Den socioøkonomiske struktur

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Men i 80’erne forstummede samfundskritikken, og vi fik i stedet den anglo-amerikanske nyliberalisme.
____________________________________________________________

Somme tider fristes man til at tænke, at det var industrialiseringen i 1800-tallet, som var roden til mange af tidens problemer. Folket fik ikke del i udbyttet, men fik tvært imod elendige levevilkår. Landbrugs- og håndværkskulturen var trods alt sundere og mere tilfredsstillende, simpelt hen fordi den var mere naturlig. Det var tidligere dødssynder som hovmodet, begæret og kynismen, som var drivkraften i industrialiseringen, som ikke mindst krigsindustrien satte gang i. En stor del af 1900-tallet er gået med at råde bod på de ulykker, industrialiseringen medførte: først udbytning af kolonierne og social elendighed, siden finanskriser og naturødelæggelser. Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 100 år. Europa blev splittet i en liberalistisk og en socialistisk materialisme, og en ny, alt ødelæggende verdenskrig truede. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer (imperialisme), vores fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). De store ånder, som advarede imod hele denne voldsomme udvikling, blev nærmest til grin.

Industrialiseringen medførte naturligvis store fremskridt, men var altså ikke et entydigt gode. Vi kan ikke uden videre skrue udviklingen tilbage, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Men vi må lære af vores fejl: Vi må omsider kunne gennemskue den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse. Men indtil nu er det, som om vi intet har lært – som om vi stadig kun kan se fordelene, ikke ulemperne, ved den voldsomme og naturstridige materielle udvikling, selv om det er kommet så vidt, at selve vores fysiske eksistensgrundlag er truet.

Men industrialiseringen kom sent til Danmark, som endnu overvejende var et landbrugsland langt op i 1900-tallet. Og den udvikling, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, var trods alt en god udvikling. Landboreformer, folkeskole, andelsbevægelse, kooperation, højskoler, oplysningsforbund, biblioteker, idrætsforeninger, fagforeninger, socialreformer – det var skridt på vejen mod et af Europas bedste samfund.

Danmark var et rigtig godt samfund i 50’erne, hvor jeg selv voksede op. Et grundvilkår var stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, som styrede vores adfærd. Nøglebegrebet var omsorg, og den var udsprunget af kristendommen. Vi kunne slås om mange ting, men var stort set enige om det grundlæggende. Det er vi ikke helt længere, og det er noget nyt. Samfundet fungerede nogenlunde rimeligt politisk, fordi der trods alt var noget at finde sammen om. Homogeniteten er guld værd. Vi havde bekæmpet den værste sociale nød, var blevet højnet økonomisk og kulturelt, troede på og holdt af vores land. Vi ville ofre meget for det om nødvendigt. Livet udfoldede sig  naturligt i små lokale enheder, økonomisk, økologisk og kulturelt. De forsynede os med de fleste daglige fornødenheder, og der var mange små lokale virksomheder og forretninger. Mobiliteten var derfor begrænset, hvorved vi sparede ufattelige mængder kostbar energi med skadelige virkninger og uhyre udgifter til infrastruktur. Der var arbejde til folk med 7 års skolegang – ja, selv til de enfoldige. Der var meget hårdt arbejde, men livet var på en måde mere naturligt. Samfundet blev ikke trukket skævt i den økonomiske udvikling. Alt foregik nemlig endnu ikke kun på kapitalens, men også på samfundets præmisser.

I den gamle struktur var alkoholproblemerne kommet under kontrol, andre euforiserende stoffer fandtes ikke, kriminaliteten var langt mindre, jorden blev ikke forgiftet og husdyrene ikke misbrugt. Organiserede gangsterbander og terrorister fandtes kun i fiktionens verden. Horder af rodløse unge drev ikke hærgende rundt i storbyernes gader. Disciplin og autoritetstro var endnu nogenlunde intakte.

Traumerne efter tredivernes massearbejdsløshed var endnu store. Derfor blev sikringen af beskæftigelsen et vigtigt politisk programpunkt. Begejstringen for den teknologiske udvikling var endnu stor. Vi tænkte ikke på, at automatiseringen gjorde menneskelig arbejdskraft overflødig. Derfor – og fordi en højere visdom ikke kunne sætte sig igennem i demokratiet – måtte den materielle udvikling accelerere, selv om vi i grunden havde rigeligt til dagen og vejen. Forureningen var endnu ikke mærkbar. Således skabte vi et overflodssamfund, hvor den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Der var nok mere mening, fylde og værdighed og mindre forvirring og stress og færre psykiske problemer, fordi der ikke hele tiden var så mange voldsomme forandringer af alting på kort tid. Det er vi nemlig ikke skabte til at leve med. Det er simpelt hen for naturstridigt.

I dag kan vi sige med Svend Brinkmann, professor i psykologi: ”Vi bliver bombarderet med opmærksomhedskrævende informationer fra aviser, netmedier, RV, mail, Facebook, hverdagen. Vi lever et liv med en forandringsacceleration i både den offentlige virksomhed og vores egne private liv. Vi er konstant på, følger alle impulser, har mistet koncentrationsevnen og evner ikke at fordybe os”. (Politiken Kultur 23/2. 2012).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var fundamentalt uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Fænomener som ”det tavse forår”, ”grænser for vækst”, grønne partier og ”oprør fra midten” brød igennem. De røde måtte pludselig konkurrere med de grønne om menneskenes sjæle. Denne udvikling i samfunds- og kulturdebatten var naturlig og nødvendig. Men i 80’erne forstummede den del af samfundskritikken, og vi fik i stedet den angloamerikanske nyliberalisme. Når demokratiet kan tillade den slags tilbageskridt i samfundsdebatten, må der være noget galt ved systemet.

Den voldsomme ændring af den socioøkonomiske struktur ændrede åbenbart også vores mentalitet og adfærd. I bogen ”Fra folkestyre til markedsøkonomi” har Tim Knudsen beskrevet den nye mentalitet og adfærd, som fulgte med udviklingen:

“Den enkelte var blevet sit eget stadig foranderlige projekt … Man kunne blive for erfaren, så var man erfaringsramt og lod sig i alt for høj grad lede af vanen og traditionen. Frigørelsen fra fortiden var så omfattende, at fremtidsforskerne erklærede, at individet slet ikke var et individ længere. Individet med en uforanderlig kerne var forvandlet til en situid. Den flydende og foranderlige mennesketype”. Knudsen beskriver “de nye kosmopolitiske symbolanalytidere”: “De var blevet deres egne livsentreprenører. Denne nye variant af homo sapiens var en fleksibel, omstillingsparat netværksperson med projektopgaver. Parat til “at gøre en forskel”. Denne mennesketype, denne netværkende projektnomade, sås i lufthavnes lounger, i hurtige tog og på motorvejes rastepladser. Altid i bevægelse, altid med en bærbar pc, en mobiltelefon, knyttende elektroniske kontakter med de andre. Altid seismografisk registrerende alt nyt, som skete, altid med et overvågende og nervøst blik på alle ændringer for ikke at komme bagud i konkurrencen med de andre. Altid på vej mod nye mål, nye meritter at føje til cv’et. Altid i gang med sin biografi, sin næste ansøgning og i sidste ende på det endelige regnskab, nekrologen”. (Knudsen 07 s. 45).

Er dette det væsen, som skal styre det moderne samfund – politik og administration?

I de sidste 50 år er der etableret centralisering og stadig større enheder på mange områder. Vi har bl.a. fået to store kommunalreformer. Samtidig bliver stadig flere områder, som altid har hørt til den offentlige sektor, privatiserede. Og de europæiske nationalstater er simpelt hen ved at forsvinde, uanset at vore ledende politikere bedyrer det modsatte. Kløften mellem det formelle og det reelle bliver stadig dybere og bredere. En ny europæisk supermagt er ved at blive etagleret. Stadig flere politiske afgørelser bliver nu truffet i den europæiske kkunion. Samtidig gør globaliseringen i efhvervslivet nationale politikere magtesløse.

Det er umiddelbbart indlysende, at under disse omstændigheder kan vi ikke bevare de demokratilignende styreformer, vi tidligere kæmpede indædt for, nogle steder med livet som indsats. Hvis politikerne siger, at vi kan, er der enten tale om mangel på indsigt eller taktisk bestemt vildledning. I demokratierne kan politikerne ikke anfægte eller ændre en styreform, der er gået “isme” i. Det ville jo være helligbrøde. Deres modstandere ville øjeblikkeligt slippe hundene løs på dem.

DEN MATERIELLE UDVIKLING 1:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 2. del: “Velstand eller velfærd“)
_____________________________________________________________________

1. DEL. DEN GAMLE ORDEN

Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanereglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Der var engang en kinesisk gartner, som også var en vismand. Når han skulle vande sine bede, steg han ned i brønden og hentede vand i sin spand. En dag foreslog hans elev, at de skulle lave en vippestang med en spand i den lette ende, som hang ind over brønden. På den måde kunne de hente langt mere vand op på langt kortere tid. Men det ville gartneren ikke være med til. For, som han sagde, når men benytter en maskine, så gør man alt maskinmæssigt. Og den, der gør alt maskinmæssigt, får et maskinhjerte. Men den, der har et maskinhjerte i brystet, han mister den rene enfold …

Denne lille historie fra det 5. århundrede f.Kr. siger mere om den moderne industrikultur end en hel videnskabelig afhandling. I sandhed, der banker et maskinhjerte i det moderne menneskes bryst. Enhver teknisk opfindelse er et stykke rationaliseret liv. De fleste moderne mennesker, som jo bærer materialismens skyklapper, vil være tilbøjelige til at stemple denne vismand som en tåbe. Men vi behøver kun at kaste et overfladisk blik omkring os for at se, at han havde ret: Åndsfortærende rutinearbejde er blevet vores lod. Stress, forvirring, overfladiskhed, rastløshed, angst og følelsen af tomhed breder sig. Vi er dårligt nok i stand til at tænke i helheder og sammenhænge og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Hvilket jo kræver tid og ro. Menneskeligt samvær er blevet overfladisk, familieliv og børneopdragelse noget besværligt og sekundært. Men frem for alt: vi tror, alle vore problemer kan løses ved hjælp af teknik og penge – også rent menneskelige problemer. – Og så har vi endda set bort fra risikoen for, at brønden løber tør (industrikulturens store miljø- og ressourceproblemer).

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret og legaliseret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. De naturlige asociale tilbøjeligheder blev tidligere holdt nede af forældrenes autoritet, opdragelsen i skolerne og religionen. Nu har alle disse tre instanser mistet deres betydning som autoriteter. Individet har mistet sine hæmninger. Og det er i virkeligheden helt naturligt. For disse hæmninger udgjorde en hindring for den sanseløse materielle udvikling. Så grotesk er situationen blevet, at hvis vi pludselig begyndte at tænke og handle ud fra etiske motiver, eller bare den sunde fornuft, ville samfundssystemet bryde sammen. Vi er blevet systemets gidsler.

Ligesom liberalismens åndelige fader, Adam Smith, ville også socialliberalismens åndelige fader, John M. Keynes, bruge det onde – begæret – som et middel til at nå vort store mål: et samfund, hvor alle er rige. I dag indser vi omsider, tvunget af omstændighederne og hjulpet af bagklogskaben, at denne filosofi er uholdbar. Det er farligt at gå på akkord med det onde. Begæret må og skal styres af en moralsk fordring.

Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Vi skulle blot lære at styre udviklingen og fordele goderne hensigtsmæssigt, men det var nærmest et spørgsmål om teknik. Det var en besnærende tanke. Vi lod os blænde af velstandsstigningen i vores del af verden og blev først sent opmærksomme på ”de uheldige bivirkninger”. Først nu, hvor disse såkaldte bivirkninger er ved at vokse os over hovedet, kan vi begynde at se noget mere nuanceret på den materielle udvikling.

Før industrialiseringens gennembrud var der tale om en vis stabilitet og social tryghed. Tilværelsen var lagt i faste rammer. Man havde kun lejlighedsvis travlt. Man havde tid til at tænke, ro til at overveje. Der var ingen permanent forvirring. For alting blev ikke hele tiden lavet om. Det, man havde lært, kunne man bruge hele livet. Man kendte sin plads i samfundet. Det kunne der sjældent ændres ved. Ens sjæl blev derfor ikke sønderslidt af begær, ambitioner og skuffede forventninger. Man fik tilfredsstillet sit behov for åndelig tryghed i religionen, det sociale behov i familien, landsbyen og menigheden og behovet for accept af omgivelserne og for skabende aktivitet i det daglige arbejde. Og de lærde havde tid og ro til at koncentrere sig og følge en tanke helt tilbage til dens udspring og udlede perspektiverne, hvad enten de nu var ørkeneremitter og søjlehelgener, lærde på universiteterne eller blev støttet af kirken, fyrsterne eller aristokratiet. – Livet var dog ingen dans på roser. Der var for meget hårdt arbejde og for megen fattigdom og sygdom. Der var endnu langt til velfærdsstaten. Vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men de gamle havde nu alligevel noget, som vi savner i dag.

Og så havde landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien noget, som vi moderne mennesker næsten helt har glemt betydningen af. De gamle behøvede ikke at stræbe efter frihed fra arbejde, for de havde på en måde frihed i arbejdet. Før industrialiseringen var arbejdet som regel meningsfuldt, for produktet dækkede et reelt behov, arbejdet var uden stress, og gennem det realiserede vi os selv som mennesker, fordi vi skabte tingene. Produktet var nemlig også et kunstværk, som vi lagde vores sjæl i og var stolte af. Men industriarbejde (i dette ords videste betydning) forkrøbler os ofte både fysisk og psykisk. End ikke i fritiden kan vi hengive os til en menneskelig tilværelse, for da har vi glemt hvordan man gør. Læg i øvrigt mærke til, at ferie er et nyt ord i sproget. Dybest set er ferie en slags kompensation for en umenneskelig hverdag. Det er ganske symptomatisk, at den tilfredsstillende beskæftigelse, som før gav livet mening og indhold, må vi nu møjsommeligt søge efter i fritiden. Derfor er gør-det-selv-industrien nærmest eksploderet, og derfor er højskolernes og aftenskolernes praktiske kurser i gamle håndværk blevet en overvældende succes. Industrialiseringen af tilværelsen har berøvet os noget vigtigt, som vi stadig stærkere føler savnet af. Derfor hænger vi gamle vognhjul op på murene af vore moderne, teknikspækkede parcelhuse. Derfor stiller vi modeller af storke og gamle vindmøller op i de blomsterbede, som i øvrigt genkalder en tabt naturtilstand i vores erindring.

Datidens samfund var ikke så meget et produkt af abstrakte teorier og intellektuelt hjernespind, men snarere af konkret livserfaring. Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug – sædvaneregler, som var hensigtsmæssige for så vidt som de havde stået deres prøve i praksis. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanreglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Den menneskelige fornedrelse i social elendighed i industribyernes slumkvarterer var uhyre omfattende og varede i mindst 100 år i vores del af verden. Den er en skamplet på vores kultur og vil aldrig kunne retfærdiggøres af de resultater, vi har nået i dag. Det samme gælder ødelæggelsen af andre kulturer og naturen. Målet må aldrig hellige midlet.

Man var tidligt opmærksom på de mangfoldige problemer, industrialiseringen medførte. I sine ungdomsskrifter raser Marx over bourgeoisiet, som har ”ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelseskolde, kontante betaling … Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi”. Senere, i ”Kapitalen”, hedder det: ”Specialarbejderne mister ved produktionen deres åndelige kraft, som i stedet opsamles hos kapitalen. Det er et af resultaterne af arbejdsdelingen i manufakturerne, at den materielle produktions åndskræfter stilles overfor specialarbejderne som fremmed ejendom og som en magt, der behersker dem … Den (processen) fuldendes i storindustrien, der skiller videnskaben ud fra arbejdet som en selvstændig produktivkraft og tvinger den ind i kapitalens tjenste”.

Den anden af økonomiens to giganter, Adam Smith, skrev allerede i 1776: ”Et menneske, som tilbringer hele sit liv med at udføre nogle få enkle håndgreb, har ingen lejlighed til at opøve sin forstand … Han bliver i almindelighed så fordummet og uvidende, som det er muligt for en menneskelig skabning … Men i ethvert industrielt og civiliseret samfund er dette den tilstand, hvori den arbejdende arme, dvs. folkets store masse, med nødvendighed må synke ned”. I 1800-tallet rasede Carlyle imod det moralsk forfaldne og pengedyrkende England, som den industrielle revolution havde skabt, og som havde gjort de fattige til slaver. Han foragtede nationaløkonomien og tidens naive fremskridtstro og opblæste selvtilfredshed. Han ønskede det England tilbage, som engang havde været. Også Disraeli afskyede storindustriens og arbejdsslavernes land. Før industrialiseringen var England det bedste land, som nogen sinde havde eksisteret. Tronen, kirken og adelen skulle have magten tilbage og beskytte arbejderne mod pengemændenes hensynsløse udbytning. I begyndelsen af 1900-tallet hadede Roosevelt storfinansens tyranni i USA. Hans sympati lå hos folket, og arbejdernes elendige kår gjorde ham rasende. Han sagde, at af alle former for tyranni er det som alene støtter sig på rigdom, plutokratiets tyranni, det mest vulgære og usmagelige.

Men løbet var kørt. Datidens kritikere var næppe fuldt ud klar over, at industrialiseringen var et produkt af den ensidigt materialistiske grundholdning, som havde udviklet sig i de foregående 300 år. Men deres kritik af industrisamfundet er stadig relevant. For dybest set kan et sundt, harmonisk og menneskeligt samfund aldrig udspringe af en ensidigt materialistisk grundholdning, fordi vi mennesker er åndelige væsener. Ganske vist er den sociale elendighed ikke længere udpræget i vores del af verden. Men den relative velstand er skrøbelig, fordi vi er blevet utroligt sårbare. Der skal ikke meget til for at vælte det hele: En økologisk katastrofe, et krigsudbrud, en pandemi, social uro og terrorisme, et børskrak, ja, selv en ny opfindelse – for ikke at tale om et samspil af sådanne omstændigheder. Et tryk på en forkert knap, og systemet bryder sammen. Industrikulturens praktiske problemer bliver måske større i fremtiden end de var i industrialiseringens barndom. Vi har trukket store veksler på fremtiden. Vi har ladet os beruse i vellevned i dansen om guldkalven, men vågner nu op med tømmermænd og lommesmerter og bliver præsenteret for regningen. Og ganske vist er den åndelige forkrøbling heller ikke længere så synlig. Men den findes stadig. For viden er ikke det samme som visdom. På en måde er den værre end før. Den har blot antaget nye former. Der er tale om en slags åndelig analfabetisme. Industrikulturen er næsten pr. definition åndsfortærende. Dens problemer er i virkeligheden aldrig blevet løst. De er blevet fejet ind under gulvtæppet. ”Fremskridtet” bliver stadig mere fiktivt.