Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.

Demokratiets forudsætninger


Intet samfund kan bestå uden en højere visdom. Men demokratiet kan ikke nå ud over middelmådigheden. Styreformer er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Den bedst tænkelige styreform, er den blandede, hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår. De kan afbalancere hinanden, de forskellige klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom kan sætte sig igennem, uden at folket bliver undertrykt.

Uddrag fra min bog “Materialismens Sammenbrud”

Materialismens SammenbrudI oplysningstiden begyndte den proces, som endte med, at der gik ”isme” i videnskaben, og at den fortrængte visdommen.  Til sidst blev den materielle udvikling sit eget mål. Alt dette skete ikke uden kamp, især i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.  Men den opfattelse, at de privilegerede stænder, gejstligheden og aristokratiet, kun tænkte på at bevare deres magt, er udtryk for en grov forenkling – en teori, materialismen har undfanget for at forsvare sine overgreb.  Sandheden er jo den, at fundamentet kunder den europæiske kultur blev støbt af de ledende stænder: monarkiet, aristokratiet og gejstligheden. – Men når en ny historisk epoke er etableret, bliver den foregående altid ringeagtet.  Vi dæmoniserer fortiden for at stive nutiden af.  Men i dag kan vi omsider se, at gejstlighedens og aristokratiets og visse intellektuelles kritik af den fremvoksende materialisme i virkeligheden var både klog og fremsynet.

Men et gennemgående træk er markant i perioden:  Ydmygheden overfor tilværelsen afløses gradvis af det menneskelige hovmod.  Vi kan sige med den tyske filosof Wilhelm Wundt, at i 1600-tallet var det Gud, som gav naturen dens love.  I 1700-tallet var det naturen selv.  I 1800-tallet var det videnskabsmændene.

Albert Schweitzer siger et sted:  ”I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen.  En videnskabsmand kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse.  Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da man kun her er sikker på saglig videnskabelighed.  At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag.  Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv.  Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning.  Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.”

Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse.  Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han.  Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende.  Før eller siden må vor viden føre til oplevelse og hengivelse – til følelse.

Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik.  Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk.  Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved.  Uden at vi har villet indrømme det, har pessimismen tæret på os i årtier.  Uden åndelig kraft som vi er fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  De bærende konstruktioner er for længst møre.  Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det ske!

Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.  Men ophævelsen af den skarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – sker næppe foreløbig.  For den er dybt rodfæstet i den europæiske kultur.  Fra oldtidens græske filosofi over middelalderens kristendom til den nyere tids filosofi.  Så foreløbig må vi lade realitetssansen råde og genvinde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier. – Den humanitet, som udsprang af en idealistisk grundholdning.  Og så tager vi den derfra.