Tanker omkring finanskrisen

Økonomerne må igen blive sekretærer for statsmændene. Økonomi skal ikke være synonymt med politik. Statsmandskunsten skal igen være hævet over økonomien, ikke dens gidsel.

For politikerne og deres økonomer er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – ligesom formerne rum og tid.  Og det er jo absurd.  Med væksten følger enorme miljø- og ressourceproblemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Inderst inde ved vi godt, at væksten umuligt kan fortsætte.  Alligevel er den politikernes fantasiløse bud på en løsning af finanskrisen.

Finanskrisen fører ikke til en dybere overvejelse over samfundets tilstand, men kun til en genoprettelse af den tilstand, som førte til krisen.  Vi kan snart flyve til Mars og skabe nye arter af levende væsener i laboratorierne.  Men vi kan ikke løse problemerne med de evigt tilbagevendende finanskriser, skønt vi har kendt dem i 200 år.  Hvis det faktisk ikke er muligt, må vi vel begrænse globaliseringen og satse på decentralisering og små enheder. For jo mere omfattende og uoverskueligt systemet er, jo større bliver det helt store skrald, når det kommer.  Alene det, at spekulanter kan gamble vildt med økonomien, og dermed gøre det umuligt at planlægge og styre samfundet, er absurd – og et umiskendeligt symptom på, at ”økonomismen” er blevet vores nye religion.

Den konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologier er noget bras.  Hvis han dermed mente, at vi skulle undlade at dyrke dem, men være parate til at revidere dem med gjorte erfaringer, havde han ret.  Den økonomiske liberalisme har mange fordele.  Og den er i hvert fald bedre end socialistisk planøkonomi.  Men den er ikke noget entydigt gode.  I den tidlige fase medførte den klassiske liberalisme stor elendighed for arbejderklassen.  Så reviderede vi den i mellemkrigstiden og fik i stedet socialliberalismen.  Og så kunne vi skabe velfærdsstaten.  I dag bliver samfundet stadig mere ustabilt p.gr.a. naturødelæggelser, finanskriser, spekulationer og monopoliseringer.  Så nu må liberalismen igen revideres med gjorte erfaringer.

Hvad skal samfundet med økonomerne, når de ikke kunne forudse finanskrisen? – Eller med finanstilsynet, når pengeinstitutterne ikke behøver at lytte til dets advarsler eller rette sig efter deres anvisninger?  Vi andre amatører kunne da godt forudse krisen.  Vi har længe haft på fornemmelsen, at det måtte ende galt.  Og nu tænker vi på, om der måske har været skjulte økonomiske eller politiske dagsordener med i spillet.  Er kriserne og transaktionerne blevet et styringsredskab for magteliterne, som kan true med alverdens ulykker, hvis vi ikke gør, som de siger? – Nå, ikke.  Men den globale koncentration af økonomi og politik begrænser i hvert fald friheden. Vi har længe vidst, at vi ikke helt kunne stole på politikerne.  Kan vi nu heller ikke stole på bankerne? –  Vi ofre for finanskrisen, hvis opsparinger kan forsvinde ud i den blå luft på grund af finansverdenens og spekulanternes vilde og legitime gambling, skal oven i købet selv betale for oprydningen, hvis den er mulig.  Politikerne, økonomerne og pengeinstitutterne skal åbenbart ikke stå til ansvar.

Rod i nationaløkonomien er farligere end vi tror.  Den voldsomme inflation i Tyskland i mellemkrigstiden kunne få den lille mands opsparing i et helt liv til at forsvinde.  Det skabte en enorm bitterhed, som sikkert fik mange vælgere til at kaste sig i armene på en karismatisk frelserskikkelse, hvorved man bogstavelig talt kom fra asken i ilden.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og aristokratiet.  Vil det blive bedre, hvis vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet?  For det er tydeligvis det, vi er på vej imod.  Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Økonomiens teorier er ikke objektive og værdifrie naturlove, men kan ændres med samfundets skiftende grundholdninger.  Velstand er der rigeligt af i vores del af verden i dag.  Hvad vi mangler er etik.  Kombinationen af materiel udvikling og moralsk forfald er dødsens farlig.

Økonomerne må igen blive sekretærer for statsmændene – hvis de da stadig findes.  Økonomi skal ikke længere være synonymt med politik.  Statsmandskunsten – den sværeste af alle – skal igen være hævet over økonomien, ikke dens gidsel.

Først må vi genvinde troen på og sikre de åndelige grundværdier, som er det fundament, de europæiske samfundsbygninger hviler på.  Vi må genfinde den tabte ydmyghed og bekæmpe vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som der er indbygget afgrund i.

Derefter må økonomerne fortælle os, hvordan vi kan ændre kurs uden at problemerne bliver for store i overgangsfasen – hvordan vi bedst når gennem brydningstidens trængsler uden at ende tilbage i den fallerede socialistiske planøkonomi.