DEN MATERIELLE UDVIKLING 1:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 2. del: “Velstand eller velfærd“)
_____________________________________________________________________

1. DEL. DEN GAMLE ORDEN

Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanereglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Der var engang en kinesisk gartner, som også var en vismand. Når han skulle vande sine bede, steg han ned i brønden og hentede vand i sin spand. En dag foreslog hans elev, at de skulle lave en vippestang med en spand i den lette ende, som hang ind over brønden. På den måde kunne de hente langt mere vand op på langt kortere tid. Men det ville gartneren ikke være med til. For, som han sagde, når men benytter en maskine, så gør man alt maskinmæssigt. Og den, der gør alt maskinmæssigt, får et maskinhjerte. Men den, der har et maskinhjerte i brystet, han mister den rene enfold …

Denne lille historie fra det 5. århundrede f.Kr. siger mere om den moderne industrikultur end en hel videnskabelig afhandling. I sandhed, der banker et maskinhjerte i det moderne menneskes bryst. Enhver teknisk opfindelse er et stykke rationaliseret liv. De fleste moderne mennesker, som jo bærer materialismens skyklapper, vil være tilbøjelige til at stemple denne vismand som en tåbe. Men vi behøver kun at kaste et overfladisk blik omkring os for at se, at han havde ret: Åndsfortærende rutinearbejde er blevet vores lod. Stress, forvirring, overfladiskhed, rastløshed, angst og følelsen af tomhed breder sig. Vi er dårligt nok i stand til at tænke i helheder og sammenhænge og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Hvilket jo kræver tid og ro. Menneskeligt samvær er blevet overfladisk, familieliv og børneopdragelse noget besværligt og sekundært. Men frem for alt: vi tror, alle vore problemer kan løses ved hjælp af teknik og penge – også rent menneskelige problemer. – Og så har vi endda set bort fra risikoen for, at brønden løber tør (industrikulturens store miljø- og ressourceproblemer).

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret og legaliseret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. De naturlige asociale tilbøjeligheder blev tidligere holdt nede af forældrenes autoritet, opdragelsen i skolerne og religionen. Nu har alle disse tre instanser mistet deres betydning som autoriteter. Individet har mistet sine hæmninger. Og det er i virkeligheden helt naturligt. For disse hæmninger udgjorde en hindring for den sanseløse materielle udvikling. Så grotesk er situationen blevet, at hvis vi pludselig begyndte at tænke og handle ud fra etiske motiver, eller bare den sunde fornuft, ville samfundssystemet bryde sammen. Vi er blevet systemets gidsler.

Ligesom liberalismens åndelige fader, Adam Smith, ville også socialliberalismens åndelige fader, John M. Keynes, bruge det onde – begæret – som et middel til at nå vort store mål: et samfund, hvor alle er rige. I dag indser vi omsider, tvunget af omstændighederne og hjulpet af bagklogskaben, at denne filosofi er uholdbar. Det er farligt at gå på akkord med det onde. Begæret må og skal styres af en moralsk fordring.

Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Vi skulle blot lære at styre udviklingen og fordele goderne hensigtsmæssigt, men det var nærmest et spørgsmål om teknik. Det var en besnærende tanke. Vi lod os blænde af velstandsstigningen i vores del af verden og blev først sent opmærksomme på ”de uheldige bivirkninger”. Først nu, hvor disse såkaldte bivirkninger er ved at vokse os over hovedet, kan vi begynde at se noget mere nuanceret på den materielle udvikling.

Før industrialiseringens gennembrud var der tale om en vis stabilitet og social tryghed. Tilværelsen var lagt i faste rammer. Man havde kun lejlighedsvis travlt. Man havde tid til at tænke, ro til at overveje. Der var ingen permanent forvirring. For alting blev ikke hele tiden lavet om. Det, man havde lært, kunne man bruge hele livet. Man kendte sin plads i samfundet. Det kunne der sjældent ændres ved. Ens sjæl blev derfor ikke sønderslidt af begær, ambitioner og skuffede forventninger. Man fik tilfredsstillet sit behov for åndelig tryghed i religionen, det sociale behov i familien, landsbyen og menigheden og behovet for accept af omgivelserne og for skabende aktivitet i det daglige arbejde. Og de lærde havde tid og ro til at koncentrere sig og følge en tanke helt tilbage til dens udspring og udlede perspektiverne, hvad enten de nu var ørkeneremitter og søjlehelgener, lærde på universiteterne eller blev støttet af kirken, fyrsterne eller aristokratiet. – Livet var dog ingen dans på roser. Der var for meget hårdt arbejde og for megen fattigdom og sygdom. Der var endnu langt til velfærdsstaten. Vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men de gamle havde nu alligevel noget, som vi savner i dag.

Og så havde landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien noget, som vi moderne mennesker næsten helt har glemt betydningen af. De gamle behøvede ikke at stræbe efter frihed fra arbejde, for de havde på en måde frihed i arbejdet. Før industrialiseringen var arbejdet som regel meningsfuldt, for produktet dækkede et reelt behov, arbejdet var uden stress, og gennem det realiserede vi os selv som mennesker, fordi vi skabte tingene. Produktet var nemlig også et kunstværk, som vi lagde vores sjæl i og var stolte af. Men industriarbejde (i dette ords videste betydning) forkrøbler os ofte både fysisk og psykisk. End ikke i fritiden kan vi hengive os til en menneskelig tilværelse, for da har vi glemt hvordan man gør. Læg i øvrigt mærke til, at ferie er et nyt ord i sproget. Dybest set er ferie en slags kompensation for en umenneskelig hverdag. Det er ganske symptomatisk, at den tilfredsstillende beskæftigelse, som før gav livet mening og indhold, må vi nu møjsommeligt søge efter i fritiden. Derfor er gør-det-selv-industrien nærmest eksploderet, og derfor er højskolernes og aftenskolernes praktiske kurser i gamle håndværk blevet en overvældende succes. Industrialiseringen af tilværelsen har berøvet os noget vigtigt, som vi stadig stærkere føler savnet af. Derfor hænger vi gamle vognhjul op på murene af vore moderne, teknikspækkede parcelhuse. Derfor stiller vi modeller af storke og gamle vindmøller op i de blomsterbede, som i øvrigt genkalder en tabt naturtilstand i vores erindring.

Datidens samfund var ikke så meget et produkt af abstrakte teorier og intellektuelt hjernespind, men snarere af konkret livserfaring. Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug – sædvaneregler, som var hensigtsmæssige for så vidt som de havde stået deres prøve i praksis. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanreglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Den menneskelige fornedrelse i social elendighed i industribyernes slumkvarterer var uhyre omfattende og varede i mindst 100 år i vores del af verden. Den er en skamplet på vores kultur og vil aldrig kunne retfærdiggøres af de resultater, vi har nået i dag. Det samme gælder ødelæggelsen af andre kulturer og naturen. Målet må aldrig hellige midlet.

Man var tidligt opmærksom på de mangfoldige problemer, industrialiseringen medførte. I sine ungdomsskrifter raser Marx over bourgeoisiet, som har ”ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelseskolde, kontante betaling … Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi”. Senere, i ”Kapitalen”, hedder det: ”Specialarbejderne mister ved produktionen deres åndelige kraft, som i stedet opsamles hos kapitalen. Det er et af resultaterne af arbejdsdelingen i manufakturerne, at den materielle produktions åndskræfter stilles overfor specialarbejderne som fremmed ejendom og som en magt, der behersker dem … Den (processen) fuldendes i storindustrien, der skiller videnskaben ud fra arbejdet som en selvstændig produktivkraft og tvinger den ind i kapitalens tjenste”.

Den anden af økonomiens to giganter, Adam Smith, skrev allerede i 1776: ”Et menneske, som tilbringer hele sit liv med at udføre nogle få enkle håndgreb, har ingen lejlighed til at opøve sin forstand … Han bliver i almindelighed så fordummet og uvidende, som det er muligt for en menneskelig skabning … Men i ethvert industrielt og civiliseret samfund er dette den tilstand, hvori den arbejdende arme, dvs. folkets store masse, med nødvendighed må synke ned”. I 1800-tallet rasede Carlyle imod det moralsk forfaldne og pengedyrkende England, som den industrielle revolution havde skabt, og som havde gjort de fattige til slaver. Han foragtede nationaløkonomien og tidens naive fremskridtstro og opblæste selvtilfredshed. Han ønskede det England tilbage, som engang havde været. Også Disraeli afskyede storindustriens og arbejdsslavernes land. Før industrialiseringen var England det bedste land, som nogen sinde havde eksisteret. Tronen, kirken og adelen skulle have magten tilbage og beskytte arbejderne mod pengemændenes hensynsløse udbytning. I begyndelsen af 1900-tallet hadede Roosevelt storfinansens tyranni i USA. Hans sympati lå hos folket, og arbejdernes elendige kår gjorde ham rasende. Han sagde, at af alle former for tyranni er det som alene støtter sig på rigdom, plutokratiets tyranni, det mest vulgære og usmagelige.

Men løbet var kørt. Datidens kritikere var næppe fuldt ud klar over, at industrialiseringen var et produkt af den ensidigt materialistiske grundholdning, som havde udviklet sig i de foregående 300 år. Men deres kritik af industrisamfundet er stadig relevant. For dybest set kan et sundt, harmonisk og menneskeligt samfund aldrig udspringe af en ensidigt materialistisk grundholdning, fordi vi mennesker er åndelige væsener. Ganske vist er den sociale elendighed ikke længere udpræget i vores del af verden. Men den relative velstand er skrøbelig, fordi vi er blevet utroligt sårbare. Der skal ikke meget til for at vælte det hele: En økologisk katastrofe, et krigsudbrud, en pandemi, social uro og terrorisme, et børskrak, ja, selv en ny opfindelse – for ikke at tale om et samspil af sådanne omstændigheder. Et tryk på en forkert knap, og systemet bryder sammen. Industrikulturens praktiske problemer bliver måske større i fremtiden end de var i industrialiseringens barndom. Vi har trukket store veksler på fremtiden. Vi har ladet os beruse i vellevned i dansen om guldkalven, men vågner nu op med tømmermænd og lommesmerter og bliver præsenteret for regningen. Og ganske vist er den åndelige forkrøbling heller ikke længere så synlig. Men den findes stadig. For viden er ikke det samme som visdom. På en måde er den værre end før. Den har blot antaget nye former. Der er tale om en slags åndelig analfabetisme. Industrikulturen er næsten pr. definition åndsfortærende. Dens problemer er i virkeligheden aldrig blevet løst. De er blevet fejet ind under gulvtæppet. ”Fremskridtet” bliver stadig mere fiktivt.

Udviklingens krav

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 2. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

_____________________________________________________________________

2. DEL. UDVIKLINGENS KRAV

Magt følger ejendom. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den accelererende materielle udviklings indbyggede logik.

Udviklingens krav

En af de vigtigste årsager til de aktuelle styringsproblemer er, at den gamle, demokratiske beslutningsproces er for langsom, omstændelig og irrationel. Problemerne hober sig op, fordi styringsmekanismerne ikke er tilstrækkeligt effektive. Det politiske system er simpelt hen ikke beregnet til at løse vor tids problemer. Det opstod i forrige århundrede, hvor problemernes løsning blot krævede livserfaring og sund fornuft, og hvor udviklingen forløb så langsomt, at vi kunne følge med åndeligt. I dag bliver samfundet stadig mere kompliceret. Problemernes løsning kræver ekspertise. Vi kørte med stor fart på udviklingens motorvej i en toptunet, strømlinet sportsvogn. Men styretøjet var skagler, remtræk og tømme. Hvis man vil undgå en ulykke i den situation, kan man enten sætte farten ned eller udskifte styretøjet.

Vi må omsider erkende, at vi befinder os i et dilemma: Hvis vi vælger at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere, må vi tage den logiske konsekvens af dette valg: Den politiske beslutningsproces må være hurtigere og mere rationel. Systemet må gøres mere effektivt, så det passer til udviklingens krav. Det betyder, at myndighederne må have mere og folket mindre politisk magt. Hvis vi derimod vælger at standse den materielle udvikling, kan vi måske bevare den gamle, demokratiske styreform. Noget forenklet kunne man sige: Enten må styreformen tilpasses udviklingen, eller også må udviklingen tilpasses styreformen. Det afgørende er, at de to ting følges ad.

Nu har vi valgt at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere. Men formelt har vi endnu ikke taget den logiske konsekvens af dette valg: en ændring af styreformen, formentlig fordi troen på demokratiet endnu er udbredt. Inderst inde føler de fleste, at den gamle styreform bør være ukrænkelig. Hvis den blev ændret, så den passede til den materielle udvikling, ville folk måske opdage, at demokratiet er ved at forsvinde. Derfor er den gamle styreform formelt stadig ukrænkelig. Men reelt er den altså ved at blive udhulet. Det har simpelt hen været nødvendigt, hvis vi skulle undgå kaos. Men hvis der ikke skabes overensstemmelse mellem det formelle og det reelle, vil vi til sidst have noget så paradoksalt som et totalitært samfund med en demokratisk forfatning!

De farlige reformer

Det kommunale selvstyre er en af demokratiets vigtigste forudsætninger, fordi befolkningen derigennem får ansvar for politiske beslutninger. Frihed og ansvar hører nemlig sammen. Derfor var den vigtigste officielle begrundelse for at gennemføre kommunalreformen, at man ville udvide det kommunale selvstyre. Men større politisk fejlgreb er næppe begået i efterkrigstiden. I dag er det en udbredt opfattelse, at det kommunale selvstyre fungerede bedst i de små kommuner. Demokratiet fungerer nu engang bedst i små sociale enheder. Men den materielle udvikling stillede efterhånden så store økonomiske, tekniske og administrative krav, at de små kommuner ikke længere havde mulighed for at opfylde dem. Kommunalreformen var en nødvendig politisk konsekvens af den materielle udvikling.

Nogle mener, at man i for høj grad tog politiske eller følelsesmæssige hensyn, da man gennemførte kommunalreformen. Det tog 10-15 år at forberede den. Måske var udviklingen allerede løbet fra den, før den blev gennemført i 1970. Nogle mener, at den ideelle kommune i dag snarere vil være på størrelse med de nuværende amter, hvis befolkningsgrundlaget skal svare til opgavernes omfang. På en måde var kommunalreformen kun en halv reform. Man kunne lige så godt have taget skridtet fuldt ud, nedlagt amterne og gjort kommunerne endnu større. Men det skal nok komme. Udviklingen vil kræve det. Allerede nu ser vi, hvordan en del af den politiske og administrative ledelse overtages af internationale organer.

I dag lægges der ganske vist flere opgaver fra staten ud til kommunerne gennem den såkaldte byrdefordeling. Men staten financierer fremdeles langt den største del af de offentlige udgifter. De opgaver, der er overført til kommunerne i de senere år, er i vid udstrækning blot administrative. Samarbejdet mellem staten, amterne og kommunerne om en fælles planlægning bliver stadig mere intimt. Det afgørende er, at det offentlige får kontrol med stadig større områder af vor tilværelse.

Myndighederne mangler endnu de nødvendige styringsmekanismer. Men de er på vej. Eksperterne er i færd med at planlægge gennemgribende reformer, som f.eks. indebærer ensretning af kommunernes budgetter og indførelse af kommunale flerårsbudgetter. Disse reformer skal gøre det muligt at samordne statens og kommunernes økonomi og gennemføre en effektiv langtidsplanlægning og en detaljeret styring af enkeltområder.

De reformer, der er gennemført i de seneste år er større end de reformer, der er gennemført i de foregående 150 år. Sammen med de reformer, som er på vej, vil de skabe en helt anden slags samfund end det, vi hidtil har kendt.

Alt dette betyder, at den demokratiske kontrol med økonomien vil blive vanskeligere, og at eksperterne vil få endnu større magt på bekostning af de folkevalgte politikere. Både kommunernes og folketingets handlefrihed vil formentlig blive indskrænket.

Centralpersonregistrering, kildeskat, kommunalreform, de store økonomisk-administrative reformer – alt dette er skridt på vejen mod ”den totale organisations mareridt”.

Viljen til orden

De store beslutninger, der træffes i dag – den langsigtede planlægning, som foregår, gør det vanskeligere for os at ændre livsholdning og adfærdsmønster. Men samtidig med, at vi diskuterer denne holdningsændring, fortsætter den materielle udvikling, som cementerer det bestående. Konflikten mellem teori og praksis bliver stadig større. Til sidst må teorien give op. De store trafik- og energiprojekter er eksempler på langtidsplaner, som laves ud fra den overordnede målsætning, som hedder økonomisk vækst. En ændring af denne målsætning bliver stadig mere påtrængende. Men den ville få de magtfulde eksperters og økonomiske særinteressers planer til at vælte som korthuse. Derfor ændres den ikke. – Inderst inde ved vi jo godt, at storebæltsbroen, atomkraftværkerne og Europas Forenede Stater kommer, selv om vi endnu kan protestere imod dem. Udviklingen vil kræve det.

Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden. Huxley siger det således: ”… i den sociale, samfundsmæssige sfære, i politikkens og økonomiens domæne, bliver viljen til orden virkeligt farlig. Her bliver den teoretiske reduktion af uhåndterlig mangfoldighed til fattelig enhed, i praksis til en reduktion af menneskelig mangfoldighed til undermenneskelig uniformitet, af frihed til slaveri. I politikken er ækvivalenten til en fuldt udviklet videnskabelig teori eller et filosofisk system det totalitære diktatur. I økonomien er ækvivalenten til et smukt komponeret kunstværk den fejlfrit funktionerende fabrik, i hvilken arbejderne er fuldkomment tilpassede til maskinerne. Viljen til orden kan skabe tyranner af dem, der kun ønsker at bringe en uorden til ophør. Ordenens skønhed bruges som forsvar for despotiet”. – Vi ved i dag, at selv små ændringer i befolkningens adfærd kan vælte økonomernes beregninger. Den ideelle baggrund for vor tids nationaløkonomi ville faktisk være et totalitært samfund. Vi ønsker ikke et sådant samfund. Men vi indser ikke, at den materielle udvikling i dag næsten med en naturlovs nødvendighed drager os stadig nærmere hen imod det. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den materielle udviklings indbyggede logik. 

Lidt om økonomi

Vi ved, at magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres gennem den internationale monopolisering, koncentreres også den politiske magt. Dette er i dag en af de vigtigste trusler imod friheden. Politikerne erkender denne trussel, men står åbenbart magtesløse overfor den.

Den aktuelle debat om ”økonomisk demokrati” indebærer næppe noget håb om en reel spredning af ejendommen. Debatten er endnu uafklaret. Men resultatet kan nemt blive det modsatte af den erklærede hensigt, ligesom det var tilfældet med kommunalreformen. Det tales meget om fondsdannelser i debatten om ØD. Offentlige fondsdannelser findes allerede, f.eks. ATP-fonden. Politikerne vil snart kunne kanalisere store fondsmidler i bestemte retninger. Dermed vil de blot få endnu et effektivt styringsredskab i hænde. Men hvor styrer de hen? En evt. ØD-fond vil måske snarere blive bestyret af private, f.eks. faglige organisationers ledere end af politikere. Men om erhvervslivet, fagbevægelsen eller staten bestyrer midlerne er ikke afgørende, når det gælder om at sikre friheden. Læg iøvrigt mærke til, at samarbejdet mellem disse forskellige kategorier af magthavere bliver stadig mere intimt. Er vi på vej mod den korporative stat?

For ca. 15 år siden skrev Huxley: ”Når en nations økonomiske liv kommer til et kritisk punkt, tvinges centralregeringen til at påtage sig yderligere ansvar for den almindelige velfærd. Den må udarbejde kunstfærdige planer til imødegåelse af den kritiske situation; den må gennemtvinge stedse større restriktioner for undersåtternes virksomhed; og hvis, som det er meget sandsynligt, de forværrede økonomiske tilstande resulterer i politisk uro eller åbent oprør, må centralregeringen gribe ind for at bevare den offentlige orden og sin egen autoritet. På denne måde koncentreres mere og mere magt i hænderne på politikerne og deres bureaukratiske eksekutivmyndigheder”. – Er det ikke netop det, der er ved at ske i dag?