OM ARBEJDSLØSHED OG ØKONOMISK VÆKST 2:2

FORORD

I denne serie vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Kapitlet er inspireret af min kronik i Kristeligt Dagblad 12/11 1976 med overskriften ”Arbejdsløsheden i nyt lys”. Men her er tilføjet enkelte nye aspekter.

Vi kan ikke længere sikre beskæftigelsen gennem økonomisk vækst. For den medfører enorme miljø- og ressourceproblemer og undergraver vores kulturelle integritet. Men det har vi svært ved at se, fordi oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning endnu styrer vores adfærd.

(Dette er 2. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Om arbejdsløshed og økonomisk vækst”. Læs 1. del: “Arbejdsløsheden i historisk belysning”)
_____________________________________________________________________

2. DEL. DEN EGENTLIGE ÅRSAG TIL ARBEJDSLØSHEDEN

Vi har åbenbart ladet os forvirre af, at arbejdsløsheden forsvandt i 60’erne, hvor den økonomiske vækst var voldsom. Her må man imidlertid være opmærksom på, at industrien hidtil har kunnet udvide hæmningsløst. Den har fundet stadig nye områder for sin aktivitet: Nye ressourcer, nye markeder, nye varetyper og nye salgsmetoder. Derfor forsvandt arbejdsløsheden, selv om arbejdsprocesserne blev automatiserede. Men nu går den ikke længere. Væksten kan ikke fortsætte, og arbejdet bliver flyttet til udlandet.

Automatiseringen

Men samtidig med alt dette ser man i debatten bort fra den egentlige årsag til arbejdsløsheden: Automatiseringen af arbejdsprocesserne, som gør menneskelig arbejdskraft overflødig.

I skolen lærte vi i sin tid om de såkaldte maskinstormere – arbejdere og håndværkere, som under den spirende industrialisering i England i 1700-tallet brød ind i tekstilfabrikkerne og ødelagde de spindemaskiner, som berøvede dem deres eksistensgrundlag. Endnu i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet chokerede det arbejderne at erfare, at fodtøj kunne syes på maskine, og at gravkøer kunne erstatte en masse arbejdere med skovl og trillebøre. I efterkrigstiden skyldtes visse konflikter i store bladhuse indførelsen af ny teknik, som kunne erstatte typografer.

Det hørte også med til vores børnelærdom, at maskinstormerne var primitive og uoplyste arbejdere, som ikke forstod, at blot industrien fik lov at udvikle sig frit, så ville der blive rigeligt med arbejde til alle. Denne opfattelse er endnu fremherskende. Men så enkelt er det ikke. Maskinstormerne havde mere ret end vi tror.

Jeg boede engang et sted, hvor min nabo, en ældre husmand, havde en mark på 5 tdr. land med korn. Sammen regnede vi ud, at hans oldeforældre, som kun havde le, rive, plejl og hestevogn til deres rådighed, formentlig skulle bruge 175 arbejdstimer til at høste, tørre, bjærge og tærske kornet. Da selvbinderen og tærskeværket kom til, kunne det samme arbejde udføres på ca. 65 timer. I dag, hvor man har mejetærsker, kan arbejdet udføres på 2-12 timer, afhængigt af om halmen skal bjærges og kornet tørres. I dag kan arbejdet altså udføres ca. 25 gange hurtigere end før teknikkens indførelse.

En del af den arbejdskraft, maskinerne har gjort overflødig, har ganske vist fundet anvendelse på de fabrikker, som fremstiller maskinerne, og i de erhverv, som direkte eller indirekte er fulgt med den teknisk-industrielle udvikling: Bygge- og anlægsvirksomhed, handel og transport, administration og forskellige servicefunktioner. Men alligevel bliver der et stort overskud af menneskelig arbejdskraft, når teknikken automatiserer arbejdsprocesserne. Og i dag etablerer mange virksomheder sig andre steder på kloden, hvor deres omkostninger er lavere, og der kommer stadig flygtninge, indvandrere og fremmedarbejdere til udefra.

Hvis man skal have et rimeligt billede af den reelle arbejdsløshed, er det ikke tilstrækkeligt at registrere en bestemt aldersgruppe, som er arbejdsløshedsforsikret. Hele befolkningen må indgå i statistikken. Man kan ikke se bort fra unges og ældres potentielle arbejdskraft. Da jeg var ung, var det almindeligt, at unge kom ud på arbejdsmarkedet som 15-årige. Samfundsstrukturen og lovene ændrer sig hele tiden, og måden at opføre arbejdsløsheden på varierer fra land til land. Det hele bliver ret tilfældigt. Man må også regne med den potentielle arbejdsløshed, dvs. den arbejdsløshed, som ikke viser sig umiddelbart, fordi den på en måde er tilsløret. Man kan tilsløre den reelle arbejdsløshed ved f.eks. at udvide skolepligten, oprette nye uddannelser, sænke folkepensionsalderen, udvide den offentlige administration, iværksætte beskæftigelsesarbejder og gøre arbejdsindsatsen mindre effektiv. Meget af det finder faktisk sted i dag. Teoretisk kan man ”fjerne” al reel arbejdsløshed ved at gøre den potentiel. I de østeuropæiske lande før murens fald fandtes der officielt ingen arbejdsløshed. Meget tyder dog på, at der fandtes en vis potentiel arbejdsløshed. Det ideelle ville være, om man ved hjælp af en – gerne international – omregningsfaktor kunne registrere beskæftigelsen som effektivt og nyttigt, men ikke nedslidende eller invaliderende arbejde. Det ville dog næppe være muligt i praksis. Men hvis hele befolkningen indgik i statistikken, og hvis man regnede med den potentielle arbejdsløshed, ville man formentlig nå frem til, at der er langt flere arbejdsløse i Danmark, end man nu registrerer. Måske flere hundrede tusinde. – Den slags opgørelser er jo kulturbestemte.

Skulle man nu kompensere for det ved at øge produktion og forbrug, som i bedste fald er overflødigt, i værste fald skadeligt? Den amerikanske forfatter og samfundstænker Vance Packard skrev allerede i 1960 i bogen ”The Waste Makers”, at en tredjedel af alt det, der produceres, er komplet overflødigt. En anden tredjedel kunne sagtens undværes. Kun den sidste tredjedel dækker et reelt behov. Det kunne være interessant at vide, hvad hen ville have skrevet i dag.

Alt dette åbner mulighed for politisk manipulation, især efter at vi havde gjort arbejdet til sit eget mål. Regeringer vil gerne have arbejdsløsheden til at se så lille ud som muligt, oppositioner så stor som muligt. Værre er det, at magteliterne kan bruge den permanente trussel om arbejdsløshed til at få deres vilje. De udbyder jo en stor del af det tilgængelige arbejde. Vi har åbenbart ladet os forvirre af, at arbejdsløsheden forsvandt i 60’erne, hvor den økonomiske vækst var voldsom. Her må man imidlertid være opmærksom på, at industrien hidtil har kunnet udvide hæmningsløst. Den har fundet stadig nye områder for sin aktivitet: Nye ressourcer, nye markeder, nye varetyper og nye salgsmetoder. Derfor forsvandt arbejdsløsheden, selv om arbejdsprocesserne blev automatiserede. Så nu må vi fortsætte med at udplyndre jorden for at bekæmpe arbejdsløsheden.

Truslen om arbejdsløshed kan ikke længere bruges som argument for den fortsatte økonomiske vækst, hvor man ignorerer de alvorlige problemer, væksten medfører. Og man må undre sig over, at det ikke anfægtes i samfundsdebatten i de toneangivende medier – at kommentatorerne ikke længere berører emnet. Hvor er den kritiske journalistik? – Der var ellers tilløb til det i 60’erne og 70’erne, hvor grønne partier opstod, og hvor fænomener som ”Det tavse forår”, ”Grænser for vækst” og ”Oprør fra midten” prægede debatten. Men siden 80’erne, hvor nyliberalismen brød igennem, var det som om den del af debatten forstummede.

Men nu er det nok! Hvad hjælper det, at vi kan flyve til Mars, hvis vi samtidig ødelægger vort fysiske eksistensgrundlag på jorden? Hvordan kan arbejdsløshed være et problem i en kultur, som drømte om at frigøre mennesket fra arbejdets slaveri?

Det er dybest set industrialiseringen, som har ødelagt den europæiske højkultur. For den gjorde også samfundet kunstigt, beskidt, umenneskeligt, ustabilt og farligt, og dens liberalistiske og individualistiske teorier hyldede en af dødssynderne, begæret, og brød i det hele taget med de værdier og normer, vi havde bygget op i den græsk-kristne enhedskultur. Den moderne humanismes menneskelige hovmod fortrængte kristendommens ydmyghed og ærefrygt. Videnskaben triumferede, men vi mistede visdommen. Vi blev rige, men et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som ødelægger et samfund: fattigdom og rigdom! Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, kommer næppe foreløbig. Den materielle udvikling er ikke forkert i sig selv. Problemet er, at den ikke kender nogen grænse for sin nytteværdi i en kultur, hvor målet er humanitet (menneskelighed). Det er her, kæden er hoppet af. Det er her, udviklingen bliver destruktiv. Men det er først sent i 1900-tallet, vi kunne begynde at se, at den materialisme, som ellers har medført mange fremskridt, også har tendenser til at forkrøble os, både materielt og åndeligt, fordi den er blevet sit eget mål.

Det danske samfund nåede et højdepunkt i 50’erne, fordi den materielle udvikling dengang endnu blev afbalanceret af og suppleret med den åndelige. Materialismen havde ikke frie tøjler. Vore sind var endnu prægede af de åndelige grundværdier, og det var også med til at bestemme politikken. Men sådan er det ikke længere. Det åndelige, herunder menneskesynet og moralen, er ved at blive udfaset af samfundet – af opdragelse og undervisning, måske fordi det kan stille sig i vejen for den blinde økonomiske vækst? Hvis vi besluttede igen at satse på et stabilt ligevægtssamfund, ville der opstå problemer i overgangsfasen. For man gør nu engang ikke noget forkert ustraffet her i livet.  Men det er alligevel vores eneste chance, hvis vi vil undgå at blive løbet ned bagfra af udviklingen. Der måtte laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Det skulle have været påbegyndt for 40 år siden. Allerede dengang vidste vi, at udviklingen var uholdbar.

Vi skal naturligvis ikke afskaffe al automatisering. Den kan være hensigtsmæssig på nogle områder og i givne situationer. Men ved at begrænse den kan vi fjerne arbejdsløsheden uden at hengive os til den vilde økonomiske vækst. Samtidig kan vi reducere det kunstige og farlige energiforbrug ved at standse væksten. Vi kan også reducere de politiske problemer. Friheden er aldrig blevet sikret ved at koncentrere magten. En samfundsstruktur med decentralisering, små enheder og stærke åndelige, herunder moralske grundværdier, kan befordre friheden og den internationale politiske stabilitet og mindske risikoen for store finanskriser og omfattende svindel. – Sådan hænger tingene sammen. Sådan kan vi slå flere fluer med et smæk. Men nemt bliver det ikke.

Der er to vigtige grunde til, at vi ikke for længst har indset, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte:

Den ene kan vi kalde fordomme og vanetænkning. Siden oplysningstiden i 1700-tallet har der udviklet sig en ensidigt materialistisk grundholdning og virkelighedsopfattelse med stadig nye tiltag. Den er endnu så dybt rodfæstet, at vi har svært ved at gennemskue den. Fascinationen af teknikken og naturvidenskaben er endnu så massiv, at vi har svært ved at se deres åbenlyse farer og begrænsninger. Tilsvarende er den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blevet fortrængt til tilværelsens yderområder. Men når det materielle afgrænser det åndelige, har vi ikke længere nogen kriterier eller målestokke, hvormed vi kan afgøre, om noget er rigtigt eller forkert. Og så kan vi ikke længere styre udviklingen.

Den anden grund kan vi kalde taktik. Den internationale økonomisk-politiske magtelite er næppe interesseret i at standse den økonomiske vækst. Ja, teoretisk kan den endnu ligefrem bruge truslen om arbejdsløshed til at få sin vilje. Den, der har pengene, har nøglen til magten, selv i demokratierne. Især hvis de toneangivende medier bliver stadig mere monopoliserede. Der er ikke længere den store forskel på dem, og den kritiske journalistik er åbenbart ved at dø.

OM ARBEJDSLØSHED OG ØKONOMISK VÆKST 1:2

FORORD

I denne serie vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Kapitlet er inspireret af min kronik i Kristeligt Dagblad 12/11 1976 med overskriften ”Arbejdsløsheden i nyt lys”. Men her er tilføjet enkelte nye aspekter.

Vi kan ikke længere sikre beskæftigelsen gennem økonomisk vækst. For den medfører enorme miljø- og ressourceproblemer og undergraver vores kulturelle integritet. Men det har vi svært ved at se, fordi oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning endnu styrer vores adfærd.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Om arbejdsløshed og økonomisk vækst”. Læs 2. del: “Den egentlige årsag til arbejdsløsheden”)
_____________________________________________________________________

1. DEL. ARBEJDSLØSHEDEN I HISTORISK BELYSNING

Med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. De besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Arbejdsløshed blev et stort problem i industrikulturens epoke i 1800- og 1900-tallet, først og fremmest fordi arbejdernes og deres familiers eksistens var afhængig af arbejdet. Social forsorg, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse, kom først sent i forløbet. Men selv i de moderne demokratier i vores del af verden er arbejdsløshed en afgørende politisk faktor. En regering, som ikke kan skaffe arbejde, vil få store problemer, alt andet lige. Politikerne vil løse problemet ved at sikre den økonomiske vækst. Det er den nemme, men kortsigtede og i længden umulige løsning, da væksten medfører store miljø- og ressourceproblemer. Det er automatiseringen af arbejdsprocesserne, der gør menneskelig arbejdskraft overflødig.

Arbejdsløsheden i historisk belysning

I troens tidsalder, og så længe hårdt arbejde var en forudsætning for livets opretholdelse, forstod vi umiddelbart talen om arbejdet som en forbandelse – en byrde, der havde hvilet på menneskehedens skuldre siden syndefaldet. Vi slog os til tåls med bibelens ord: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Men med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. For første gang i menneskehedens historie var der nu udsigt til, at mennesket kunne blive frigjort fra fattigdommen og det hårde og trivielle arbejdes slaveri, så det kunne få et overskud af tid, energi og åndelig kraft – som også oplysningen skulle befordre – til menneskelig eller åndelig udvikling, og dermed en højnelse af kulturen, men uden slaveriets fornedrelse. Vi, som sidder tilbage med eftertidens bagklogskab og smertelige erfaringer, har svært ved at forestille os, hvor stærk hele denne fremskridtstro var. Men for datidens mennesker vinkede tusindårsriget forude. De vises klogskab og de besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Men da vi havde løst de værste sociale problemer i vores del af verden, ændrede vi ikke kurs, men fortsatte den blinde økonomiske vækst. Vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som tidligere var en dødssynd, var nu pludselig blevet en dyd.

De store ånder – ”kulturens klarøjede profeter” (Vilhelm Grønbech) – anså faktisk kapitalismen, industrikulturen, liberalismen og individualismen for at være primitive og vulgære til langt op i 1800-tallet. Men det har vi glemt. For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa, Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Og så kom den industrielle revolution i 1800-tallet, først i England, siden på kontinentet. Og den medførte stor social elendighed, ikke mindst i industribyernes slumkvarterer. Og så foreligger der en revolutionær situation. På kontinentet udbrød der nogle steder væbnede opstande. De blev dog som regel slået brutalt ned.

I industrikulturens barndom var det hårde og farlige arbejde ikke bare et nødvendigt onde, men ofte en livsbetingelse for arbejderen og hans familie. Frigørelsen fra arbejdets slaveri var der ikke længere udsigt til. Men det kunne der have været, hvis vi ikke var blevet blændede af oplysningstiden. Man kan sige, at her kommer den første bølge af den dyrkelse af eller tro på arbejdet, som stadig findes. Efterhånden blev oppositionen bedre organiseret i strømninger som socialismen, kommunismen og marxismen. Men oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse var nu så dybt rodfæstet, at ingen drømte om at anfægte den. I stedet satsede arbejderbevægelsen og de nye socialistiske ideologier på en bedre fordeling af den kapital, som blev akkumuleret i industrikulturen.

I slutningen af tyverne i 1900-tallet kom det store børskrak i USA, og der opstod alvorlige økonomiske kriser, som også bredte sig til Europa. Nogle steder var arbejdsløsheden over 30 %, og det medførte alvorlige sociale problemer, da store dele af befolkningerne var blevet afhængige af industriarbejde, og fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen endnu var helt utilstrækkelig. Det medførte menneskelige tragedier og truede den politiske stabilitet. Her kommer så den anden bølge af arbejdsdyrkelsen. Vi indså, at arbejdet trods alt er noget værdifuldt i sig selv. Gennem arbejdet skaber vi os ikke blot et fysisk eksistensgrundlag. Vi tilfredsstiller også vort medfødte behov for skabende aktivitet og realiserer dermed os selv som mennesker. – Ikke helt som i landbrugs- og håndværksøkonomien. Men i industrikulturen var det blevet en luksus at stille krav om arbejdets tilfredsstillelse. Det er naturligt for mennesket at arbejde. Derfor avler arbejdsløsheden ikke kun utryghed, men også en slags bitterhed, og måske en følelse af meningsløshed. Da vi havde indset alt dette, gjorde vi den fulde beskæftigelse til et overordnet politisk mål, men stadig på oplysningstidens værdigrundlag og industrikulturens betingelser. Den evige økonomiske vækst var der endnu ingen, der drog i tvivl.

Og det lykkedes faktisk for datidens politikere i samarbejde med arbejderbevægelsen og med en ny nationaløkonomisk teori, socialliberalismen, at løse de store sociale problemer på industrikulturens betingelser.

Men dermed er vi ikke nået ned til problemets rod. Oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning spærrer endnu for vort udsyn. For hvad var det lige, der skete i 1900-tallet: Først skabte industrikulturen og den ustyrlige og vulgære klassiske liberalisme kolossale problemer, som det meste af 1900-tallet er gået med at løse. Tænk, om vi kunne have sprunget den fase over og i stedet videreudviklet landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien med en begrænset industrialisering – om vi kunne have fastholdt den europæiske højkultur, hvor de åndelige grundværdier ikke var blevet overtrumfet af den vulgære supermaterialisme, fordi de stod i vejen for den. De skulle netop have hindret dens værste udskejelser. Nu, hvor dannelsen nedprioriteres og begæret har fået frie tøjler, er det som om den kulturelle udvikling er stagneret. Er vi på vej tilbage mod det barbari, kristendommen og humanismen trak os op af gennem århundrederne, bare på et højere teknisk og videnskabeligt niveau?

Så vidt den historiske baggrund. Men i hele dette forløb skal man bemærke, at arbejdsløshed er et nyt ord i sproget. Det opstod først i og med industrikulturen.

Den økonomiske vækst

I dag efterlader debatten endnu det indtryk, at arbejdsløshed skyldes økonomisk stagnation, og at den derfor bedst kan bekæmpes gennem økonomisk vækst. Den opfattelse passer naturligvis perfekt ind i den internationale økonomisk-politiske magtelites kram. Men det er en grov forenkling af problemstillingen.

I dag ved vi, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte i det uendelige, alene fordi den skaber så store miljø- og ressourceproblemer, at hele vort fysiske eksistensgrundlag er truet. Der er måske allerede sket uafvendelige skader. For nationaløkonomien er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – omtrent ligesom anskuelsesformerne rum og tid for filosofien og naturvidenskaben. Og det er jo absurd. Med væksten følger enorme problemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Alt afhænger af, om man ser tingene fra de kortsigtede materialistiske særinteressers eller de langsigtede idealistiske samfundsinteressers synsvinkel. Vi ”glemmer”, at det, vi bygger op, skal administreres, vedligeholdes og fornyes – at der er tale om et ufatteligt spild af værdier p.gr.a. voldsom turbulens i det moderne erhvervsliv og på finansmarkederne. Tomme erhvervsbygninger vil stå som evige monumenter over en fejlslagen politik, når kapitalen flytter til udlandet eller systemerne ændres – en slags babelstårne? Og særinteresserne sender ofte deres regninger videre til samfundet eller til kommende generationer. Hele vækstsyndromet er så meget mere absurd, som vi lever i et overflodssamfund, hvor markederne er mættede. Væksten kan kun fortsætte, hvis nye behov skabes kunstigt.