Kristendom eller humanisme?

Efter de sidste 3 måneders intermezzo omkring udgivelsen af min bog Demokratismen – vores nye religion (15. august), genoptager vi nu indlæggene i serien DANSEN OM GULDKALVEN – EN SAMFUNDSKRITISK ANTOLOGI.

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Sieste 2009), men er her udvidet.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet.
_________________________________________________________________

KRISTENDOM ELLER HUMANISME?

Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Mange moderne mennesker tager afstand fra kristendommen og bekender sig i stedet til humanismen. Men det er næppe gennemtænkt. De to hovedstrømninger i den europæiske højkultur er indbyrdes forbundet på mange måder og lader sig næppe uden videre adskille.

Det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig hellenismen i Romerriget. Mange af kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur. Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi. Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon! Hans opfattelse af virkeligheden er interessant:

Fænomenet ser man med legemets øje. Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed. Ideen, den sande skikkelse, ser men derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe. Eller som digteren i en næsten drømmeagtig fantasi lever sig ind i det miljø hans epos foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste. Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker. Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere. Der er ikke længere klangbund for deres visioner i videnskabismens epoke. Men ubevidst lider vi under savnet af den, fordi vi er åndelige væsener.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden for sit indre blik. Og han mente, at det var den egentlige, evige virkelighed. Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig”.

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes: Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd. Når vi fødes, vil den tage bolig i os. Legemet vil da være en slags fængsel for den. Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske. Og så er der jo ikke langt til den tanke, at sjælen kan frigøres og vender tilbage til verdensånden, når vi dør.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører ved noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form. I middelalderen sagde Augstin til Gud: Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig. I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet. Mennesket er en fremmed i timelighedens verden. Jeg finder det ikke helt utænkeligt, at der kan findes en slags sjæl eller bevidsthed, som lever videre efter legemets død. Måske skulle ordet ”kødets opstandelse” erstattes med ”sjælens frigørelse” i trosbekendelsen? – Måske er der mere om den gamle kristne billedtale end vi tror?

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv. Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse. Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud. Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen. Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige. Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og humanismen, som jo er inspireret af den græske filosofi. Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelsen af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet. Fjerner man den ene af de to grundpiller i fundamentet, vil bygningen bryde sammen under elementernes rasen. Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses. Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag. F.eks. finanskrise-problemer og miljø- og ressourceproblemer.

_________________________________________________________________

Næste indlæg hedder Debatten om monarkiet.

Om kristendommen 2:2

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er en gengivelse af afsnittet ”Kristendommen” i min bog ”Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Men her er indledningen flyttet til slutningen, og der er tilføjet et kort afsnit.

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. Men en sådan sondring er meningsløs.
_____________________________________________________________________

OM KRISTENDOMMEN 2:2

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

Hvis visdommen en gang igen får samme status som – eller højere end – videnskaben har i dag, vil religionen ikke længere blive betragtet som noget kuriøst og forældet, men som noget naturligt og uomgængeligt. En fastholdelse af det gamle, religiøse kulturgrundlag vil derfor ikke bare være en tilbagevenden til noget fortidigt (nostalgi, arkaisme), men snarere en tilbagevenden til et sikkert udgangspunkt fra en blind vej. For vi moderne mennesker har lige præcis mistet orienteringen på livets vej.

Der er en grel modsætning mellem Jesu forkyndelse og vor materialistiske holdning og adfærd i dag. Men det virker nærmest som om kirken endnu ikke har opdaget det. Da kristendommen med Jesu liv som et ophøjet eksempel til efterfølgelse og med dens lære om ydmyghed, nøjsomhed og medfølelse, vanskeligt kunne forenes med den hovmodige, begærlige og kyniske materialisme, som har udviklet sig i vor tid, havde den stort set to muligheder: Den kunne gå i opposition eller tilpasse sig. Den gjorde mere det sidste end det første. Derved mistede den i virkeligheden meget af den troværdighed, som trods alt endnu var tilbage. Den er ikke noget alternativ til materialismen, men betragtes tvært imod ofte som en ukritisk del af et falleret materialistisk magtkompleks. Den er ikke rede nu, hvor den åndelige dimension i tilværelsen nødvendigvis må genvinde sin betydning.

Kristendommen virker i det hele taget underligt passiv i dag. Den protestantiske mere end den katolske. Tidligere søgte den i højere grad at præge kulturlivets forskellige områder. I det omfang, den bliver passiv, vil andre åndsretninger naturligvis søge at udfylde tomrummet, hvilket selvsagt er farligt.

For et par år siden spurgte en journalist en biskop i et interview: Er kirken på vej tilbage som moralsk eller etisk autoritet? – Her var det tydeligvis underforstået, at det havde den ikke været længe. Eller ligefrem: det burde den ikke være. Således kan en ny tidsånd afsløre sig selv i debatten.

Kirken har altid som den naturligste ting i verden foreskrevet menneskene den rette holdning og adfærd. Den har været en naturlig åndelig autoritet. Men i dag er det, som om den lider af en slags berøringsangst. Selv præsterne synes at mene, at gudsforholdet er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, som andre ikke skal blande sig i? Men derved mister kristendommen naturligvis sin betydning som kulturbærende kraft.

Ateismen er på fremmarch for tiden. Også internationalt. Den har ligefrem organiseret sig som en vred reaktion imod tidens nye religiøse strømninger. Tidsintervallerne mellem angrebene på kristendommen bliver stadig kortere. Det ligner næsten en topstyret kampagne.

Vi tror, vi kan undvære tanken om Gud, fordi vi er blevet oplyste – at religionen hører til en mere primitiv fortid. Men det er lige omvendt: Den højeste oplysning findes i bevidstheden om det guddommelige, som kun kan nås gennem kontemplation (indre betragtning, selvfordybelse).

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. En så skarp sondring er relativt ny, og i virkeligheden meningsløs. For når det kommer til stykket er alt jo politik. Og hvis man ikke tager stilling, støtter man reelt det bestående. Man ”tier og samtykker”. Det er bekvemt, men ikke særligt respektindgydende. Kirken må have mod til at sige fra i givne situationer. Sondringen mellem religion og politik begrundes ofte med en overfortolkning af Luthers toregimentelære og et ønske om at lægge afstand til islamismen. Det er smart og populært, men næppe gennemtænkt, da kristendommen i høj grad har præget politikken. Man behøver blot at nævne socialforsorgen og en rimelig fordeling af de materielle goder. Sondringen gør på en gang religionen ligegyldig og politikken farlig. Og det giver ingen mening at tale om Danmark som et kristent land. Kristendommen tolereres allernådigst, så længe den ikke får konsekvenser for vores adfærd! – Et let gennemskueligt skridt på vejen mod en egentlig afskaffelse. Er det måske bekvemt for en økonomisk-politisk magtelite, som ikke vil have sit råderum begrænset, heller ikke af åndelige eller moralske værdier?

Det er i dag en udbredt opfattelse, at oplyste mennesker er mindre troende end mindre oplyste. Men helt så enkelt er det næppe. Der findes en mindre gruppe af højt oplyste med særlige åndsevner. Det er dem, der skaber grundlaget for højkulturerne. Det store flertal er forholdsvis indifferent, men følger de etablerede normer. Sådan har det været indtil vores egen tid. Men nu har flertallet af mindre oplyste fået stor indflydelse samtidig med, at de højt oplyste har mistet indflydelse. Blandt de store ånder – også inden for naturvidenskaben – har mange været dybt troende. Helge Rode skrev: ”Kirken har trods alle misgreb gennem århundreder fremmet det store fællesskab, den har forenet de vise og de enfoldige. Kristendommens virkelige fjender har ikke været de store ånder; men de glimrende, i spidsen for en hær af middelmådighedens gode hoveder. Når den har stået i voksende fare, beror det delvis på kirkens fejl; men skæbnesvangert er det også, at enfoldigheden i nutiden bliver divideret, middelmådigheden multipliceret og de store ånder annuleret”. Det var i 1925. I dag er der mange flere, der ved meget mere. Men dem med særlige åndsevner vil altid tilhøre et mindretal.

Ateisterne tror åbenbart selv, at de øver en ædel dåd ved at forhindre et ”tilbagefald” til et ”lavere” kulturelt niveau. Men det er snarere omvendt. Samtidig bidrager de til at undergrave samfundet, da der snart ikke længere er noget værdifuldt at finde sammen om. De opstiller jo ikke holdbare alternativer, men klamrer sig til den fallerede materialisme, som der er indbygget afgrund i. De er med til at føre os ind i det naturstridige åndelige tomrum.

Men ateismen vil aldrig få det sidste ord. Francis Bacon sagde: Det er sandt, at en smule filosofi kan gøre mennesker til ateister, men filosofisk dybde drejer menneskers bevidsthed tilbage til religionen.

Vi kan sige med Oskar Borgman Hansen, at ”den materialisme, som opstod fra omkring år 1600 for derefter at vokse sig stærkere og stærkere indtil i dag, har haft en mission: at styrke den videnskabelige bevidsthed. Men har den opfyldt denne mission, er tiden kommet, hvor den må overvindes, så det åndelige igen bliver mennesket bevidst. Sker dette, åbnes der nye veje for kristendommen ind i fremtiden”.

Udviklingen følger altid historiens store pendul – fra det ene ekstreme yderpunkt tilbage til det modsatte. Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse er nu nået så langt ud, som den kan komme. For den er der nu kun én vej: tilbage. Troen på den åndelige virkelighed er det naturlige for mennesket. Symptomerne på, at denne tro er ved at vende tilbage, er tydelig nok. Kristendommen er blevet fortrængt af den materialisme, som har mistet troen på og sansen for den åndelige virkelighed. Nu, hvor materialismen bryder sammen, er det vel ikke utænkeligt, at kristendommen kan genvinde noget af sin oprindelige betydning.

Det benægter mange intellektuelle. De gamle religioner er døde, siger de. Men hvad nu hvis det er de intellektuelle, der har mistet sansen for deres storhed.

Det er muligt, at der må ske visse forsigtige justeringer af kristendommen. Vi ved, at den har gennemgået en række væsentlige ændringer op gennem historien, og at den i dag er splittet i mindst tre hovedretninger plus et antal mindre kendte, beslægtede former. Men grundsubstansen er den samme, som den altid har været. Den har overlevet store kulturomvæltninger i 2000 år. Eventuelle ændringer af visse historisk betingede dogmer, formuleringer eller fortolkninger er for så vidt naturlig, som intet forbliver uforandret af udviklingen uden at forstene. Således har de ændringer, som faktisk er sket med kristendommen op gennem historien, måske været betingelser for dens overlevelse? – Vores kultur kan ikke holde til at afvise kristendommen. Kan kristendommen holde til at afvise reformerne?

Der skal ikke her tages endelig stilling til det dogmatiske – eller eventuelle reformer. Her må vi nok have teologerne med på råd. Men som generalist ud i samfunds- og kulturtænkningen kan man vel nok konstatere, at materialismen har inficeret alle områder af samfunds- og kulturlivet, selv religionen, som kunne have været den åndelige virkeligheds sidste bastion – og at især den moderne protestantisme næsten har afsnøret de stærke følelser og mystikken fra sig, så alvorligt troende og søgende mennesker må finde andre udveje.

_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes kapitlet om kristendommen. Næste kapitel vil handle om værdirelativismen.

 

På sporet af den tabte idealisme

Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).