede sket uafvendelige skader. For nationaløkonomien er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – omtrent ligesom anskuelsesformerne rum og tid for filosofien og naturvidenskaben. Og det er jo absurd. Med væksten følger enorme problemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Alt afhænger af, om man ser tingene fra de kortsigtede materialistiske særinteressers eller de langsigtede idealistiske samfundsinteressers synsvinkel. Vi ”glemmer”, at det, vi bygger op, skal administreres, vedligeholdes og fornyes – at der er tale om et ufatteligt spild af værdier p.gr.a. voldsom turbulens i det moderne erhvervsliv og på finansmarkederne. Tomme erhvervsbygninger vil stå som evige monumenter over en fejlslagen politik, når kapitalen flytter til udlandet eller systemerne ændres – en slags babelstårne? Og særinteresserne sender ofte deres regninger videre til samfundet eller til kommende generationer. Hele vækstsyndromet er så meget mere absurd, som vi lever i et overflodssamfund, hvor markederne er mættede. Væksten kan kun fortsætte, hvis nye behov skabes kunstigt.