Den socioøkonomiske struktur

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Men i 80’erne forstummede samfundskritikken, og vi fik i stedet den anglo-amerikanske nyliberalisme.
____________________________________________________________

Somme tider fristes man til at tænke, at det var industrialiseringen i 1800-tallet, som var roden til mange af tidens problemer. Folket fik ikke del i udbyttet, men fik tvært imod elendige levevilkår. Landbrugs- og håndværkskulturen var trods alt sundere og mere tilfredsstillende, simpelt hen fordi den var mere naturlig. Det var tidligere dødssynder som hovmodet, begæret og kynismen, som var drivkraften i industrialiseringen, som ikke mindst krigsindustrien satte gang i. En stor del af 1900-tallet er gået med at råde bod på de ulykker, industrialiseringen medførte: først udbytning af kolonierne og social elendighed, siden finanskriser og naturødelæggelser. Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 100 år. Europa blev splittet i en liberalistisk og en socialistisk materialisme, og en ny, alt ødelæggende verdenskrig truede. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer (imperialisme), vores fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). De store ånder, som advarede imod hele denne voldsomme udvikling, blev nærmest til grin.

Industrialiseringen medførte naturligvis store fremskridt, men var altså ikke et entydigt gode. Vi kan ikke uden videre skrue udviklingen tilbage, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Men vi må lære af vores fejl: Vi må omsider kunne gennemskue den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse. Men indtil nu er det, som om vi intet har lært – som om vi stadig kun kan se fordelene, ikke ulemperne, ved den voldsomme og naturstridige materielle udvikling, selv om det er kommet så vidt, at selve vores fysiske eksistensgrundlag er truet.

Men industrialiseringen kom sent til Danmark, som endnu overvejende var et landbrugsland langt op i 1900-tallet. Og den udvikling, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, var trods alt en god udvikling. Landboreformer, folkeskole, andelsbevægelse, kooperation, højskoler, oplysningsforbund, biblioteker, idrætsforeninger, fagforeninger, socialreformer – det var skridt på vejen mod et af Europas bedste samfund.

Danmark var et rigtig godt samfund i 50’erne, hvor jeg selv voksede op. Et grundvilkår var stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, som styrede vores adfærd. Nøglebegrebet var omsorg, og den var udsprunget af kristendommen. Vi kunne slås om mange ting, men var stort set enige om det grundlæggende. Det er vi ikke helt længere, og det er noget nyt. Samfundet fungerede nogenlunde rimeligt politisk, fordi der trods alt var noget at finde sammen om. Homogeniteten er guld værd. Vi havde bekæmpet den værste sociale nød, var blevet højnet økonomisk og kulturelt, troede på og holdt af vores land. Vi ville ofre meget for det om nødvendigt. Livet udfoldede sig  naturligt i små lokale enheder, økonomisk, økologisk og kulturelt. De forsynede os med de fleste daglige fornødenheder, og der var mange små lokale virksomheder og forretninger. Mobiliteten var derfor begrænset, hvorved vi sparede ufattelige mængder kostbar energi med skadelige virkninger og uhyre udgifter til infrastruktur. Der var arbejde til folk med 7 års skolegang – ja, selv til de enfoldige. Der var meget hårdt arbejde, men livet var på en måde mere naturligt. Samfundet blev ikke trukket skævt i den økonomiske udvikling. Alt foregik nemlig endnu ikke kun på kapitalens, men også på samfundets præmisser.

I den gamle struktur var alkoholproblemerne kommet under kontrol, andre euforiserende stoffer fandtes ikke, kriminaliteten var langt mindre, jorden blev ikke forgiftet og husdyrene ikke misbrugt. Organiserede gangsterbander og terrorister fandtes kun i fiktionens verden. Horder af rodløse unge drev ikke hærgende rundt i storbyernes gader. Disciplin og autoritetstro var endnu nogenlunde intakte.

Traumerne efter tredivernes massearbejdsløshed var endnu store. Derfor blev sikringen af beskæftigelsen et vigtigt politisk programpunkt. Begejstringen for den teknologiske udvikling var endnu stor. Vi tænkte ikke på, at automatiseringen gjorde menneskelig arbejdskraft overflødig. Derfor – og fordi en højere visdom ikke kunne sætte sig igennem i demokratiet – måtte den materielle udvikling accelerere, selv om vi i grunden havde rigeligt til dagen og vejen. Forureningen var endnu ikke mærkbar. Således skabte vi et overflodssamfund, hvor den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Der var nok mere mening, fylde og værdighed og mindre forvirring og stress og færre psykiske problemer, fordi der ikke hele tiden var så mange voldsomme forandringer af alting på kort tid. Det er vi nemlig ikke skabte til at leve med. Det er simpelt hen for naturstridigt.

I dag kan vi sige med Svend Brinkmann, professor i psykologi: ”Vi bliver bombarderet med opmærksomhedskrævende informationer fra aviser, netmedier, RV, mail, Facebook, hverdagen. Vi lever et liv med en forandringsacceleration i både den offentlige virksomhed og vores egne private liv. Vi er konstant på, følger alle impulser, har mistet koncentrationsevnen og evner ikke at fordybe os”. (Politiken Kultur 23/2. 2012).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var fundamentalt uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Fænomener som ”det tavse forår”, ”grænser for vækst”, grønne partier og ”oprør fra midten” brød igennem. De røde måtte pludselig konkurrere med de grønne om menneskenes sjæle. Denne udvikling i samfunds- og kulturdebatten var naturlig og nødvendig. Men i 80’erne forstummede den del af samfundskritikken, og vi fik i stedet den angloamerikanske nyliberalisme. Når demokratiet kan tillade den slags tilbageskridt i samfundsdebatten, må der være noget galt ved systemet.

Den voldsomme ændring af den socioøkonomiske struktur ændrede åbenbart også vores mentalitet og adfærd. I bogen ”Fra folkestyre til markedsøkonomi” har Tim Knudsen beskrevet den nye mentalitet og adfærd, som fulgte med udviklingen:

“Den enkelte var blevet sit eget stadig foranderlige projekt … Man kunne blive for erfaren, så var man erfaringsramt og lod sig i alt for høj grad lede af vanen og traditionen. Frigørelsen fra fortiden var så omfattende, at fremtidsforskerne erklærede, at individet slet ikke var et individ længere. Individet med en uforanderlig kerne var forvandlet til en situid. Den flydende og foranderlige mennesketype”. Knudsen beskriver “de nye kosmopolitiske symbolanalytidere”: “De var blevet deres egne livsentreprenører. Denne nye variant af homo sapiens var en fleksibel, omstillingsparat netværksperson med projektopgaver. Parat til “at gøre en forskel”. Denne mennesketype, denne netværkende projektnomade, sås i lufthavnes lounger, i hurtige tog og på motorvejes rastepladser. Altid i bevægelse, altid med en bærbar pc, en mobiltelefon, knyttende elektroniske kontakter med de andre. Altid seismografisk registrerende alt nyt, som skete, altid med et overvågende og nervøst blik på alle ændringer for ikke at komme bagud i konkurrencen med de andre. Altid på vej mod nye mål, nye meritter at føje til cv’et. Altid i gang med sin biografi, sin næste ansøgning og i sidste ende på det endelige regnskab, nekrologen”. (Knudsen 07 s. 45).

Er dette det væsen, som skal styre det moderne samfund – politik og administration?

I de sidste 50 år er der etableret centralisering og stadig større enheder på mange områder. Vi har bl.a. fået to store kommunalreformer. Samtidig bliver stadig flere områder, som altid har hørt til den offentlige sektor, privatiserede. Og de europæiske nationalstater er simpelt hen ved at forsvinde, uanset at vore ledende politikere bedyrer det modsatte. Kløften mellem det formelle og det reelle bliver stadig dybere og bredere. En ny europæisk supermagt er ved at blive etagleret. Stadig flere politiske afgørelser bliver nu truffet i den europæiske kkunion. Samtidig gør globaliseringen i efhvervslivet nationale politikere magtesløse.

Det er umiddelbbart indlysende, at under disse omstændigheder kan vi ikke bevare de demokratilignende styreformer, vi tidligere kæmpede indædt for, nogle steder med livet som indsats. Hvis politikerne siger, at vi kan, er der enten tale om mangel på indsigt eller taktisk bestemt vildledning. I demokratierne kan politikerne ikke anfægte eller ændre en styreform, der er gået “isme” i. Det ville jo være helligbrøde. Deres modstandere ville øjeblikkeligt slippe hundene løs på dem.