Træk fra debatten om demokratiet

Dette indlæg er et let bearbejdet afsnit fra min bog ”DEMOKRATISMEN – vores nye religion”. 

I demokratiet kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder, som kræver en højere visdom eller statsmandskunst, godt være begrænset.
___________________________________________________________________

Hvis vi prøver at tage et overblik i debatten om demokratiet, tegner der sig to indbyrdes modsatrettede holdninger: Den ene nærer en vis skepsis overfor politisk autoritet og myndighed og mener nærmest, at de krænker borgernes frihed! Denne retning har vundet stadig større indpas, især i efterkrigstiden, og er dominerende i dag. Den anden hovedretning, som jeg selv hører til, prøver at fastholde den klassiske tro på naturlig autoritet og myndighed – omsorg – og etikkens betydning i sammenhængen. Den retning har haft det lidt svært i efterkrigstiden. Men den findes stadig.

I en kronik i Information (26/10 2012), ”Alle har ikke ret i kampen om sandhederne”, skriver Jan Maintz Hansen: ”Kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet? Er meningers værdi blot lig med, hvad subjektive magtkampe halvfærdigt definerer dem som? Kan værdiers værdi ikke diskuteres og sammenlignes rationelt?” Jan Maintz Hansen kritiserer den udbredte afspejlingsforståelse, som siger, at de politiske beslutninger skal afspejle standpunkter og anskuelser, der har størst udbredelse i befolkningen. Men en mening kan meningsfuldt siges at være bedre end en anden. Vore værdiers værdi er ikke indeholdt i demokratiet som værdi.

Der findes ikke megen kritik af demokratiet, selv om en sund skepsis omsider igen ville være hensigtsmæssig. En af de mest kendte fortalere for det moderne demokrati er den amerikanske politolog Robert A. Dahl. Han kan stå som en typisk repræsentant for den udbredte skepsis overfor politisk autoritet og myndighed.

I sin bog ”Om demokrati” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch 2000) skriver han i et afsnit om formynderskab: ”Påstanden om, at styret skulle overlades til eksperter, der er dybt engagerede i at herske ud fra almene interesser, og som er overlegne i forhold til andre i deres viden om, hvordan dette skal ske – Platon kaldte dem vogterne – har altid været den vigtigste rival til demokratiske teorier. Fortalerne for formynderskab angriber demokrati på et tilsyneladende sårbart punkt; de benægter ganske enkelt, at almindelige mennesker er egnede til at styre sig selv”.

Er de det? I dag er de naturligvis mere egnede end dengang de var uvidende analfabeter med fordomme og overtro. Men vise bliver de næppe foreløbig. Og de er i hvert fald ikke egnede til at styre samfundet. Den intuitive visdom er stadig et nødvendigt bolværk imod barbariet. Derfor kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder godt være begrænset.

Dahl skelner ikke klart mellem specialister (eksperter med stor faglig viden på afgrænsede områder) og generalister (med udsyn og en højere visdom, dvs. indsigt i højkulturens dybere åndelige forudsætninger). Der er altså ikke kun tale om to lag: specialister (eksperter) og almindelige borgere, men om tre lag: 1 generalister, 2 specialister og 3 almindelige borgere. Generalisterne skal have størst indflydelse på de åndelige grundværdier, specialisterne på den komplicerede sagkundskab, og de almindelige borgere på mange praktiske og lokale forhold og deres egne levevilkår. Styreformen kunne passende indrettes efter en sådan model. –Men da vi havde oplevet de store, grusomme diktaturer, skulle vi pludselig have demokrati efter formlen jo mere jo bedre. Og det er uholdbart.

Dahl skriver et sted: ”At styre en stat ordentligt kræver meget mere end rent videnskabelige kundskaber”. Det kræver f.eks. også etik.

Netop! Men afgørelser om åndelige anliggender, som etikken jo hører til, er på en måde mere krævende end afgørelser om materielle anliggender. For de åndelige anliggender kan man ikke måle, veje eller regne sig frem til. Det kræver ikke bare stor viden, men også en højt udviklet intuition. Derfor bør afgørelser om åndelige anliggender i nogen grad træffes af generalister.

For nogle årtier siden var de fælles åndelige pejlemærker, som blev til længe før demokratiet, endnu nogenlunde intakte. Det er de ikke længere. Det lider samfundet under. Derfor har det været nødvendigt at kompensere for tabet ved at etablere en institution som etisk råd. – Et symptom på et kulturelt forfald? Er vi ved at blive en slags åndelige analfabeter?

Dahl forenkler problemerne. Spørgsmålet er ikke, om der skal være formynderi, autoritet og omsorg, men snarere hvor meget der skal være og på hvilke områder.

Dahl skriver: ”Blandt voksne mennesker er ingen så klart bedre kvalificeret til at styre end andre, at de skulle betros den fulde og endelige magt over statens styre”.

Et godt argument. Men nogen er klart bedre til at styre end andre. Men de skal da ikke betros den fulde og endelige magt. Der skal stadig være kontrol og balance.

Dahl skriver også, at ”de fundamentale interesser hos de voksne, der er nægtet mulighed for at deltage i styringen, ikke vil blive beskyttet og fremmet tilstrækkeligt af de personer, som styrer staten. Det viser historiens erfaring”.

Endnu et besnærende argument. Men efter ovennævnte kvalifikationsdeling skal folket stadig have stor indflydelse, især på de materielle interesser og dets egne levevilkår.
___________________________________________________________________

I næste indlæg vil jeg afsløre det repræsentative demokratis indre modsigelser.

De åndelige grundværdier

Denne artikel er et let bearbejdet uddrag af kapitlet “Demokratists forudsætninger” i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De åndelige grundværdier er fundamentet under samfundsbygningen.
___________________________________________________________________

De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom gennem århundreder, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Mange af vor tids problemer skyldes ikke et demokratisk, men et moralsk forfald. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Den tanke har også præget den politiske filosofi. Montesquieu skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten, bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind (i Danmark oprindeligt borgerdyd)). Republikken kan være aristokratisk eller demokratisk, men dyden er vigtigst i demokratiet. For Montesquieu var patriotismen (fædrelandskærligheden) afgørende – den patriotisme, som indflydelsesrige kommentatorer i dag prøver at nedgøre, idet de fejlagtigt kalder den nationalisme.

Den største fare ved demokratiet er, at lighedsprincippet drives ud i dets yderste konsekvens. ”Så vil folk selv regere og tage magten fra deres valgte repræsentanter. I samfundet vil der ikke længere være nogen respekt for embedsmændene, for de ældre, for hinanden. Ingen vil adlyde; enhver vil leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra myndighederne eller fra andre. Lighed og frihed smelter sammen. Hele samfundsordenen og moralen går i opløsning. Den politiske frihed består ikke i at gøre, hvad man har lyst til, men i at gøre, hvad man bør ønske at gøre”. (Mogens Herman Hansen 12 s. 49-50).

Montesquieu mente, at ændring af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer. Og det er præcis, hvad der er ved at ske i dag.

Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede i gaderne, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem i demokratiet.

I et samfund uden tilstrækkelig moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig, og aftegningerne kan være smukke. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde. For livskimen er væk.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning” skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875 – 1965): ”I den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar … Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik eller med et minimum af etik … Vor tids materialisme vender forholdet mellem det åndelige og det materielle om. Den mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! … Vor tids historie er meningsløs som ingen anden tids historie. Fremtidens historikere vil engang analysere den i dens enkeltheder og prøve deres lærdom og fordomsfrihed på den. Men den kan i dag og vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik”. (Schweitzer 80 s. 30-31).

Homogeniteten er også vigtig. I debatten lige efter besættelsen skrev dr.jur. Alf Ross (1899-1979) i en artikel, at ”… den demokratiske ideologi forudsætter en vis samstemmighed i de fundamentale værdisætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler flertallets afgørelse som ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle meningsforskelligheder dog føler samhørighed med gruppens øvrige medlemmer. Der må … være en vis baggrund af åndeligt og kulturelt fællesskab, en vis harmoni i de yderste målsætninger, der gør forståelse mulig. Individet må kunne identificere sig med gruppen for at opleve dens afgørelser som bindende og udslag af hans egen autonomi”. (Rasmussen og Nielsen (red.) 03 s. 161). Men i dag fjerner vi os stadig mere fra homogeniteten, dels ved at udfase de fælles åndelige grundværdier, dels ved at gøre samfundet multikulturelt.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63): ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter … Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Den er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid”. (Koch 91 s. 94-96).

Vi skal sikre de åndelige grundværdier gennem opdragelse, undervisning og forskning. Den totale åndelige frihed vil føre tilbage til barbariet. Hvis vi ikke selv tror på noget, kan vi falde for hvad som helst. Det, som her kaldes sandhed og ret, er de åndelige grundværdier, især humanismen og kristendommen. Men vi skal også tillade, at de bliver anfægtede. Vi skal fastholde de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Men til de åndelige grundværdier  hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er kongevejen til et kulturelt forfald. Og den politiske frihed kan nemt blive indskrænket ved at manipulere med folkeviljen i demokratismens hellige navn.

Vi skal bevare demokratiet, som trods alt har bidraget til at højne folket, ikke mindst materielt. Men vi skal vide, at der må være grænser for det, at det nemt kan misbruges, og at det aldrig må få samme status som de åndelige grundværdier. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder.

”Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år … Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker … har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har modernismen, kulturradikalismen, nymarxismen, nyliberalismen, postmodernismen og værdirelativismen alle bidraget til”. (Fonsbøl 09 s. 97-98).

Sammenfattende kan vi sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.
___________________________________________________________________

I den næste artikel vil vi se på nogle træk fra debatten om demokratiet.

Demokrati og etik

FORORD TIL HELE SERIEN

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Essay i Højskolebladet i juni 2012 under titlen ”Kulturelt Forfald”.

Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi og en etisk fordring, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogenlunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger.
_________________________________________________________________

DEMOKRATI OG ETIK

I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Demokratiet er ikke en skabelon, der kan presses ned over ethvert samfund til enhver tid og på ethvert sted. Alle stater skal altid være demokratier, uanset forudsætningerne. De stater, som ikke er det, er hjemfaldne til kritik og sanktioner. Men demokratiet er i virkeligheden en styreform, som kun kan fungere nogenlunde under ganske særlige forudsætninger, som må tilvejebringes først. Ellers opstår der kaotiske tilstande og sammenbrud.

Vi skal se på demokratiets vigtigste forudsætning, de åndelige grundværdier. Men først nogle generelle betragtninger om begrebet holdninger:
Vi kan forestille os en bygning med tre etager eller niveauer:

Dybest nede – i fundamentet – findes de få store, monolitiske grundholdninger, som typisk manifesterer sig i de store religioner, men også i den klassiske filosofi. Ja, selv i litteratur og kunst. De gennemtrænger samfundet. Fundamentet er skjult under jordoverfladen, men det bærer resten af bygningen. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Hvis bygningen ikke hviler på et solidt fundament, vil den styrte sammen under elementernes rasen. Grundværdierne indebærer tidløse sandheder og ændrer sig lige så lidt som den menneskelige natur. Derfor skal man være meget forsigtig med at ændre dem.

Længere oppe – i stueetagen – hvor der endnu er bærende murværk, findes et større antal mindre holdninger, som er knap så tidløse. Det kan være styreformer, retsvæsen, politiske ideologier, økonomiske og administrative idekomplekser. Dem kan man godt ændre lidt på en gang imellem – i takt med udviklingen af ny viden og erfaring.

Længst oppe – på loftet – hvor også pulterkammeret er, findes mange forskellige teorier, der kommer og går, næsten som en slags modebølger. De kan ændres løbende.
De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Lignende tanker har også præget den politiske filosofi. Montesquieu (1669-1755) skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten. Bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind). Republikken kunne være aristokratisk eller demokratisk. Ændringer af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer.

Og det er lige præcis, hvad der er ved at ske i dag. Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et umiskendeligt forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem. De åndelige grundværdier var begyndt at forvitre.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875-1965), at i den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar. Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik. Vor tids materialisme mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! Vor tids historie vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63), at det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Det er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid.

Vi skal fastholde de åndelige grundværdier, humanismen og kristendommen, gennem opdragelse, undervisning og forskning.

Men til de åndelige grundværdier hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. Den hører til i stueetagen, ikke i fundamentet. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er selvmodsigende proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år. Selv de argeste kritikere af den er endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, især blandt de unge, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle årtier er udtryk for et kulturelt forfald.

Jeg tror ikke på, at vi moderne mennesker kan gøre det bedre end de gamle, alene af den grund, at vi er ved at miste evnen til og traditionen og muligheden for den dybe tænkning, hvilket som bekendt kræver tid og ro. Vi er blevet eksperter, men har måske mistet overblikket. Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere mål, humaniteten. Men den er blevet sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Det gode samfund, vi skabte i hundredåret mellem midten af 1800- og midten af 1900-tallet, skyldes først og fremmest de åndelige grundværdier. Demokratiet var en del af processen og bidrog til at højne folket materielt og politisk. Men det hele byggede på grundværdierne, når det kommer til stykket.

Vi skal bevare demokratiet. Men hvis vi lader de åndelige grundværdier forvitre, bryder det alligevel sammen før eller siden.
_________________________________________________________________

Hermed afsluttes artikelserien ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Men der vil fortsat blive bragt forskellige indlæg i samfunds- og kulturdebatten på denne blog / hjemmeside.