Debatten om monarkiet 2:2

FORORD til hele serien

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.


Artiklen om monarkiet har tidligere været bragt på min gamle blog i 2010. Emnet er mere udførligt behandlet i min bog “Demokratismen – vores nye religion”. (Se siden “Mine bøger”).

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret. Platon sagde, at kun tyranniet er værre. Den danske grundlov giver monarken en begrænset politisk indflydelse i overensstemmelse med princippet om magtens deling. Men i dag fortolker politikerne grundloven som det passer i deres kram. De gør sig ikke engang ulejlighed med at ændre den.
_________________________________________________________________

Tænk, om vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag.

Moderne politik skal ikke kun være et primitivt hundeslagsmål mellem kortsigtede økonomisk-politiske særinteresser. For hvad sker der, når de bliver for stærke p.gr.a. monopolisering mm.? Hvem varetager de langsigtede interesser for samfundet som helhed, eller de fundamentale åndelige grundværdier, som er det fundament, samfundsbygningen er rejst på? Det kunne passende have været monarkens særlige opgave. – Ud over at hindre, at grundloven udarter.

Meningen med den politiske pluralisme var oprindeligt, at forskellige magt- og interessegrupper skulle afbalancere hinanden ved at påvirke lovgivningen. Men hvad sker der, når monopoliseringen giver enkelte grupper den afgørende indflydelse, og magtens deling er væk? Det spørgsmål bliver aldrig rejst, selv om problemet bliver stadig større.

Vi ved alle, hvor utåleligt demokratiet kan være (afhængigt af samfundets moralske habitus): fyldt med middelmådighed, taktik og manipulation. Dybest set er det naturstridigt. Derfor satte det sig først igennem sent i historien, og derfor vil det gå til grunde igen, når det intellektuelle og moralske niveau sænkes. Vi fastholder det i en eller anden form, fordi det vil være for farligt at overlade magten til enkelte personer eller grupper, og for at hindre, at folket bliver udbyttet. I dag ved vi, at det kan være mindst lige så farligt at overlade magten til folket. Ville det virkelig være så skadeligt, hvis et enkelt led i systemet ikke var demokratisk, men kunne sætte sig igennem på visse områder i givne, måske kaotiske situationer? Hvis det bryder sammen, kan monarkiet måske træde i karakter under påberåbelse af grundloven? Men så vil det måske være for sent.

Magtens deling forudsætter ikke monarkiet. Den findes også i republikker. Men ved at bevare monarkiet slår vi flere fluer med et smæk:

  1. Vi vil få en bedre, mere afbalanceret styreform, hvor det bliver sværere for smarte magtstræbere eller økonomiske og politiske særinteresser at tilrane sig magten. En blandet styreform, hvor monarken har en begrænset del af magten, kan bedre sikre stabiliteten, især i trængselstider.
  2. Vi ville gengive monarkiet den mening, respekt og værdighed, vi har berøvet det i vores tankeløshed, så det i dag næsten kun er til pynt – hvilket vi bagefter bruger som et argument imod det! Det er næsten at føje spot til skade. Tænk, om, vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag. (Der er noget forkrampet ved, at majestæten end ikke selv kan bestemme indholdet i sin nytårstale).
  3. En klog mand har engang sagt: Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette. Uden kærlighed til og tro på folk og fædreland, som monarkiet symboliserer, vil vi næppe ofre for meget for det. Enhver bliver sig selv nærmest. Samfundet kan nemmere opløses indefra. Og så kan det også nemmere erobres udefra.
  4. Og så gjorde det vel ikke noget, at der var et enkelt led i systemet, hvor ansvarsforflygtigelsen ikke var sat i system – hvor problemerne ikke bare kunne overlades til den næste regering – hvor ledelsen altid måtte stå til ansvar for sine handlinger – et ansvar, som ikke kunne pålægges uvidende og manipulerede vælgere.
  5. Vi behøvede i grunden ikke at sætte et stort apparat i gang. Vi skulle bare efterleve den eksisterende grundlov, som dog måske skal ændres af andre grunde.
  6. Gamle traditioner er smukke og lindrende, isæt i moderne samfund med mange voldsomme ændringer af alting på kort tid. Monarkiet er snart det eneste sted, hvor begreber som ære, respekt og værdighed endnu kan manifestere sig. Og det tager vi ikke ligefrem skade af. Men de har længe været genstand for en vis ringeagt i demokratierne. Der er også noget fascinerende ved tanken om verdens ældste monarki. Det betyder noget, både internt og eksternt.

Nogen vil mene, at arvekongedømmet er meningsløst i dag, og at monarkens førstefødte ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt kvalificeret eller interesseret. Med arvekongedømmet sikrer man en vis kontinuitet og undgår destruktive magtkampe. Men i et moderne monarki behøver tronfølgeren ikke at være monarkens førstefødte, ja, ikke engang medlem af familien. Vi kan godt genindføre valgkongedømmet. Men vi skal ikke have vor tids (økonomiske) ”stormænd” til at vælge monarken. Hun må selv have en vis indflydelse på valget af sin efterfølger.

Andre mener, at kongehuset er for dyrt. Men så kan man jo bare begrænse udgifterne.

Grundloven er blevet ændret flere gange. Men politikerne vidste godt, at en formel ændring af grundprincippet ville være alt for drastisk. At det så alligevel reelt blev omgået, er naturligvis en skandale. Hvad skal vi med en grundlov, hvis politikerne uden videre kan fortolke den som det passer i deres kram? Det skete også, da vi skulle integreres i unionen. Hvad bliver det næste, og hvor går grænsen? Hele det politiske system er ved at blive udhulet, og ingen gør noget ved det.

Den nuværende ordning er et misfoster, som skyldes politisk fusk, og som strider både imod den politiske filosofi og den historiske erfaring.

Endnu går et flertal ind for monarkiet. Men hvis det er tømt for politisk indhold og i øvrigt uden mening – hvis kun underholdningsværdien og værdien som salgsfremstød for erhvervslivet er tilbage, har det allerede mistet den respekt og værdighed, som ellers ofte bruges som argument for det. Og så holder det næppe. Eller også kan det kun bruges som en slags serviceorgan for det plutokrati (pengemagt), som allerede nu er ved at sætte sig igennem på andre områder som undervisningens, selv de gamle, ærværdige, uafhængige, kulturbærende universiteter. Således mister vi alligevel den frihed, ”demokratismen” hævder at ville forsvare.

Hvad vil der ske? Der er groft sagt to muligheder: 1. Vi kan lade som ingenting. Afstanden mellem grundloven og virkeligheden vil da blive stadig større. Vi behøver ikke engang at ændre grundloven, så monarkiet bliver udfaset politisk. 2. Vi kan begynde at efterleve den eksisterende grundlov.

Den første mulighed er den mest sandsynlige. En seriøs behandling af spørgsmålet ville gøre samfundsdebatten farlig for magteliten, som derfor vil luske om problemet som katten om den varme grød så længe som muligt. Og grundloven vil jo alligevel blive underlagt en EU-forfatning! Der er bare ingen der må sige det højt endnu.

Den anden mulighed er den eneste rigtige. Alt andet ville være både tåbeligt og sørgeligt.

_________________________________________________________________
Næste indlæg er kontroversielt og handler også om styreformer. Det hedder ”Grænser for demokrati”.

Demokratiets forudsætninger


Intet samfund kan bestå uden en højere visdom. Men demokratiet kan ikke nå ud over middelmådigheden. Styreformer er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Den bedst tænkelige styreform, er den blandede, hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår. De kan afbalancere hinanden, de forskellige klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom kan sætte sig igennem, uden at folket bliver undertrykt.

Udviklingens krav

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 2. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

_____________________________________________________________________

2. DEL. UDVIKLINGENS KRAV

Magt følger ejendom. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den accelererende materielle udviklings indbyggede logik.

Udviklingens krav

En af de vigtigste årsager til de aktuelle styringsproblemer er, at den gamle, demokratiske beslutningsproces er for langsom, omstændelig og irrationel. Problemerne hober sig op, fordi styringsmekanismerne ikke er tilstrækkeligt effektive. Det politiske system er simpelt hen ikke beregnet til at løse vor tids problemer. Det opstod i forrige århundrede, hvor problemernes løsning blot krævede livserfaring og sund fornuft, og hvor udviklingen forløb så langsomt, at vi kunne følge med åndeligt. I dag bliver samfundet stadig mere kompliceret. Problemernes løsning kræver ekspertise. Vi kørte med stor fart på udviklingens motorvej i en toptunet, strømlinet sportsvogn. Men styretøjet var skagler, remtræk og tømme. Hvis man vil undgå en ulykke i den situation, kan man enten sætte farten ned eller udskifte styretøjet.

Vi må omsider erkende, at vi befinder os i et dilemma: Hvis vi vælger at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere, må vi tage den logiske konsekvens af dette valg: Den politiske beslutningsproces må være hurtigere og mere rationel. Systemet må gøres mere effektivt, så det passer til udviklingens krav. Det betyder, at myndighederne må have mere og folket mindre politisk magt. Hvis vi derimod vælger at standse den materielle udvikling, kan vi måske bevare den gamle, demokratiske styreform. Noget forenklet kunne man sige: Enten må styreformen tilpasses udviklingen, eller også må udviklingen tilpasses styreformen. Det afgørende er, at de to ting følges ad.

Nu har vi valgt at lade den materielle udvikling fortsætte og accelerere. Men formelt har vi endnu ikke taget den logiske konsekvens af dette valg: en ændring af styreformen, formentlig fordi troen på demokratiet endnu er udbredt. Inderst inde føler de fleste, at den gamle styreform bør være ukrænkelig. Hvis den blev ændret, så den passede til den materielle udvikling, ville folk måske opdage, at demokratiet er ved at forsvinde. Derfor er den gamle styreform formelt stadig ukrænkelig. Men reelt er den altså ved at blive udhulet. Det har simpelt hen været nødvendigt, hvis vi skulle undgå kaos. Men hvis der ikke skabes overensstemmelse mellem det formelle og det reelle, vil vi til sidst have noget så paradoksalt som et totalitært samfund med en demokratisk forfatning!

De farlige reformer

Det kommunale selvstyre er en af demokratiets vigtigste forudsætninger, fordi befolkningen derigennem får ansvar for politiske beslutninger. Frihed og ansvar hører nemlig sammen. Derfor var den vigtigste officielle begrundelse for at gennemføre kommunalreformen, at man ville udvide det kommunale selvstyre. Men større politisk fejlgreb er næppe begået i efterkrigstiden. I dag er det en udbredt opfattelse, at det kommunale selvstyre fungerede bedst i de små kommuner. Demokratiet fungerer nu engang bedst i små sociale enheder. Men den materielle udvikling stillede efterhånden så store økonomiske, tekniske og administrative krav, at de små kommuner ikke længere havde mulighed for at opfylde dem. Kommunalreformen var en nødvendig politisk konsekvens af den materielle udvikling.

Nogle mener, at man i for høj grad tog politiske eller følelsesmæssige hensyn, da man gennemførte kommunalreformen. Det tog 10-15 år at forberede den. Måske var udviklingen allerede løbet fra den, før den blev gennemført i 1970. Nogle mener, at den ideelle kommune i dag snarere vil være på størrelse med de nuværende amter, hvis befolkningsgrundlaget skal svare til opgavernes omfang. På en måde var kommunalreformen kun en halv reform. Man kunne lige så godt have taget skridtet fuldt ud, nedlagt amterne og gjort kommunerne endnu større. Men det skal nok komme. Udviklingen vil kræve det. Allerede nu ser vi, hvordan en del af den politiske og administrative ledelse overtages af internationale organer.

I dag lægges der ganske vist flere opgaver fra staten ud til kommunerne gennem den såkaldte byrdefordeling. Men staten financierer fremdeles langt den største del af de offentlige udgifter. De opgaver, der er overført til kommunerne i de senere år, er i vid udstrækning blot administrative. Samarbejdet mellem staten, amterne og kommunerne om en fælles planlægning bliver stadig mere intimt. Det afgørende er, at det offentlige får kontrol med stadig større områder af vor tilværelse.

Myndighederne mangler endnu de nødvendige styringsmekanismer. Men de er på vej. Eksperterne er i færd med at planlægge gennemgribende reformer, som f.eks. indebærer ensretning af kommunernes budgetter og indførelse af kommunale flerårsbudgetter. Disse reformer skal gøre det muligt at samordne statens og kommunernes økonomi og gennemføre en effektiv langtidsplanlægning og en detaljeret styring af enkeltområder.

De reformer, der er gennemført i de seneste år er større end de reformer, der er gennemført i de foregående 150 år. Sammen med de reformer, som er på vej, vil de skabe en helt anden slags samfund end det, vi hidtil har kendt.

Alt dette betyder, at den demokratiske kontrol med økonomien vil blive vanskeligere, og at eksperterne vil få endnu større magt på bekostning af de folkevalgte politikere. Både kommunernes og folketingets handlefrihed vil formentlig blive indskrænket.

Centralpersonregistrering, kildeskat, kommunalreform, de store økonomisk-administrative reformer – alt dette er skridt på vejen mod ”den totale organisations mareridt”.

Viljen til orden

De store beslutninger, der træffes i dag – den langsigtede planlægning, som foregår, gør det vanskeligere for os at ændre livsholdning og adfærdsmønster. Men samtidig med, at vi diskuterer denne holdningsændring, fortsætter den materielle udvikling, som cementerer det bestående. Konflikten mellem teori og praksis bliver stadig større. Til sidst må teorien give op. De store trafik- og energiprojekter er eksempler på langtidsplaner, som laves ud fra den overordnede målsætning, som hedder økonomisk vækst. En ændring af denne målsætning bliver stadig mere påtrængende. Men den ville få de magtfulde eksperters og økonomiske særinteressers planer til at vælte som korthuse. Derfor ændres den ikke. – Inderst inde ved vi jo godt, at storebæltsbroen, atomkraftværkerne og Europas Forenede Stater kommer, selv om vi endnu kan protestere imod dem. Udviklingen vil kræve det.

Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden. Huxley siger det således: ”… i den sociale, samfundsmæssige sfære, i politikkens og økonomiens domæne, bliver viljen til orden virkeligt farlig. Her bliver den teoretiske reduktion af uhåndterlig mangfoldighed til fattelig enhed, i praksis til en reduktion af menneskelig mangfoldighed til undermenneskelig uniformitet, af frihed til slaveri. I politikken er ækvivalenten til en fuldt udviklet videnskabelig teori eller et filosofisk system det totalitære diktatur. I økonomien er ækvivalenten til et smukt komponeret kunstværk den fejlfrit funktionerende fabrik, i hvilken arbejderne er fuldkomment tilpassede til maskinerne. Viljen til orden kan skabe tyranner af dem, der kun ønsker at bringe en uorden til ophør. Ordenens skønhed bruges som forsvar for despotiet”. – Vi ved i dag, at selv små ændringer i befolkningens adfærd kan vælte økonomernes beregninger. Den ideelle baggrund for vor tids nationaløkonomi ville faktisk være et totalitært samfund. Vi ønsker ikke et sådant samfund. Men vi indser ikke, at den materielle udvikling i dag næsten med en naturlovs nødvendighed drager os stadig nærmere hen imod det. Overgangen fra det repræsentative demokrati til det totalitære teknokrati er en del af den materielle udviklings indbyggede logik. 

Lidt om økonomi

Vi ved, at magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres gennem den internationale monopolisering, koncentreres også den politiske magt. Dette er i dag en af de vigtigste trusler imod friheden. Politikerne erkender denne trussel, men står åbenbart magtesløse overfor den.

Den aktuelle debat om ”økonomisk demokrati” indebærer næppe noget håb om en reel spredning af ejendommen. Debatten er endnu uafklaret. Men resultatet kan nemt blive det modsatte af den erklærede hensigt, ligesom det var tilfældet med kommunalreformen. Det tales meget om fondsdannelser i debatten om ØD. Offentlige fondsdannelser findes allerede, f.eks. ATP-fonden. Politikerne vil snart kunne kanalisere store fondsmidler i bestemte retninger. Dermed vil de blot få endnu et effektivt styringsredskab i hænde. Men hvor styrer de hen? En evt. ØD-fond vil måske snarere blive bestyret af private, f.eks. faglige organisationers ledere end af politikere. Men om erhvervslivet, fagbevægelsen eller staten bestyrer midlerne er ikke afgørende, når det gælder om at sikre friheden. Læg iøvrigt mærke til, at samarbejdet mellem disse forskellige kategorier af magthavere bliver stadig mere intimt. Er vi på vej mod den korporative stat?

For ca. 15 år siden skrev Huxley: ”Når en nations økonomiske liv kommer til et kritisk punkt, tvinges centralregeringen til at påtage sig yderligere ansvar for den almindelige velfærd. Den må udarbejde kunstfærdige planer til imødegåelse af den kritiske situation; den må gennemtvinge stedse større restriktioner for undersåtternes virksomhed; og hvis, som det er meget sandsynligt, de forværrede økonomiske tilstande resulterer i politisk uro eller åbent oprør, må centralregeringen gribe ind for at bevare den offentlige orden og sin egen autoritet. På denne måde koncentreres mere og mere magt i hænderne på politikerne og deres bureaukratiske eksekutivmyndigheder”. – Er det ikke netop det, der er ved at ske i dag?