Moderne samfundsteori

Dette indlæg er et redigeret afsnit i min bog “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”.

Det virker nærmest, som om de nye “ismer” i samfundstænkningen er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme.
____________________________________________________________

Inden vi helt forlader kritikken af materialismen, må vi endnu kaste et blik på den moderne samfundsteori, de intellektuelle beskæftiger sig med nu, hvor teologien og filosofien ikke længere har den afgørende betydning.

Samfundsvidenskaben er blevet et meget omfattende og kompliceret – ja, uoverskueligt fænomen, fordi det omfatter flere områder som antropologi, sprogvidenskab, sociologi og videnskabsteori, og fordi der hele tiden opstår nye teorier. Det er, som om videnskaben har svært ved at følge med den voldsomme samfundsudvikling.Vi skal ikke her beskæftige os med alle de kendte retninger og deres indbyrdes sammenhæng, men blot nævne og kommentere enkelte vigtige træk:

Frankfurterskolen i Tyskland var inspireret af marxismen og forskede i forskellige samfundsteorier. Det var ikke en streng positivisme, men en kritisk teori, som også inddrog sociologi og psykoanalytisk teori i sine undersøgelser. Den talte tidligt om en falsk bevidsthed i befolkningen (jf. nazismen), om oplysningens, fornuftens og det modernes tvivlsomme anliggender. Væksten i materiel velfærd betales med åndelig forarmelse. Senere sagde Habermas, at den kulturelle forarmelse opstår, fordi der sker en elitær udspaltning af ekspertkulturerne fra den kommunikative hverdagspraksis. Og at samfundet har brug for et centrum – en mellemmenneskelig fællesviljes projekterende enhed. Frankfurterskolen prægede samfundsdebatten fra 20’rne til 70’erne. Ungdomsoprøret og venstrefløjen støttede sig til den. Fremmedgørelse var et nøgleord. – Men også Frakfurterskolens udgangspunkt var overvejende materialismen.

I 60’erne og 70’erne prægede strukturalismen samfundstænkningen. Dens førende skikkelse, Claude Levi-Strauss, havde tidligere ladet sig inspirere af antropologi, psykoanalyse og marxisme, men især sprogvidenskaben (semiotik), som skulle danne model for andre videnskaber, især social- og humanvidenskaberne. Den skulle være en altomfattende teori om verdens indretning. – En slags alternativ til den klassiske historiske udviklingsfilosofi. Således ville de humanistiske videnskaber også blive en slags eksakte videnskaber! Strukturalismen beskæftigede sig også med medier, ideologier, litteratur, psykologi, kunst og samfund. – Men var strukturalismen ikke bare en videreførelse af den ekstreme videnskabisme, som havde præget tænkningen i hele århundredet?

Siden 80’erne har den vigtigste hovedstrømning været postmodernismen, som adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1960), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne. Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret. Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret. Alle gamle værdier er brudt op. Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen. Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som blandt andet siger, at “de store fortællingers” tid er forbi – for eksempel fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier. Herefter er det enkelte menneske frit stillet. Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om det postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi. Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne. Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om “de store fortællinger”. Men den skal næppe repræsentere, fastholde og videreføre dem. For måske er de i virkeligheden undertrykkende! Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel (1).

Altså: Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, for eksempel ved at udfase den fra opdragelse og undervisning. Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet! Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet. Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier. Noget lignende er aldrig sket tidligere. Heller ikke i andre kulturer.

I sådanne situationer er det altid en god ide at spørge: Hvem har gavn af det? Det har magteliten. For når de åndelige grundværdier er væk, er vejen banet for den vilkårlige magtudøvelse. Vi har ingen modstandskraft imod nye, besnærende systemer, som måske ligefrem kan virke forløsende for ubefæstede sjæle. – Sporene skræmmer.

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers “Vesterlandets undergang”? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden. Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Den logiske empirisme og den analytiske filosofi er for længst løbet ud i sandet. Spørgsmålet er, hvor længe de nye “ismer” holder. Det virker nærmest, som om de allerede er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme. Sikkert er det, at der snart vil komme en ny “trend”, som vil få´et fint navn og blive dyrket af de intellektuelle. Og sådan kan brydningstiden fortsat manifestere sig, indtil videnskabismen lærer at kende sin begrænsning.

Der findes dog også gode tendenser i den moderne samfundsteori, som er forenelige med dette essays hovedteser:

Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. – Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer. Kulturen må´besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Jürgen Habermas mener, at man ikke kan lave samfundsvidenskab på samme måde som naturvidenskab. For så bliver kollektive mål og moral klassificeret som noget, der ikke kan debatteres rationelt, og den offentlige debat som forum for kollektiv viljesdannelse forarmes og fragmenteres. Videnskabstroen bliver til ideologi. Habermas mener, at systemverden og livsverden skal holdes adskilt – systemverdenen må ikke “kolonisere” livsverdenen, for mening, solidaritet og personlig identitet kan kun frembringes gennem sproglig kommunikation i livsverdenen.

Anthony Giddens siger, at vi er blevet mere selvrefleksive, fordi samfundet aftraditionaliseres: “Traditioner bliver i det moderne samfund konsekvent antastet og problematiseret. At følge traditionen skal i dag legitimiseres og retfærdiggøres, hvilket man ifølge Giddens ikke gjorde tidligere. Moderne mennesker vælger ikke automatisk at følge traditionen, og hvis vi handler med udgangspunkt i en tradition, gør vi det altid med en viden om, at vi kunne have gjort det anderledes. Det betyder, at det er op til os selv at vælge. Fællesskabet kan dermed ikke længere baseres på traditionen. Når traditionen forsvinder eller får mindre betydning, er det enkelte individ tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed erstatter traditionens skjulte magt. Dermed ændres grundlaget for selvidentiteten – vores opfattelse af os selv. Før blev vores identitet skabt gennem nogle traditioner, men i det senmoderne samfund skal selvidentiteten … skabes og genskabes konstant. Det er også forklaringen på, at terapi og psykologisk rådgivning er blevet så populær i de vestlige samfund.” (2).

Zygmunt Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset. I postmodernismen kan individet vælge mellem mange muligheder. Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed. Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft. Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et. Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had. Den “flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed. Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård. I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan iøvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

_____________________

(1): Morten Kyndrup: “Det postmoderne”. Gyldendal 1986 s. 198.

(2): Morten Hansen Thorndal: “Modernitetens politiske teoretikere”. Columbus 2004 s. 63.
____________________________________________________________

Efter sommerpausen vil vi bl.a. beskæftige os med spørgsmålet om, hvorvidt det endnu er muligt at forebygge sammenbrud ved at gennemføre drastiske ændringer af samfundet.