En dristig hypotese

Hermed genoptager vi artikelserien efter pausen – lidt forsinket. Dette indlæg er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidigt materialistiske grundholdnings herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
____________________________________________________________

Hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage. Vi skal ikke vælge mellem intellekt og intuition – mellem videnskab og mystik – mellem det materielle og det åndelige.

Derimod er det en fascinerende, men unægtelig også en dristig tanke, at videnskab og mystik engang sammen vil gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau! – at den skarpe  sondring mellem det åndelige og det materielle dybest set er kunstig og ikke kan opretholdes i længden.

I en berømt lille klassiker, essaysamlingen “De to Kulturer”, påstod C.P. Snow, at humaniora og naturvidenskab er to forskellige verdener, som aldrig kan forenes. Det var en plausibel teori dengang i 1962, hvor materialismen endnu forekom uimodståelig. Men i dag aner vi omsider, at Snow måske tog fejl. 1).

Både i religionen og i filosofien – og også i de nyere åndsvidenskabelige retninger, finder vi den tanke, at den lavere menneskelige natur fik overhånd over det åndelige – det guddommelige. Mennesket havde engang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil engang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.

Interessen for de mere åndsvidenskabelige, nyreligiøse, okkulte og esoteriske bevægelser bliver stadig større. Det er de forskellige åndsretninger, som beskæftiger sig seriøst med det åndelige og det, vi kalder det overnaturlige, fordi vort materialistiske begrebsapparat ikke længere er indstillet på den åndelige virkelighed.

Foreløbig er disse bevægelser dog ret diffuse. Nogle af dem har været sammenfattet i begrebet New Age, som dog mere er en modstand imod eller et ubehag ved materialismen end en blot nogenlunde afklaret virkelighedsopfattelse. Men bevægelsen søger netop at tilfredsstille det moderne menneskes behov for videnskabelighed – samtidig med at behovet for åndelighed tilgodeses. Kombinationen af det materielle og det åndelige er en af årsagerne til den store gennemslagskraft, bevægelsen trods alt har haft i de sidste 30-40 år.

De nye bevægelser beskæftiger sig også med forholdet mellem religion og videnskab. I sin bog om New Age skriver Karl Aage Kirkegård: “Når religionen er afdækket i sin renhed, vil dogmer, trossætninger og overtro forsvinde, og religion vil betragtes som et naturligt led i menneskets voksende erkendelse. Derved vil skellet mellem videnskab og religion forsvinde, og de vil supplere hinanden som forskellige måder at nærme sig den samme mangedimensionerede … virkelighed på … Religionen vil udvikle sig til at være en naturlig del af livet, en indre livsnerve, der ved at stimulere hengivenhed og kærlighed får kanaliseret sjælens energi gennem personligheden”. 2).

Også antroposofien er inde på noget i den retning. Filosoffen Oscar Borgman Hansen skrev allerede i 60’erne: “… ret beset må udviklingen føre videnskaben og kristendommen sammen til en anden form for sameksistens, nemlig den, hvor begge anerkender, at der findes en åndelig viden. Videnskaben må føre os til at indse, at der findes en åndelig verden. Og kristendommens indhold gribes ikke blot i tro, men fattes også i viden. Videnskabens udvikling kræver dette. Kristendommens udvikling kræver det samme, hvis kristendommen da skal kunne forløse hele menneskelivet. Det er en indskrænkning af kristendommen, hvis man ikke tror, at den kan forløse den menneskelige erkendelse fra den nat, som materialismen har ført os ind i”. 3).

Rudolf Steiner ville ophæve skellet mellem tro og viden. I Tankens magt hedder det: “Antroposofien rækker ud mod en åndelig verden. Vil man nå og forstå denne verden, er de åndsvidenskabelige redskaber utilstrækkelige, og man må betjene sig af evner som intuition og meditation … han opgiver den gængse skelnen mellem tro og viden. Når dette skel falder bort, fremgår det, at adskillelsen blot har bevirket, at troen er blevet svækket og har måttet leve som en diffus tilbøjelighed samtidig med, at viden og videnskab er blevet indskrænket til en banal afsøgning af kendsgerninger om sanseverdenen. Foreningen af tro og viden skaber derimod en kraftig livserkendelse, som knytter sanseverdenen og åndeverdenen sammen.”

Selv i psykologien er den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle blevet anfægtet. Jung forholdt sig kritisk til den etablerede, materialistisk inspirerede videnskabelige psykologi. Han beskæftigede sig ikke kun med individuelle, specifikke psykiske mekanismer. For ham er seksualiteten ikke det afgørende, når man skal forstå psyken. Det er en langt mere almen og omfattende, kosmisk energi, en livsenergi eller bioenergi, der kommer til udtryk som psykisk energi. For Jung er psyke og materie ikke væsensforskellige. Der er visse lighedspunkter mellem hans og den moderne fysiks teorier. Jung mente, at kernefysikken og dybdepsykologien før eller siden måtte nærme sig hinanden, idet de fra hver sit udgangspunkt bevæger sig frem mod det oversanselige – det metafysiske.

Men selv videnskabsteoretikerne er begyndt at bevæge sig uden for rammerne af den ensidigt materialistiske virkelighedsopfattelse og opstille nye, dristige teorier ud fra de nyeste forskningsresultater. – En slags nøgler til forståelse af en ny og større virkelighed. Sondringen mellem videnskab og filosofi synes ikke længere så skarp, og der er en forventning om et paradigmeskifte, det vil sige en større eller mindre ændring af vor virkelighedsopfattelse.

Den amerikanske fysiker og New Age-tænker Fritjof Capra har påvist et forbløffende sammenfald mellem moderne fysik og orientalsk mystik. Den nye fysik anskueliggør på slående vis de to grundelementer i det orientalske verdensbillede: universets enhed og dets iboende dynamiske karakter. Den moderne fysik har “på dramatisk vis bekræftet en af grundtankerne i orientalsk mystik – at alle de begreber, vi bruger for at beskrive naturen, er begrænsede, at de ikke er egenskaber ved virkeligheden, som vi gerne tror, men er skabt af tanken og altså er dele af kortet og ikke af landskabet. Når vi udvider vores erfaringsområde, bliver den rationelle tænknings begrænsninger åbenbare og vi bliver nødt til at ændre eller måske helt opgive nogle af vores begreber.” 4). “Den kosmiske dans” manifesterer sig både i den ældgamle østerlandske visdom og i den moderne teoretiske fysik.

Det drejer sig også om at udvide bevidstheden. Allerede Jung mente,at vi i 1900-tallet vidste sige så lidt om menneskets sind, som naturvidenskaberne vidste om det fysiske univers i middelalderen, og han forudså en så stor vækst i vor viden om menneskets natur, at det ville ændre vor livsholdning fuldstændigt.

Oscar Borgman Hansen har engang skrevet noget, som i grunden er ganske tankevækkende: Tidligere var det at tænke videnskabeligt det samme som at søge en højere sandhed eller visdom. – Sådan må det blive igen en gang.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidige materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama

____________________

1) C.P. Snow: De to kulturer. Vintens Forlag 1966.

2) Knud Aage Kirkegaard: New Age. Forlaget Modtryk 1998 s. 29. 

3) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C.A. Reitzels Forlag 2004 s. 33.

4).Tankens magt: Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt. Lindhardtog Ringhof 2006 s. 1697.

Om kristendommen 2:2

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er en gengivelse af afsnittet ”Kristendommen” i min bog ”Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Men her er indledningen flyttet til slutningen, og der er tilføjet et kort afsnit.

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. Men en sådan sondring er meningsløs.
_____________________________________________________________________

OM KRISTENDOMMEN 2:2

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

Hvis visdommen en gang igen får samme status som – eller højere end – videnskaben har i dag, vil religionen ikke længere blive betragtet som noget kuriøst og forældet, men som noget naturligt og uomgængeligt. En fastholdelse af det gamle, religiøse kulturgrundlag vil derfor ikke bare være en tilbagevenden til noget fortidigt (nostalgi, arkaisme), men snarere en tilbagevenden til et sikkert udgangspunkt fra en blind vej. For vi moderne mennesker har lige præcis mistet orienteringen på livets vej.

Der er en grel modsætning mellem Jesu forkyndelse og vor materialistiske holdning og adfærd i dag. Men det virker nærmest som om kirken endnu ikke har opdaget det. Da kristendommen med Jesu liv som et ophøjet eksempel til efterfølgelse og med dens lære om ydmyghed, nøjsomhed og medfølelse, vanskeligt kunne forenes med den hovmodige, begærlige og kyniske materialisme, som har udviklet sig i vor tid, havde den stort set to muligheder: Den kunne gå i opposition eller tilpasse sig. Den gjorde mere det sidste end det første. Derved mistede den i virkeligheden meget af den troværdighed, som trods alt endnu var tilbage. Den er ikke noget alternativ til materialismen, men betragtes tvært imod ofte som en ukritisk del af et falleret materialistisk magtkompleks. Den er ikke rede nu, hvor den åndelige dimension i tilværelsen nødvendigvis må genvinde sin betydning.

Kristendommen virker i det hele taget underligt passiv i dag. Den protestantiske mere end den katolske. Tidligere søgte den i højere grad at præge kulturlivets forskellige områder. I det omfang, den bliver passiv, vil andre åndsretninger naturligvis søge at udfylde tomrummet, hvilket selvsagt er farligt.

For et par år siden spurgte en journalist en biskop i et interview: Er kirken på vej tilbage som moralsk eller etisk autoritet? – Her var det tydeligvis underforstået, at det havde den ikke været længe. Eller ligefrem: det burde den ikke være. Således kan en ny tidsånd afsløre sig selv i debatten.

Kirken har altid som den naturligste ting i verden foreskrevet menneskene den rette holdning og adfærd. Den har været en naturlig åndelig autoritet. Men i dag er det, som om den lider af en slags berøringsangst. Selv præsterne synes at mene, at gudsforholdet er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, som andre ikke skal blande sig i? Men derved mister kristendommen naturligvis sin betydning som kulturbærende kraft.

Ateismen er på fremmarch for tiden. Også internationalt. Den har ligefrem organiseret sig som en vred reaktion imod tidens nye religiøse strømninger. Tidsintervallerne mellem angrebene på kristendommen bliver stadig kortere. Det ligner næsten en topstyret kampagne.

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. En så skarp sondring er relativt ny, og i virkeligheden meningsløs. For når det kommer til stykket er alt jo politik. Og hvis man ikke tager stilling, støtter man reelt det bestående. Man ”tier og samtykker”. Det er bekvemt, men ikke særligt respektindgydende. Kirken må have mod til at sige fra i givne situationer. Sondringen mellem religion og politik begrundes ofte med en overfortolkning af Luthers toregimentelære og et ønske om at lægge afstand til islamismen. Det er smart og populært, men næppe gennemtænkt, da kristendommen i høj grad har præget politikken. Man behøver blot at nævne socialforsorgen og en rimelig fordeling af de materielle goder. Sondringen gør på en gang religionen ligegyldig og politikken farlig. Og det giver ingen mening at tale om Danmark som et kristent land. Kristendommen tolereres allernådigst, så længe den ikke får konsekvenser for vores adfærd! – Et let gennemskueligt skridt på vejen mod en egentlig afskaffelse. Er det måske bekvemt for en økonomisk-politisk magtelite, som ikke vil have sit råderum begrænset, heller ikke af åndelige eller moralske værdier?

Det er i dag en udbredt opfattelse, at oplyste mennesker er mindre troende end mindre oplyste. Men helt så enkelt er det næppe. Der findes en mindre gruppe af højt oplyste med særlige åndsevner. Det er dem, der skaber grundlaget for højkulturerne. Det store flertal er forholdsvis indifferent, men følger de etablerede normer. Sådan har det været indtil vores egen tid. Men nu har flertallet af mindre oplyste fået stor indflydelse samtidig med, at de højt oplyste har mistet indflydelse. Blandt de store ånder – også inden for naturvidenskaben – har mange været dybt troende. Helge Rode skrev: ”Kirken har trods alle misgreb gennem århundreder fremmet det store fællesskab, den har forenet de vise og de enfoldige. Kristendommens virkelige fjender har ikke været de store ånder; men de glimrende, i spidsen for en hær af middelmådighedens gode hoveder. Når den har stået i voksende fare, beror det delvis på kirkens fejl; men skæbnesvangert er det også, at enfoldigheden i nutiden bliver divideret, middelmådigheden multipliceret og de store ånder annuleret”. Det var i 1925. I dag er der mange flere, der ved meget mere. Men dem med særlige åndsevner vil altid tilhøre et mindretal.

Ateisterne tror åbenbart selv, at de øver en ædel dåd ved at forhindre et ”tilbagefald” til et ”lavere” kulturelt niveau. Men det er snarere omvendt. Samtidig bidrager de til at undergrave samfundet, da der snart ikke længere er noget værdifuldt at finde sammen om. De opstiller jo ikke holdbare alternativer, men klamrer sig til den fallerede materialisme, som der er indbygget afgrund i. De er med til at føre os ind i det naturstridige åndelige tomrum.

Men ateismen vil aldrig få det sidste ord. Francis Bacon sagde: Det er sandt, at en smule filosofi kan gøre mennesker til ateister, men filosofisk dybde drejer menneskers bevidsthed tilbage til religionen.

Vi kan sige med Oskar Borgman Hansen, at ”den materialisme, som opstod fra omkring år 1600 for derefter at vokse sig stærkere og stærkere indtil i dag, har haft en mission: at styrke den videnskabelige bevidsthed. Men har den opfyldt denne mission, er tiden kommet, hvor den må overvindes, så det åndelige igen bliver mennesket bevidst. Sker dette, åbnes der nye veje for kristendommen ind i fremtiden”.

Udviklingen følger altid historiens store pendul – fra det ene ekstreme yderpunkt tilbage til det modsatte. Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse er nu nået så langt ud, som den kan komme. For den er der nu kun én vej: tilbage. Troen på den åndelige virkelighed er det naturlige for mennesket. Symptomerne på, at denne tro er ved at vende tilbage, er tydelig nok. Kristendommen er blevet fortrængt af den materialisme, som har mistet troen på og sansen for den åndelige virkelighed. Nu, hvor materialismen bryder sammen, er det vel ikke utænkeligt, at kristendommen kan genvinde noget af sin oprindelige betydning.

Det benægter mange intellektuelle. De gamle religioner er døde, siger de. Men hvad nu hvis det er de intellektuelle, der har mistet sansen for deres storhed.

Det er muligt, at der må ske visse forsigtige justeringer af kristendommen. Vi ved, at den har gennemgået en række væsentlige ændringer op gennem historien, og at den i dag er splittet i mindst tre hovedretninger plus et antal mindre kendte, beslægtede former. Men grundsubstansen er den samme, som den altid har været. Den har overlevet store kulturomvæltninger i 2000 år. Eventuelle ændringer af visse historisk betingede dogmer, formuleringer eller fortolkninger er for så vidt naturlig, som intet forbliver uforandret af udviklingen uden at forstene. Således har de ændringer, som faktisk er sket med kristendommen op gennem historien, måske været betingelser for dens overlevelse? – Vores kultur kan ikke holde til at afvise kristendommen. Kan kristendommen holde til at afvise reformerne?

Der skal ikke her tages endelig stilling til det dogmatiske – eller eventuelle reformer. Her må vi nok have teologerne med på råd. Men som generalist ud i samfunds- og kulturtænkningen kan man vel nok konstatere, at materialismen har inficeret alle områder af samfunds- og kulturlivet, selv religionen, som kunne have været den åndelige virkeligheds sidste bastion – og at især den moderne protestantisme næsten har afsnøret de stærke følelser og mystikken fra sig, så alvorligt troende og søgende mennesker må finde andre udveje.

_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes kapitlet om kristendommen. Næste kapitel vil handle om værdirelativismen.