Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Tanker om staten i den nyere tid

Dette indlæg er et afsnit fra kapitlet ”Demokratiet i idehistorisk belysning” i min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2009).

Demokratiet har aldrig eksisteret i nationalstater siden oldtiden og indtil 1800-tallet, og de store tænkere er sjældent gået ind for det. Først sent i 1700-tallet dukker tanker om demokratiet op igen. Efter 2. Verdenskrig har vi hengivet os til en unuanceret dyrkelse af det.
____________________________________________________________

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for det enevældige monarki. Han afviste den klassiske naturret, ifølge hvilken mennesket i grunden har det gode i sig. Det er frygten for straf, der skal få os til at lægge en dæmper på vort umættelige begær og hindre en evig krig – en alles kamp mod alle. Det indser borgerne, og derfor indgår de en pagt med suverænen. De er forpligtede overfor ham, men han er ikke forpligtet overfor dem. For hvis han ikke er netop suveræn, opstår der splittelse og krig. Hobbes havde oplevet frygtelige tilstande under borgerkrigen i England – kampen mellem kongehus og parlament. Der havde også været religionskrige.

Hobbes’ samfundstænkning kan forekomme noget ekstrem i dag. Men den giver alligevel stof til eftertanke. I dag ville vi sige, at mennesket nok kan tåle nogen politisk frihed, for vi er blevet trukket op fra en mere barbarisk naturtilstand til et højere kulturniveau, og vi ved meget mere. Men jo mere politisk frihed der er, jo vigtigere er opdragelsen med stærke åndelige grundværdier og en høj moral. I Europa og Nordamerika har demokratiet trods alt virket nogenlunde rimeligt, utvivlsomt fordi kristendommen og humanismen i forvejen var etablerede grundværdier. Hvad vil der ske med demokratiet, når disse grundværdier forvitrer?

Nu er vi i oplysningstiden, hvor de store forandringer finder sted. Den engelske filosof, psykolog, pædagog og læge John Locke (1632-1704) mente ikke, at naturtilstanden er en alles krig mod alle, men at allerede naturretten giver os ret til liv, frihed og ejendom. Kapitalismen er ved at være etableret, og nu kommer tankerne om liberalismen. Enhver har ret til frugten af sit eget arbejde. Ejendomsretten er naturretligt begrundet. Borgerne slutter sig sammen i en samfundspagt og indsætter en regering, som altså hviler på folkets billigelse. Locke fremsætter også en idè om magtens deling, som senere blev udbygget af Montesquieu. Lockes tanker fik stor betydning for liberalismen, den amerikanske forfatning og den franske revolution.

Måske inspireret af Locke udviklede den franske baron Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) sin teori om magtens deling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor den lovgivende er parlamentet, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene. Han mente, at det var uheldigt, når for megen magt blev samlet på et sted. Det var noget meget progressivt dengang i 1700-tallet. Men ideen har faktisk holdt sig lige til i dag. Den har haft betydning for liberalismen og blev indført i den amerikanske og franske forfatning. Formelt findes den også i den danske grundlov. Men her håndhæves den ikke længere i praksis.

Den svejtsisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-78) ville, at folket skulle mødes på en folkeforsamling og drøfte og stemme om lovene, ligesom i de græske bystater i oldtiden. Suveræniteten kan ikke repræsenteres. Det ville være folkesuverænitet i praksis, og det var noget, de revolutionære kunne bruge. Men det var kun praktisk muligt i meget små stater. Rousseau ville have en republik med en samfundspagt (grundlov), hvor ikke særinteresserne, men almenviljen (helheden) tilgodeses. Han undsagde den engelske parlamentarisme og industrialisme og mente, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser, republikanerne de fælles værdier. Han så liberalismens krav om frihed som rævens krav om at være fri ræv i en fri hønsegård. Rousseau foretrak staten frem for markedet, hvilket har fået nogen til fejlagtigt at beskylde ham for totalitarisme, måske også inspireret af erfaringerne fra moderne socialistiske regimer. Han er også blevet beskyldt for at ville “tilbage til naturen” lige midt i oplysningstidens euforiske fremskridtstro. Rousseau var således en kontroversiel tænker, hvis ideer om staten nok har inspireret, men næppe er blevet ført ud i livet.

Rousseau havde ret i, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser. Liberalismen har haft stor praktisk betydning for os. Men den må lige så lidt som demokratiet få religiøs status. Ingen af de to idekomplekser er entydige goder. Dybest set havde han vel også ret i, at når folkeviljen repræsenteres, så er styreformen ikke længere demokratisk.

De to oplysningstænkere Locke og Montesquieu fik særlig stor betydning for demokratiets genfødsel og dets udvikling frem til vor tid. De var modstandere af enevælde, men tilhængere af et indskrænket monarki – altså en blandet styreform.

Efter oplysningstiden skete der store ændringer af Europa. Den franske gren af oplysningen var den mest gennemgribende og turbulente. Den satsede på videnskaben og var skeptisk over for religionen, som stod i vejen for friheden og fremskridtet. Den skotske gren inspirerede økonomisk liberalisme og begyndende repræsentativt demokrati. Det nye USA lod sig inspirere af den. Men det blev borgerskabet og kapitalen, som kom til magten. Og under den industrielle revolution i 1800-tallet opstod klassekampen og drømmen om det kommunistiske utopia, som skulle indledes med proletariatets diktatur. Og den drøm, er først ebbet ud sent i 1900-tallet.

I 1800-tallet fik vi endelig de frie forfatninger rundt om i Europa. De afløste som regel enevælden. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-73) var med til at bane vejen for dem med sine tanker om en repræsentativ styreform. Han gik ind for en vis social forsorg, men var dog mere liberalist end socialist. Mill var opmærksom på de farer, der var forbundet med demokratiet: “Masseherredømmets og den offentlige menings stupide tyranni var ham det værste af alt, og det så meget mere, som massernes ledere i praksis altid vil være ubetydelige størrelser, en art gennemsnitstyper, der snarest bliver udtryk for de almindelige meninger, mens de virkelig fremragende mænd kun kommer til at virke indirekte”. (Knud Berlin i Salmonsen bind 17 s. 38). I øvrigt mente også Mill, at det grundlæggende kriterium for god regering er, at den formår at fremme folks moral og intelligens. I dag fremmer den næppe længere moralen, som er blevet en privatsag. Og det kan blive skæbnesvangert for os.

Mills samtidige, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-59), frygtede middelmådighed, materialisme og den offentlige menings ukontrollerede magt. I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads – landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Tocqueville nærede en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi. Han indså, at demokratiet nok ville blive fremtidens styreform, men også, at det ville føre til et kulturtab.

Demokratiets forudsætninger


Intet samfund kan bestå uden en højere visdom. Men demokratiet kan ikke nå ud over middelmådigheden. Styreformer er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Den bedst tænkelige styreform, er den blandede, hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår. De kan afbalancere hinanden, de forskellige klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom kan sætte sig igennem, uden at folket bliver undertrykt.