Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Humanistisk magtbalance

Dette indlæg er en gengivelse af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013), men er oprindeligt inspireret af min artikel “Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.
____________________________________________________________

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds bnye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner fælder. Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet “det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes lidt medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid. Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet repræsentativ styreform er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse, Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest bør de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

Og her er det så, jeg fristes til at tilføje nogle linier om, hvordan systemet burde være:

Vi burde genvinde troen på den blandede styreform (monarki, aristokrati, demokrati), dog i moderne varianter. Den har været kendt siden oldtiden. Det er den bedst tænkelige styreform, både vurderet ud fra den historiske erfaring og den politiske filosofi. Det var den, der var forlægget for de frie forfatninger, som vi fik efter oplysningstiden, også den danske fra 1849 (indskrænket monarkisk). Men efterhånden overtrumfede demokratiet de andre dele af den blandede styreform. Og så forsvandt noget af  visdommen, statsmandskunsten og besindigheden. Tilbage bliver så plutokratiet (pengemagt).

Om den blandede styreform kunne vi have brugt betegnelsen Humanistisk magtblanding.

De åndelige grundværdier

Denne artikel er et let bearbejdet uddrag af kapitlet “Demokratists forudsætninger” i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De åndelige grundværdier er fundamentet under samfundsbygningen.
___________________________________________________________________

De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom gennem århundreder, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Mange af vor tids problemer skyldes ikke et demokratisk, men et moralsk forfald. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Den tanke har også præget den politiske filosofi. Montesquieu skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten, bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind (i Danmark oprindeligt borgerdyd)). Republikken kan være aristokratisk eller demokratisk, men dyden er vigtigst i demokratiet. For Montesquieu var patriotismen (fædrelandskærligheden) afgørende – den patriotisme, som indflydelsesrige kommentatorer i dag prøver at nedgøre, idet de fejlagtigt kalder den nationalisme.

Den største fare ved demokratiet er, at lighedsprincippet drives ud i dets yderste konsekvens. ”Så vil folk selv regere og tage magten fra deres valgte repræsentanter. I samfundet vil der ikke længere være nogen respekt for embedsmændene, for de ældre, for hinanden. Ingen vil adlyde; enhver vil leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra myndighederne eller fra andre. Lighed og frihed smelter sammen. Hele samfundsordenen og moralen går i opløsning. Den politiske frihed består ikke i at gøre, hvad man har lyst til, men i at gøre, hvad man bør ønske at gøre”. (Mogens Herman Hansen 12 s. 49-50).

Montesquieu mente, at ændring af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer. Og det er præcis, hvad der er ved at ske i dag.

Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede i gaderne, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem i demokratiet.

I et samfund uden tilstrækkelig moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig, og aftegningerne kan være smukke. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde. For livskimen er væk.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning” skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875 – 1965): ”I den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar … Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik eller med et minimum af etik … Vor tids materialisme vender forholdet mellem det åndelige og det materielle om. Den mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! … Vor tids historie er meningsløs som ingen anden tids historie. Fremtidens historikere vil engang analysere den i dens enkeltheder og prøve deres lærdom og fordomsfrihed på den. Men den kan i dag og vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik”. (Schweitzer 80 s. 30-31).

Homogeniteten er også vigtig. I debatten lige efter besættelsen skrev dr.jur. Alf Ross (1899-1979) i en artikel, at ”… den demokratiske ideologi forudsætter en vis samstemmighed i de fundamentale værdisætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler flertallets afgørelse som ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle meningsforskelligheder dog føler samhørighed med gruppens øvrige medlemmer. Der må … være en vis baggrund af åndeligt og kulturelt fællesskab, en vis harmoni i de yderste målsætninger, der gør forståelse mulig. Individet må kunne identificere sig med gruppen for at opleve dens afgørelser som bindende og udslag af hans egen autonomi”. (Rasmussen og Nielsen (red.) 03 s. 161). Men i dag fjerner vi os stadig mere fra homogeniteten, dels ved at udfase de fælles åndelige grundværdier, dels ved at gøre samfundet multikulturelt.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63): ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter … Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Den er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid”. (Koch 91 s. 94-96).

Vi skal sikre de åndelige grundværdier gennem opdragelse, undervisning og forskning. Den totale åndelige frihed vil føre tilbage til barbariet. Hvis vi ikke selv tror på noget, kan vi falde for hvad som helst. Det, som her kaldes sandhed og ret, er de åndelige grundværdier, især humanismen og kristendommen. Men vi skal også tillade, at de bliver anfægtede. Vi skal fastholde de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Men til de åndelige grundværdier  hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er kongevejen til et kulturelt forfald. Og den politiske frihed kan nemt blive indskrænket ved at manipulere med folkeviljen i demokratismens hellige navn.

Vi skal bevare demokratiet, som trods alt har bidraget til at højne folket, ikke mindst materielt. Men vi skal vide, at der må være grænser for det, at det nemt kan misbruges, og at det aldrig må få samme status som de åndelige grundværdier. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder.

”Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år … Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker … har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har modernismen, kulturradikalismen, nymarxismen, nyliberalismen, postmodernismen og værdirelativismen alle bidraget til”. (Fonsbøl 09 s. 97-98).

Sammenfattende kan vi sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.
___________________________________________________________________

I den næste artikel vil vi se på nogle træk fra debatten om demokratiet.