Mythos eller logos?

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er slutningen af min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Her med tilføjelse af nogle få linier.

Det er mødet mellem den jødisk-kristne mythos og den græsk-romerske logos, som har betinget den europæiske højkultur. Ateisterne begår en skæbnesvanger fejl, når de vil fortrænge mythos og satse alt på logos.
_________________________________________________________________

MYTHOS  ELLER  LOGOS?

Når den dybe tro mødes med kravet om klarhed og sammenhæng – når den dunkle fornemmelse af det universelle mødes med den virkelighed, sanserne viser os og fornuften bearbejder, da opstår den europæiske højkultur.

Mødet mellem den jødisk-kristne og den helt anderledes græsk-romerske kultur i de første århundreder e.Kr. skabte naturligvis store problemer. Teologien opstod, fordi de kristne skulle formulere sig inden for den græsk-romerske begrebsverden. De kristne kom med en ny begrebsverden og et nyt menneskesyn, hvor kærligheden er afgørende, og hvor den åbenbarede sandhed går forud for følgeslutning og beregning. Dertil en højst besynderlig treenighedslære, inkarnation og skabelse. Kirkefædrene var uddannet i den græsk-romerske kultur. Så de havde en fod i begge lejre. I løbet af middelalderen blev man klar over, at man ikke kunne komme uden om den græske filosofi. Men kirkens forsøg på at forene oldtidens filosofi med middelalderens kristendom, især i senmiddelalderen, faldt ikke særlig heldigt ud. For der var tale om to væsensforskellige kulturer. Kan mennesket selv finde sandheden i kraft af sin medfødte fornuft og filosofiske skoling? Eller kommer sandheden til os udefra – fra et højere guddommeligt niveau gennem åbenbaringen? Hovmod eller ydmyghed. Det evige dilemma i den europæiske kultur. Den moderne humanisme, som er inspireret af den græske filosofi, kan i hvert fald ikke erstatte kristendommen, men må i det mindste have den som et nødvendigt korrektiv. Hvis hovmodet, begæret og kynismen fortrænger ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden, ødelægger vi livet på jorden.

I den nyere tid blev filosofien længe kaldt videnskabernes dronning – indtil naturvidenskaben fortrængte den. Men når det kommer til stykket burde kulturens sidste instans nok alligevel findes i religionen, hvis rækkevidde er langt større, om end mere dunkel. Fra religion over filosofi til naturvidenskab – den ultrakorte beskrivelse af et kulturelt forfald?

Men vi fik da et godt kendskab til den græske filosofi. Og det brugte renæssancehumanisterne til at gøre op med den dekandente og korrumperede kirke og føre os ind i den nyere tid. Det gik som så ofte i den slags situationer: Pendulet svingede over i det modsatte ekstreme yderpunkt. Vi mistede efterhånden følingen med den åndelige virkelighed og storheden i kristendommen og endte i den modsatte grøft. De sidste 200 år har været en lang rejse på vejen tilbage mod barbariet, ganske vist på et højt teknologisk niveau. Den humanitet, som lå både i hellenismen og kristendommen, er ved at smuldre.

Men på længere sigt blev mødet mellem de to kulturer – den jødisk-kristne mythos og den græsk-romerske logos – alligevel uhyre frugtbart. Når den dybe tro mødes med kravet om klarhed og sammenhæng – når den dunkle fornemmelse af det universelle mødes med den virkelighed, sanserne viser os og fornuften bearbejder, da opstår den europæiske højkultur. For når det kommer til stykket er den intuitive myte den dybe, skjulte kilde, som også filosofien – ja, selv videnskaben – næres af gennem sit dybe rodnet, selv om den ikke altid er sig det bevidst. Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige. Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse. Således ligger filosofiens kilder uden for filosofien selv. Den virkelige storhed findes i myten. Det er herfra, der går skjulte impulser til filosofi og videnskab, som den græsk-romerske logos – og især vi moderne mennesker – har satset alt på. Man skal ikke sige om noget, at det kun er en myte, men at det har mytens storhed.

Det er mødet mellem mythos og logos, som har betinget den europæiske kulturs storhed. Ligesom i naturen er balance også et nøglebegreb i kulturen. Mister vi balancen, falder vi. Derfor skal vi ikke som ateisterne fortrænge mythos. Det er her, kæden er hoppet af i det moderne samfund. Vi skal finde forholdet mellem mythos og logos og genfinde storheden i mythos.

Måske vil videnskab og mystik engang sammen gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau. Den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – er dybt rodfæstet i den europæiske kultur. Men måske er den dybest set kunstig. Måske kan den ikke opretholdes i længden.
_________________________________________________________________

Næste afsnit, ”Kristendom eller Humanisme?”, belyser forholdet mellem de to hovedstrømninger.

Min nye bog Demokratismen – vores nye religion, udkommer 15. august. Se nærmere herom på siden ”Mine bøger”.