Demokrati, eksistens og fordringer

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Demokratiet taler ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller fordringer til livet, til samfundet, til andre. ____________________________________________________________

I litteraturen findes der ikke så megen markant kritik af demokratiet. Her skal dog omtales et eksempel: Johannes Sløk: “Det her samfund” (Centrum 1989). Her støtter teologen, idehistorikeren og forfatteren sig på sine læremestre, Platon og Kierkegaard, som nærmest foragtede demokratiet og ironiserede over det. Her skal nogle af bogens synspunkter anføres:

I 70’erne og 80’erne levede vi i luksus på kredit i et galoperende anfald af vanvid. I stedet for at regere har politikerne givet efter for folkets krav om forkælelse, og i stedet for at vælge politikere, der havde styrke til at regere, har folket valgt de pseudopolitikere, der var parate til at forkæle folket. Resultatet er blevet, at folket og politikerne skælder hinanden ud for ikke at have villet spare. Situationen er absurd, nøjagtig så absurd, som det demokratiske system i sig selv er. Når folket skal forestille at styre sig selv, bliver det naturligvis ikke styret. Det er alt sammen en logisk følge af det demokratiske meningstab. – Sådan må Kierkegaard formodes at ville have sagt.

Det er demokratiets skyld, at flertallet af professionelle politikere i menneskelig, moralsk og intellektuel henseende befinder sig temmelig meget på det jævne. Det vidste allerede Platon og Kierkegaard besked med. Kun den kan virkelig regere, der ikke ønsker det, eller den, der virkelig kan regere, har under de demokratiske vilkår ikke den ringeste drift til at gøre det, for det spil ligger for meget hen i det mindreværdige eller direkte underlødige. Kun personer af meget stort format har kraft til at slå igennem systemet – og de bliver da omgående beskyldt for at være diktatoriske.

I det demokratiske system kan der ikke regeres, kun lefles, thi der er intet autentisk mål for den politiske kunst. I sidste instans kan det alt sammen føres tilbage til det demokratiske meningstab. I kraft af sit meningtstab kan demokratiet ikke finde på noget andet mål for den politiske virksomhed end at forkæle borgerne. Den opdragelse af borgerne, som al politisk virksomhed ikke kan undgå samtidig at være, bliver under disse omstændigheder en opdragelse til at være et veltilpasset, glad, udadvendt, aktivt og demokratisk menneske. En sådan opdragelse drager jo ikke op til noget højere eller afgørende, den drager tvært imod ned til almindelighedernes mangel på egentlig gehalt. Ved at negligere eller overhovedet ikke at have anelse om det yderste mål og den basale frihed er det muligt for demokratiet at gennemføre den store nivelleringsproces, der ender i det forskelsløse og ligegyldige.

En “mængde” kan ikke virkelig træffe en afgørelse og da slet ikke afgøre, hvad der er “sandheden” om et eller andet. De “afgørelser”, en “mængde” træffer, er alle ud i luften. Det er efter Kierkegaards mening just det, der sker, når demokratiet etablerer sig, thi det kan i kraft af lighedsprincippet og den indbyggede menneskefrygt kun etablere sig som “mængde”. Hvad flertallet afgør, kan kun i sjældne tilfælde være det rigtige. Dette ikke-rigtige, som det middelmådige flertal samler sig om, er det, man i dagens politik kalder “det politisk mulige”. Om det fænomen havde både Platon og Kierkegaard en mening, der ikke var smigrende.

Særlig interessant er Kierkegaards yderste begrundelse for afvisningen af demokratiet. Så dybt bores der sjældent i debatten i dag – og da slet ikke i demokratismen:

Nøglebegrebet eksistens udtrykker, at et menneske, i modsætning til et dyr, ikke simpelthen er et menneske, men kun er et muligt menneske, hvis opgave det nu er at forvandle sig selv til et virkeligt, et autentisk menneske. Den første følge heraf er, at der rettes en primær fordring til ethvert menneske. Mennesket har ret og skært sit udgangspunkt i en grundlæggende fordring. Det er i den påstand, Kierkegaards konsekvente modstand mod det demokratiske lighedsmageri finder dets yderste begrundelse. Man kan henvise til menneskerettighedserklæringer, der især i den amerikanske udgave udtrykkeligt påberåber sig Gud. Det erklæres jo heri, at det er Gud, der har givet mennesker disse rettigheder. Menneskers væsentlige lighed i forhold til Gud udtrykker en fordring til hver enkelt om at realisere sine muligheder for at blive et autentisk menneske. En sådan fundamental fordring kender det demokratiske lighedsbegreb netop ikke, for i den demokratiske ide gør der sig et meningstab gældende, tanken om noget, som det i absolut og overordnet forstand kommer an på, fordringen til mennesket om at realisere sig selv. Derfor taler demokratiet ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller sine fordringer til livet, til samfundet, til andre.

Når mennesket ikke i sit væsen er fordret, kan der overhovedet ikke stilles nogen fordring til det. Når det tværtimod i sit væsen er udstyret med rettigheder og derfor kan gøre krav gældende, kan det kræve hvad som helst, og det er simpel begrebsforvirring at kræve lydighed af det.

Havde de gamle mestertænkere ret?

Dybest set var der bestemt noget om snakken. Deres tanker kan ikke uden videre afvises som forældede, for den menneskelige natur ændrer sig jo ikke. Men Kierkegaard og Platon kunne trods alt ikke vide, hvad udviklingen ville medføre. Heller ikke den forunderlige højnelse af folket, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet. Havde de levet i dag, ville de nok have modereret deres kritik, men også fastholdt grundsubstansen. Vi skal ikke foragte demokratiet, som trods alt også bidrog til at højne folket, materielt og åndeligt, om end indirekte. Det vigtigste var stadig de åndelige grundværdier, som nu er ved at forvitre.

Unge ubefæstede sjæle

Der er noget tragikomisk over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratismens hellige navn.

I de sidste 40 år er der sket et accelererende moralsk forfald.  I dag er mord, bankrøverier, ildspåsættelse, grov vold og voldtægt blevet almindelige.  Forbruget af alkohol og euforiserende stoffer er kommet ud af kontrol.  Organiserede gangsterbander og terrorister medfører øget kontrol, som kan undergrave økonomien og den politiske frihed.  Horder af frustrerede unge driver hærgende rundt i storbyernes gader.

Når medierne udstiller de tragiske begivenheder, spørger de den ansvarlige minister på området, hvad hun vil gøre ved det.  Hun udtaler så nogle pæne selvfølgeligheder.  Somme tider er der ligefrem en debat med politikere og eksperter.  Men der er ikke meget, der tyder på, at forholdsreglerne hjælper.  Politikerne kan nemt komme til at udnytte eller misbruge vreden i befolkningen.  Populismen ligger og lurer under overfladen.

Hvordan er det kommet så vidt?

En medvirkende årsag kan være, at alt for mange unge uden livserfaring og besindighed pludselig fik al for megen indflydelse på al for kort tid.

I slutningen af 50’erne kom 5-8 % af en årgang i gymnasiet.  I dag er det snarere 50 %.  Masser af unge, som kaldte sig intellektuelle, fik pludselig en akademisk uddannelse, og dermed stor indflydelse på samfundets anliggender.  Forfaldet kom også til udtryk i politikken.  Studerende og politikere indgik i en uhellig alliance for at gøre folkets børn til akademikere.  Men den slags lader sig bare ikke gøre uden at sænke niveauet.

Psykologi, sociologi og pædagogik var modefag dengang.  Nogle af teorierne kunne være gode nok.  Men de unge fik dem galt i halsen, fordi lidenskaberne sejrede over besindigheden.  Der gik ”isme” i dem.  Det betyder, at de får religionens karakter:  Det bliver syndigt at anfægte dem.  De unge havde ikke en kritisk distance til dem, som århundreders praktisk erfaring og visdom havde givet os.  Alt nyt var godt og alt gammelt skidt.  Praktisk erfaring var primitiv og livserfaring skadelig.  Professorerne skulle stækkes og rengøringspersonalet have medindflydelse.

Nogle af de beslutninger, der blev truffet, var ganske enkelt tåbelige.  Men de ansvarlige politikere svigtede, da det gjaldt.  De skulle have sat hårdt mod hårdt,, men kunne (eller ville?) ikke modstå presset.

Men det hele endte altså med, at selve opdragelsen forsvandt!  Ved opdragelse forstås her ikke kun det, at ungerne skal lære at opføre sig ordentligt og lystre.  De skal også indoktrineres  med de åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af verdens bedste samfund, og som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet.  De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring.  Ellers forstener kulturen.  Men at lade dem forfalde i løbet af få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.

Mange af de såkaldt progressive unge intellektuelle prøvede målbevidst at bekæmpe ”det åndelige formynderi.”  De drev en sand heksejagt på autoriteterne.  Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten.  Det var en udbredt opfattelse, at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner.  Derfor bør opdragelse og undervisning være ”værdifri” eller ”neutral.”

Men at opdrage er at trække os op – fra barbari til højkultur.  Det er tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plaget de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt valg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinionsmarkedet.  Resultatet er blevet rodløshed, forvirring og angst.  Vi er endt i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for sandt menneskeliv.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet:  Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt.  Det af faktisk meningsløst.  Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn.  Det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

De af os, som er født før midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indoktrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og en bestemt moralkodeks.  Men vi afviste ikke alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden.  Vi var såmænd rigeligt fascinerede af det.  Men vi lod os bare ikke uden videre rive med.  For vi var ikke ubefæstede sjæle.

Men det er lige præcis, hvad mange unge er i dag.  De har ikke længere noget værdifuldt at tro på og finde sammen om, som giver livet fylde, mening og værdighed.  I postmodernismen lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed.  Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft, siger sociologen Zygmunt Bauman.  Bange, ensomme mennesker vil altid søge efter et fællesskab.  Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er skabt af frygt, mistænksomhed og had.  Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed.  Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at der siden 80’erne er kommet masser af flygtninge og indvandrere, også fra helt fremmede kulturer, hvis åndelige grundværdier er helt anderledes end vore egne.  Dem tog de intellektuelle imod med åbne arme, for de var en ”berigelse.”

Mange af de intellektuelle hørte politisk til venstrefløjen.  Nogle var revolutionære.  Da de blev ældre, gled en del af dem ind mod den politiske midte.  Kulturelt hørte de til kulturradikalismen.  Mange af dem, især kvinderne, har en smuk medfølelse, som også manifesterer sig i hjemsendelsesdebatten.  Men medfølelse er ikke nok, når et samfund skal fungere.  De mangler åbenbart den robusthed og statsmandstæft, som er nødvendig i givne situationer.  Mange af dem synes at nære større omsorg for vandaler og kriminelle end for deres ofre og samfundet.  Somme tider har man indtryk af, at de helst ville afskaffe al straf og i stedet indføre rundkredsterapi.  Det er håbløse signaler at udsende i samfund under destabilisering.

Det er en gammel sandhed, at børnene og de unge skal have en fast, men kærlig hånd.  Men de progressive intellektuelle glemte det med den faste hånd.  De tror stadig, de kan undlade at opdrage dem.

De kulturradikale intellektuelle jamrer over, at den politiske magt har skiftet side politisk.  Men det er deres egen skyld. For trods årtiers indoktrinering med naiv pseudohumanitet kan folket omsider godt indse, at den er helt gal.

Men det hjælper ikke meget, at magten skifter side.  Vi skal et spadestik dybere ned.  Problemet er den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, som har fortrængt den åndelige virkelighed, og som findes på begge sider i dansk politik.  Humaniteten præger ikke vores holdning og adfærd som tidligere, men tolereres endnu som noget, vi kan krydre tilværelsen med i ledige stunder.

Næste gang en journalist spørger en minister, hvad vi skal gøre, kan hun passende svare følgende:  Selvfølgelig skal vi skærpe straffene for at destabilisere samfundet, men det er slet ikke nok.  Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier, og dermed viljen og styrken til at vedligeholde og forsvare dem.  Ellers bliver vi opløst indefra, og så kan vi nemt ”erobres” udefra. – Men det vil tage årtier at løse problemet.  Det vil nok kræve en slags kulturrevolution.  For det moralske forfald, den primitive værdirelativisme og den naive, kulturradikale pseudohumanitet præger endnu tidsånden.

Indlægget er bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 16/10 2009 under overskriften ”Det moralske forfald.”