Demokrati, eksistens og fordringer

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Demokratiet taler ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller fordringer til livet, til samfundet, til andre. ____________________________________________________________

I litteraturen findes der ikke så megen markant kritik af demokratiet. Her skal dog omtales et eksempel: Johannes Sløk: “Det her samfund” (Centrum 1989). Her støtter teologen, idehistorikeren og forfatteren sig på sine læremestre, Platon og Kierkegaard, som nærmest foragtede demokratiet og ironiserede over det. Her skal nogle af bogens synspunkter anføres:

I 70’erne og 80’erne levede vi i luksus på kredit i et galoperende anfald af vanvid. I stedet for at regere har politikerne givet efter for folkets krav om forkælelse, og i stedet for at vælge politikere, der havde styrke til at regere, har folket valgt de pseudopolitikere, der var parate til at forkæle folket. Resultatet er blevet, at folket og politikerne skælder hinanden ud for ikke at have villet spare. Situationen er absurd, nøjagtig så absurd, som det demokratiske system i sig selv er. Når folket skal forestille at styre sig selv, bliver det naturligvis ikke styret. Det er alt sammen en logisk følge af det demokratiske meningstab. – Sådan må Kierkegaard formodes at ville have sagt.

Det er demokratiets skyld, at flertallet af professionelle politikere i menneskelig, moralsk og intellektuel henseende befinder sig temmelig meget på det jævne. Det vidste allerede Platon og Kierkegaard besked med. Kun den kan virkelig regere, der ikke ønsker det, eller den, der virkelig kan regere, har under de demokratiske vilkår ikke den ringeste drift til at gøre det, for det spil ligger for meget hen i det mindreværdige eller direkte underlødige. Kun personer af meget stort format har kraft til at slå igennem systemet – og de bliver da omgående beskyldt for at være diktatoriske.

I det demokratiske system kan der ikke regeres, kun lefles, thi der er intet autentisk mål for den politiske kunst. I sidste instans kan det alt sammen føres tilbage til det demokratiske meningstab. I kraft af sit meningtstab kan demokratiet ikke finde på noget andet mål for den politiske virksomhed end at forkæle borgerne. Den opdragelse af borgerne, som al politisk virksomhed ikke kan undgå samtidig at være, bliver under disse omstændigheder en opdragelse til at være et veltilpasset, glad, udadvendt, aktivt og demokratisk menneske. En sådan opdragelse drager jo ikke op til noget højere eller afgørende, den drager tvært imod ned til almindelighedernes mangel på egentlig gehalt. Ved at negligere eller overhovedet ikke at have anelse om det yderste mål og den basale frihed er det muligt for demokratiet at gennemføre den store nivelleringsproces, der ender i det forskelsløse og ligegyldige.

En “mængde” kan ikke virkelig træffe en afgørelse og da slet ikke afgøre, hvad der er “sandheden” om et eller andet. De “afgørelser”, en “mængde” træffer, er alle ud i luften. Det er efter Kierkegaards mening just det, der sker, når demokratiet etablerer sig, thi det kan i kraft af lighedsprincippet og den indbyggede menneskefrygt kun etablere sig som “mængde”. Hvad flertallet afgør, kan kun i sjældne tilfælde være det rigtige. Dette ikke-rigtige, som det middelmådige flertal samler sig om, er det, man i dagens politik kalder “det politisk mulige”. Om det fænomen havde både Platon og Kierkegaard en mening, der ikke var smigrende.

Særlig interessant er Kierkegaards yderste begrundelse for afvisningen af demokratiet. Så dybt bores der sjældent i debatten i dag – og da slet ikke i demokratismen:

Nøglebegrebet eksistens udtrykker, at et menneske, i modsætning til et dyr, ikke simpelthen er et menneske, men kun er et muligt menneske, hvis opgave det nu er at forvandle sig selv til et virkeligt, et autentisk menneske. Den første følge heraf er, at der rettes en primær fordring til ethvert menneske. Mennesket har ret og skært sit udgangspunkt i en grundlæggende fordring. Det er i den påstand, Kierkegaards konsekvente modstand mod det demokratiske lighedsmageri finder dets yderste begrundelse. Man kan henvise til menneskerettighedserklæringer, der især i den amerikanske udgave udtrykkeligt påberåber sig Gud. Det erklæres jo heri, at det er Gud, der har givet mennesker disse rettigheder. Menneskers væsentlige lighed i forhold til Gud udtrykker en fordring til hver enkelt om at realisere sine muligheder for at blive et autentisk menneske. En sådan fundamental fordring kender det demokratiske lighedsbegreb netop ikke, for i den demokratiske ide gør der sig et meningstab gældende, tanken om noget, som det i absolut og overordnet forstand kommer an på, fordringen til mennesket om at realisere sig selv. Derfor taler demokratiet ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller sine fordringer til livet, til samfundet, til andre.

Når mennesket ikke i sit væsen er fordret, kan der overhovedet ikke stilles nogen fordring til det. Når det tværtimod i sit væsen er udstyret med rettigheder og derfor kan gøre krav gældende, kan det kræve hvad som helst, og det er simpel begrebsforvirring at kræve lydighed af det.

Havde de gamle mestertænkere ret?

Dybest set var der bestemt noget om snakken. Deres tanker kan ikke uden videre afvises som forældede, for den menneskelige natur ændrer sig jo ikke. Men Kierkegaard og Platon kunne trods alt ikke vide, hvad udviklingen ville medføre. Heller ikke den forunderlige højnelse af folket, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet. Havde de levet i dag, ville de nok have modereret deres kritik, men også fastholdt grundsubstansen. Vi skal ikke foragte demokratiet, som trods alt også bidrog til at højne folket, materielt og åndeligt, om end indirekte. Det vigtigste var stadig de åndelige grundværdier, som nu er ved at forvitre.