Udviklingens krav

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 2. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

_____________________________________________________________________

2. DEL. UDVIKLINGENS KRAV

Magt følger ejendom. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den accelererende materielle udviklings indbyggede logik.

Udviklingens krav

En af de vigtigste årsager til de aktuelle styringsproblemer er, at den gamle, demokratiske beslutningsproces er for langsom, omstændelig og irrationel. Problemerne hober sig op, fordi styringsmekanismerne ikke er tilstrækkeligt effektive. Det politiske system er simpelt hen ikke beregnet til at løse vor tids problemer. Det opstod i forrige århundrede, hvor problemernes løsning blot krævede livserfaring og sund fornuft, og hvor udviklingen forløb så langsomt, at vi kunne følge med åndeligt. I dag bliver samfundet stadig mere kompliceret. Problemernes løsning kræver ekspertise. Vi kørte med stor fart på udviklingens motorvej i en toptunet, strømlinet sportsvogn. Men styretøjet var skagler, remtræk og tømme. Hvis man vil undgå en ulykke i den situation, kan man enten sætte farten ned eller udskifte styretøjet.

Vi må omsider erkende, at vi befinder os i et dilemma: Hvis vi vælger at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere, må vi tage den logiske konsekvens af dette valg: Den politiske beslutningsproces må være hurtigere og mere rationel. Systemet må gøres mere effektivt, så det passer til udviklingens krav. Det betyder, at myndighederne må have mere og folket mindre politisk magt. Hvis vi derimod vælger at standse den materielle udvikling, kan vi måske bevare den gamle, demokratiske styreform. Noget forenklet kunne man sige: Enten må styreformen tilpasses udviklingen, eller også må udviklingen tilpasses styreformen. Det afgørende er, at de to ting følges ad.

Nu har vi valgt at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere. Men formelt har vi endnu ikke taget den logiske konsekvens af dette valg: en ændring af styreformen, formentlig fordi troen på demokratiet endnu er udbredt. Inderst inde føler de fleste, at den gamle styreform bør være ukrænkelig. Hvis den blev ændret, så den passede til den materielle udvikling, ville folk måske opdage, at demokratiet er ved at forsvinde. Derfor er den gamle styreform formelt stadig ukrænkelig. Men reelt er den altså ved at blive udhulet. Det har simpelt hen været nødvendigt, hvis vi skulle undgå kaos. Men hvis der ikke skabes overensstemmelse mellem det formelle og det reelle, vil vi til sidst have noget så paradoksalt som et totalitært samfund med en demokratisk forfatning!

De farlige reformer

Det kommunale selvstyre er en af demokratiets vigtigste forudsætninger, fordi befolkningen derigennem får ansvar for politiske beslutninger. Frihed og ansvar hører nemlig sammen. Derfor var den vigtigste officielle begrundelse for at gennemføre kommunalreformen, at man ville udvide det kommunale selvstyre. Men større politisk fejlgreb er næppe begået i efterkrigstiden. I dag er det en udbredt opfattelse, at det kommunale selvstyre fungerede bedst i de små kommuner. Demokratiet fungerer nu engang bedst i små sociale enheder. Men den materielle udvikling stillede efterhånden så store økonomiske, tekniske og administrative krav, at de små kommuner ikke længere havde mulighed for at opfylde dem. Kommunalreformen var en nødvendig politisk konsekvens af den materielle udvikling.

Nogle mener, at man i for høj grad tog politiske eller følelsesmæssige hensyn, da man gennemførte kommunalreformen. Det tog 10-15 år at forberede den. Måske var udviklingen allerede løbet fra den, før den blev gennemført i 1970. Nogle mener, at den ideelle kommune i dag snarere vil være på størrelse med de nuværende amter, hvis befolkningsgrundlaget skal svare til opgavernes omfang. På en måde var kommunalreformen kun en halv reform. Man kunne lige så godt have taget skridtet fuldt ud, nedlagt amterne og gjort kommunerne endnu større. Men det skal nok komme. Udviklingen vil kræve det. Allerede nu ser vi, hvordan en del af den politiske og administrative ledelse overtages af internationale organer.

I dag lægges der ganske vist flere opgaver fra staten ud til kommunerne gennem den såkaldte byrdefordeling. Men staten financierer fremdeles langt den største del af de offentlige udgifter. De opgaver, der er overført til kommunerne i de senere år, er i vid udstrækning blot administrative. Samarbejdet mellem staten, amterne og kommunerne om en fælles planlægning bliver stadig mere intimt. Det afgørende er, at det offentlige får kontrol med stadig større områder af vor tilværelse.

Myndighederne mangler endnu de nødvendige styringsmekanismer. Men de er på vej. Eksperterne er i færd med at planlægge gennemgribende reformer, som f.eks. indebærer ensretning af kommunernes budgetter og indførelse af kommunale flerårsbudgetter. Disse reformer skal gøre det muligt at samordne statens og kommunernes økonomi og gennemføre en effektiv langtidsplanlægning og en detaljeret styring af enkeltområder.

De reformer, der er gennemført i de seneste år er større end de reformer, der er gennemført i de foregående 150 år. Sammen med de reformer, som er på vej, vil de skabe en helt anden slags samfund end det, vi hidtil har kendt.

Alt dette betyder, at den demokratiske kontrol med økonomien vil blive vanskeligere, og at eksperterne vil få endnu større magt på bekostning af de folkevalgte politikere. Både kommunernes og folketingets handlefrihed vil formentlig blive indskrænket.

Centralpersonregistrering, kildeskat, kommunalreform, de store økonomisk-administrative reformer – alt dette er skridt på vejen mod ”den totale organisations mareridt”.

Viljen til orden

De store beslutninger, der træffes i dag – den langsigtede planlægning, som foregår, gør det vanskeligere for os at ændre livsholdning og adfærdsmønster. Men samtidig med, at vi diskuterer denne holdningsændring, fortsætter den materielle udvikling, som cementerer det bestående. Konflikten mellem teori og praksis bliver stadig større. Til sidst må teorien give op. De store trafik- og energiprojekter er eksempler på langtidsplaner, som laves ud fra den overordnede målsætning, som hedder økonomisk vækst. En ændring af denne målsætning bliver stadig mere påtrængende. Men den ville få de magtfulde eksperters og økonomiske særinteressers planer til at vælte som korthuse. Derfor ændres den ikke. – Inderst inde ved vi jo godt, at storebæltsbroen, atomkraftværkerne og Europas Forenede Stater kommer, selv om vi endnu kan protestere imod dem. Udviklingen vil kræve det.

Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden. Huxley siger det således: ”… i den sociale, samfundsmæssige sfære, i politikkens og økonomiens domæne, bliver viljen til orden virkeligt farlig. Her bliver den teoretiske reduktion af uhåndterlig mangfoldighed til fattelig enhed, i praksis til en reduktion af menneskelig mangfoldighed til undermenneskelig uniformitet, af frihed til slaveri. I politikken er ækvivalenten til en fuldt udviklet videnskabelig teori eller et filosofisk system det totalitære diktatur. I økonomien er ækvivalenten til et smukt komponeret kunstværk den fejlfrit funktionerende fabrik, i hvilken arbejderne er fuldkomment tilpassede til maskinerne. Viljen til orden kan skabe tyranner af dem, der kun ønsker at bringe en uorden til ophør. Ordenens skønhed bruges som forsvar for despotiet”. – Vi ved i dag, at selv små ændringer i befolkningens adfærd kan vælte økonomernes beregninger. Den ideelle baggrund for vor tids nationaløkonomi ville faktisk være et totalitært samfund. Vi ønsker ikke et sådant samfund. Men vi indser ikke, at den materielle udvikling i dag næsten med en naturlovs nødvendighed drager os stadig nærmere hen imod det. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den materielle udviklings indbyggede logik. 

Lidt om økonomi

Vi ved, at magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres gennem den internationale monopolisering, koncentreres også den politiske magt. Dette er i dag en af de vigtigste trusler imod friheden. Politikerne erkender denne trussel, men står åbenbart magtesløse overfor den.

Den aktuelle debat om ”økonomisk demokrati” indebærer næppe noget håb om en reel spredning af ejendommen. Debatten er endnu uafklaret. Men resultatet kan nemt blive det modsatte af den erklærede hensigt, ligesom det var tilfældet med kommunalreformen. Det tales meget om fondsdannelser i debatten om ØD. Offentlige fondsdannelser findes allerede, f.eks. ATP-fonden. Politikerne vil snart kunne kanalisere store fondsmidler i bestemte retninger. Dermed vil de blot få endnu et effektivt styringsredskab i hænde. Men hvor styrer de hen? En evt. ØD-fond vil måske snarere blive bestyret af private, f.eks. faglige organisationers ledere end af politikere. Men om erhvervslivet, fagbevægelsen eller staten bestyrer midlerne er ikke afgørende, når det gælder om at sikre friheden. Læg iøvrigt mærke til, at samarbejdet mellem disse forskellige kategorier af magthavere bliver stadig mere intimt. Er vi på vej mod den korporative stat?

For ca. 15 år siden skrev Huxley: ”Når en nations økonomiske liv kommer til et kritisk punkt, tvinges centralregeringen til at påtage sig yderligere ansvar for den almindelige velfærd. Den må udarbejde kunstfærdige planer til imødegåelse af den kritiske situation; den må gennemtvinge stedse større restriktioner for undersåtternes virksomhed; og hvis, som det er meget sandsynligt, de forværrede økonomiske tilstande resulterer i politisk uro eller åbent oprør, må centralregeringen gribe ind for at bevare den offentlige orden og sin egen autoritet. På denne måde koncentreres mere og mere magt i hænderne på politikerne og deres bureaukratiske eksekutivmyndigheder”. – Er det ikke netop det, der er ved at ske i dag?

Fra demokrati til plutokrati

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng. Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

I Europa-debatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen.”  Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen.  Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet.

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng.  Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud.”  Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke – eksisterende i unionen.  Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner – som vi hidtil har villet ofre alt for.

Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene.  I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (den industrielle revolution) skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa.  Borgerskabet var blevet velhavende – var kommet til ære og værdighed – og krævede nu del i den politiske magt.  Alt dette var stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform:  Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene:  Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt.  Det vil igen bane vejen for en ny styreform.  Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt).  For magt følger ejendom.  Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer i produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre.  Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.  Formelt har vi stadig den gamle demokratiske styreform.  Men reelt er der ikke meget tilbage af den.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd.  Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system.  De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil.  Således får vi de store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det.  Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO og IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt.  Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation.  Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret.  Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år.  Det er i det lys, unionsplanerne skal ses.  Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen.

Unionen ligner en ajourføring af de politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden.  Ikke bare de politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med den.  Hvilket rent faktisk også er sket i vidt omfang.

Unionen er en naturlig konsekvens af den ensidigt materielle udvikling, som den kommer til udtryk i den globaliserede nyliberalisme.  Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør:  Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling (økonomisk vækst), som vi inderst inde godt ved, der er indbygget afgrund i.  Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden, hvis han vil bevare sin troværdighed som samfundstænker.  Lad os omsider i det mindste få oprigtighed og rene linier i Europadebatten.

Man kan diskutere meget omkring EU.  Men truslerne imod den politiske frihed er massive og åbenlyse.  Det er forbløffende, at de ikke i højere grad har præget debatten.  De må prioriteres langt højere i unionsmodstandernes kampagner.

Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Notat nr. 1031, 25.-31. Januar 2002.