Demokrati og etik

FORORD TIL HELE SERIEN

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Essay i Højskolebladet i juni 2012 under titlen ”Kulturelt Forfald”.

Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi og en etisk fordring, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogenlunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger.
_________________________________________________________________

DEMOKRATI OG ETIK

I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Demokratiet er ikke en skabelon, der kan presses ned over ethvert samfund til enhver tid og på ethvert sted. Alle stater skal altid være demokratier, uanset forudsætningerne. De stater, som ikke er det, er hjemfaldne til kritik og sanktioner. Men demokratiet er i virkeligheden en styreform, som kun kan fungere nogenlunde under ganske særlige forudsætninger, som må tilvejebringes først. Ellers opstår der kaotiske tilstande og sammenbrud.

Vi skal se på demokratiets vigtigste forudsætning, de åndelige grundværdier. Men først nogle generelle betragtninger om begrebet holdninger:
Vi kan forestille os en bygning med tre etager eller niveauer:

Dybest nede – i fundamentet – findes de få store, monolitiske grundholdninger, som typisk manifesterer sig i de store religioner, men også i den klassiske filosofi. Ja, selv i litteratur og kunst. De gennemtrænger samfundet. Fundamentet er skjult under jordoverfladen, men det bærer resten af bygningen. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Hvis bygningen ikke hviler på et solidt fundament, vil den styrte sammen under elementernes rasen. Grundværdierne indebærer tidløse sandheder og ændrer sig lige så lidt som den menneskelige natur. Derfor skal man være meget forsigtig med at ændre dem.

Længere oppe – i stueetagen – hvor der endnu er bærende murværk, findes et større antal mindre holdninger, som er knap så tidløse. Det kan være styreformer, retsvæsen, politiske ideologier, økonomiske og administrative idekomplekser. Dem kan man godt ændre lidt på en gang imellem – i takt med udviklingen af ny viden og erfaring.

Længst oppe – på loftet – hvor også pulterkammeret er, findes mange forskellige teorier, der kommer og går, næsten som en slags modebølger. De kan ændres løbende.
De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Lignende tanker har også præget den politiske filosofi. Montesquieu (1669-1755) skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten. Bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind). Republikken kunne være aristokratisk eller demokratisk. Ændringer af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer.

Og det er lige præcis, hvad der er ved at ske i dag. Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et umiskendeligt forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem. De åndelige grundværdier var begyndt at forvitre.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875-1965), at i den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar. Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik. Vor tids materialisme mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! Vor tids historie vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63), at det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Det er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid.

Vi skal fastholde de åndelige grundværdier, humanismen og kristendommen, gennem opdragelse, undervisning og forskning.

Men til de åndelige grundværdier hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. Den hører til i stueetagen, ikke i fundamentet. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er selvmodsigende proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år. Selv de argeste kritikere af den er endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, især blandt de unge, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle årtier er udtryk for et kulturelt forfald.

Jeg tror ikke på, at vi moderne mennesker kan gøre det bedre end de gamle, alene af den grund, at vi er ved at miste evnen til og traditionen og muligheden for den dybe tænkning, hvilket som bekendt kræver tid og ro. Vi er blevet eksperter, men har måske mistet overblikket. Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere mål, humaniteten. Men den er blevet sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Det gode samfund, vi skabte i hundredåret mellem midten af 1800- og midten af 1900-tallet, skyldes først og fremmest de åndelige grundværdier. Demokratiet var en del af processen og bidrog til at højne folket materielt og politisk. Men det hele byggede på grundværdierne, når det kommer til stykket.

Vi skal bevare demokratiet. Men hvis vi lader de åndelige grundværdier forvitre, bryder det alligevel sammen før eller siden.
_________________________________________________________________

Hermed afsluttes artikelserien ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Men der vil fortsat blive bragt forskellige indlæg i samfunds- og kulturdebatten på denne blog / hjemmeside.

 

Farvel til friheden

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 1. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 2. del: “Udviklingens krav”, 3. del: “De sjælløse ideer”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

1. DEL. FRIHEDENS FORUDSÆTNINGER

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Gensyn med ”Fagre nye verden?”

I 1931 skrev Aldous Huxley ”Fagre nye verden” – en uhyggelig fremtidsvision, som handlede om den totale ensretning. Tre årtier senere skrev han i ”Gensyn med Fagre nye verden” bl.a.: ”De profetier, jeg fremsatte i 1931, går i opfyldelse langt tidligere end jeg troede de ville … Den totale organisations mareridt, som jeg havde henlagt til det 7. århundrede efter Ford, er dukket frem fra den trygge, fjerne fremtid og venter nu på os lige omkring det næste hjørne”.

Huxley overdriver næppe. En stor del af den politiske frihed er allerede forsvundet. Vi er blot ikke tilstrækkeligt opmærksomme på det. Friheden forsvinder jo ikke på et bestemt tidspunkt eller som følge af en bestemt begivenhed. Den undergraves lidt efter lidt således, at styreformens bærende konstruktioner til sidst vil styrte sammen. Det er ingen lunde usandsynligt, at resterne af friheden til forsvinde i løbet af nogle årtier.

Umiddelbart kan denne påstand måske forekomme temmelig dristig. Men hvis en samfundskritiker for blot 15 år siden havde påstået, at om 15 år ville de daværende kommuner være forsvundet, hele befolkningen ville være registreret i et centralt personnummerregister, en del af vor nationale suverænitet ville være afgivet til en international organisation, og staten ville kontrollere udviklingen på alle væsentlige områder, ville man da have troet ham? – Nej. Og lige så lidt vil man vel i dag tro den samfundskritiker, som påstår, at resterne af friheden er ved at forsvinde.

To forudsætninger.

Den politiske frihed opstår ikke tilfældigt. Den opstår, når samfundet har nået en ganske bestemt social struktur. Denne struktur er den ene af frihedens to vigtige forudsætninger.

Der er en vis sammenhæng mellem den sociale struktur og folkekarakteren. Den afhængige er tilbøjelig til at udvikle en slavesjæl. Den uafhængige vil udvikle selvstændig dømmekraft og ansvarsfølelse. Dette er elementært. Man kan skabe ansvarlighed ved at ansvarliggøre.

Udviklingen i Danmark i de sidste 200 år er helt i overensstemmelse med denne lovmæssighed: I slutningen af 1700-tallet begyndte de store landboreformer, som gjorde bonden fri og selvstændig. Han fik ansvar for sit eget liv og indflydelse på sine muligheder, og dermed interesse for politik. Dermed var vejen banet for den folkelige kultur, som gjorde folket modent til den politiske frihed. – Måske var det noget af det, der foresvævede grundlovens vise fædre, da de bestemte, at kun de som besad ejendom skulle have stemmeret?

Men nu har udviklingen medført, at stadig færre bliver selvstændige næringsdrivende og stadig flere afhængige lønmodtagere. Dermed forsvinder noget af ansvarsfølelsen og interessen for politik. På 10 år har de politiske partier således mistet 100.000 medlemmer. I dette århundrede har man prøvet at skabe en arbejderkultur med bondekulturen som forbillede. Det lykkedes ikke helt på samme måde, fordi man ikke forstod, at økonomisk selvstændighed og ansvar er forudsætningen for en ægte folkelig kultur. Afhængighed befordrer ikke den selvstændige dømmekraft og kærligheden til friheden. Det er ikke trygheden og velstanden, der højner mennesket og gør det modent til friheden. Det er et liv under eget ansvar og egen risiko – et liv med udfordringer.

Det, der sker i dag, minder om det, der skete i Rom under republikkens forfald: Med ændringerne af den sociale struktur ændredes folkets karakter. Folket blev en forlystelsessyg pøbel, afhængig af staten eller de store patroner. Det solgte sin sjæl for det højeste bud på opinionsmarkedet. Til sidst blev republikken erstattet af det enevældige kejserdømme.

Den anden af frihedens to vigtige forudsætninger er en bestemt livsholdning. Den livsholdning, som gjorde den politiske frihed mulig i Europa i den nyere tid, kaldte Hal Koch i sin tid ”den græsk-kristelige humanisme”. Det var den, som banede vejen for demokratiet – som overhovedet fik vor styreform til at fungere. Livsholdningen forholder sig til styreformen som fundamentet til et hus. Hvis det forsvinder, vil huset før eller siden styrte sammen under elementernes rasen. Meget tyder på, at fundamentet er begyndt at smuldre.

Det er en gammel sandhed, at moralen er frihedens forudsætning. Og livsholdningen indebærer den moral, som er nødvendig i et frit samfund. Den enkelte borger må i et vist omfang lade hensynet til fællesskabet gå forud for hensynet til sig selv.

Der findes ingen love uden smuthuller. Enhver lov kan omgås, hvis befolkningen er indstillet på det. Og det er befolkningen i dag. Den, der vil klare sig godt i samfundet, må enten finde og udnytte smuthullerne i lovene, eller sætte sig ud over lovene og undgå at blive straffet. Den, der har moralske skrupler, bliver udnyttet. I dag er enhver sig selv nærmest. Derfor virker lovene ikke efter deres hensigt. Og derfor må myndighederne udstede stadig flere love, cirkulærer og forordninger og oprette stadig flere kontrolfunktioner i et stadig mere håbløst forsøg på at lukke smuthullerne. Men moral kan nu engang ikke erstattes med love. Vi tillægger lovgivningen alt for stor betydning. I et frit samfund har lovene kun begrænset værdi i sig selv. Når det kommer til stykket er det livsholdningen – og dermed moralen, der får et frit samfund til at fungere.

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil vor styreform langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Et spørgsmål om balance.

Allerede i oldtiden vidste de græske tænkere, at de forskellige styreformer er tilbøjelige til at afløse hinanden, fordi de efterhånden udarter. F.eks. kan monarkiet blive afløst af aristokratiet, aristokratiet af demokratiet og demokratiet af tyranniet. Når man har været hele rækken igennem, begynder man forfra. Rækkefølgen afhænger af omstændighederne, men demokratiet afløses næsten altid af tyranniet. Når en bevægelse har nået et bestemt punkt i sin udvikling – et balancepunkt, om man vil – slår den nemlig som regel over i sin modsætning.

Siden midten af dette århundrede har den politiske udvikling været præget af stadig større demokratisering. I dag er det tydeligt, at vi befinder os et sted mellem demokratiet og en mere totalitær struktur.

Grækerne nåede tilsyneladende ikke at løse problemet. Men det gjorde romerne. De skabte en blandet styreform, som på en gang var monarkisk, aristokratisk og demokratisk. I dette fint afbalancerede system kunne en enkelt styreform vanskeligt udarte. Dette var en af grundene til, at republikken kunne bestå i et halvt årtusinde.

I dag bygger de vestlige styreformer på den franske samfundstænker Montesquieus berømte teori om magtens deling. Ifølge denne teori kan der kun være politisk frihed i et samfund, hvor magten er delt mellem indbyrdes uafhængige statsorganer med forskellige funktioner og gensides kontrol. Den danske grundlov siger, at kongen har den udøvende magt, kongen og folketinget har tilsammen den lovgivende magt, og domstolene har den dømmende magt. Men denne del af grundloven har faktisk kun formel eller symbolsk betydning i dag. Kongen har mistet sin politiske indflydelse. Regeringen har overtaget de udøvende funktioner. Dens sammensætning bestemmes i praksis i høj grad af valgresultatet, dernæst af statsministeren. Dens medlemmer er som regel sammtridig medlemmer af folketinget. Der er således ingen klar adskillelse mellem den udøvende og den lovgivende myndighed.

Magtdelingsprincippet anerkendes stadig officielt. Derfor har man heller ikke ændret grundloven på dette punkt. Men dets skæbne er et godt eksempel på, hvordan styreformen langsomt udhules: Den ydre form bevares. Men indholdet siver ud.

Værdirelativismen – magtens redskab?

Den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne materialistiske magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den.

Et samfund – eller en kultur – uden åndelige grundværdier er en selvmodsigelse.  Værdirelativismen er måske vor tids største intellektuelle ”svindel.”  Men den passer perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, er vi til fals for den første den bedste karismatiske demagog eller besnærende ideologi, fordi vi tørster efter mening.

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  Den kan sammenfattes i begrebet humanitet.  Nøgleordene var kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Men de er nu ved at forsvinde.  For humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, men blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier.  For den passede ikke ind i den politiske materialismes kram.

I 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig inspirere af nymarxismen, i 80’erne og 90’erne af den postmodernistisk inspirerede værdirelativisme.  De vil begge afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme.  Og værdirelativismen sætter jo ikke ligefrem noget nyt og bedre i stedet.

Et samfund uden fælles åndelige grundværdier er ikke bare en selvmodsigelse, fordi der ikke er noget at finde sammen om, men dybest set uegnet for sandt menneskeliv. Vi er ikke skabte til at leve i det.  Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Vi bliver forvirrede og rastløse, hvis vi mister vor åndelige integritet.  Vi har brug for åndelig tryghed – nogle fikspunkter eller pejlemærker, ved hjælp af hvilke vi kan orientere os i verden, som ellers kan forekomme kaotisk og meningsløs. – Noget at tro på og identificere os med, som giver livet fylde, mening og værdighed.  ”Viljen til mening” (Victor E. Frankl) er afgørende for mennesket.

Men hvorfor antog vi uden videre værdirelativismen?  Hvordan kunne en så voldsom ændring af vores grundholdning finde sted på så kort tid, uden en egentlig kulturkamp?  Manglen på indsigt alene kan ikke forklare fænomenet.  Er der en skjult dagsorden et eller andet sted i systyemet? –  Kan det tænkes, at stærke økonomiske eller politiske særinteresser, som humaniteten står i vejen for, har fået for stor indflydelse på meningsdannelsen via de toneangivende medier, og således kan sætte dagsordenen i samfunds- og kulturdebatten?

Nå, ikke.  Men værdirelativismen passer i hvert fald perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, har vi ingen kritisk distance til alt det nye, som kommer væltende.  Kyniske stræbere, som vil magten for enhver pris, og som har midlerne til det, vil da være i deres rette element.

Uden fælles åndelige grundværdier med moralske normer og en høj grad af sandhedsværdi bliver et frit samfund destabiliseret af evindelige kriser og konflikter.  Og så bliver vi nødt til at centralisere magten for at løse problemerne.  Er det den skjulte dagsorden? – Tilstræbes samfundets opløsning målrettet? – Venter høgene i kulissen?

Så galt er det næppe.  Men den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den.  Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen.  Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig.  Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Alt dette er i grunden elementært.  Men den kritiske journalistik har åbenbart trange kår, og mange af de intellektuelle er begrebsjonglører, som har så travlt med deres sofistikerede postmodernistiske analyser, at de har mistet overblikket og sansen for de mest elementære sammenhænge.  Mange af dem må være enten opportunister eller en slags naive, ”nyttige idioter” for magteliten.

Er alt dette nu ren paranoia?  Måske.  Men uanset om det er bevidst tilsigtet, så bliver samfundet stadig mere ensrettet, fordi vi er ved at miste den grundholdning, som gjorde friheden mulig.