Humanitetens renæssance

Dette indlæg er uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009).

Vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, vil opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er for længst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!
___________________________________________________________________

Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse prioriterer videnskaben højest blandt tænkningens kategorier. Lavere rangerer filosofien. Den del af filosofien, som ligner videnskaben mest, det vil sige de spidsfindige analysers filosofi, rangerer højere end den traditionelle filosofi, hvor metafysik og intuition spiller en stor rolle. Den tænkning, som kommer til udtryk i digt, myte, religion og mystik, tolereres, men tages næppe længere helt alvorligt.

Tidligere var det omvendt. Og sådan må det også blive igen: De største sandheder kan aldrig bevises videnskabeligt eller begribes med fornuften. De kan ikke engang udtrykkes ved hjælp af sproget, skønt digtet og myten nok kan hjælpe os et stykke på vej. Den kinesiske vismand Laotse sagde: Ingen lære, som kan formes i ord, kan lære dig noget om det evige alt. De største sandheder kan kun fornemmes, indtil alt fortaber sig i det uvisse. Men i religionen og mystikken når tænkningen sine højeste former. Kunstneren Lilly Katarina Siticum har engang sagt, at kundskab beriger os ikke. Den fjerner os mere og mere fra den mystiske verden, hvori vi engang havde hjemstavnsret. Den berømte danske forsker Niels Steensen sagde (1672): Skønne er de ting, vi ser, skønnere de, vi forstår, men langt de skønneste er tilvisse de, som vi ikke fatter. Gang på gang viser det sig, at den yderste virkelighed kun kan fattes af dem, der er ”fulde af kærlighed, rene af hjertet og fattige i ånden”.

Vi betragter endnu det åndelige som noget abstrakt – noget virkelighedsfjernt. Det åndelige står i diametral modsætning til det materielle, som betragtes som den egentlige virkelighed. Det er os livet om at gøre at sondre skarpt mellem ånd og materie. Man kan næsten sige, at vi er bange for, at den grumsede eller usikre åndelige virkelighed skal smitte af på den rene, sikre materielle virkelighed. Men vi tolererer det åndelige som en behagelig afveksling i den ensidigt materialistiske tilværelse. Noget, vi kan hænge op på væggen til pynt. Vi bruger det åndelige til at krydre tilværelsen med i ledige stunder eller ved højtidelige lejligheder. Men alt dette betyder, at vi ikke behøver at tage det åndelige alvorligt. Vi beskæftiger os ikke længere seriøst med det. Det præger ikke længere vor holdning og adfærd som tidligere.

Vilhelm Grønbech spurgte, hvordan vi kan leve vort liv og tænke vore videnskabelige tanker, som om kun overfladebevægelserne i sjælen var fuldt reelle. Vi psykologiserer uden at ænse digterne, der ser syner, profeterne, der har sande drømme, mystikerne, der mister sig selv i oplevelsen af altets grundløse fylde. Hvad vi end mener om mystikken, så er vi alle sammen dens børn. Hvis vi af vor kulturs fortid slettede alle profeter og sværmere, ja, så blev der ikke meget tilbage af os. Hele vort sjælevæv ville gå i stykker. De israelitiske profeter, middelalderens mystikere, digtere som Dante, Goethe og Wordsworth lader sig ikke indordne i vor gængse psykologis rammer, og ligegyldigt hvad vi så end mener om disse menneskers sjælelige sundhed eller usundhed, så er deres oplevelser forudsætningen for vort åndelige liv.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur. Den gav os ”stene for brød”. Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen. Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Materialismen har omsider raset ud. Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er forlængst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!

Hvis det moderne menneske i vor del af verden overhovedet tror på noget mere, er det mennesket selv. Det sætter sin lid til den humanisme, som opstod i og udviklede sig efter renæssancen og fik ny kraft i oplysningstiden. Men humanismen er ikke stærk nok til at bære kulturen eller samfundet. Den har ganske vist smukke træk. Respekten for mennesket er en vigtig faktor i den europæiske kultur. Kravene om frihed, tolerance, oplysning og fornuft slog igennem, og det medførte store fremskridt. Men humanismen er for tilbøjelig til at dyrke mennesket – at gøre det til altings mål. Fra renæssancehumanismen udviklede sig efterhånden det moderne menneskesyn, ifølge hvilket intet længere er helligt, og som siger, at mennesket i grunden er godt. Dets iboende muligheder er nærmest ubegrænsede. De skal blot forløses. – Dets psykiske og fysiske potentiale skal blot frigøres. Hvis der er problemer, er det ikke menneskets, men samfundets skyld.

Humanismens menneskesyn står således på en måde i modsætning til kristendommens, som jo hævder, at mennesket er ondt (arvesynden) og kun kan håbe på Guds tilgivelse. Vi behøver blot at kaste et overfladisk blik omkring os for at konstatere, at humanismens menneskesyn er helt urealistisk. Humanismen kan aldrig erstatte kristendommen, men må i det mindste have den som et nødvendigt korrektiv. Toynbee sagde ligefrem, at hvis vi tror, mennesket er den højeste ånd i universet, er vi fortabte. Kun ydmygheden overfor tilværelsen – ærefrygten for livet – taknemmeligheden for det, som er os givet, kan frelse menneskeheden fra fortabelse.

Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som er udsprunget af den idealistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres med ny viden og erfaringer. Vi skal være forbeholdne overfor fundamentalismen. Ellers forstener kulturen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at forvitre.
___________________________________________________________________

Temaet afsluttes i næste indlæg.

 

 

Kristendom eller humanisme?

Efter de sidste 3 måneders intermezzo omkring udgivelsen af min bog Demokratismen – vores nye religion (15. august), genoptager vi nu indlæggene i serien DANSEN OM GULDKALVEN – EN SAMFUNDSKRITISK ANTOLOGI.

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Sieste 2009), men er her udvidet.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet.
_________________________________________________________________

KRISTENDOM ELLER HUMANISME?

Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Mange moderne mennesker tager afstand fra kristendommen og bekender sig i stedet til humanismen. Men det er næppe gennemtænkt. De to hovedstrømninger i den europæiske højkultur er indbyrdes forbundet på mange måder og lader sig næppe uden videre adskille.

Det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig hellenismen i Romerriget. Mange af kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur. Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi. Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon! Hans opfattelse af virkeligheden er interessant:

Fænomenet ser man med legemets øje. Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed. Ideen, den sande skikkelse, ser men derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe. Eller som digteren i en næsten drømmeagtig fantasi lever sig ind i det miljø hans epos foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste. Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker. Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere. Der er ikke længere klangbund for deres visioner i videnskabismens epoke. Men ubevidst lider vi under savnet af den, fordi vi er åndelige væsener.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden for sit indre blik. Og han mente, at det var den egentlige, evige virkelighed. Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig”.

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes: Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd. Når vi fødes, vil den tage bolig i os. Legemet vil da være en slags fængsel for den. Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske. Og så er der jo ikke langt til den tanke, at sjælen kan frigøres og vender tilbage til verdensånden, når vi dør.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører ved noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form. I middelalderen sagde Augstin til Gud: Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig. I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet. Mennesket er en fremmed i timelighedens verden. Jeg finder det ikke helt utænkeligt, at der kan findes en slags sjæl eller bevidsthed, som lever videre efter legemets død. Måske skulle ordet ”kødets opstandelse” erstattes med ”sjælens frigørelse” i trosbekendelsen? – Måske er der mere om den gamle kristne billedtale end vi tror?

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv. Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse. Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud. Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen. Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige. Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og humanismen, som jo er inspireret af den græske filosofi. Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelsen af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet. Fjerner man den ene af de to grundpiller i fundamentet, vil bygningen bryde sammen under elementernes rasen. Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses. Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag. F.eks. finanskrise-problemer og miljø- og ressourceproblemer.

_________________________________________________________________

Næste indlæg hedder Debatten om monarkiet.

På sporet af den tabte idealisme

Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).