De sjælløse ideer

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 3. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

_____________________________________________________________________

3. DEL. DE SJÆLLØSE IDEER

Tidligere sejrede ideerne, fordi de appellerede til vores medfødte intuition og dømmekraft. Men vor tids ideer skabes ofte kunstigt og holdes kunstigt i live. – Hvor stærkt ønsker vi friheden, når vi ikke lider nød?

De sjælløse ideer

Den massesuggestion, som griber om sig i disse år, er et umiskendeligt symptom på frihedens forfald.

Suggestion er psykisk påvirkning. Mennesker påvirkes med bestemte ideer på en sådan måde, at disse ideer indgår ubevidst i deres sjæleliv. Ideerne sejrer ikke i kraft af deres sandhedsværdi, men i kraft af en massiv og vedvarende fremstilling. Vi kender det fra reklamen.

Tidligere sejrede ideerne i vid udstrækning, fordi de appellerede til det bedste i mennesket – vores medfødte intuition og dømmekraft. Vi blev simpelt hen grebet af dem. De besad en indre dynamik. De bredte sig spontant som ringe i vandet. Når ”det levende ord” var sået, spirede det og slog rod i folket. Det gik ofte i arv fra generation til generation, fordi det var tidløst. Det højnede os som mennesker.

Men vor tids ideer – suggestionens ideer – appellerer snarere til vore lavere instinkter. Vi væmmes ofte ved dem. De er sjælløse. De kan ikke spire og vokse spontant, for de har ingen rødder. Derfor må de skabes kunstigt og holdes kunstigt i live. De er meget afhængige af tid og sted, og de holder os nede moralsk og intellektuelt.

Suggestionen har altid spillet en vis politisk rolle, selv i frie samfund. Som politisk metode nåede den et foreløbigt højdepunkt i Mellem- og Sydeuropa før midten af dette århundrede. Dengang var Europas humanistisk-demokratiske kulturtradition nok endnu for rodfæstet til, at den kunne løbes over ende. Men det er den næppe længere. Vi er på vej ind i det kulturelle tomrum, som er den ideelle grobund for den politiske suggestion.

Suggestionen trives bedst i forkrøblede samfund – samfund med et umenneskeligt miljø. Den materielle udvikling og det kulturelle forfald er netop ved at skabe et sådant samfund. Her kan den dygtige taktiker komme til magten ved bevidst at udnytte fordomme, komplekser, skuffede forventninger, misundelse og had, idet han forfører folket med slagfærdighed og veltalenhed. Man kalder det demagogi eller psykopolitik. Både oldtidens og den nyere tids historie bærer talrige vidnesbyrd om, hvad der sker i en sådan situation: Det moralske og intellektuelle niveau sænkes, opportunisterne fortrænger idealisterne, politikerne statsmændene og diktaturet friheden. Dette er netop vores situation i dag.

De senere års udvikling i massemedierne er et umiskendeligt symptom på denne udvikling. Massemedierne har overtaget den lovgivende forsamlings rolle som det vigtigste forum for den politiske debat. Det er ikke tilfældigt, at de politiske partier befinder sig i en krise samtidig med, at lytter- og seerorganisationerne er i udvikling. At et politisk parti har stillet forslag om, at medlemmerne af radiorådet skal vælges direkte af folket, skal kun tilføjes for at fuldende billedet. Nye, populære protestpartier har fået succes ved en konsekvent brug af suggestionen som politisk metode. Deres ledere var mediebevidste.

Den suggestion, som tidligere fortrinsvis blev brugt i varereklamen, har i dag trængt sig ind på alle områder af tilværelsen, ikke mindst politikken. En amerikansk reklamemand har engang sagt, at han kumme gøre et æsel til USA’s præsident, blot han havde tid og penge nok. I dag ”sælges” ideer og holdninger omtrent på samme måde som tyggegummi og vaskepulver. Private interesse- og pressionsgruppers succes er betinget af deres evne til at mestre suggestionen. Nogle af vore mest udbredte ideer og holdninger er utvivlsomt et resultat af indflydelsesrige kræfters konsekvente brug af medierne i suggestionens tjeneste.

Men når det kommer til stykket, gennemskuer vi suggestionen. Og når det sker, ødelægges den tillid til og respekt for politikerne, som er en af vor styreforms vigtigste forudsætninger.

Hvor stærkt ønsker vi friheden?

Hvor stærkt ønsker vi friheden, når det kommer til stykket? Dengang der var fattigdom, og især lige efter besættelsen, var vi vilde med friheden. Men hvad nu, hvor vi har levet i et fredeligt overflodssamfund i 60 år? Hvor meget skyldes ønsket om demokrati økonomiske interesser, og hvor meget samfunds- og kulturfilosofi og idealisme? Hvor mange mennesker iblandt os er idealister, og hvor mange opportunister og lykkeriddere? Hvor mange tænker: Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe. Politik interesserer os ikke. Vi har kun dette ene liv. Lad os få det bedste (materielt) ud af det her og nu?

En gang midt i 70’erne, hvor der var økonomisk krise og over 300.000 arbejdsløse, kom jeg tilfældigt til at snakke med en bekendt om samfundskrisen. Jeg sagde, at vi formentlig ville have et totalitært samfund om 30 år. Det var en overdrivelse og en bevidst provokation, og jeg ventede en alvorlig irettesættelse. Men uden at fortrække en mine svarede min bekendte blot: ”Ja, men tror du ærlig talt ikke også, at det ville være det bedste?”

Siden har jeg tænkt over, hvor udbredt denne opfattelse egentlig er. I sin bog ”Gensyn med fagre nye verden” fra 1958 skriver den engelske forfatter og kulturfilosof Aldoux Huxley: ”Selv i de lande, der har tradition for demokratisk regering, synes denne frihed og endog ønsket om denne frihed at være på retur”.

Den store tyske kulturfilosof Oswald Spengler siger det meget stærkt i sit berømte værk om ”Vesterlandets undergang” fra 1918-20: ”Strømme af blod farvede i ”de kæmpende staters tid” alle metropolers gader for at forvandle demokratiets store sandheder til virkelighed og erobre rettigheder, uden hvilke livet ikke syntes være at leve. Nu er disse rettigheder erobret, men efterkommerne kan selv under straffetrussel ikke længere formås til at gøre brug af dem. Hundrede år senere forstår selv ikke historikerne længere de gamle stridsspørgsmål”.

For den ældre generation er den politiske frihed fremdeles noget afgørende. Vi, som var børn i 40’rne og unge i 50’erne, prioriterer friheden højt. Vi har fået kærligheden til den ind med modermælken. Vi blev opdraget til at tro på den og trænet i at slås for den. Men hvad med de unge, som er født ind i friheden. Vil de ikke være tilbøjelige til at tage den som en selvfølge? – De unge, som blev forsømt åndeligt under opvæksten, som samfundet ikke har brug for, og som nu sidder tilbage med rodløsheden, meningsløsheden og angsten. Vil de ikke kunne drages imod de politiske yderfløje, når karismatiske demagoger udfolder sig i forvirringen?

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har gennemført en dybtgående undersøgelse af de totalitære staters oprindelse og natur. Hun skriver: ”Vi ved ikke, i hvor høj grad folk skifter karakter under et totalitært styre. Vi ved ikke, hvor mange normale mennesker omkring os, der ville være rede til at affinde sig med et totalitært samfund for at få opfyldt deres karrieredrømme, eller hvor stor en del af de rodløse masser, der i en følelse af afmagt over for det moderne livs krav med glæde ville tilpasse sig et system, som sammen med spontaneiteten fjerner ansvaret”.

Måske påskønner vi først for alvor friheden, når vi har prøvet at miste den. Hvis der går for lang tid mellem de traumatiske frihedstab, svækkes vores årvågenhed måske, og vi glemmer, at friheden forsvinder, når vi holder op med at kæmpe for den, også i fredstider.

Farvel til friheden

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 1. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 2. del: “Udviklingens krav”, 3. del: “De sjælløse ideer”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

1. DEL. FRIHEDENS FORUDSÆTNINGER

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Gensyn med ”Fagre nye verden?”

I 1931 skrev Aldous Huxley ”Fagre nye verden” – en uhyggelig fremtidsvision, som handlede om den totale ensretning. Tre årtier senere skrev han i ”Gensyn med Fagre nye verden” bl.a.: ”De profetier, jeg fremsatte i 1931, går i opfyldelse langt tidligere end jeg troede de ville … Den totale organisations mareridt, som jeg havde henlagt til det 7. århundrede efter Ford, er dukket frem fra den trygge, fjerne fremtid og venter nu på os lige omkring det næste hjørne”.

Huxley overdriver næppe. En stor del af den politiske frihed er allerede forsvundet. Vi er blot ikke tilstrækkeligt opmærksomme på det. Friheden forsvinder jo ikke på et bestemt tidspunkt eller som følge af en bestemt begivenhed. Den undergraves lidt efter lidt således, at styreformens bærende konstruktioner til sidst vil styrte sammen. Det er ingen lunde usandsynligt, at resterne af friheden til forsvinde i løbet af nogle årtier.

Umiddelbart kan denne påstand måske forekomme temmelig dristig. Men hvis en samfundskritiker for blot 15 år siden havde påstået, at om 15 år ville de daværende kommuner være forsvundet, hele befolkningen ville være registreret i et centralt personnummerregister, en del af vor nationale suverænitet ville være afgivet til en international organisation, og staten ville kontrollere udviklingen på alle væsentlige områder, ville man da have troet ham? – Nej. Og lige så lidt vil man vel i dag tro den samfundskritiker, som påstår, at resterne af friheden er ved at forsvinde.

To forudsætninger.

Den politiske frihed opstår ikke tilfældigt. Den opstår, når samfundet har nået en ganske bestemt social struktur. Denne struktur er den ene af frihedens to vigtige forudsætninger.

Der er en vis sammenhæng mellem den sociale struktur og folkekarakteren. Den afhængige er tilbøjelig til at udvikle en slavesjæl. Den uafhængige vil udvikle selvstændig dømmekraft og ansvarsfølelse. Dette er elementært. Man kan skabe ansvarlighed ved at ansvarliggøre.

Udviklingen i Danmark i de sidste 200 år er helt i overensstemmelse med denne lovmæssighed: I slutningen af 1700-tallet begyndte de store landboreformer, som gjorde bonden fri og selvstændig. Han fik ansvar for sit eget liv og indflydelse på sine muligheder, og dermed interesse for politik. Dermed var vejen banet for den folkelige kultur, som gjorde folket modent til den politiske frihed. – Måske var det noget af det, der foresvævede grundlovens vise fædre, da de bestemte, at kun de som besad ejendom skulle have stemmeret?

Men nu har udviklingen medført, at stadig færre bliver selvstændige næringsdrivende og stadig flere afhængige lønmodtagere. Dermed forsvinder noget af ansvarsfølelsen og interessen for politik. På 10 år har de politiske partier således mistet 100.000 medlemmer. I dette århundrede har man prøvet at skabe en arbejderkultur med bondekulturen som forbillede. Det lykkedes ikke helt på samme måde, fordi man ikke forstod, at økonomisk selvstændighed og ansvar er forudsætningen for en ægte folkelig kultur. Afhængighed befordrer ikke den selvstændige dømmekraft og kærligheden til friheden. Det er ikke trygheden og velstanden, der højner mennesket og gør det modent til friheden. Det er et liv under eget ansvar og egen risiko – et liv med udfordringer.

Det, der sker i dag, minder om det, der skete i Rom under republikkens forfald: Med ændringerne af den sociale struktur ændredes folkets karakter. Folket blev en forlystelsessyg pøbel, afhængig af staten eller de store patroner. Det solgte sin sjæl for det højeste bud på opinionsmarkedet. Til sidst blev republikken erstattet af det enevældige kejserdømme.

Den anden af frihedens to vigtige forudsætninger er en bestemt livsholdning. Den livsholdning, som gjorde den politiske frihed mulig i Europa i den nyere tid, kaldte Hal Koch i sin tid ”den græsk-kristelige humanisme”. Det var den, som banede vejen for demokratiet – som overhovedet fik vor styreform til at fungere. Livsholdningen forholder sig til styreformen som fundamentet til et hus. Hvis det forsvinder, vil huset før eller siden styrte sammen under elementernes rasen. Meget tyder på, at fundamentet er begyndt at smuldre.

Det er en gammel sandhed, at moralen er frihedens forudsætning. Og livsholdningen indebærer den moral, som er nødvendig i et frit samfund. Den enkelte borger må i et vist omfang lade hensynet til fællesskabet gå forud for hensynet til sig selv.

Der findes ingen love uden smuthuller. Enhver lov kan omgås, hvis befolkningen er indstillet på det. Og det er befolkningen i dag. Den, der vil klare sig godt i samfundet, må enten finde og udnytte smuthullerne i lovene, eller sætte sig ud over lovene og undgå at blive straffet. Den, der har moralske skrupler, bliver udnyttet. I dag er enhver sig selv nærmest. Derfor virker lovene ikke efter deres hensigt. Og derfor må myndighederne udstede stadig flere love, cirkulærer og forordninger og oprette stadig flere kontrolfunktioner i et stadig mere håbløst forsøg på at lukke smuthullerne. Men moral kan nu engang ikke erstattes med love. Vi tillægger lovgivningen alt for stor betydning. I et frit samfund har lovene kun begrænset værdi i sig selv. Når det kommer til stykket er det livsholdningen – og dermed moralen, der får et frit samfund til at fungere.

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil vor styreform langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Et spørgsmål om balance.

Allerede i oldtiden vidste de græske tænkere, at de forskellige styreformer er tilbøjelige til at afløse hinanden, fordi de efterhånden udarter. F.eks. kan monarkiet blive afløst af aristokratiet, aristokratiet af demokratiet og demokratiet af tyranniet. Når man har været hele rækken igennem, begynder man forfra. Rækkefølgen afhænger af omstændighederne, men demokratiet afløses næsten altid af tyranniet. Når en bevægelse har nået et bestemt punkt i sin udvikling – et balancepunkt, om man vil – slår den nemlig som regel over i sin modsætning.

Siden midten af dette århundrede har den politiske udvikling været præget af stadig større demokratisering. I dag er det tydeligt, at vi befinder os et sted mellem demokratiet og en mere totalitær struktur.

Grækerne nåede tilsyneladende ikke at løse problemet. Men det gjorde romerne. De skabte en blandet styreform, som på en gang var monarkisk, aristokratisk og demokratisk. I dette fint afbalancerede system kunne en enkelt styreform vanskeligt udarte. Dette var en af grundene til, at republikken kunne bestå i et halvt årtusinde.

I dag bygger de vestlige styreformer på den franske samfundstænker Montesquieus berømte teori om magtens deling. Ifølge denne teori kan der kun være politisk frihed i et samfund, hvor magten er delt mellem indbyrdes uafhængige statsorganer med forskellige funktioner og gensides kontrol. Den danske grundlov siger, at kongen har den udøvende magt, kongen og folketinget har tilsammen den lovgivende magt, og domstolene har den dømmende magt. Men denne del af grundloven har faktisk kun formel eller symbolsk betydning i dag. Kongen har mistet sin politiske indflydelse. Regeringen har overtaget de udøvende funktioner. Dens sammensætning bestemmes i praksis i høj grad af valgresultatet, dernæst af statsministeren. Dens medlemmer er som regel sammtridig medlemmer af folketinget. Der er således ingen klar adskillelse mellem den udøvende og den lovgivende myndighed.

Magtdelingsprincippet anerkendes stadig officielt. Derfor har man heller ikke ændret grundloven på dette punkt. Men dets skæbne er et godt eksempel på, hvordan styreformen langsomt udhules: Den ydre form bevares. Men indholdet siver ud.