Den Europæiske Union 3:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 3. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________

 2.     DEN POLITISKE FRIHED

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret. Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år. Det er i det lys, unionsplanerne skal ses. Unionen ligner en ajourføring af det politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden 

Den politiske frihed hører til de åndelige værdier. Men den er så afgørende vigtig i hele denne sammenhæng, at det kan være hensigtsmæssigt at behandle den i et særskilt kapitel.

Friheden forsvinder

En stor del af den politiske frihed er allerede forsvundet. Ikke formelt, men reelt. Jeg vil gætte på, at vi kun har ca. 15 % tilbage af den. Det er en af de sandheder, mange fornemmer, men ingen må sige højt. Det er som i H.C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder”: Ingen må sige, at kejseren ikke har noget tøj på. Men vi er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på tabet. Friheden undergraves lidt efter lidt således, at styreformens bærende konstruktioner til sidst vil styrte sammen.

Demokratiet er ikke en skabelon, som kan presses ned over ethvert folk til enhver tid. Det ville kun føre til – og har rent faktisk også ført til – kaos og ulykke, ikke kun i den tredje verden. En række forudsætninger må være til stede, for at det kan fungere. Tre af dem er særligt vigtige: En ganske bestemt grundholdning eller virkelighedsopfattelse (humanitet), en bestemt socio-økonomisk struktur (med decentralisering, små enheder og spredt ejendom), og en deling af magten (mellem flere gensidigt kontrollerende og indbyrdes uafhængige myndigheder. Men også frie, uafhængige medier er nødvendige). Alle disse forudsætninger er ved at forsvinde. Formelt har vi dem nok. Men reelt er der ikke meget tilbage af dem. Det er langt senere end vi tror.

Fra demokrati til plutokrati

I Europadebatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen”. Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen. Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet fra starten. I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng. Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud”. Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke-eksisterende i unionen, trods de smukke ord i traktaterne. Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner. – Som vi hidtil har villet ofre alt for. Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa (den industrielle revolution). Borgerskabet var blevet velhavende og var kommet til ære og værdighed og krævede nu del i den politiske magt. Alt dette vær stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform: Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene: Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af små virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt. Det vil igen bane vejen for en ny styreform. Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt). For magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre. Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd. Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system. De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil. Således får vi f.eks. de mange store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det. Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO, IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt. Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation. Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret. Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år. Det er i det lys, unionsplanerne skal ses. Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen. 

Unionen ligner en ajourføring af det politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden. Ikke bare politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med det.

Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør: Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling. Så drastiske ændringer af udviklingen vil naturligvis tage lang tid, og sikkert medføre alvorlige kriser og konflikter. Men de vil før eller siden blive båret igennem af en international bevægelse. Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden. Igen: Lad os få rene linier i debatten.

Nuvel, vi skal ikke nødvendigvis have et helt nyt samfundssystem. Men som et minimum må det sikres, at de kortsigtede økonomiske særinteresser aldrig overtrumfer de langsigtede samfundsinteresser, og at monopoliseringen kontrolleres effektivt, både nationalt og gennem internationale samarbejdsorganisationer. Nogle vil hævde, at det netop kan ske gennem EU. Men det tror jeg ikke på. Tvært imod. Den sanseløse, globaliserede monopolisering vil snarere blive fremskyndet i EU. Sådan er det i alle store imperier. I USA har man i praksis for længst mistet kontrollen med monopoliseringen. Samarbejdet mellem den økonomiske og den politiske magt er blevet næsten total. Resultatet er blevet en national og international magtudøvelse uden grænser og uden skam, i strid med vore oprindelige politiske idealer. Det samme vil ske i Europa.

Mange moderne mennesker er født ind i den politiske frihed – har aldrig oplevet andet, og er derfor tilbøjelige til at betragte den som en naturlig ting eller en selvfølge. Men den er tvært imod en uhyre skrøbelig størrelse, som historisk kun har eksisteret i ganske kort tid og geografisk på et ganske lille sted, og som derfor forsvinder, så snart vi holder op med at kæmpe for den.

Friheden er aldrig blevet sikret ved at koncentrere magten. Det er kun muligt, hvor man deler den. Dette er elementært. Alligevel nævnes det aldrig i debatten.

_____________________________________________________________________

Næste afsnit vil være kommentarer til argumenterne for unionen.