Humanistisk magtbalance

Dette indlæg er en gengivelse af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013), men er oprindeligt inspireret af min artikel “Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.
____________________________________________________________

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds bnye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner fælder. Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet “det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes lidt medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid. Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet repræsentativ styreform er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse, Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest bør de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

Og her er det så, jeg fristes til at tilføje nogle linier om, hvordan systemet burde være:

Vi burde genvinde troen på den blandede styreform (monarki, aristokrati, demokrati), dog i moderne varianter. Den har været kendt siden oldtiden. Det er den bedst tænkelige styreform, både vurderet ud fra den historiske erfaring og den politiske filosofi. Det var den, der var forlægget for de frie forfatninger, som vi fik efter oplysningstiden, også den danske fra 1849 (indskrænket monarkisk). Men efterhånden overtrumfede demokratiet de andre dele af den blandede styreform. Og så forsvandt noget af  visdommen, statsmandskunsten og besindigheden. Tilbage bliver så plutokratiet (pengemagt).

Om den blandede styreform kunne vi have brugt betegnelsen Humanistisk magtblanding.