Den socioøkonomiske struktur

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Men i 80’erne forstummede samfundskritikken, og vi fik i stedet den anglo-amerikanske nyliberalisme.
____________________________________________________________

Somme tider fristes man til at tænke, at det var industrialiseringen i 1800-tallet, som var roden til mange af tidens problemer. Folket fik ikke del i udbyttet, men fik tvært imod elendige levevilkår. Landbrugs- og håndværkskulturen var trods alt sundere og mere tilfredsstillende, simpelt hen fordi den var mere naturlig. Det var tidligere dødssynder som hovmodet, begæret og kynismen, som var drivkraften i industrialiseringen, som ikke mindst krigsindustrien satte gang i. En stor del af 1900-tallet er gået med at råde bod på de ulykker, industrialiseringen medførte: først udbytning af kolonierne og social elendighed, siden finanskriser og naturødelæggelser. Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 100 år. Europa blev splittet i en liberalistisk og en socialistisk materialisme, og en ny, alt ødelæggende verdenskrig truede. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer (imperialisme), vores fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). De store ånder, som advarede imod hele denne voldsomme udvikling, blev nærmest til grin.

Industrialiseringen medførte naturligvis store fremskridt, men var altså ikke et entydigt gode. Vi kan ikke uden videre skrue udviklingen tilbage, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Men vi må lære af vores fejl: Vi må omsider kunne gennemskue den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse. Men indtil nu er det, som om vi intet har lært – som om vi stadig kun kan se fordelene, ikke ulemperne, ved den voldsomme og naturstridige materielle udvikling, selv om det er kommet så vidt, at selve vores fysiske eksistensgrundlag er truet.

Men industrialiseringen kom sent til Danmark, som endnu overvejende var et landbrugsland langt op i 1900-tallet. Og den udvikling, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, var trods alt en god udvikling. Landboreformer, folkeskole, andelsbevægelse, kooperation, højskoler, oplysningsforbund, biblioteker, idrætsforeninger, fagforeninger, socialreformer – det var skridt på vejen mod et af Europas bedste samfund.

Danmark var et rigtig godt samfund i 50’erne, hvor jeg selv voksede op. Et grundvilkår var stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, som styrede vores adfærd. Nøglebegrebet var omsorg, og den var udsprunget af kristendommen. Vi kunne slås om mange ting, men var stort set enige om det grundlæggende. Det er vi ikke helt længere, og det er noget nyt. Samfundet fungerede nogenlunde rimeligt politisk, fordi der trods alt var noget at finde sammen om. Homogeniteten er guld værd. Vi havde bekæmpet den værste sociale nød, var blevet højnet økonomisk og kulturelt, troede på og holdt af vores land. Vi ville ofre meget for det om nødvendigt. Livet udfoldede sig  naturligt i små lokale enheder, økonomisk, økologisk og kulturelt. De forsynede os med de fleste daglige fornødenheder, og der var mange små lokale virksomheder og forretninger. Mobiliteten var derfor begrænset, hvorved vi sparede ufattelige mængder kostbar energi med skadelige virkninger og uhyre udgifter til infrastruktur. Der var arbejde til folk med 7 års skolegang – ja, selv til de enfoldige. Der var meget hårdt arbejde, men livet var på en måde mere naturligt. Samfundet blev ikke trukket skævt i den økonomiske udvikling. Alt foregik nemlig endnu ikke kun på kapitalens, men også på samfundets præmisser.

I den gamle struktur var alkoholproblemerne kommet under kontrol, andre euforiserende stoffer fandtes ikke, kriminaliteten var langt mindre, jorden blev ikke forgiftet og husdyrene ikke misbrugt. Organiserede gangsterbander og terrorister fandtes kun i fiktionens verden. Horder af rodløse unge drev ikke hærgende rundt i storbyernes gader. Disciplin og autoritetstro var endnu nogenlunde intakte.

Traumerne efter tredivernes massearbejdsløshed var endnu store. Derfor blev sikringen af beskæftigelsen et vigtigt politisk programpunkt. Begejstringen for den teknologiske udvikling var endnu stor. Vi tænkte ikke på, at automatiseringen gjorde menneskelig arbejdskraft overflødig. Derfor – og fordi en højere visdom ikke kunne sætte sig igennem i demokratiet – måtte den materielle udvikling accelerere, selv om vi i grunden havde rigeligt til dagen og vejen. Forureningen var endnu ikke mærkbar. Således skabte vi et overflodssamfund, hvor den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Der var nok mere mening, fylde og værdighed og mindre forvirring og stress og færre psykiske problemer, fordi der ikke hele tiden var så mange voldsomme forandringer af alting på kort tid. Det er vi nemlig ikke skabte til at leve med. Det er simpelt hen for naturstridigt.

I dag kan vi sige med Svend Brinkmann, professor i psykologi: ”Vi bliver bombarderet med opmærksomhedskrævende informationer fra aviser, netmedier, RV, mail, Facebook, hverdagen. Vi lever et liv med en forandringsacceleration i både den offentlige virksomhed og vores egne private liv. Vi er konstant på, følger alle impulser, har mistet koncentrationsevnen og evner ikke at fordybe os”. (Politiken Kultur 23/2. 2012).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var fundamentalt uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Fænomener som ”det tavse forår”, ”grænser for vækst”, grønne partier og ”oprør fra midten” brød igennem. De røde måtte pludselig konkurrere med de grønne om menneskenes sjæle. Denne udvikling i samfunds- og kulturdebatten var naturlig og nødvendig. Men i 80’erne forstummede den del af samfundskritikken, og vi fik i stedet den angloamerikanske nyliberalisme. Når demokratiet kan tillade den slags tilbageskridt i samfundsdebatten, må der være noget galt ved systemet.

Den voldsomme ændring af den socioøkonomiske struktur ændrede åbenbart også vores mentalitet og adfærd. I bogen ”Fra folkestyre til markedsøkonomi” har Tim Knudsen beskrevet den nye mentalitet og adfærd, som fulgte med udviklingen:

“Den enkelte var blevet sit eget stadig foranderlige projekt … Man kunne blive for erfaren, så var man erfaringsramt og lod sig i alt for høj grad lede af vanen og traditionen. Frigørelsen fra fortiden var så omfattende, at fremtidsforskerne erklærede, at individet slet ikke var et individ længere. Individet med en uforanderlig kerne var forvandlet til en situid. Den flydende og foranderlige mennesketype”. Knudsen beskriver “de nye kosmopolitiske symbolanalytidere”: “De var blevet deres egne livsentreprenører. Denne nye variant af homo sapiens var en fleksibel, omstillingsparat netværksperson med projektopgaver. Parat til “at gøre en forskel”. Denne mennesketype, denne netværkende projektnomade, sås i lufthavnes lounger, i hurtige tog og på motorvejes rastepladser. Altid i bevægelse, altid med en bærbar pc, en mobiltelefon, knyttende elektroniske kontakter med de andre. Altid seismografisk registrerende alt nyt, som skete, altid med et overvågende og nervøst blik på alle ændringer for ikke at komme bagud i konkurrencen med de andre. Altid på vej mod nye mål, nye meritter at føje til cv’et. Altid i gang med sin biografi, sin næste ansøgning og i sidste ende på det endelige regnskab, nekrologen”. (Knudsen 07 s. 45).

Er dette det væsen, som skal styre det moderne samfund – politik og administration?

I de sidste 50 år er der etableret centralisering og stadig større enheder på mange områder. Vi har bl.a. fået to store kommunalreformer. Samtidig bliver stadig flere områder, som altid har hørt til den offentlige sektor, privatiserede. Og de europæiske nationalstater er simpelt hen ved at forsvinde, uanset at vore ledende politikere bedyrer det modsatte. Kløften mellem det formelle og det reelle bliver stadig dybere og bredere. En ny europæisk supermagt er ved at blive etagleret. Stadig flere politiske afgørelser bliver nu truffet i den europæiske kkunion. Samtidig gør globaliseringen i efhvervslivet nationale politikere magtesløse.

Det er umiddelbbart indlysende, at under disse omstændigheder kan vi ikke bevare de demokratilignende styreformer, vi tidligere kæmpede indædt for, nogle steder med livet som indsats. Hvis politikerne siger, at vi kan, er der enten tale om mangel på indsigt eller taktisk bestemt vildledning. I demokratierne kan politikerne ikke anfægte eller ændre en styreform, der er gået “isme” i. Det ville jo være helligbrøde. Deres modstandere ville øjeblikkeligt slippe hundene løs på dem.

Tanker om staten i den nyere tid

Dette indlæg er et afsnit fra kapitlet ”Demokratiet i idehistorisk belysning” i min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2009).

Demokratiet har aldrig eksisteret i nationalstater siden oldtiden og indtil 1800-tallet, og de store tænkere er sjældent gået ind for det. Først sent i 1700-tallet dukker tanker om demokratiet op igen. Efter 2. Verdenskrig har vi hengivet os til en unuanceret dyrkelse af det.
____________________________________________________________

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for det enevældige monarki. Han afviste den klassiske naturret, ifølge hvilken mennesket i grunden har det gode i sig. Det er frygten for straf, der skal få os til at lægge en dæmper på vort umættelige begær og hindre en evig krig – en alles kamp mod alle. Det indser borgerne, og derfor indgår de en pagt med suverænen. De er forpligtede overfor ham, men han er ikke forpligtet overfor dem. For hvis han ikke er netop suveræn, opstår der splittelse og krig. Hobbes havde oplevet frygtelige tilstande under borgerkrigen i England – kampen mellem kongehus og parlament. Der havde også været religionskrige.

Hobbes’ samfundstænkning kan forekomme noget ekstrem i dag. Men den giver alligevel stof til eftertanke. I dag ville vi sige, at mennesket nok kan tåle nogen politisk frihed, for vi er blevet trukket op fra en mere barbarisk naturtilstand til et højere kulturniveau, og vi ved meget mere. Men jo mere politisk frihed der er, jo vigtigere er opdragelsen med stærke åndelige grundværdier og en høj moral. I Europa og Nordamerika har demokratiet trods alt virket nogenlunde rimeligt, utvivlsomt fordi kristendommen og humanismen i forvejen var etablerede grundværdier. Hvad vil der ske med demokratiet, når disse grundværdier forvitrer?

Nu er vi i oplysningstiden, hvor de store forandringer finder sted. Den engelske filosof, psykolog, pædagog og læge John Locke (1632-1704) mente ikke, at naturtilstanden er en alles krig mod alle, men at allerede naturretten giver os ret til liv, frihed og ejendom. Kapitalismen er ved at være etableret, og nu kommer tankerne om liberalismen. Enhver har ret til frugten af sit eget arbejde. Ejendomsretten er naturretligt begrundet. Borgerne slutter sig sammen i en samfundspagt og indsætter en regering, som altså hviler på folkets billigelse. Locke fremsætter også en idè om magtens deling, som senere blev udbygget af Montesquieu. Lockes tanker fik stor betydning for liberalismen, den amerikanske forfatning og den franske revolution.

Måske inspireret af Locke udviklede den franske baron Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) sin teori om magtens deling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor den lovgivende er parlamentet, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene. Han mente, at det var uheldigt, når for megen magt blev samlet på et sted. Det var noget meget progressivt dengang i 1700-tallet. Men ideen har faktisk holdt sig lige til i dag. Den har haft betydning for liberalismen og blev indført i den amerikanske og franske forfatning. Formelt findes den også i den danske grundlov. Men her håndhæves den ikke længere i praksis.

Den svejtsisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-78) ville, at folket skulle mødes på en folkeforsamling og drøfte og stemme om lovene, ligesom i de græske bystater i oldtiden. Suveræniteten kan ikke repræsenteres. Det ville være folkesuverænitet i praksis, og det var noget, de revolutionære kunne bruge. Men det var kun praktisk muligt i meget små stater. Rousseau ville have en republik med en samfundspagt (grundlov), hvor ikke særinteresserne, men almenviljen (helheden) tilgodeses. Han undsagde den engelske parlamentarisme og industrialisme og mente, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser, republikanerne de fælles værdier. Han så liberalismens krav om frihed som rævens krav om at være fri ræv i en fri hønsegård. Rousseau foretrak staten frem for markedet, hvilket har fået nogen til fejlagtigt at beskylde ham for totalitarisme, måske også inspireret af erfaringerne fra moderne socialistiske regimer. Han er også blevet beskyldt for at ville “tilbage til naturen” lige midt i oplysningstidens euforiske fremskridtstro. Rousseau var således en kontroversiel tænker, hvis ideer om staten nok har inspireret, men næppe er blevet ført ud i livet.

Rousseau havde ret i, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser. Liberalismen har haft stor praktisk betydning for os. Men den må lige så lidt som demokratiet få religiøs status. Ingen af de to idekomplekser er entydige goder. Dybest set havde han vel også ret i, at når folkeviljen repræsenteres, så er styreformen ikke længere demokratisk.

De to oplysningstænkere Locke og Montesquieu fik særlig stor betydning for demokratiets genfødsel og dets udvikling frem til vor tid. De var modstandere af enevælde, men tilhængere af et indskrænket monarki – altså en blandet styreform.

Efter oplysningstiden skete der store ændringer af Europa. Den franske gren af oplysningen var den mest gennemgribende og turbulente. Den satsede på videnskaben og var skeptisk over for religionen, som stod i vejen for friheden og fremskridtet. Den skotske gren inspirerede økonomisk liberalisme og begyndende repræsentativt demokrati. Det nye USA lod sig inspirere af den. Men det blev borgerskabet og kapitalen, som kom til magten. Og under den industrielle revolution i 1800-tallet opstod klassekampen og drømmen om det kommunistiske utopia, som skulle indledes med proletariatets diktatur. Og den drøm, er først ebbet ud sent i 1900-tallet.

I 1800-tallet fik vi endelig de frie forfatninger rundt om i Europa. De afløste som regel enevælden. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-73) var med til at bane vejen for dem med sine tanker om en repræsentativ styreform. Han gik ind for en vis social forsorg, men var dog mere liberalist end socialist. Mill var opmærksom på de farer, der var forbundet med demokratiet: “Masseherredømmets og den offentlige menings stupide tyranni var ham det værste af alt, og det så meget mere, som massernes ledere i praksis altid vil være ubetydelige størrelser, en art gennemsnitstyper, der snarest bliver udtryk for de almindelige meninger, mens de virkelig fremragende mænd kun kommer til at virke indirekte”. (Knud Berlin i Salmonsen bind 17 s. 38). I øvrigt mente også Mill, at det grundlæggende kriterium for god regering er, at den formår at fremme folks moral og intelligens. I dag fremmer den næppe længere moralen, som er blevet en privatsag. Og det kan blive skæbnesvangert for os.

Mills samtidige, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-59), frygtede middelmådighed, materialisme og den offentlige menings ukontrollerede magt. I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads – landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Tocqueville nærede en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi. Han indså, at demokratiet nok ville blive fremtidens styreform, men også, at det ville føre til et kulturtab.

Materialismen udfordres

Hermed genoptager vi serien med artikler om samfunds- og kulturproblemer efter sommerferieperioden – lidt forsinket. Beklager.

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”. (Siesta 2009).

Vi har gennemgået nogle af de træk i den idehistoriske udvikling, som har været med til at skabe vor tids fremherskende, ensidigt materialistiske grundholdning. Men den har aldrig haft frit spil. Den gamle, idealistiske grundholdning slap aldrig helt sit tag i kulturen:
____________________________________________________________

Den naturlige reaktion imod fornuftdyrkelsen og udviklingsoptimismen kom allerede med romantikken i litteratur, kunst og filosofi, især i første halvdel af 1800-tallet. Men den blev forholdsvis kortvarig, om end hektisk, og fik ingen afgørende indflydelse på den allerede dybt rodfæstede materialistiske grundholdning. Men den var skriften på væggen, og senere i århundredet og videre ind i 1900-tallet, opstod en række nye bevægelser og tanker på forskellige områder, som på en eller anden måde var en reaktion imod den ensidigt materialistiske grundholdning og dens samfundsmæssige eller kulturelle konsekvenser:

Allerede Schelling ville med sin naturfilosofi give en dybere tolkning af den verden, naturvidenskaben udforsker med beregninger og eksperimenter. Fysikeren kommer til sit objekt udefra. Han konstaterer fakta og finder regelmæssigheder. Han siger os ikke, hvad verden er, og hvorfor den virker som den gør. Schelling vil trænge om bag ved de synlige fænomener og finde ud af tilværelsens dybere sammenhæng. Han vil tolke naturen, som man tolker en symfoni eller et digt. Han søger motivet bag den kunstneriske frembringelse. Han lever sig ind i den intuition, som har fået skikkelse i skabelsens øjeblik.

Henrik Steffens fremhævede anelsens betydning. Dens genstand er uendelig, og den bevidner vort slægtskab med det evige. Anelsen vidner om en kommende tilværelse, og den giver os en dyb forvisning om den sammenhæng, som råder i alt. Anelsen fortæller os, at den guddommelige spire i os er det faste punkt og kilden til al evidens.

Bergson hævder, at fornuften eller den strengt rationelle tænkning aldrig vil kunne fatte selve livet, det være sig det biologiske liv eller sjælelivet, uanset hvor megen systematik eller videnskabelighed den påberåber sig. Livsprocessen følger ikke bestemte love, som kan blotlægges af videnskaben. Forstandens funktion er rent ”mekanisk”. Den kan analysere, det vil sige opløse, adskille og sammensætte. Den kan kun forstå det statiske. Hvis den ville prøve at forstå livet, måtte den derfor standse det. Men så er det ikke længere liv. For livet forløber i en kontinuerlig strøm. Kun gennem intuitionen kan vi forstå noget af livet. For den indebærer evnen til en instinktiv indføling med livet – til at skue fænomenerne i helheder og højere sammenhænge.

Bergson beskrev også forskellen mellem intuition og analyse: Intuitionen er en slags intellektuel sympati, hvor man går ind i tingen – bliver et med det enestående, der er i den – forstår dens dybere væsen. Analysen fører tingen tilbage til elementer, der allerede kendes – som tingen har fælles med andre ting. At analysere er at beskrive en ting som en funktion af, hvad der ikke er tingen selv. Analysen er altså en slags oversættelse eller forklaring ved hjælp af symboler. ”Analysen kredser rundt om genstanden i en stadig utilfredsstillet attrå efter at fatte den og er ifølge sin natur dømt til denne evige kredsen rundt; den må bestandig opsøge nye synspunkter for at fuldstændiggøre sin bestandig ufuldkomne oversættelse. Men intuitionen er, når den er mulig, en usammensat akt.” 14).

For Rathenau er sjælen et kompleks af de højeste åndelige kræfter, som intet har med intellektet eller forstanden at gøre. Intellektet bruger matematikken og logikken til at erkende med. Intellektet kan måske nok undgå rent logiske fejlslutninger. Men det kan ikke udvælge og vurdere. Dertil skal det bruge sjælen. Selv om tænkningen er fri for logiske modsigelser, fører den alligevel til forkerte handlinger, hvis det stof, den arbejder med, er forkert. Dette stof leveres af sjælen til forstanden, som så udformer det. Det er forstanden, som begår fejl, ikke sjælen. – Mekaniseringen driver skånselsløst menneskene fremad. Denne tragedie er mennesket kommet til ved en grænseløs og unuanceret tillid til intellektet, som dog kun er i stand til at analysere, men ikke kan forstå det åndelige. ”Intellektets rige er antikristens rige, som bygger på begærlighed og fjendskab, bejler til guld og ære, drager det hellige ned, gør hjerterne hårde og jager sjælene i landflygtighed. På denne baggrund må sjælen bestyrkes i sin anelse … om sin evige ret.” 15).

Rathenau levede i en tid, hvor den skarpe sondring mellem sjæl og intellekt var fuldbyrdet. Han gav en næsten poetisk beskrivelse af forskellen mellem de to kategorier: Intellektet tror ikke på noget og fordrer meget. Sjælen tror på meget og fordrer intet. ”I den intellektuelles øjne er den sjælelige uklog, drømmende og overspændt, i den sjæleliges er den intellektuelle angstfuld, begærlig og blind. Intellektet iler kilometergrådigt hen ad sin skinnevej, sjælen vandrer under stjerner i stille fordybelse. Hist det hvileløse spørgsmål: hvorfor, hvortil? Og intet svar; her en fylde af sikker fornemmen og intet spørgsmål. Intellektet bejler og strider, sjælen modtager og skaber.” 16).

Også forskellige åndsvidenskabelige, nyreligiøse, kosmologiske, esoteriske eller okkulte bevægelser som spiritisme, teosofi og antroposofi har haft et gennembrud i 1800- og 1900-tallet. Det sidste nye er New Age bevægelsen, som har manifesteret sig i nogle årtier.

Disse bevægelser er typisk startet af personer med helt usædvanlige åndsevner, som ofte kaldes klarsyn. Hvad det nærmere indebærer, har Oskar Borgman Hansen beskrevet: ”Mennesket kan gennem koncentration og meditation styrke sine sjælelige kræfter således, at en bevidsthed bliver mulig  som er uafhængig af legemlige faktorer. Den almindelige bevidsthed er baseret på legemet, først og fremmest på dettes sanseapparat. Men i denne bevidsthed har mennesket dog også en mulighed for at tænke spontant, uafhængigt af organiske betingelser. Og på grundlag heraf  kan det øve sine kræfter: koncentrere sin tænkning, styrke sin vilje og rense sine følelser. Sker det med tilstrækkelig intensitet og alvor, opstår den bevidsthed, som kan bære sig selv, uafhængigt af legemsprocesserne. I denne tilstand optræder så oversanselige iagttagelser, gradueret i de oplevelsesformer, som kaldes imagination, inspiration og intuition.” 17).

Så langt når de færreste af os. Men de, som tænkte dybt, lagde grunden til den europæiske højkultur.

14) Henri Bergson: Intuition og Verdensanskuelse. G.E.C. Gad 1914 s. 11-12.

15) Walther Rathenau: Sjælen. Martins Forlag 1918 s. 42.

16) Søren Holm: Tanker og livssyn i tyvende åehundrede. G. E. C. Gad 1951 s. 74 – 75.

17) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C. A. Reitzels Forlag 2004 s. 30.