Om oplysningstiden

Denne serie er inspireret af og indeholder passager fra mine tidligere skrifter. Her “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme.” (Siesta 2009).

Mange intellektuelle troede, at når fornuften blev brugt på samfundets indretning, næringslivets og handelens organisering og de unges opdragelse, ville menneskers materielle forhold og åndelige stade forbedres, og man ville nærme sig et ideelt samfund!
____________________________________________________________

De intellektuelle var besjælet af troen på mennesket og dets ubegrænsede muligheder, som nu nåede et foreløbigt højdepunkt. Kirken stod ganske vist endnu stærkt som den åndelige autoritet, og enevælden var endnu den fremherskende styreform. Samfundskritikerne hævdede nu, at individuel frihed, tolerance, oplysning  og sund fornuft var vejen til et lykkeligt og harmonisk samfund.

I oplysningstiden bryder den ensidigt materialistiske livsholdning for alvor igennem. Det var naturligvis ikke mindst de store videnskabelige og filosofiske resultater, man havde opnået i 1600-tallet, som befordrede materialismen. Men 1600-tallets store filosoffer og videnskabsmænd ville aldrig selv have hengivet sig til den ensidigt materialistiske grundholdning. De var besindige og dybt religiøse, og der er ingen naturnødvendig sammenhæng mellem de videnskabelige forskningsresultater og en materialistisk grundholdning. Det er først, da lidenskaben har løbet besindigheden over ende, at den materielle udvikling løber fra den åndelige.

Vi har et godt eksempel i Newtons teorier. Han viste, at teorien om legemers gensides  påvirkning kunne forklare bevægelserne i solsystemet, og skabte dermed den første store fysiske syntese. Men han understregede samtidig, at årsagerne til tyngdekraften forblev ukendte, at de kun kunne skyldes skaberen selv, og han drog selv udtrykkeligt de åndelige konsekvenser heraf: ydmyghed og gudsfrygt. (Mange tror sikkert, at Newton var en benhård materialist. Men i virkeligheden var han en stor mystiker, som også eksperimenterede med alkymi, og som måske var blevet spærret inde på en galeanstalt, hvis han var trådt frem 200 år senere!). Men hans disciple, især oplysningstidens franske filosoffer, ignorerede hans kloge advarsler og skabte blandt andet på grundlag af hans videnskab en mekanisk filosofi, hvor alt teoretisk kunne beregnes. Man mente, at det døde stof, sådan som det viser sig i de konkrete genstande, sanserne umiddelbart opfatter, eller i de hårde, uigennemtrængelige newtonske partikler, er universets eneste, ultimative virkelighed. Selv mennesket er en slags kompliceret maskine, hvis bevidsthed blot er en funktion af bevægelser i hjernen.

Også de store filosoffers tanker blev groft forenklet af eftertiden. Det er et velkendt fænomen. Alle store ånder ville vende sig i deres grave, hvis de så, hvordan deres ideer blev fortolket.

Naturligvis mødte den noget unuancerede mekanistiske virkelighedsopfattelse en vis modstand. Det nye fødes aldrig uden smerte. Således opstod striden mellem to grundholdninger inden for filosofi og videnskabsteori. Tilhængerne af den gamle holdning kaldte man vitalister (vita = liv). De hævdede, at en levende organisme er andet og mere end summen af sine enkelte dele. Livet var noget helligt, som måtte behandles med ærefrygt, og som vi i hvert fald ikke kunne manipulere med, som det passede os. (Den diskussion er som bekendt stadig aktuel). – Tilhængerne af den nye holdning kaldte man mekanister. De mente, at livet består af en række kemisk-fysiske processer, som naturvidenskaben kunne give os stadig større indblik i, og som vi kunne styre, når blot vi kendte de enkelte dele. Nogle mekanister troede, at løsningen af selve livets gåde nu kun var et spørgsmål om tid.

For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa. Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Det er klart, at den nye holdning måtte befordre ateismen. Holbach mente, at al tidligere tro på guder er illusorisk. De var rene fantasiprodukter, som præsterne havde skabt for at holde folket i uvidenhed og bevare deres magt. Turgot inddelte den menneskelige ånds historie i tre stadier: det teologiske, det metafysiske og det videnskabelige, som vi nu omsider havde nået – et typisk udslag af oplysningstidens fremskridtstro. Condillac mente, at den ældre filosofi havde opereret med metafysiske fantomer, som var skabt af indbildningskraften, som er lige så nødvendig for digteren, som den er skadelig for videnskabsmanden. Den store franske encyklopædi, hvor oplysningstidens ideer kom til udtryk, var ganske vist snarere teistisk end ateistisk, men kættersk i sin grundholdning, med tendens til angreb på regering og kirke, ja, i grunden selve kristendommen. Condorcet mente, at fornuften er for filosoffen, hvad nåden er for den kristne, altså midlet til at opnå frelse. Når fornuften blev brugt på samfundets indretning, næringslivets og handelens organisering og de unges opdragelse, ville menneskers materielle forhold og åndelige stade forbedres, og man ville nærme sig et ideelt samfund! – Set i bagklogskabens klare lys må disse holdninger nok siges at have været lidt for optimistiske.

Særlig berømt er Comtes’ lidt senere teori om de tre stadier i menneskehedens udvikling: Det første stadium er det teologiske, hvor naturens foreteelser forklares ved guders indgriben. Det andet stadium er det metafysiske, hvor fænomenerne forklares ved upersonlige og abstrakte ideer og kræfter. Det tredje stadium er det positive, hvor man ikke anerkender nogen højere virkelighed bag erfaringsverdenen, men finder de love, som ligger bag fænomenerne. Og så kan man styre udviklingen. Denne positivisme fik som åndsretning stor betydning helt op i vor tid. På dette stadium hersker videnskaben. – Det er her underforstået, at vi har bevæget os fra lavere til højere former, og at vejen er banet for det store fremskridt med det videnskabelige stadiums gennembrud.

I dag ser vi nok lidt mere nuanceret på Comtes’ positivisme. Friedell siger ligeud, at positivismen er den største svindel, menneskene nogen sinde er blevet offer for! Givet er det i hvert fald, at positivismens popularitet i høj grad skyldtes, at den var i smuk overensstemmelse med tidsånden – næsten direkte udsprunget af fremskridtstroen. Således skyldes nye ideers gennembrud ikke kun deres sandhedsværdi. De store ånder – seerne – blotlægger tidløse sandheder og bliver forfulgte. De mindre ånder – de intellektuelle og beregnerne – formulerer tidsånden og bliver fejrede.

Men sådan var tidens stemning, som er uimiddelbart forståelig for os. Det ligger i sagens natur, at jo mere vi nærmer os vor egen tid, jo bedre forstår vi de holdninger, som er skridt på vejen til materialismen. Alligevel fornemmer vi nu også, at man måske var gået for vidt i den helt unuancerede dyrkelse af fornuften. Det har Søren Holm reflekteret over: “Vi møder her et eksempel på det ikke så sjældne tilfælde, at middel med tiden forvandles til mål … Da fornuften havde gjort sit arbejde til forståelse af tilværelsen, blev den åbenlys genstand for tidsåndens kult.”

For Georg Picht er forbindelsen mellem oplysningstidens fremskridtstro og vor egen tid helt åbenlys: “Den overbevisning, at vi mennesker kun kan forstå og beherske vor historie, hvis vi opfatter den som et bestandigt fremskridt, begynder fra det 18. århundrede med stedse nye tilløb at vinde indpas. Denne tro på fremskridtet i menneskets historie er den skjulte drivkraft for naturvidenskabernes ekspansion i det 19. og 20. århundrede.- Den tager hos Marx form af en revolutionsteori, der i bund og grund har omkalfatret store stater og grundlagt nye styreformer; den behersker USA i sin kapitalistisk-liberale form, der er bestemt af, at man lader sig fascinere af teknikken.”

På sporet af den tabte idealisme

Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).