De åndelige grundværdier

Denne artikel er et let bearbejdet uddrag af kapitlet “Demokratists forudsætninger” i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De åndelige grundværdier er fundamentet under samfundsbygningen.
___________________________________________________________________

De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom gennem århundreder, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Mange af vor tids problemer skyldes ikke et demokratisk, men et moralsk forfald. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Den tanke har også præget den politiske filosofi. Montesquieu skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten, bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind (i Danmark oprindeligt borgerdyd)). Republikken kan være aristokratisk eller demokratisk, men dyden er vigtigst i demokratiet. For Montesquieu var patriotismen (fædrelandskærligheden) afgørende – den patriotisme, som indflydelsesrige kommentatorer i dag prøver at nedgøre, idet de fejlagtigt kalder den nationalisme.

Den største fare ved demokratiet er, at lighedsprincippet drives ud i dets yderste konsekvens. ”Så vil folk selv regere og tage magten fra deres valgte repræsentanter. I samfundet vil der ikke længere være nogen respekt for embedsmændene, for de ældre, for hinanden. Ingen vil adlyde; enhver vil leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra myndighederne eller fra andre. Lighed og frihed smelter sammen. Hele samfundsordenen og moralen går i opløsning. Den politiske frihed består ikke i at gøre, hvad man har lyst til, men i at gøre, hvad man bør ønske at gøre”. (Mogens Herman Hansen 12 s. 49-50).

Montesquieu mente, at ændring af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer. Og det er præcis, hvad der er ved at ske i dag.

Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede i gaderne, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem i demokratiet.

I et samfund uden tilstrækkelig moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig, og aftegningerne kan være smukke. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde. For livskimen er væk.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning” skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875 – 1965): ”I den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar … Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik eller med et minimum af etik … Vor tids materialisme vender forholdet mellem det åndelige og det materielle om. Den mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! … Vor tids historie er meningsløs som ingen anden tids historie. Fremtidens historikere vil engang analysere den i dens enkeltheder og prøve deres lærdom og fordomsfrihed på den. Men den kan i dag og vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik”. (Schweitzer 80 s. 30-31).

Homogeniteten er også vigtig. I debatten lige efter besættelsen skrev dr.jur. Alf Ross (1899-1979) i en artikel, at ”… den demokratiske ideologi forudsætter en vis samstemmighed i de fundamentale værdisætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler flertallets afgørelse som ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle meningsforskelligheder dog føler samhørighed med gruppens øvrige medlemmer. Der må … være en vis baggrund af åndeligt og kulturelt fællesskab, en vis harmoni i de yderste målsætninger, der gør forståelse mulig. Individet må kunne identificere sig med gruppen for at opleve dens afgørelser som bindende og udslag af hans egen autonomi”. (Rasmussen og Nielsen (red.) 03 s. 161). Men i dag fjerner vi os stadig mere fra homogeniteten, dels ved at udfase de fælles åndelige grundværdier, dels ved at gøre samfundet multikulturelt.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63): ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter … Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Den er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid”. (Koch 91 s. 94-96).

Vi skal sikre de åndelige grundværdier gennem opdragelse, undervisning og forskning. Den totale åndelige frihed vil føre tilbage til barbariet. Hvis vi ikke selv tror på noget, kan vi falde for hvad som helst. Det, som her kaldes sandhed og ret, er de åndelige grundværdier, især humanismen og kristendommen. Men vi skal også tillade, at de bliver anfægtede. Vi skal fastholde de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Men til de åndelige grundværdier  hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er kongevejen til et kulturelt forfald. Og den politiske frihed kan nemt blive indskrænket ved at manipulere med folkeviljen i demokratismens hellige navn.

Vi skal bevare demokratiet, som trods alt har bidraget til at højne folket, ikke mindst materielt. Men vi skal vide, at der må være grænser for det, at det nemt kan misbruges, og at det aldrig må få samme status som de åndelige grundværdier. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder.

”Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år … Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker … har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har modernismen, kulturradikalismen, nymarxismen, nyliberalismen, postmodernismen og værdirelativismen alle bidraget til”. (Fonsbøl 09 s. 97-98).

Sammenfattende kan vi sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.
___________________________________________________________________

I den næste artikel vil vi se på nogle træk fra debatten om demokratiet.

Demokrati og etik

FORORD TIL HELE SERIEN

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Essay i Højskolebladet i juni 2012 under titlen ”Kulturelt Forfald”.

Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi og en etisk fordring, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogenlunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger.
_________________________________________________________________

DEMOKRATI OG ETIK

I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Demokratiet er ikke en skabelon, der kan presses ned over ethvert samfund til enhver tid og på ethvert sted. Alle stater skal altid være demokratier, uanset forudsætningerne. De stater, som ikke er det, er hjemfaldne til kritik og sanktioner. Men demokratiet er i virkeligheden en styreform, som kun kan fungere nogenlunde under ganske særlige forudsætninger, som må tilvejebringes først. Ellers opstår der kaotiske tilstande og sammenbrud.

Vi skal se på demokratiets vigtigste forudsætning, de åndelige grundværdier. Men først nogle generelle betragtninger om begrebet holdninger:
Vi kan forestille os en bygning med tre etager eller niveauer:

Dybest nede – i fundamentet – findes de få store, monolitiske grundholdninger, som typisk manifesterer sig i de store religioner, men også i den klassiske filosofi. Ja, selv i litteratur og kunst. De gennemtrænger samfundet. Fundamentet er skjult under jordoverfladen, men det bærer resten af bygningen. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Hvis bygningen ikke hviler på et solidt fundament, vil den styrte sammen under elementernes rasen. Grundværdierne indebærer tidløse sandheder og ændrer sig lige så lidt som den menneskelige natur. Derfor skal man være meget forsigtig med at ændre dem.

Længere oppe – i stueetagen – hvor der endnu er bærende murværk, findes et større antal mindre holdninger, som er knap så tidløse. Det kan være styreformer, retsvæsen, politiske ideologier, økonomiske og administrative idekomplekser. Dem kan man godt ændre lidt på en gang imellem – i takt med udviklingen af ny viden og erfaring.

Længst oppe – på loftet – hvor også pulterkammeret er, findes mange forskellige teorier, der kommer og går, næsten som en slags modebølger. De kan ændres løbende.
De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Lignende tanker har også præget den politiske filosofi. Montesquieu (1669-1755) skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten. Bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind). Republikken kunne være aristokratisk eller demokratisk. Ændringer af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer.

Og det er lige præcis, hvad der er ved at ske i dag. Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et umiskendeligt forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem. De åndelige grundværdier var begyndt at forvitre.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875-1965), at i den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar. Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik. Vor tids materialisme mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! Vor tids historie vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63), at det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Det er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid.

Vi skal fastholde de åndelige grundværdier, humanismen og kristendommen, gennem opdragelse, undervisning og forskning.

Men til de åndelige grundværdier hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. Den hører til i stueetagen, ikke i fundamentet. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er selvmodsigende proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år. Selv de argeste kritikere af den er endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, især blandt de unge, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle årtier er udtryk for et kulturelt forfald.

Jeg tror ikke på, at vi moderne mennesker kan gøre det bedre end de gamle, alene af den grund, at vi er ved at miste evnen til og traditionen og muligheden for den dybe tænkning, hvilket som bekendt kræver tid og ro. Vi er blevet eksperter, men har måske mistet overblikket. Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere mål, humaniteten. Men den er blevet sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Det gode samfund, vi skabte i hundredåret mellem midten af 1800- og midten af 1900-tallet, skyldes først og fremmest de åndelige grundværdier. Demokratiet var en del af processen og bidrog til at højne folket materielt og politisk. Men det hele byggede på grundværdierne, når det kommer til stykket.

Vi skal bevare demokratiet. Men hvis vi lader de åndelige grundværdier forvitre, bryder det alligevel sammen før eller siden.
_________________________________________________________________

Hermed afsluttes artikelserien ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Men der vil fortsat blive bragt forskellige indlæg i samfunds- og kulturdebatten på denne blog / hjemmeside.

 

Økonomi som videnskab

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er oprindeligt skrevet i slutningen af 80’erne.

Økonomien er blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed. Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi.
_____________________________________________________________________

ØKONOMI  SOM  VIDENSKAB

I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pengefortjeneste er ikke stort andet end civiliseret barbari sat i system.

Finanskrisen giver anledning til nærmere overvejelse over faget økonomi. Men debatten er allerede blevet ”djøficeret”. Den når sjældent ud over ”økonomismens” snævre rammer. Den skamrider den ensidigt materialistiske grundholdnings fordomme og vanetænkning.

En systemorienteret og beregnende kultur vil være tilbøjelig til at gøre alt til videnskab. Men økonomien har noget at gøre med menneskers adfærd og indbyrdes forhold. Og mennesket er et irrationelt væsen. Men videnskab er pr. definition strengt rationel. Derfor kan økonomien ikke være videnskab i ordets snævre betydning. Men det har vi altså gjort den til, og derved har vi givet den en status i samfundet, som den ikke fortjener. Den er blevet forlenet med en utrolig autoritet. Den er kommet til at styre vores politik – ja, økonomi er i praksis blevet synonymt med politik. Derfor er en cand.polit. en ekspert i økonomi.

Økonomien er altså blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed.  Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi. Økonomerne udgør en slags præsteskab, som i realiteten fastsætter samfundets leveregler og læresætninger, og som vogter over deres privilegier. ”Vismændene” er ypperstepræster, pengeinstitutterne kirker, børser og nationalbanker domkirker, hvor besværgelser og ritualer udføres. Den materielle udvikling er vores religion, nationaløkonomien vores bibel. Som i enhver anden religion er det syndigt at anfægte dens læresætninger. Dem må vi bøje os for i afmægtig ærbødighed. Vi frygter gudernes vrede, som tidligere viste sig i form af pest, hungersnød og oversvømmelse. Nu viser de sig som arbejdsløshed, fattigdom og afhængighed. – Der er intet nyt under solen …

Sandheden er den, at økonomien er vilkårlig og subjektiv, udsprunget af tilfældige og foranderlige forhold på en tilfældig tid et tilfældigt sted, og endog en tilfældig og foranderlig mentalitet eller tidsånd. Således har den tyske kulturfilosof  Oswald Spengler vist, at næsten alle vore økonomiske begreber som f.eks. kapital, børs, aktie og kredit, stammer fra England i 1700- og 1800-tallet – et bondeløst land med verdenshandel og eksportindustri som specialer. De blev skabt af David Hume og Adam Smith, hvis tænkning var bestemt af en højspændt materialisme. Denne økonomi blev så overført til hele verden – også samfund, den var helt fremmed for. Men det var underordnet. For økonomien var og har lige siden været et magtredskab for vores kulturkreds.

På kulturens tidlige stadium findes kun byttehandel, som er knyttet til livet på landet. Der findes intet fra varen abstraheret værdibegreb. Senere, når der opstår penge og mellemhandel, er handelen endnu kun et organ for den dybest set landlige trafik. Men med storbykulturen begynder en virkelig forandring. Byboen har intet ægte forhold til varen. Nu begynder man for alvor at tænke i penge i stedet for i varer. Og før eller siden bliver økonomien til ren mystik. Man har taget det første skridt på vejen mod religiøsiteten. Pengene abstraherer fra varen. De økonomiske teorier går alene ud fra værdisymbolet. Pengeværdien er en ren, abstrakt talværdi – en værdi i sig selv, som den rodløse bybo eller intellektuelle ekspert har frembragt. Nu består økonomien af objektive og almengyldige værdier, løsrevet fra den konkrete virkelighed og det enkelte menneskes faktiske behov og værdinormer. Denne form for metropoløkonomi gennemtrænger vor tænkning og adfærd, først i byerne og i de rige lande, hvor mennesket er blevet rodløst og forvirret, senere på landet og i de fattige lande, hvor mennesket endnu har et spontant og naturligt forhold til sine omgivelser. Den, der behersker pengetænkningen, har nøglen til magten i det moderne samfund.

Den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell har også filosoferet over pengenes væsen og vist, hvor dybt pengedyrkelsen kom til at præge vor sjæl: Tænkningen i varer forholder sig til tænkningen i penge som håndværk til fabriksproduktion, som den levende lighed til den døde kopi, som kunstnerens og middelalderens analogislutning, der opfatter den organiske sammenhæng, til videnskabsmandens og den nyere tids induktionsslutning, der udregner fællesskab og samhørighed matematisk, kort sagt, som kvalitet til kvantitet. Pengene afklæder alle ting deres symbolik, fordi de fremstiller sig selv som generalnævner for det hele og på den måde berøver tingene deres særpræg og sjæl … Pengene er den karakterløse Proteus, som kan antage tusind skikkelser … de måtte derfor blive symbolet og afguden for en menneskehed, som kunne påtage sig en hvilken som helst skikkelse, men selv ikke er noget, som beskriver alt og ikke elsker noget, som ved alt og ikke tror på noget. Pengenes verdensherredømme er materialismens store triumf. Alle værdier og realiteter, selv de mest intime og intense som lykke, personlighed, gudsgaver, lader sig aritmetisk fremstille ved hjælp af pengene. – Og er der måske ikke en sammenhæng mellem pengedyrkelsen og den samtidige lære om energiens konstans, som siger, at lys, varme, bevægelse, elektricitet, organiske processer mv. kun er forskellige former af samme neutrale energi og derfor kan forvandles til hinanden. Således kan også alle menneskelige forhold reduceres til pengeenergiens formændringer, mens deres sum er en fast størrelse. – Da man ikke samtidig kan tro på Gud og pengene, bliver pengene et surrogat for Gud. De bliver et mål i sig selv, fordi de er et overvirkeligt princip – noget religiøst. Pengene er vor højeste instans – vor ledestjerne. – I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pangefortjeneste er ikke stort andet end ”civiliseret barbari sat i system”, siger Friedell.

Økonomien som redskab for den vilkårlige magtudøvelse er et gammelkendt fænomen. I 1800-tallets England fandt der en utroligt grov udbytning sted af arbejderne, hvis kår ofte var elendige. Men arbejdsgiverne brugte blot økonomiens love til at bevise, at denne tilstand var naturlig og uundgåelig. Der skulle en stor samfundstænker som John Stuart Mill til at vise, at økonomiens love i hvert fald aldrig kunne begrunde fordelingen af goderne. Han afslørede, at fordelingen blev bestemt af samfundets love og vedtægter, som igen blev bestemt af de herskende samfundsklasser. Efter Mill kunne økonomerne ikke mere foregive, at fordelingen måtte ske efter abstrakte matematiske principper. Samfundsdebatten var løftet op på etikkens niveau.

Nu er den massive elendighed afskaffet i vores del af verden. Men der er opstået andre meget alvorlige problemer, hvis løsning bl.a. hindres, fordi økonomien fremdeles i vid udstrækning er et redskab for den vilkårlige magtudøvelse. Igen: der er intet nyt under solen …

Næste kapitel vil handle om den europæiske union.