Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Økonomi som videnskab

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er oprindeligt skrevet i slutningen af 80’erne.

Økonomien er blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed. Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi.
_____________________________________________________________________

ØKONOMI  SOM  VIDENSKAB

I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pengefortjeneste er ikke stort andet end civiliseret barbari sat i system.

Finanskrisen giver anledning til nærmere overvejelse over faget økonomi. Men debatten er allerede blevet ”djøficeret”. Den når sjældent ud over ”økonomismens” snævre rammer. Den skamrider den ensidigt materialistiske grundholdnings fordomme og vanetænkning.

En systemorienteret og beregnende kultur vil være tilbøjelig til at gøre alt til videnskab. Men økonomien har noget at gøre med menneskers adfærd og indbyrdes forhold. Og mennesket er et irrationelt væsen. Men videnskab er pr. definition strengt rationel. Derfor kan økonomien ikke være videnskab i ordets snævre betydning. Men det har vi altså gjort den til, og derved har vi givet den en status i samfundet, som den ikke fortjener. Den er blevet forlenet med en utrolig autoritet. Den er kommet til at styre vores politik – ja, økonomi er i praksis blevet synonymt med politik. Derfor er en cand.polit. en ekspert i økonomi.

Økonomien er altså blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed.  Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi. Økonomerne udgør en slags præsteskab, som i realiteten fastsætter samfundets leveregler og læresætninger, og som vogter over deres privilegier. ”Vismændene” er ypperstepræster, pengeinstitutterne kirker, børser og nationalbanker domkirker, hvor besværgelser og ritualer udføres. Den materielle udvikling er vores religion, nationaløkonomien vores bibel. Som i enhver anden religion er det syndigt at anfægte dens læresætninger. Dem må vi bøje os for i afmægtig ærbødighed. Vi frygter gudernes vrede, som tidligere viste sig i form af pest, hungersnød og oversvømmelse. Nu viser de sig som arbejdsløshed, fattigdom og afhængighed. – Der er intet nyt under solen …

Sandheden er den, at økonomien er vilkårlig og subjektiv, udsprunget af tilfældige og foranderlige forhold på en tilfældig tid et tilfældigt sted, og endog en tilfældig og foranderlig mentalitet eller tidsånd. Således har den tyske kulturfilosof  Oswald Spengler vist, at næsten alle vore økonomiske begreber som f.eks. kapital, børs, aktie og kredit, stammer fra England i 1700- og 1800-tallet – et bondeløst land med verdenshandel og eksportindustri som specialer. De blev skabt af David Hume og Adam Smith, hvis tænkning var bestemt af en højspændt materialisme. Denne økonomi blev så overført til hele verden – også samfund, den var helt fremmed for. Men det var underordnet. For økonomien var og har lige siden været et magtredskab for vores kulturkreds.

På kulturens tidlige stadium findes kun byttehandel, som er knyttet til livet på landet. Der findes intet fra varen abstraheret værdibegreb. Senere, når der opstår penge og mellemhandel, er handelen endnu kun et organ for den dybest set landlige trafik. Men med storbykulturen begynder en virkelig forandring. Byboen har intet ægte forhold til varen. Nu begynder man for alvor at tænke i penge i stedet for i varer. Og før eller siden bliver økonomien til ren mystik. Man har taget det første skridt på vejen mod religiøsiteten. Pengene abstraherer fra varen. De økonomiske teorier går alene ud fra værdisymbolet. Pengeværdien er en ren, abstrakt talværdi – en værdi i sig selv, som den rodløse bybo eller intellektuelle ekspert har frembragt. Nu består økonomien af objektive og almengyldige værdier, løsrevet fra den konkrete virkelighed og det enkelte menneskes faktiske behov og værdinormer. Denne form for metropoløkonomi gennemtrænger vor tænkning og adfærd, først i byerne og i de rige lande, hvor mennesket er blevet rodløst og forvirret, senere på landet og i de fattige lande, hvor mennesket endnu har et spontant og naturligt forhold til sine omgivelser. Den, der behersker pengetænkningen, har nøglen til magten i det moderne samfund.

Den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell har også filosoferet over pengenes væsen og vist, hvor dybt pengedyrkelsen kom til at præge vor sjæl: Tænkningen i varer forholder sig til tænkningen i penge som håndværk til fabriksproduktion, som den levende lighed til den døde kopi, som kunstnerens og middelalderens analogislutning, der opfatter den organiske sammenhæng, til videnskabsmandens og den nyere tids induktionsslutning, der udregner fællesskab og samhørighed matematisk, kort sagt, som kvalitet til kvantitet. Pengene afklæder alle ting deres symbolik, fordi de fremstiller sig selv som generalnævner for det hele og på den måde berøver tingene deres særpræg og sjæl … Pengene er den karakterløse Proteus, som kan antage tusind skikkelser … de måtte derfor blive symbolet og afguden for en menneskehed, som kunne påtage sig en hvilken som helst skikkelse, men selv ikke er noget, som beskriver alt og ikke elsker noget, som ved alt og ikke tror på noget. Pengenes verdensherredømme er materialismens store triumf. Alle værdier og realiteter, selv de mest intime og intense som lykke, personlighed, gudsgaver, lader sig aritmetisk fremstille ved hjælp af pengene. – Og er der måske ikke en sammenhæng mellem pengedyrkelsen og den samtidige lære om energiens konstans, som siger, at lys, varme, bevægelse, elektricitet, organiske processer mv. kun er forskellige former af samme neutrale energi og derfor kan forvandles til hinanden. Således kan også alle menneskelige forhold reduceres til pengeenergiens formændringer, mens deres sum er en fast størrelse. – Da man ikke samtidig kan tro på Gud og pengene, bliver pengene et surrogat for Gud. De bliver et mål i sig selv, fordi de er et overvirkeligt princip – noget religiøst. Pengene er vor højeste instans – vor ledestjerne. – I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pangefortjeneste er ikke stort andet end ”civiliseret barbari sat i system”, siger Friedell.

Økonomien som redskab for den vilkårlige magtudøvelse er et gammelkendt fænomen. I 1800-tallets England fandt der en utroligt grov udbytning sted af arbejderne, hvis kår ofte var elendige. Men arbejdsgiverne brugte blot økonomiens love til at bevise, at denne tilstand var naturlig og uundgåelig. Der skulle en stor samfundstænker som John Stuart Mill til at vise, at økonomiens love i hvert fald aldrig kunne begrunde fordelingen af goderne. Han afslørede, at fordelingen blev bestemt af samfundets love og vedtægter, som igen blev bestemt af de herskende samfundsklasser. Efter Mill kunne økonomerne ikke mere foregive, at fordelingen måtte ske efter abstrakte matematiske principper. Samfundsdebatten var løftet op på etikkens niveau.

Nu er den massive elendighed afskaffet i vores del af verden. Men der er opstået andre meget alvorlige problemer, hvis løsning bl.a. hindres, fordi økonomien fremdeles i vid udstrækning er et redskab for den vilkårlige magtudøvelse. Igen: der er intet nyt under solen …

Næste kapitel vil handle om den europæiske union.

 

Udviklingens krav

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 2. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

_____________________________________________________________________

2. DEL. UDVIKLINGENS KRAV

Magt følger ejendom. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den accelererende materielle udviklings indbyggede logik.

Udviklingens krav

En af de vigtigste årsager til de aktuelle styringsproblemer er, at den gamle, demokratiske beslutningsproces er for langsom, omstændelig og irrationel. Problemerne hober sig op, fordi styringsmekanismerne ikke er tilstrækkeligt effektive. Det politiske system er simpelt hen ikke beregnet til at løse vor tids problemer. Det opstod i forrige århundrede, hvor problemernes løsning blot krævede livserfaring og sund fornuft, og hvor udviklingen forløb så langsomt, at vi kunne følge med åndeligt. I dag bliver samfundet stadig mere kompliceret. Problemernes løsning kræver ekspertise. Vi kørte med stor fart på udviklingens motorvej i en toptunet, strømlinet sportsvogn. Men styretøjet var skagler, remtræk og tømme. Hvis man vil undgå en ulykke i den situation, kan man enten sætte farten ned eller udskifte styretøjet.

Vi må omsider erkende, at vi befinder os i et dilemma: Hvis vi vælger at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere, må vi tage den logiske konsekvens af dette valg: Den politiske beslutningsproces må være hurtigere og mere rationel. Systemet må gøres mere effektivt, så det passer til udviklingens krav. Det betyder, at myndighederne må have mere og folket mindre politisk magt. Hvis vi derimod vælger at standse den materielle udvikling, kan vi måske bevare den gamle, demokratiske styreform. Noget forenklet kunne man sige: Enten må styreformen tilpasses udviklingen, eller også må udviklingen tilpasses styreformen. Det afgørende er, at de to ting følges ad.

Nu har vi valgt at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere. Men formelt har vi endnu ikke taget den logiske konsekvens af dette valg: en ændring af styreformen, formentlig fordi troen på demokratiet endnu er udbredt. Inderst inde føler de fleste, at den gamle styreform bør være ukrænkelig. Hvis den blev ændret, så den passede til den materielle udvikling, ville folk måske opdage, at demokratiet er ved at forsvinde. Derfor er den gamle styreform formelt stadig ukrænkelig. Men reelt er den altså ved at blive udhulet. Det har simpelt hen været nødvendigt, hvis vi skulle undgå kaos. Men hvis der ikke skabes overensstemmelse mellem det formelle og det reelle, vil vi til sidst have noget så paradoksalt som et totalitært samfund med en demokratisk forfatning!

De farlige reformer

Det kommunale selvstyre er en af demokratiets vigtigste forudsætninger, fordi befolkningen derigennem får ansvar for politiske beslutninger. Frihed og ansvar hører nemlig sammen. Derfor var den vigtigste officielle begrundelse for at gennemføre kommunalreformen, at man ville udvide det kommunale selvstyre. Men større politisk fejlgreb er næppe begået i efterkrigstiden. I dag er det en udbredt opfattelse, at det kommunale selvstyre fungerede bedst i de små kommuner. Demokratiet fungerer nu engang bedst i små sociale enheder. Men den materielle udvikling stillede efterhånden så store økonomiske, tekniske og administrative krav, at de små kommuner ikke længere havde mulighed for at opfylde dem. Kommunalreformen var en nødvendig politisk konsekvens af den materielle udvikling.

Nogle mener, at man i for høj grad tog politiske eller følelsesmæssige hensyn, da man gennemførte kommunalreformen. Det tog 10-15 år at forberede den. Måske var udviklingen allerede løbet fra den, før den blev gennemført i 1970. Nogle mener, at den ideelle kommune i dag snarere vil være på størrelse med de nuværende amter, hvis befolkningsgrundlaget skal svare til opgavernes omfang. På en måde var kommunalreformen kun en halv reform. Man kunne lige så godt have taget skridtet fuldt ud, nedlagt amterne og gjort kommunerne endnu større. Men det skal nok komme. Udviklingen vil kræve det. Allerede nu ser vi, hvordan en del af den politiske og administrative ledelse overtages af internationale organer.

I dag lægges der ganske vist flere opgaver fra staten ud til kommunerne gennem den såkaldte byrdefordeling. Men staten financierer fremdeles langt den største del af de offentlige udgifter. De opgaver, der er overført til kommunerne i de senere år, er i vid udstrækning blot administrative. Samarbejdet mellem staten, amterne og kommunerne om en fælles planlægning bliver stadig mere intimt. Det afgørende er, at det offentlige får kontrol med stadig større områder af vor tilværelse.

Myndighederne mangler endnu de nødvendige styringsmekanismer. Men de er på vej. Eksperterne er i færd med at planlægge gennemgribende reformer, som f.eks. indebærer ensretning af kommunernes budgetter og indførelse af kommunale flerårsbudgetter. Disse reformer skal gøre det muligt at samordne statens og kommunernes økonomi og gennemføre en effektiv langtidsplanlægning og en detaljeret styring af enkeltområder.

De reformer, der er gennemført i de seneste år er større end de reformer, der er gennemført i de foregående 150 år. Sammen med de reformer, som er på vej, vil de skabe en helt anden slags samfund end det, vi hidtil har kendt.

Alt dette betyder, at den demokratiske kontrol med økonomien vil blive vanskeligere, og at eksperterne vil få endnu større magt på bekostning af de folkevalgte politikere. Både kommunernes og folketingets handlefrihed vil formentlig blive indskrænket.

Centralpersonregistrering, kildeskat, kommunalreform, de store økonomisk-administrative reformer – alt dette er skridt på vejen mod ”den totale organisations mareridt”.

Viljen til orden

De store beslutninger, der træffes i dag – den langsigtede planlægning, som foregår, gør det vanskeligere for os at ændre livsholdning og adfærdsmønster. Men samtidig med, at vi diskuterer denne holdningsændring, fortsætter den materielle udvikling, som cementerer det bestående. Konflikten mellem teori og praksis bliver stadig større. Til sidst må teorien give op. De store trafik- og energiprojekter er eksempler på langtidsplaner, som laves ud fra den overordnede målsætning, som hedder økonomisk vækst. En ændring af denne målsætning bliver stadig mere påtrængende. Men den ville få de magtfulde eksperters og økonomiske særinteressers planer til at vælte som korthuse. Derfor ændres den ikke. – Inderst inde ved vi jo godt, at storebæltsbroen, atomkraftværkerne og Europas Forenede Stater kommer, selv om vi endnu kan protestere imod dem. Udviklingen vil kræve det.

Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden. Huxley siger det således: ”… i den sociale, samfundsmæssige sfære, i politikkens og økonomiens domæne, bliver viljen til orden virkeligt farlig. Her bliver den teoretiske reduktion af uhåndterlig mangfoldighed til fattelig enhed, i praksis til en reduktion af menneskelig mangfoldighed til undermenneskelig uniformitet, af frihed til slaveri. I politikken er ækvivalenten til en fuldt udviklet videnskabelig teori eller et filosofisk system det totalitære diktatur. I økonomien er ækvivalenten til et smukt komponeret kunstværk den fejlfrit funktionerende fabrik, i hvilken arbejderne er fuldkomment tilpassede til maskinerne. Viljen til orden kan skabe tyranner af dem, der kun ønsker at bringe en uorden til ophør. Ordenens skønhed bruges som forsvar for despotiet”. – Vi ved i dag, at selv små ændringer i befolkningens adfærd kan vælte økonomernes beregninger. Den ideelle baggrund for vor tids nationaløkonomi ville faktisk være et totalitært samfund. Vi ønsker ikke et sådant samfund. Men vi indser ikke, at den materielle udvikling i dag næsten med en naturlovs nødvendighed drager os stadig nærmere hen imod det. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den materielle udviklings indbyggede logik. 

Lidt om økonomi

Vi ved, at magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres gennem den internationale monopolisering, koncentreres også den politiske magt. Dette er i dag en af de vigtigste trusler imod friheden. Politikerne erkender denne trussel, men står åbenbart magtesløse overfor den.

Den aktuelle debat om ”økonomisk demokrati” indebærer næppe noget håb om en reel spredning af ejendommen. Debatten er endnu uafklaret. Men resultatet kan nemt blive det modsatte af den erklærede hensigt, ligesom det var tilfældet med kommunalreformen. Det tales meget om fondsdannelser i debatten om ØD. Offentlige fondsdannelser findes allerede, f.eks. ATP-fonden. Politikerne vil snart kunne kanalisere store fondsmidler i bestemte retninger. Dermed vil de blot få endnu et effektivt styringsredskab i hænde. Men hvor styrer de hen? En evt. ØD-fond vil måske snarere blive bestyret af private, f.eks. faglige organisationers ledere end af politikere. Men om erhvervslivet, fagbevægelsen eller staten bestyrer midlerne er ikke afgørende, når det gælder om at sikre friheden. Læg iøvrigt mærke til, at samarbejdet mellem disse forskellige kategorier af magthavere bliver stadig mere intimt. Er vi på vej mod den korporative stat?

For ca. 15 år siden skrev Huxley: ”Når en nations økonomiske liv kommer til et kritisk punkt, tvinges centralregeringen til at påtage sig yderligere ansvar for den almindelige velfærd. Den må udarbejde kunstfærdige planer til imødegåelse af den kritiske situation; den må gennemtvinge stedse større restriktioner for undersåtternes virksomhed; og hvis, som det er meget sandsynligt, de forværrede økonomiske tilstande resulterer i politisk uro eller åbent oprør, må centralregeringen gribe ind for at bevare den offentlige orden og sin egen autoritet. På denne måde koncentreres mere og mere magt i hænderne på politikerne og deres bureaukratiske eksekutivmyndigheder”. – Er det ikke netop det, der er ved at ske i dag?