Debatten om monarkiet 2:2

FORORD til hele serien

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.


Artiklen om monarkiet har tidligere været bragt på min gamle blog i 2010. Emnet er mere udførligt behandlet i min bog “Demokratismen – vores nye religion”. (Se siden “Mine bøger”).

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret. Platon sagde, at kun tyranniet er værre. Den danske grundlov giver monarken en begrænset politisk indflydelse i overensstemmelse med princippet om magtens deling. Men i dag fortolker politikerne grundloven som det passer i deres kram. De gør sig ikke engang ulejlighed med at ændre den.
_________________________________________________________________

Tænk, om vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag.

Moderne politik skal ikke kun være et primitivt hundeslagsmål mellem kortsigtede økonomisk-politiske særinteresser. For hvad sker der, når de bliver for stærke p.gr.a. monopolisering mm.? Hvem varetager de langsigtede interesser for samfundet som helhed, eller de fundamentale åndelige grundværdier, som er det fundament, samfundsbygningen er rejst på? Det kunne passende have været monarkens særlige opgave. – Ud over at hindre, at grundloven udarter.

Meningen med den politiske pluralisme var oprindeligt, at forskellige magt- og interessegrupper skulle afbalancere hinanden ved at påvirke lovgivningen. Men hvad sker der, når monopoliseringen giver enkelte grupper den afgørende indflydelse, og magtens deling er væk? Det spørgsmål bliver aldrig rejst, selv om problemet bliver stadig større.

Vi ved alle, hvor utåleligt demokratiet kan være (afhængigt af samfundets moralske habitus): fyldt med middelmådighed, taktik og manipulation. Dybest set er det naturstridigt. Derfor satte det sig først igennem sent i historien, og derfor vil det gå til grunde igen, når det intellektuelle og moralske niveau sænkes. Vi fastholder det i en eller anden form, fordi det vil være for farligt at overlade magten til enkelte personer eller grupper, og for at hindre, at folket bliver udbyttet. I dag ved vi, at det kan være mindst lige så farligt at overlade magten til folket. Ville det virkelig være så skadeligt, hvis et enkelt led i systemet ikke var demokratisk, men kunne sætte sig igennem på visse områder i givne, måske kaotiske situationer? Hvis det bryder sammen, kan monarkiet måske træde i karakter under påberåbelse af grundloven? Men så vil det måske være for sent.

Magtens deling forudsætter ikke monarkiet. Den findes også i republikker. Men ved at bevare monarkiet slår vi flere fluer med et smæk:

  1. Vi vil få en bedre, mere afbalanceret styreform, hvor det bliver sværere for smarte magtstræbere eller økonomiske og politiske særinteresser at tilrane sig magten. En blandet styreform, hvor monarken har en begrænset del af magten, kan bedre sikre stabiliteten, især i trængselstider.
  2. Vi ville gengive monarkiet den mening, respekt og værdighed, vi har berøvet det i vores tankeløshed, så det i dag næsten kun er til pynt – hvilket vi bagefter bruger som et argument imod det! Det er næsten at føje spot til skade. Tænk, om, vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag. (Der er noget forkrampet ved, at majestæten end ikke selv kan bestemme indholdet i sin nytårstale).
  3. En klog mand har engang sagt: Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette. Uden kærlighed til og tro på folk og fædreland, som monarkiet symboliserer, vil vi næppe ofre for meget for det. Enhver bliver sig selv nærmest. Samfundet kan nemmere opløses indefra. Og så kan det også nemmere erobres udefra.
  4. Og så gjorde det vel ikke noget, at der var et enkelt led i systemet, hvor ansvarsforflygtigelsen ikke var sat i system – hvor problemerne ikke bare kunne overlades til den næste regering – hvor ledelsen altid måtte stå til ansvar for sine handlinger – et ansvar, som ikke kunne pålægges uvidende og manipulerede vælgere.
  5. Vi behøvede i grunden ikke at sætte et stort apparat i gang. Vi skulle bare efterleve den eksisterende grundlov, som dog måske skal ændres af andre grunde.
  6. Gamle traditioner er smukke og lindrende, isæt i moderne samfund med mange voldsomme ændringer af alting på kort tid. Monarkiet er snart det eneste sted, hvor begreber som ære, respekt og værdighed endnu kan manifestere sig. Og det tager vi ikke ligefrem skade af. Men de har længe været genstand for en vis ringeagt i demokratierne. Der er også noget fascinerende ved tanken om verdens ældste monarki. Det betyder noget, både internt og eksternt.

Nogen vil mene, at arvekongedømmet er meningsløst i dag, og at monarkens førstefødte ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt kvalificeret eller interesseret. Med arvekongedømmet sikrer man en vis kontinuitet og undgår destruktive magtkampe. Men i et moderne monarki behøver tronfølgeren ikke at være monarkens førstefødte, ja, ikke engang medlem af familien. Vi kan godt genindføre valgkongedømmet. Men vi skal ikke have vor tids (økonomiske) ”stormænd” til at vælge monarken. Hun må selv have en vis indflydelse på valget af sin efterfølger.

Andre mener, at kongehuset er for dyrt. Men så kan man jo bare begrænse udgifterne.

Grundloven er blevet ændret flere gange. Men politikerne vidste godt, at en formel ændring af grundprincippet ville være alt for drastisk. At det så alligevel reelt blev omgået, er naturligvis en skandale. Hvad skal vi med en grundlov, hvis politikerne uden videre kan fortolke den som det passer i deres kram? Det skete også, da vi skulle integreres i unionen. Hvad bliver det næste, og hvor går grænsen? Hele det politiske system er ved at blive udhulet, og ingen gør noget ved det.

Den nuværende ordning er et misfoster, som skyldes politisk fusk, og som strider både imod den politiske filosofi og den historiske erfaring.

Endnu går et flertal ind for monarkiet. Men hvis det er tømt for politisk indhold og i øvrigt uden mening – hvis kun underholdningsværdien og værdien som salgsfremstød for erhvervslivet er tilbage, har det allerede mistet den respekt og værdighed, som ellers ofte bruges som argument for det. Og så holder det næppe. Eller også kan det kun bruges som en slags serviceorgan for det plutokrati (pengemagt), som allerede nu er ved at sætte sig igennem på andre områder som undervisningens, selv de gamle, ærværdige, uafhængige, kulturbærende universiteter. Således mister vi alligevel den frihed, ”demokratismen” hævder at ville forsvare.

Hvad vil der ske? Der er groft sagt to muligheder: 1. Vi kan lade som ingenting. Afstanden mellem grundloven og virkeligheden vil da blive stadig større. Vi behøver ikke engang at ændre grundloven, så monarkiet bliver udfaset politisk. 2. Vi kan begynde at efterleve den eksisterende grundlov.

Den første mulighed er den mest sandsynlige. En seriøs behandling af spørgsmålet ville gøre samfundsdebatten farlig for magteliten, som derfor vil luske om problemet som katten om den varme grød så længe som muligt. Og grundloven vil jo alligevel blive underlagt en EU-forfatning! Der er bare ingen der må sige det højt endnu.

Den anden mulighed er den eneste rigtige. Alt andet ville være både tåbeligt og sørgeligt.

_________________________________________________________________
Næste indlæg er kontroversielt og handler også om styreformer. Det hedder ”Grænser for demokrati”.

Debatten om monarkiet 1:2

FORORD til hele serien

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.


Artiklen om monarkiet har tidligere været bragt på min gamle blog i 2010. Emnet er mere udførligt behandlet i min bog “Demokratismen – vores nye religion”. (Se siden “Mine bøger”).

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret. Platon sagde, at kun tyranniet er værre. Den danske grundlov giver monarken en begrænset politisk indflydelse i overensstemmelse med princippet om magtens deling. Men i dag fortolker politikerne grundloven som det passer i deres kram. De gør sig ikke engang ulejlighed med at ændre den.
_________________________________________________________________

Monarken kan konsultere både visdommen og ekspertisen. Hun kunne stå i spidsen for en slags rigsråd – kultiverede mennesker med almendannelse, høj uddannelse og livserfaring, som ikke altid måtte tage hensyn til pludseligt opståede, medieskabte folkestemninger.

I disse år kører der en velsmurt kampagne for at få afskaffet monarkiet. Mange opfatter det som et udemokratisk levn fra fortiden, som kun holdes i live af nostalgi og sentimentalitet.

Men debatten er groft forenklet, grænsende til det primitive. Det mest bemærkelsesværdige ved den er alt det, som ikke bliver nævnt:

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret.

I oldtiden vidste både grækerne og romerne, at styreformerne er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Ofte slår de over i deres modsætning. Man skulle altså ikke kun finde den bedste styreform, men også hindre den i at udarte.

Selv i Athens berømte demokrati havde kun en lille del af indbyggerne reel politisk indflydelse. Alligevel var demokratiet ved at ødelægge bystaten. Platon mente, at kun tyranniet var værre end demokratiet. Han var fascineret af aristokratiet og oligarkiet (fåmandsvælde) og mente, at de vise (filosofferne) skulle have afgørende indflydelse. Aristoteles kendte tre grundformer, som hver havde en god og en dårlig side: Basileia (kongedømme) kunne udarte til tyrannis, aristokratia til oligarchia og politeia (borgerdømme) til demokratia. For Polybios var idealet den romerske republik, som var en blanding af flere styreformer: Monarki (konsulerne), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingerne). Republikken bestod i ca. 600 år! – Disse teorier og erfaringer kan stadig bruges, for den menneskelige natur har næppe ændret sig siden da.

Oplysningstidens store tænkere (1600-1700-tallet) kendte deres klassikere. Locke og Montesquieu tog udgangspunkt i den erkendelse, at mennesket altid vil stræbe efter magt over dets omgivelser, Derfor må nøglebegreberne i et frit samfund være kontrol og balance. Endnu i dag bygger de moderne forfatninger på Montesquieus tanker om magtens deling mellem flere indbyrdes uafhængige og gensidigt kontrollerende myndigheder.

Den danske grundlov siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. Oprindeligt var rigsdagen også delt i to kamre, landstinget og folketinget, og valgretten var stærkt begrænset. De gamle forstod, at der er grænser for demokrati. Det er utroligt, at ingen længere forstår det. Selv de intellektuelle accepterer tilsyneladende præmissen “jo mere jo bedre”. Forslag om at nedsætte valgretsalderen til 16 år behandles løbende, selv i seriøse medier. En så tåbelig handling kan kun være taktisk begrundet. Mange af vor tids problemer skyldes utvivlsomt “demokratismen”, som sænker det intellektuelle og moralske niveau.

Kongen (dronningen) har altså ifølge grundloven en vis politisk magt, som kong Christian X faktisk også udøvede mere eller mindre i sin tid, senest under besættelsen. Det fik dog ikke den store betydning, da kongen var for svag til at sætte sig igennem. Den sidste store konflikt mellem kongen og politikerne var påskekrisen i 1920, hvor kongen afskedigede statsministeren. Det førte til påstande om statskup og trusler om oprør, og så gav kongen efter. Man siger, at kongens nederlag var en sejr for demokratiet. Men det var også et nederlag for grundloven. Kongen var også imod den ensidige nedrustning i mellemkrigstiden. Her er jeg overbevist om, at han havde ret. Måske kunne vi have undgået besættelsen. – i hvert fald bidraget til at bekæmpe nazismen og reddet æren. – Jeg er overbevist om, at en efterlevelse af det indskrænkede monarki ville kunne højne kvaliteten i dansk politik.

Vi har altså i realiteten afskaffet grundprincippet i den frie forfatning, uden at der er truffet nogen beslutning om det (grundlovsændring). Jeg mindes heller ikke nogen særlig debat om det. Udhulingen af grundloven kan aldrig vinde hævd. – Men det mest forbløffende er, at de eksperter, som skulle have protesteret imod det, har været tavse.

At vi gjorde det, skyldes næppe kun mangel på viden og indsigt. Der var sikkert også tale om et magtmisbrug. Visse politikere og partier så chancen for at tilrane sig mere magt, om det så skulle ske ved at omgå grundloven. Det blev ganske vist nemmere at fremskynde velfærdsstaten, men det ødelagde den gode, afbalancerede styreform, som var skabt af en højere visdom i 1800-tallet.

Intet hverv stiller så store krav til mennesket som det at styre en stat. Det kræver en højere visdom, som aldrig kan sætte sig igennem i et rent demokrati, hvor concensus ofte fastholder middelmådigheden. Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. Også demokratierne har truffet beslutninger med katastrofale konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Monarken besidder ikke nødvendigvis en højere visdom. Men han (hun) kan konsultere både visdommen og ekspertisen. Han kunne stå i spidsen for en slags rigsråd – det, som i gamle dage hed “rigets bedste mænd” – kultiverede mennesker med almendannelse, høj uddannelse og livserfaring, som ikke altid måtte tage hensyn til pludseligt opståede, medieskabte folkestemninger. De ville få en vis indflydelse på enkelte livsvigtige områder i samfundet, herunder de åndelige grundværdier, udenrigs- og sikkerhedspolitikken og diplomatiet. Som hovedregel må det gælde, at folket skal have størst indflydelse på de områder, hvor det er kvalificeret til at træffe fornuftige afgørelser, herunder praktiske og lokale anliggender og det, som har direkte betydning for deres livsmuligheder, som fordelingen af samfundets materielle goder. Demokrati kan ikke længere hindre misbrug af magten. Det skal i hvert fald suppleres med princippet om magtens deling, som den politiske filosofi har foreskrevet. Det skal håndhæves med en ubønhørlig konsekvens.
_________________________________________________________________

Næste indlæg vil være anden halvdel af denne artikel om monarkiet.