Den Europæiske Union 4:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 4. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________
  

3. ARGUMENTERNE  1:2

Unionstilhængernes spindoktorer har åbenbart bortretoucheret ordet patriotisme (kærlighed til fædrelandet), erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme og tilføjet tillægsordet snæversynet. Således bliver inionsmodstanderne med et snuptag til ”snæversynede nationalister”. – At integrere mange, ofte vidt forskellige folk i et stort politisk fællesskab er kun muligt, hvis dette fællesskab har en høj grad af politisk ensretning.

I dette afsnit vil vi se på og kommentere nogle af argumenterne for unionen. De holder ikke for en nærmere undersøgelse.

”Snæversynet nationalisme”.

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid. Den kærlighed til fædrelandet, som endnu findes, latterliggøres. Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!

Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne. Der er ikke bare tale om en generalisering, men også om en fornærmelse. At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.

Unionstilhængerne har prøvet at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme”. De siger. At ”vi er os selv nok”, at vi ”vender ryggen til Europa” o.a.

Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne. Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige. Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret. På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten”, som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk. Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.

I det hele taget må der helst ikke være for stærke følelser i politik, for de kan være farlige. Jamen du godeste. Livet er farligt. Man kan ligefrem dø af det! Skulle man derfor gøre det mere afstumpet – mindre smukt og righoldigt? Følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv. Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.

Selv i de medier, som kalder sig seriøse, jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere. I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse, forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer”. (Fremmedordbogen. Gyldendals røde ordbøger). Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk. Faktisk taler man nu kun om nationalisme. Har tilhængernes spindoktorer bortretoucheret patriotismen?

Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet. Vi må tage afstand fra nationalismen. Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet. Når nationalfølelsen ikke udarter, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke bare tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere. En klog mand har engang sagt: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Men hvordan kan man ofre noget for fællesskabet, hvis man ikke føler noget for det. – Hvis enhver er sig selv nærmest?

Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed. Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode. Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert. Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt. Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder. Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke, mens de har skelet ud af øjenkrogen for at sikre sig, at ingen lagde mærke til det. Det er nemlig ikke politisk korrekt for tiden.

Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber, traditionelt klanen, menigheden, lauget, landsbyen. Men vi har også brug for at tilhøre et folk. Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere. Og da slet ikke som verdensborgere. En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt. Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse. Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!

Man skal ikke undertrykke naturlige følelser af politisk-taktiske grunde. En virkelig statsmand ville så vidt muligt undlade at gøre noget, der er alt for naturstridigt. Man mærker hensigt og bliver forstemt. Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen! Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.

Grænser for fællesskab

Vi ved, hvor svært det efterhånden er blevet at skabe et konstruktivt politisk samarbejde, selv inden for et enkelt, lille homogent lands egne grænser. Vi ved også, at der som regel er alvorlige konflikter i lande med sproglige, religiøse eller nationale – etniske minoriteter, selv i vores egen kulturkreds. Lande som Canada, Belgien, Spanien, Storbritannien. Men også visse østeuropæiske lande, især på Balkan, hvor grænserne efter verdenskrigene i vid udstrækning blev trukket ud fra stormagternes geopolitiske interesser, uden tilstrækkelig hensyntagen til etnisk eller kulturel egenart. Endnu værre gik det i mange udviklingslande efter kolonitiden. Landegrænser bør så vidt muligt følge de etniske grænser. Det var også den amerikanske præsident Wilsons store vision efter første verdenskrig (folkenes selvbestemmelsesret). Og den blev også fulgt nogle steder med et godt relultat, f.eks. i Sønderjylland.

Hvor meget sværere må det da ikke være at få mange forskellige folk med en vidt forskellig holdning og baggrund til at samarbejde målrettet i EU. Det er helt urealistisk. Man kan skabe et vist samarbejde mellem lande inden for samme kulturkreds, f.eks. Tyskland-Østrig, Storbritannien-Irland eller de nordiske lande. Men at integrere lande som Grækenland med England, eller Portugal med Finland, er nærmest naturstridigt. Det må nødvindigvis give bagslag før eller siden. Alligevel fortsætter denne sanseløse udvikling. Nu skal der integreres 25-30 lande i EU, herunder slaviske lande med ortodokse og muslimske befolkninger eller minoriteter. Og det er fremdeles stormagterne, som sætter dagsordenen for denne udvikling. Men heller ikke i dag sker det ud fra en højere visdom eller statsmandskunst. Der er utvivlsomt tale om skjult magtbrynde. Hvordan skal man ellers forklare, at en ny europæisk supermagt skal forceres igennem for enhver pris nu, hvor de europæiske folk slet ikke er parate til det? Det er i hvert fald ikke udtryk for magtelitens demokratiske sindelag. Snarere for økonomisk-politisk opportunisme.

De syd- og østeuropæiske lande er politisk ustabile. De har ingen egentlig demokratikultur som de nordiske lande. Tre af de sydeuropæiske og alle de østeuropæiske lande har været en slags diktaturer langt op i efterkrigstiden, med hele den spionage, tortur, korruption, sorte økonomi og anden magtmisbrug, det ofte indebærer. Mange af deres politikere tilhører endnu de gamle politiske kadrer. De skal nu være med til at vedtage love og regler, som skal gælde i Danmark, som har en noget højere politisk kultur. Selv lande med korruption og tortur sluses nu ind i EU. Disse lande ser måske først og fremmest en økonomisk eller sikkerhedspolitisk fordel i integrationen, hvilket er forståeligt. Men for os andre står der langt højere værdier på spil. Vi må give afkald på stadig mere af vor på nogle områder enestående politiske og kulturelle integritet. Den kan ellers være svær nok at fastholde, selv uden de sanseløse udvidelser.

De europæiske folk – fra nord til syd, fra øst til vest, er væsensforskellige i mange henseender. Derfor er der en naturlig grænse for, hvor langt fællesskabet kan drives. Hvad de østeuropæiske lande har brug for er økonomisk hjælp. Vi må opgive protektionismen og importere flere af deres varer. Hvis viljen hertil ikke er til stede nu, er den det heller ikke efter integrationen. De østeuropæiske lande kan ligefrem risikere, at ulemperne ved integrationen bliver større end fordelene for et flertal af befolkningen. Østtyskerne blev i hvert fald skuffede efter sammenslutningen med Vesttyskland. Det er ikke usandsynligt, at der vil gå en lind strøm af økonomiske værdier fra Østeuropa til Vesteuropa. Så opstår der bitterhed og skuffelse. Og det er en tikkende bombe under demokratierne. I det gamle USSR sad et privilegeret bureaukrati i Moskva og førte magtelitens vilje ud i livet hen over hovedet på befolkningen. Det er ikke helt usandsynligt, at et sådant bureaukrati en gang vil sidde i Bruxelles og gøre noget lignende. Allerede nu er kontrollen med magtudøvelsen i EU lemfældig.

Nu er store, multietniske politiske enheder ikke noget ukendt fænomen i Europas historie. Der har været adskillige, fra Romerriget i oldtiden over det tysk-romerske kejserrige i middelalderen og den nyere tid til Sovjetunionen i vor tid. Men disse enheder var altid imperier, aldrig enheder med politisk frihed. Historisk er demokratiet uløseligt knyttet til nationalstaten. At integrere mange, ofte vidt forskellige folk i et stort politisk fællesskab er kun muligt, hvis dette fællesskab har en høj grad af politisk ensretning. Ellers vil det hele ende i kaos. Allerede nu er det uhyre vanskeligt at nå konstruktive resultater gennem samarbejdet i EU. Vigtige afgørelser bliver udskudt på grund af kronisk uenighed. Hvis man endelig bliver enige om noget, er det ofte udvandede kompromiser uden tilstrækkelig effekt. Og det på trods af, at man ikke er bundet af visse elementære parlamentarisk-demokratiske spilleregler som i de gamle nationalstater. Professionelle iagttagere mere end antyder, at kun hvis Tyskland og Frankrig kan blive enige om noget, sker der en vis udvikling. Et umiskendeligt symptom på ensretningens nødvendighed.

Det er umiddelbart indlysende, at EU stort set vil ophøre med at fungere som en politisk enhed, hvis der skal være mere demokrati og åbenhed samtidig med, at så mange vidt forskellige lande skal integreres i fællesskabet.

_____________________________________________________________________

Afsnittet om argumenterne fortsætter i næste indlæg.