Tanker om staten i den nyere tid

Dette indlæg er et afsnit fra kapitlet ”Demokratiet i idehistorisk belysning” i min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2009).

Demokratiet har aldrig eksisteret i nationalstater siden oldtiden og indtil 1800-tallet, og de store tænkere er sjældent gået ind for det. Først sent i 1700-tallet dukker tanker om demokratiet op igen. Efter 2. Verdenskrig har vi hengivet os til en unuanceret dyrkelse af det.
____________________________________________________________

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for det enevældige monarki. Han afviste den klassiske naturret, ifølge hvilken mennesket i grunden har det gode i sig. Det er frygten for straf, der skal få os til at lægge en dæmper på vort umættelige begær og hindre en evig krig – en alles kamp mod alle. Det indser borgerne, og derfor indgår de en pagt med suverænen. De er forpligtede overfor ham, men han er ikke forpligtet overfor dem. For hvis han ikke er netop suveræn, opstår der splittelse og krig. Hobbes havde oplevet frygtelige tilstande under borgerkrigen i England – kampen mellem kongehus og parlament. Der havde også været religionskrige.

Hobbes’ samfundstænkning kan forekomme noget ekstrem i dag. Men den giver alligevel stof til eftertanke. I dag ville vi sige, at mennesket nok kan tåle nogen politisk frihed, for vi er blevet trukket op fra en mere barbarisk naturtilstand til et højere kulturniveau, og vi ved meget mere. Men jo mere politisk frihed der er, jo vigtigere er opdragelsen med stærke åndelige grundværdier og en høj moral. I Europa og Nordamerika har demokratiet trods alt virket nogenlunde rimeligt, utvivlsomt fordi kristendommen og humanismen i forvejen var etablerede grundværdier. Hvad vil der ske med demokratiet, når disse grundværdier forvitrer?

Nu er vi i oplysningstiden, hvor de store forandringer finder sted. Den engelske filosof, psykolog, pædagog og læge John Locke (1632-1704) mente ikke, at naturtilstanden er en alles krig mod alle, men at allerede naturretten giver os ret til liv, frihed og ejendom. Kapitalismen er ved at være etableret, og nu kommer tankerne om liberalismen. Enhver har ret til frugten af sit eget arbejde. Ejendomsretten er naturretligt begrundet. Borgerne slutter sig sammen i en samfundspagt og indsætter en regering, som altså hviler på folkets billigelse. Locke fremsætter også en idè om magtens deling, som senere blev udbygget af Montesquieu. Lockes tanker fik stor betydning for liberalismen, den amerikanske forfatning og den franske revolution.

Måske inspireret af Locke udviklede den franske baron Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) sin teori om magtens deling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor den lovgivende er parlamentet, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene. Han mente, at det var uheldigt, når for megen magt blev samlet på et sted. Det var noget meget progressivt dengang i 1700-tallet. Men ideen har faktisk holdt sig lige til i dag. Den har haft betydning for liberalismen og blev indført i den amerikanske og franske forfatning. Formelt findes den også i den danske grundlov. Men her håndhæves den ikke længere i praksis.

Den svejtsisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-78) ville, at folket skulle mødes på en folkeforsamling og drøfte og stemme om lovene, ligesom i de græske bystater i oldtiden. Suveræniteten kan ikke repræsenteres. Det ville være folkesuverænitet i praksis, og det var noget, de revolutionære kunne bruge. Men det var kun praktisk muligt i meget små stater. Rousseau ville have en republik med en samfundspagt (grundlov), hvor ikke særinteresserne, men almenviljen (helheden) tilgodeses. Han undsagde den engelske parlamentarisme og industrialisme og mente, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser, republikanerne de fælles værdier. Han så liberalismens krav om frihed som rævens krav om at være fri ræv i en fri hønsegård. Rousseau foretrak staten frem for markedet, hvilket har fået nogen til fejlagtigt at beskylde ham for totalitarisme, måske også inspireret af erfaringerne fra moderne socialistiske regimer. Han er også blevet beskyldt for at ville “tilbage til naturen” lige midt i oplysningstidens euforiske fremskridtstro. Rousseau var således en kontroversiel tænker, hvis ideer om staten nok har inspireret, men næppe er blevet ført ud i livet.

Rousseau havde ret i, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser. Liberalismen har haft stor praktisk betydning for os. Men den må lige så lidt som demokratiet få religiøs status. Ingen af de to idekomplekser er entydige goder. Dybest set havde han vel også ret i, at når folkeviljen repræsenteres, så er styreformen ikke længere demokratisk.

De to oplysningstænkere Locke og Montesquieu fik særlig stor betydning for demokratiets genfødsel og dets udvikling frem til vor tid. De var modstandere af enevælde, men tilhængere af et indskrænket monarki – altså en blandet styreform.

Efter oplysningstiden skete der store ændringer af Europa. Den franske gren af oplysningen var den mest gennemgribende og turbulente. Den satsede på videnskaben og var skeptisk over for religionen, som stod i vejen for friheden og fremskridtet. Den skotske gren inspirerede økonomisk liberalisme og begyndende repræsentativt demokrati. Det nye USA lod sig inspirere af den. Men det blev borgerskabet og kapitalen, som kom til magten. Og under den industrielle revolution i 1800-tallet opstod klassekampen og drømmen om det kommunistiske utopia, som skulle indledes med proletariatets diktatur. Og den drøm, er først ebbet ud sent i 1900-tallet.

I 1800-tallet fik vi endelig de frie forfatninger rundt om i Europa. De afløste som regel enevælden. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-73) var med til at bane vejen for dem med sine tanker om en repræsentativ styreform. Han gik ind for en vis social forsorg, men var dog mere liberalist end socialist. Mill var opmærksom på de farer, der var forbundet med demokratiet: “Masseherredømmets og den offentlige menings stupide tyranni var ham det værste af alt, og det så meget mere, som massernes ledere i praksis altid vil være ubetydelige størrelser, en art gennemsnitstyper, der snarest bliver udtryk for de almindelige meninger, mens de virkelig fremragende mænd kun kommer til at virke indirekte”. (Knud Berlin i Salmonsen bind 17 s. 38). I øvrigt mente også Mill, at det grundlæggende kriterium for god regering er, at den formår at fremme folks moral og intelligens. I dag fremmer den næppe længere moralen, som er blevet en privatsag. Og det kan blive skæbnesvangert for os.

Mills samtidige, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-59), frygtede middelmådighed, materialisme og den offentlige menings ukontrollerede magt. I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads – landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Tocqueville nærede en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi. Han indså, at demokratiet nok ville blive fremtidens styreform, men også, at det ville føre til et kulturtab.

Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.

Humanistisk magtbalance

Dette indlæg er en gengivelse af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013), men er oprindeligt inspireret af min artikel “Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.
____________________________________________________________

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds bnye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner fælder. Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet “det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes lidt medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid. Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet repræsentativ styreform er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse, Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest bør de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

Og her er det så, jeg fristes til at tilføje nogle linier om, hvordan systemet burde være:

Vi burde genvinde troen på den blandede styreform (monarki, aristokrati, demokrati), dog i moderne varianter. Den har været kendt siden oldtiden. Det er den bedst tænkelige styreform, både vurderet ud fra den historiske erfaring og den politiske filosofi. Det var den, der var forlægget for de frie forfatninger, som vi fik efter oplysningstiden, også den danske fra 1849 (indskrænket monarkisk). Men efterhånden overtrumfede demokratiet de andre dele af den blandede styreform. Og så forsvandt noget af  visdommen, statsmandskunsten og besindigheden. Tilbage bliver så plutokratiet (pengemagt).

Om den blandede styreform kunne vi have brugt betegnelsen Humanistisk magtblanding.