Om styreformer

Dette indlæg er et redigeret uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De tre mest kendte styreformer er monarki, aristokrati og demokrati. Den bedst tænkelige styreform er en kombination af dem, hvilket også oprindeligt var meningen. Men de åndelige grundværdier var det vigtigste.

____________________________________________________________

Lad os kaste et  blik på de tre grundformer, samfundstænkerne har opereret med hele vejen op gennem den politiske idehistorie lige siden antikken: monarki, aristokrati og demokrati.

Monarkiet er den enkleste og mest naturlige styreform. Det er måske den eneste form, i hvilken en højere visdom for alvor kan sætte sig igennem, fordi den er handlekraftig og ikke bliver udsat for så megen splittelse eller udtyndet af konsenser og kompromiser. Den enestående europæiske højkultur ville aldrig være opstået under demokratiet. Sir Robert Filmer fik i 1680 udgivet et værk, som beskrev, at mennesket af naturen er bestemt til den monarkiske styreform, thi i monarkiet findes den bedste orden, den største styrke, den højeste stabilitet og den letteste regeringsform. Det kan naturligvis også gå galt, hvis monarken er et slet menneske og ikke kan styres af sine omgivelser. Men i dag er han sjældent enerådende, og han vil få den bedste opdragelse og uddannelse og kan omgive sig med den højeste visdom. Monarkierne kan skabe gode og stærke samfund. Men folket kan nemt blive udbyttet.

Vi har lært at opfatte monarkiet som mere fejlbarligt end demokratiet. Men det kan også have sine fordele. I den florissante periode i Danmark i 1700-tallet ville storkapitalen, som spandt guld på den oversøiske handel, have flåden til at forsvare dens interesser. Havde det været i dag, hvor kapitalen har stor indflydelse på de politiske beslutninger, ville kravet måske være blevet opfyldt. Men den enevældige konge svarede, at han godt kunne skaffe kapitalisterne en krig. Men det var ikke sikkert, at han kunne skaffe dem freden bagefter. Han kunne have tilføjet: Hvad hvis vi taber krigen? Så skulle kongen stå til ansvar, ikke de florissante kapitalister. Her trådte besindigheden i karakter og overtrumfede begæret.

Aristokratiet spillede en stor rolle i Danmark i 5-600 år, men indgik som regel i en blandet styreform med monarkiet, hvor også kirken havde stor indflydelse. Det kunne holde monarken i skak. (Et historisk eksempel: Kong Christian IV (1577-1648) ville absolut føre krig, åbenbart for at vinde hæder og markere, at det var ham, der bestemte i Norden. Men han blev standset af statsrådet. Han gjorde det nu alligevel – ikke som konge, men som hertug af Holsten. Han tabte, og så begyndte en lang nedtur for Danmark). Men aristokratiet kan også føre til indre splid og manglende handlekraft i trængselstider. (Historisk eksempel: Da Danmark var truet på dets eksistens under svenskekrigene i 1600-tallet, blev enevælden indført (1660) under Frederik III (1609-70), nærmest ved en slags statskup, hvor byernes velhavende borgerskab støttede kongen. De privilegerede godsejere måtte betale skat. Vi overlevede. Derefter blev Danmark en af Nordeuropas stærkeste magter).- Men også i aristokratierne kan folket nemt blive udbyttet.

Hvis en styreforms kvalitet kan måles ved dens livslængde, var aristokratiet nu heller ikke så ringe endda. I Danmark havde aristokratiet størst politisk indflydelse i de 378 år fra håndfæstningerne til enevælden. Men det havde endnu en vis indflydelse under enevælden, ja, selv efter den frie forfatnings indførelse, lad os sige til begyndelsen af 1900-tallet. Altså i alt i ca. 600 år. Nogle af de rige italienske bystater, som havde deres storhedstid i renæssancen, blev styret af en slags aristokratier i mange århundreder. Venedig var et aristokrati i over 1000 år. Oldtidens romerske republik varede i ca. 500 år. Den havde nok en blandet styreform, men aristokraterne i senatet havde reelt den største indflydelse. I England har aristokratiet også spillet en stor rolle på tværs af skiftende formelle styreformer.

Demokratiet har kun eksisteret i kort tid med store problemer og i en form, som ikke er et rigtigt demokrati, men hvor der har været implikationer af alle tre grundformer, hvilket slet ikke har været så tosset endda. Men i 1900-tallet begyndte demokratiet at overtrumfe de andre grundformer. Det kan bidrage til et alment kulturelt forfald og bane vejen for nye styreformers indførelse.

Folket kan ikke styre et land, og det hjælper ikke stort, at vi har fået folkeoplysning, og at demokratiet er blevet repræsentativt. For der er stadig langt op til den højere visdom, som er nødvendig for at styre en stat. Staten vil derfor gå imod opløsning indefra, og så bliver presset også større udefra.

Den opfattelse, at folket kan gøres kvalificeret til at styre et land gennem oplysning, er lige så forkert, som den er udbredt. For viden er ikke det samme som visdom. Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse. Man skal også have medfødte evner, så man kan administrere sin viden. Ellers kan den sanseløse vidensophobning være spild af ressourcer og føre til fejludvikling. Striden om, hvorvidt miljøet (uddannelse) eller arven (medfødte evner) er vigtigst, har præget 1900-tallet. Troen på miljøets altafgørende betydning vandt, for med den kunne kravet om stadig mere magt til folket nemmere begrundes. Dermed havde demokratiet tilsyneladende fremtidssikret sig selv.

Somme tider kan man godt fristes til at tro, at vi kunne have undgået nogle af 1900-tallets problemer, hvis vi havde haft et politisk system med lidt mere visdom:

Parlamentarismen gjorde systemet kompliceret og ineffektivt og undergravede princippet om magtens deling. Pacifismen gjorde os sårbare og magtesløse. Kulturradikalismen nedbrød nok mere end den byggede op. Det unuancerede krav om lighed kom til at sænke niveauet i undervisning og uddannelse, Moderne psykologi og pædagogik kom til at undergrave opdragelsen. Den offentlige sektor blev misbrugt uden at det populistiske demokrati kunne forhindre det. Det kunne jo koste stemmer! Chokvalget i 1973 var et symptom på et populistisk forfald. Vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, før der blev grebet ind. Hippiekulturen, nymarxismen og intellektuelle modebølger som værdirelativisme og postmodernisme fik frit spil og bidrog til forvirringen. Kønskvotering er et irrelevant overgreb. Nyliberalismen overtrumfede den seriøse og nødvendige samfundskritik. Globaliseringen gør politikerne magtesløse. Og hvad med multikulturalismen, forureningen, krigsdeltagelsen og den evige økonomiske vækst. – Vi er ved at blive udviklingens gidsler. Myndighederne står magtesløse overfor mange af tidens problemer.

Alt dette kan naturligvis afvises som bagklogskab. Men vi må dog stadig lære af vores erfaringer. Vi genkalder os Ciceros bemærkning: At grundlægge eller bevare en stat kræver næsten guddommelige evner. I et kapitel om debatterne forud for dannelsen af det nye USA skriver Per Mouritsen: “Først og fremmest er den amerikanske politiske tænkning fra dengang, hvor ordentlige præsidenter og statsmænd også var filosoffer”. (Thomas Jefferson, James Madison, Thomas Paine, Alexander Hamilton. S.F.). Datidens debat udgør stadigvæk i dag et reservoir af væsentlige temaer for politisk teori”. (Kaspersen og Loftager (red.) 09 s. 330).

Siden demokratiets indførelse i 1849 har Danmark været på randen af udslettelse som nation to gange. I trængselstider vil en stærk karismatisk leder gå i spidsen for det knurrende folk, som kan forføres med demagogi (forførelse af folket med veltalenhed), og så får vi alligevel diktaturet. (Historiske eksempler: Italien i 1920’rne og Tyskland i 1930’rne). Men det bliver langt værre end i monarkiet og aristokratiet. Det bliver tyranni. Fordelen ved en demokratilignende styreform er, at det er sværere at udbytte folket.

Formelt har Danmark i dets kendte historie næsten altid været et monarki. Men reelt har aristokratiet også spillet en stor rolle. Adelen var så stærk, at kongen måtte tage hensyn til den. Helt frem til 1648 kunne man ikke blive valgt til konge uden at underskrive en aftale (håndfæstning) med stormændene. Kirken spillede også en meget stor rolle, og kongen gjorde klogt i at alliere sig med den. Efter reformatrionens (1536) og enevældens (1660) indførelse blev monarkiet dog styrket. Uden en stærk ledelse går alt før eller siden til grunde – familier, virksomheder, organisationer, stater, kulturer.

Under denne lidt blandede styreform, hvor en højere visdom kunne sætte sig igennem, blev den europæiske højkultur (humanitet) rodfæstet i Danmark, så samfundet trods den menneskelige svaghed blev mindre barbarisk, mere humant. Derfor kom selv demokratiet trods alt også til at fungere nogenlunde rimeligt. Men hvad sker der, når humaniteten begynder at smuldre, fordi den ikke længere bliver vedligeholdt?

Den socioøkonomiske struktur

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Men i 80’erne forstummede samfundskritikken, og vi fik i stedet den anglo-amerikanske nyliberalisme.
____________________________________________________________

Somme tider fristes man til at tænke, at det var industrialiseringen i 1800-tallet, som var roden til mange af tidens problemer. Folket fik ikke del i udbyttet, men fik tvært imod elendige levevilkår. Landbrugs- og håndværkskulturen var trods alt sundere og mere tilfredsstillende, simpelt hen fordi den var mere naturlig. Det var tidligere dødssynder som hovmodet, begæret og kynismen, som var drivkraften i industrialiseringen, som ikke mindst krigsindustrien satte gang i. En stor del af 1900-tallet er gået med at råde bod på de ulykker, industrialiseringen medførte: først udbytning af kolonierne og social elendighed, siden finanskriser og naturødelæggelser. Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 100 år. Europa blev splittet i en liberalistisk og en socialistisk materialisme, og en ny, alt ødelæggende verdenskrig truede. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer (imperialisme), vores fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). De store ånder, som advarede imod hele denne voldsomme udvikling, blev nærmest til grin.

Industrialiseringen medførte naturligvis store fremskridt, men var altså ikke et entydigt gode. Vi kan ikke uden videre skrue udviklingen tilbage, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Men vi må lære af vores fejl: Vi må omsider kunne gennemskue den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse. Men indtil nu er det, som om vi intet har lært – som om vi stadig kun kan se fordelene, ikke ulemperne, ved den voldsomme og naturstridige materielle udvikling, selv om det er kommet så vidt, at selve vores fysiske eksistensgrundlag er truet.

Men industrialiseringen kom sent til Danmark, som endnu overvejende var et landbrugsland langt op i 1900-tallet. Og den udvikling, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, var trods alt en god udvikling. Landboreformer, folkeskole, andelsbevægelse, kooperation, højskoler, oplysningsforbund, biblioteker, idrætsforeninger, fagforeninger, socialreformer – det var skridt på vejen mod et af Europas bedste samfund.

Danmark var et rigtig godt samfund i 50’erne, hvor jeg selv voksede op. Et grundvilkår var stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, som styrede vores adfærd. Nøglebegrebet var omsorg, og den var udsprunget af kristendommen. Vi kunne slås om mange ting, men var stort set enige om det grundlæggende. Det er vi ikke helt længere, og det er noget nyt. Samfundet fungerede nogenlunde rimeligt politisk, fordi der trods alt var noget at finde sammen om. Homogeniteten er guld værd. Vi havde bekæmpet den værste sociale nød, var blevet højnet økonomisk og kulturelt, troede på og holdt af vores land. Vi ville ofre meget for det om nødvendigt. Livet udfoldede sig  naturligt i små lokale enheder, økonomisk, økologisk og kulturelt. De forsynede os med de fleste daglige fornødenheder, og der var mange små lokale virksomheder og forretninger. Mobiliteten var derfor begrænset, hvorved vi sparede ufattelige mængder kostbar energi med skadelige virkninger og uhyre udgifter til infrastruktur. Der var arbejde til folk med 7 års skolegang – ja, selv til de enfoldige. Der var meget hårdt arbejde, men livet var på en måde mere naturligt. Samfundet blev ikke trukket skævt i den økonomiske udvikling. Alt foregik nemlig endnu ikke kun på kapitalens, men også på samfundets præmisser.

I den gamle struktur var alkoholproblemerne kommet under kontrol, andre euforiserende stoffer fandtes ikke, kriminaliteten var langt mindre, jorden blev ikke forgiftet og husdyrene ikke misbrugt. Organiserede gangsterbander og terrorister fandtes kun i fiktionens verden. Horder af rodløse unge drev ikke hærgende rundt i storbyernes gader. Disciplin og autoritetstro var endnu nogenlunde intakte.

Traumerne efter tredivernes massearbejdsløshed var endnu store. Derfor blev sikringen af beskæftigelsen et vigtigt politisk programpunkt. Begejstringen for den teknologiske udvikling var endnu stor. Vi tænkte ikke på, at automatiseringen gjorde menneskelig arbejdskraft overflødig. Derfor – og fordi en højere visdom ikke kunne sætte sig igennem i demokratiet – måtte den materielle udvikling accelerere, selv om vi i grunden havde rigeligt til dagen og vejen. Forureningen var endnu ikke mærkbar. Således skabte vi et overflodssamfund, hvor den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Der var nok mere mening, fylde og værdighed og mindre forvirring og stress og færre psykiske problemer, fordi der ikke hele tiden var så mange voldsomme forandringer af alting på kort tid. Det er vi nemlig ikke skabte til at leve med. Det er simpelt hen for naturstridigt.

I dag kan vi sige med Svend Brinkmann, professor i psykologi: ”Vi bliver bombarderet med opmærksomhedskrævende informationer fra aviser, netmedier, RV, mail, Facebook, hverdagen. Vi lever et liv med en forandringsacceleration i både den offentlige virksomhed og vores egne private liv. Vi er konstant på, følger alle impulser, har mistet koncentrationsevnen og evner ikke at fordybe os”. (Politiken Kultur 23/2. 2012).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var fundamentalt uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Fænomener som ”det tavse forår”, ”grænser for vækst”, grønne partier og ”oprør fra midten” brød igennem. De røde måtte pludselig konkurrere med de grønne om menneskenes sjæle. Denne udvikling i samfunds- og kulturdebatten var naturlig og nødvendig. Men i 80’erne forstummede den del af samfundskritikken, og vi fik i stedet den angloamerikanske nyliberalisme. Når demokratiet kan tillade den slags tilbageskridt i samfundsdebatten, må der være noget galt ved systemet.

Den voldsomme ændring af den socioøkonomiske struktur ændrede åbenbart også vores mentalitet og adfærd. I bogen ”Fra folkestyre til markedsøkonomi” har Tim Knudsen beskrevet den nye mentalitet og adfærd, som fulgte med udviklingen:

“Den enkelte var blevet sit eget stadig foranderlige projekt … Man kunne blive for erfaren, så var man erfaringsramt og lod sig i alt for høj grad lede af vanen og traditionen. Frigørelsen fra fortiden var så omfattende, at fremtidsforskerne erklærede, at individet slet ikke var et individ længere. Individet med en uforanderlig kerne var forvandlet til en situid. Den flydende og foranderlige mennesketype”. Knudsen beskriver “de nye kosmopolitiske symbolanalytidere”: “De var blevet deres egne livsentreprenører. Denne nye variant af homo sapiens var en fleksibel, omstillingsparat netværksperson med projektopgaver. Parat til “at gøre en forskel”. Denne mennesketype, denne netværkende projektnomade, sås i lufthavnes lounger, i hurtige tog og på motorvejes rastepladser. Altid i bevægelse, altid med en bærbar pc, en mobiltelefon, knyttende elektroniske kontakter med de andre. Altid seismografisk registrerende alt nyt, som skete, altid med et overvågende og nervøst blik på alle ændringer for ikke at komme bagud i konkurrencen med de andre. Altid på vej mod nye mål, nye meritter at føje til cv’et. Altid i gang med sin biografi, sin næste ansøgning og i sidste ende på det endelige regnskab, nekrologen”. (Knudsen 07 s. 45).

Er dette det væsen, som skal styre det moderne samfund – politik og administration?

I de sidste 50 år er der etableret centralisering og stadig større enheder på mange områder. Vi har bl.a. fået to store kommunalreformer. Samtidig bliver stadig flere områder, som altid har hørt til den offentlige sektor, privatiserede. Og de europæiske nationalstater er simpelt hen ved at forsvinde, uanset at vore ledende politikere bedyrer det modsatte. Kløften mellem det formelle og det reelle bliver stadig dybere og bredere. En ny europæisk supermagt er ved at blive etagleret. Stadig flere politiske afgørelser bliver nu truffet i den europæiske kkunion. Samtidig gør globaliseringen i efhvervslivet nationale politikere magtesløse.

Det er umiddelbbart indlysende, at under disse omstændigheder kan vi ikke bevare de demokratilignende styreformer, vi tidligere kæmpede indædt for, nogle steder med livet som indsats. Hvis politikerne siger, at vi kan, er der enten tale om mangel på indsigt eller taktisk bestemt vildledning. I demokratierne kan politikerne ikke anfægte eller ændre en styreform, der er gået “isme” i. Det ville jo være helligbrøde. Deres modstandere ville øjeblikkeligt slippe hundene løs på dem.

Tanker om staten i den nyere tid

Dette indlæg er et afsnit fra kapitlet ”Demokratiet i idehistorisk belysning” i min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2009).

Demokratiet har aldrig eksisteret i nationalstater siden oldtiden og indtil 1800-tallet, og de store tænkere er sjældent gået ind for det. Først sent i 1700-tallet dukker tanker om demokratiet op igen. Efter 2. Verdenskrig har vi hengivet os til en unuanceret dyrkelse af det.
____________________________________________________________

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for det enevældige monarki. Han afviste den klassiske naturret, ifølge hvilken mennesket i grunden har det gode i sig. Det er frygten for straf, der skal få os til at lægge en dæmper på vort umættelige begær og hindre en evig krig – en alles kamp mod alle. Det indser borgerne, og derfor indgår de en pagt med suverænen. De er forpligtede overfor ham, men han er ikke forpligtet overfor dem. For hvis han ikke er netop suveræn, opstår der splittelse og krig. Hobbes havde oplevet frygtelige tilstande under borgerkrigen i England – kampen mellem kongehus og parlament. Der havde også været religionskrige.

Hobbes’ samfundstænkning kan forekomme noget ekstrem i dag. Men den giver alligevel stof til eftertanke. I dag ville vi sige, at mennesket nok kan tåle nogen politisk frihed, for vi er blevet trukket op fra en mere barbarisk naturtilstand til et højere kulturniveau, og vi ved meget mere. Men jo mere politisk frihed der er, jo vigtigere er opdragelsen med stærke åndelige grundværdier og en høj moral. I Europa og Nordamerika har demokratiet trods alt virket nogenlunde rimeligt, utvivlsomt fordi kristendommen og humanismen i forvejen var etablerede grundværdier. Hvad vil der ske med demokratiet, når disse grundværdier forvitrer?

Nu er vi i oplysningstiden, hvor de store forandringer finder sted. Den engelske filosof, psykolog, pædagog og læge John Locke (1632-1704) mente ikke, at naturtilstanden er en alles krig mod alle, men at allerede naturretten giver os ret til liv, frihed og ejendom. Kapitalismen er ved at være etableret, og nu kommer tankerne om liberalismen. Enhver har ret til frugten af sit eget arbejde. Ejendomsretten er naturretligt begrundet. Borgerne slutter sig sammen i en samfundspagt og indsætter en regering, som altså hviler på folkets billigelse. Locke fremsætter også en idè om magtens deling, som senere blev udbygget af Montesquieu. Lockes tanker fik stor betydning for liberalismen, den amerikanske forfatning og den franske revolution.

Måske inspireret af Locke udviklede den franske baron Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) sin teori om magtens deling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor den lovgivende er parlamentet, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene. Han mente, at det var uheldigt, når for megen magt blev samlet på et sted. Det var noget meget progressivt dengang i 1700-tallet. Men ideen har faktisk holdt sig lige til i dag. Den har haft betydning for liberalismen og blev indført i den amerikanske og franske forfatning. Formelt findes den også i den danske grundlov. Men her håndhæves den ikke længere i praksis.

Den svejtsisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-78) ville, at folket skulle mødes på en folkeforsamling og drøfte og stemme om lovene, ligesom i de græske bystater i oldtiden. Suveræniteten kan ikke repræsenteres. Det ville være folkesuverænitet i praksis, og det var noget, de revolutionære kunne bruge. Men det var kun praktisk muligt i meget små stater. Rousseau ville have en republik med en samfundspagt (grundlov), hvor ikke særinteresserne, men almenviljen (helheden) tilgodeses. Han undsagde den engelske parlamentarisme og industrialisme og mente, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser, republikanerne de fælles værdier. Han så liberalismens krav om frihed som rævens krav om at være fri ræv i en fri hønsegård. Rousseau foretrak staten frem for markedet, hvilket har fået nogen til fejlagtigt at beskylde ham for totalitarisme, måske også inspireret af erfaringerne fra moderne socialistiske regimer. Han er også blevet beskyldt for at ville “tilbage til naturen” lige midt i oplysningstidens euforiske fremskridtstro. Rousseau var således en kontroversiel tænker, hvis ideer om staten nok har inspireret, men næppe er blevet ført ud i livet.

Rousseau havde ret i, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser. Liberalismen har haft stor praktisk betydning for os. Men den må lige så lidt som demokratiet få religiøs status. Ingen af de to idekomplekser er entydige goder. Dybest set havde han vel også ret i, at når folkeviljen repræsenteres, så er styreformen ikke længere demokratisk.

De to oplysningstænkere Locke og Montesquieu fik særlig stor betydning for demokratiets genfødsel og dets udvikling frem til vor tid. De var modstandere af enevælde, men tilhængere af et indskrænket monarki – altså en blandet styreform.

Efter oplysningstiden skete der store ændringer af Europa. Den franske gren af oplysningen var den mest gennemgribende og turbulente. Den satsede på videnskaben og var skeptisk over for religionen, som stod i vejen for friheden og fremskridtet. Den skotske gren inspirerede økonomisk liberalisme og begyndende repræsentativt demokrati. Det nye USA lod sig inspirere af den. Men det blev borgerskabet og kapitalen, som kom til magten. Og under den industrielle revolution i 1800-tallet opstod klassekampen og drømmen om det kommunistiske utopia, som skulle indledes med proletariatets diktatur. Og den drøm, er først ebbet ud sent i 1900-tallet.

I 1800-tallet fik vi endelig de frie forfatninger rundt om i Europa. De afløste som regel enevælden. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-73) var med til at bane vejen for dem med sine tanker om en repræsentativ styreform. Han gik ind for en vis social forsorg, men var dog mere liberalist end socialist. Mill var opmærksom på de farer, der var forbundet med demokratiet: “Masseherredømmets og den offentlige menings stupide tyranni var ham det værste af alt, og det så meget mere, som massernes ledere i praksis altid vil være ubetydelige størrelser, en art gennemsnitstyper, der snarest bliver udtryk for de almindelige meninger, mens de virkelig fremragende mænd kun kommer til at virke indirekte”. (Knud Berlin i Salmonsen bind 17 s. 38). I øvrigt mente også Mill, at det grundlæggende kriterium for god regering er, at den formår at fremme folks moral og intelligens. I dag fremmer den næppe længere moralen, som er blevet en privatsag. Og det kan blive skæbnesvangert for os.

Mills samtidige, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-59), frygtede middelmådighed, materialisme og den offentlige menings ukontrollerede magt. I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads – landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Tocqueville nærede en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi. Han indså, at demokratiet nok ville blive fremtidens styreform, men også, at det ville føre til et kulturtab.