DEN MATERIELLE UDVIKLING 2:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 2. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 1. del: “Den gamle orden“)
_____________________________________________________________________

2. DEL:  VELSTAND  ELLER  VELFÆRD?

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementære åndelige og psykiske behov. Det giver os “stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkulturelle aktiviteter.

Det moderne samfund er ved at blive umenneskeligt. Vi lider under det voldsomme pres, vi er udsat for, i langt højere grad end vi umiddelbart er os bevidst. Vi lever e et åndeligt tomrum uden moralske fordringer -–i truende utryghed, forvirring og meningsløshed. Udviklingen stiller stadig større krav, som stadig færre kan honotere. De stærkeste, som ikke nødvendigvis er de bedste, ”overlever” og fører udviklingen videre. Indtrykkenes antal og forandringernes omfang og hastighed vokser stadig, stik imod al sund fornuft. Alt dette har vi gradvis vænnet os til. I dag bliver vi født ind i den materialistiske udvikling. Vi får den ind med modermælken. Vi bliver så at sige tidligt vaddinerede imod de sygdomme, som ellers ofte ville følge af udviklingen. Derfor har vi ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på problemerne. Vi kalder det stress, beklager det og slår det i øvrigt hen som den uundgåelige udviklings uundgåelige pris.

Dette er hverken overdrevet eller udokumenteret. I sin bog ”Fremtidschok” har Alvin Toffler foretaget en grundig undersøgelse af menneskets psykiske reaktioner på påvirkningerne fra en voldsom udvikling. Han viser f.eks., at livstempoet er en vigtig psykologisk variabel. Accelerationen i livstempoet kan virke nedbrydende. Vi har nogle indbyggede forventninger om tings varighed. Nåt tilværelsens tempo ændres, rystes disse forventninger, hvilket kan få alvorlige følger, hvis man ikke har vænnet sig til det eller er psykesk robust. Mange af de, som ikke kan tilpasse sig et super-industrielt samfunds krav, er ikke bare svage, men måske ganske fornuftige, sunde mennesker, som reagerer normalt på abnorme tilstande. De ”psykisk svage” er ofte følsomme og kreative. Nogen af dem hengiver sig måske til en række flugtmekanismer for at ”overleve”.

De voldsomme forandringer udvider svælget mellem hvad vi tror (vore imagedannelser) og hvad der virkelig findes. Hvis afstanden bliver for stor, bliver det stadig sværere for os at klare problemerne. Vi bliver ineffektive. Vi trækker os ind i os selv – hvis der ikke ligefrem går panik i os. I sin yderste konsekvens ender tilstanden i psykose.

Vi har mistet kontrollen over vort eget liv. Det er andre – samfundet eller udviklingen – som bestemmer, hvilke beslutninger vi skal træffe, hvornår og hvor hurtigt vi skal gøre det. Der findes en skjult konflikt mellem de krav, accelerationen stiller til os, og de krav, den høje nyhedsgrad stiller. Accelerationen tvinger os til at træffe beslutningerne stadig hurtigere. Nyhedsgraden tvinger os til at træffe de vanskeligste og mest tidkrævende beslutninger. Denne frontale kossision skaber angst. Dertil kommer den stadig større mangfoldighed. At øge et menneskes valgmuligheder er at øge mangden af den information, som skal bearbejdes. Men jo flere valgmuligheder, der findes, jo langsommere bliver reaktionen. – Alt dette har i virkeligheden skabt en alvorlig beslutningskrise i det moderne samfund – en ”beslutningsmæssig overstimulering”. Her er forklaringen på, at stadig flere føler sig plagede af tilværelsen – ude af stand til at få noget fornuftigt eller politivt ud af den. Det hele er et ”rotteræs”. Man er magtesløs. Udviklingen undergraver simpelt hen vores evne til at træffe fornuftige beslutninger.

Overfor alt dette reagerer vi med en udsøgt bevidstløshed. Vi indfører datalogi, udvider bureaukratiet og pumper stadig flere ressourcer i den sociale sektor. Men vi drømmer ikke om at bremse udviklingen. Det kan ikke fortsætte på denne måde. I virkeligheden er det utroligt, at vi har fundet os i det så længe.

Capra har givet en ret præcis beskrivelse af moderne mennesker: De ”fører typisk en egoistisk, konkurrencepræget og målorienteret tilværelse. De er i så høj gerad optaget af fortiden og fremtiden, at de kun i begrænset omfang kan opleve nutiden og derfor heller ikke kan opleve nogen tilfredsstillelse ved hverdagens almindelige aktiviteter. De koncentrerer sig om at manipulere den ydre verden og beregner deres levestandard efter antallet af materielle goder, mens de samtidig bliver stadig mere fremmede for deres verden og ikke kan forstå livets forløb. Et menneske, hvis tilværelse domineres af en sådan erkendelsesform, er ujde at stand til at opleve ægte tilfredshed, det være sig ved nok så stor rigdom, magt eller berømmelse, og besjæles derfor af en følelse af livets meningsløshed, ørkesløshed eller abgsurditet, som end ekke den største udvortes succes kan opveje”.

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementyære åndelige og psykiske behov. Det giver os ”stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkullturelle aktiviteter. Før eller siden vil der af disse aktiviterer udkrystallisere sig en stærk, åndelige inspireret bevægelse hen imod et holdbart alternativ, hvor det ensomme massemenneske kan finde træst og få tilfredsstillet sit naturlige behov for fællesskab og åndelig aktivitret. En form for åndelig reformation vil sandsynligvis indtræffe.

Den, som har formået at sætte sig ud over materialismens snævre rammer – som har gennemskuet materialismen – kan se bagsiden af den materielle udviklings medalje. Stadig større teknologiske og videnslabelige projekter afløser hinanden i stadig hurtigere rækkefølge. Men de slår som regel fejl før eller siden, fordi vi ikke kan forudse konsekvenserne. Det har vi for længst opdaget. Alligevel fremturer vi i vort materialistiske vanvid. Den materielle udcviklings oprindelige formål er i dag i vid udstrækning blot et skalkeskjul for begæret ifter rigdom og magt. Dampkraft og elektricitet som redskaber for den materialisme, som trods alt endnu iagttog en vis moralsk fordring, kunne såmænd være betænkelig nok. Men rumfart, datalogi og genmanipulation som redskaber for den materialisme, som end ikke længere gør sig ulejlighed med at skjule hovmodet, begæret og kunismen, er katastrofalt.

Industrialiseringen er ikke roden til alt ondt. For der er også store fordele ved den. Men den har faktisk medført grænseløs social elendighed, arbejdsløshed, åndsfortærende rutinearbejde, arbejdsulykker og varige skader, ødelæggelse af familielivet og andre sociale relationer, udplyndring af andre kulturer, rovdrift på knappe ressourcer, store naturødelæggelser, en uhyre kostbar infrastruktur og en særdeles uhensigtsmæssig samfundsstruktur med adskillelse af boligområde og arbejdsplads og dermed spild af tid og enerfi, og med centralisering og ensretning og store, uoverskuelige og utroligt kostbare bureaukratiske enheder uden fleksibilitet og overblik, og monopolisering, som i sin yderste konsekvens vil undergrave den politiske frihed – kort sagt: umenneskelighed og spild af værdier. Prisen er simpelt hen blevet for høj. Industrialiseringen af tilværelsen suger kraften ud af os. Vi ofrer alt på dens alter, om det så er selve menneskeligheden, fordi den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattellse hindrer os i at gennemskue den. Den er blevet sit eget mål, og dermed meningsløs.

Har man først frigjort sig fra materialismens tænkemåde, kan man begynde at se, hvad det er, der er sket: Først skabte den sanseløse materielle udvikling et kynisk og destruktivt samfund. Dernæst måtte vi prøve at løse de store problemer, denne udvikling skabte (først social elendighed, siden naturødelæggelse m.m.). Hvilken voldsom politisk kamp har dette ikke medført, og hvilke enorme ressourcer er ikke medgået hertil.

Mange af de store probglemkomplekser, som martrer det moderne samfund, kan føres tilbage til den materielle udvikling. Alligevel fremskynder vi den for enhver pris. Og det er åbenbart ligegyldigt, hvad der produceres – om det er gavnligt eller skadeligt – bare der akkukmuleres kapital.

Måske skulle vi ikke have ladet den ekstreme liberalistiske ideologi bestemme alt. Måske skulle vi have begrænset dens udfoldelse i givne tilfælde og situationer, hvor den blev destruktiv. Vi skal ikke afskaffe den økonomiske liberalisme. Erfaringen viser, at den er langt bedre end socialistisk planøkonomi. Men den er efterhåbnden blivetr en ren pengemaskine for særinterisserne og kan påføre samfundet stor skade.

Man kan nu forestille sig, hvordan samfundet ville have set ud, hvis den materielle udvikling ikke havde været sit eget mål, men et underordnet redskab for et højere formål (menneskelighed). Der er simpelt hen sket en kortslutning i vores samfundstænkning. Vi tror, at velstand og velfærd er direkte proportionale. Derfor bruger vi ordene i flæng. Men så enkelt er det ikke. En vis grad af meteriel udvikling er ganske vist en forudsætning for kulturel udvikling. Men der er faktisk en grænse for den materielle udviklings nytteværdi, hvor målet er et menneskeligt samfund. Således er det gået jævnt ned ad bakke med kulturen i 1900-tallet samtidig med, at velstanden har nået utrolige højder. – Man kan udmærket forestille sig et velfærdssamfund uden den voldsomme industrialisering af hele tilværelslen, som finder sted i dag – oven i købet et stabilt velfærdssamfund! – På grund af den nævnte kortslutning blev der aldrig tale om en opposition til materialismen, kun til kapitalismen. Socialismen drømte ikke om at drage den materielle udvikling i tvivl, for den var selv et produkt af den.

Men hvis vi ikke skal skrue tiden tilbage og ligefrem afskaffe industrien, hvor går da grænsen for den materielle udvikling? – Den vil ”automatisk” finde sit naturlige leje, når vi har etableret en sund – dvs. mindre materialistisk – grundholdning.

I Danmark hjavde vi i 50’erne nået et rimeligt velstandsniveau. Det kunne have været et godt udgangspunkt for en videreudvikling af den eruropiske højkulturs åndelige grundværdier. Men det var som om det mislykkedes, fordi velstanden var blevet sit eget mål.

Hermed er kapitlet ”Den materielle udvikling” afsluttet. Næste kapitel hedder ”Økonomi som videnskab”.

Humanitetens renæssance

Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Sammenhængskraften skabes af fælles åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af de store ånder, som stod frem i tidens fylde.  Disse tidløse sandheder må fastholdes og vedligeholdes gennem opdragelse og undervisning og kun ændres yderst forsigtigt med ny viden og erfaring.  Så er vi ikke ubefæstede sjæle.

Sociologen Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere.  Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer.  Kulturen må besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier.  Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier.  Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da lovgivningen i høj grad vil være bestemt af de fælles åndelige grundværdier.  Men hvis grundværdierne smuldrer, vil der opstå kaotiske tilstande.  Og så vil friheden forsvinde.  Problemerne skal jo løses.  At det ikke er gået helt galt endnu, skyldes, at vi endnu lever højt på de sørgelige rester af den smuldrende åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen.

Vi skal ikke smide alt det gamle væk og indføre noget helt nyt.  Det ender altid i katastrofer, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden.  Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk.  Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres forsigtigt, da intet forbliver upåvirket af udviklingen uden at forstene.  Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre.

Humaniteten, som er den europæiske højkulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2600 år.  Nogle af dens tanker hører formentlig til menneskehedens arketyper.  I sin oprindelse bygger den måske på guddommelig inspiration.  Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer.  Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Mange moderne mennesker, også unge intellektuelle, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af.  At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.  Og det har kulturradikalismen, nymarxismen og værdirelativismen alle bidraget til.

Humanismen kan ikke erstatte kristendommen.  Hvis det menneskelige hovmod fortrænger ydmygheden, ødelægger vi livet på jorden.  Hal Koch sagde, at humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa.  Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte.

Grækerne ville opdrage og forme det enkelte menneske, så dets sjæl kunne blive god og smuk og nå til erkendelse af de største sandheder.  For kristendommen var medmenneskeligheden det afgørende.  Vi er bundet i vort forhold til næsten. – Men det blev ikke et enten-eller.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  I den nyere tid lykkedes det at forene de to kulturstrømninger i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.  I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati,” skrev Hal Koch:  ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati.  Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold.”

Derfor måtte den bibringes hvert nyt slægtled gennem opdragelse og undervisning, hvilket Hal Koch selv bidrog til gennem sin store indsats i folkeoplysningens tjeneste.

Men det skete lige præcis ikke i efterkrigstiden!  I hvert fald ikke efter Hal Kochs egen tid. Han døde i 1963.  Den slags visioner stod ikke ligefrem øverst på den intellektuelle hitliste, hverken hos de kulturradikale, nymarxisterne eller postmodernisterne.

Men det er altså denne græsk-kristelige humanisme, sammenhængskraften er udsprunget af. – Den sammenhænskraft, som stadig flere føler savnet af i en splittet og forvirret tid, og som selv ledende politikere er begyndt at efterlyse.

Sidste år hørte jeg i en radioudsendelse et interview med en af de moderne intellektuelle, som ligefrem advarede imod for megen sammenhængskraft, angiveligt fordi den også kan skabe splid!  I dag er der nemlig stor uenighed om, hvilke religiøse, politiske og andre værdier, vi skal finde sammen om.  Jeg var noget rystet.  Så vidt er det altså allerede kommet.  I stedet for at sikre eller forbedre de fælles åndelige grundværdier, udsteder disse intellektuelle en falliterklæring.  I virkeligheden kommer de til at kapitulere overfor de kræfter, som vil nedbryde samfundet.  De tror, de kan løse problemet ved at feje det ind under gulvtæppet.  Det kan kun skyldes mangel på indsigt, politisk taktik eller opportunisme.

Siden 80’erne har vi ikke troet på noget.  I postmodernismen er ”de store fortællingers” tid forbi, f.eks. fortællingerne om kristendommen, det nationale og folkelige, marxismen, liberalismen.  Herefter er det enkelte menneske frit stillet.  Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder – i filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.  Det er forbløffende, at det ikke medførte en voldsom kulturkamp.

Men troen på den åndelige virkelighed vil vende tilbage.  For udviklingen følger historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet.  Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Symptomerne på vor længsel efter den tabte åndelige virkelighed er umiskendelige.    Materialismen har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et større eller mindre epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Også bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 20/4 2010  under overskriften “Humaniteten skal have en renæssance.”

På sporet af den tabte idealisme

Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).