Om styreformer

Dette indlæg er et redigeret uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De tre mest kendte styreformer er monarki, aristokrati og demokrati. Den bedst tænkelige styreform er en kombination af dem, hvilket også oprindeligt var meningen. Men de åndelige grundværdier var det vigtigste.

____________________________________________________________

Lad os kaste et  blik på de tre grundformer, samfundstænkerne har opereret med hele vejen op gennem den politiske idehistorie lige siden antikken: monarki, aristokrati og demokrati.

Monarkiet er den enkleste og mest naturlige styreform. Det er måske den eneste form, i hvilken en højere visdom for alvor kan sætte sig igennem, fordi den er handlekraftig og ikke bliver udsat for så megen splittelse eller udtyndet af konsenser og kompromiser. Den enestående europæiske højkultur ville aldrig være opstået under demokratiet. Sir Robert Filmer fik i 1680 udgivet et værk, som beskrev, at mennesket af naturen er bestemt til den monarkiske styreform, thi i monarkiet findes den bedste orden, den største styrke, den højeste stabilitet og den letteste regeringsform. Det kan naturligvis også gå galt, hvis monarken er et slet menneske og ikke kan styres af sine omgivelser. Men i dag er han sjældent enerådende, og han vil få den bedste opdragelse og uddannelse og kan omgive sig med den højeste visdom. Monarkierne kan skabe gode og stærke samfund. Men folket kan nemt blive udbyttet.

Vi har lært at opfatte monarkiet som mere fejlbarligt end demokratiet. Men det kan også have sine fordele. I den florissante periode i Danmark i 1700-tallet ville storkapitalen, som spandt guld på den oversøiske handel, have flåden til at forsvare dens interesser. Havde det været i dag, hvor kapitalen har stor indflydelse på de politiske beslutninger, ville kravet måske være blevet opfyldt. Men den enevældige konge svarede, at han godt kunne skaffe kapitalisterne en krig. Men det var ikke sikkert, at han kunne skaffe dem freden bagefter. Han kunne have tilføjet: Hvad hvis vi taber krigen? Så skulle kongen stå til ansvar, ikke de florissante kapitalister. Her trådte besindigheden i karakter og overtrumfede begæret.

Aristokratiet spillede en stor rolle i Danmark i 5-600 år, men indgik som regel i en blandet styreform med monarkiet, hvor også kirken havde stor indflydelse. Det kunne holde monarken i skak. (Et historisk eksempel: Kong Christian IV (1577-1648) ville absolut føre krig, åbenbart for at vinde hæder og markere, at det var ham, der bestemte i Norden. Men han blev standset af statsrådet. Han gjorde det nu alligevel – ikke som konge, men som hertug af Holsten. Han tabte, og så begyndte en lang nedtur for Danmark). Men aristokratiet kan også føre til indre splid og manglende handlekraft i trængselstider. (Historisk eksempel: Da Danmark var truet på dets eksistens under svenskekrigene i 1600-tallet, blev enevælden indført (1660) under Frederik III (1609-70), nærmest ved en slags statskup, hvor byernes velhavende borgerskab støttede kongen. De privilegerede godsejere måtte betale skat. Vi overlevede. Derefter blev Danmark en af Nordeuropas stærkeste magter).- Men også i aristokratierne kan folket nemt blive udbyttet.

Hvis en styreforms kvalitet kan måles ved dens livslængde, var aristokratiet nu heller ikke så ringe endda. I Danmark havde aristokratiet størst politisk indflydelse i de 378 år fra håndfæstningerne til enevælden. Men det havde endnu en vis indflydelse under enevælden, ja, selv efter den frie forfatnings indførelse, lad os sige til begyndelsen af 1900-tallet. Altså i alt i ca. 600 år. Nogle af de rige italienske bystater, som havde deres storhedstid i renæssancen, blev styret af en slags aristokratier i mange århundreder. Venedig var et aristokrati i over 1000 år. Oldtidens romerske republik varede i ca. 500 år. Den havde nok en blandet styreform, men aristokraterne i senatet havde reelt den største indflydelse. I England har aristokratiet også spillet en stor rolle på tværs af skiftende formelle styreformer.

Demokratiet har kun eksisteret i kort tid med store problemer og i en form, som ikke er et rigtigt demokrati, men hvor der har været implikationer af alle tre grundformer, hvilket slet ikke har været så tosset endda. Men i 1900-tallet begyndte demokratiet at overtrumfe de andre grundformer. Det kan bidrage til et alment kulturelt forfald og bane vejen for nye styreformers indførelse.

Folket kan ikke styre et land, og det hjælper ikke stort, at vi har fået folkeoplysning, og at demokratiet er blevet repræsentativt. For der er stadig langt op til den højere visdom, som er nødvendig for at styre en stat. Staten vil derfor gå imod opløsning indefra, og så bliver presset også større udefra.

Den opfattelse, at folket kan gøres kvalificeret til at styre et land gennem oplysning, er lige så forkert, som den er udbredt. For viden er ikke det samme som visdom. Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse. Man skal også have medfødte evner, så man kan administrere sin viden. Ellers kan den sanseløse vidensophobning være spild af ressourcer og føre til fejludvikling. Striden om, hvorvidt miljøet (uddannelse) eller arven (medfødte evner) er vigtigst, har præget 1900-tallet. Troen på miljøets altafgørende betydning vandt, for med den kunne kravet om stadig mere magt til folket nemmere begrundes. Dermed havde demokratiet tilsyneladende fremtidssikret sig selv.

Somme tider kan man godt fristes til at tro, at vi kunne have undgået nogle af 1900-tallets problemer, hvis vi havde haft et politisk system med lidt mere visdom:

Parlamentarismen gjorde systemet kompliceret og ineffektivt og undergravede princippet om magtens deling. Pacifismen gjorde os sårbare og magtesløse. Kulturradikalismen nedbrød nok mere end den byggede op. Det unuancerede krav om lighed kom til at sænke niveauet i undervisning og uddannelse, Moderne psykologi og pædagogik kom til at undergrave opdragelsen. Den offentlige sektor blev misbrugt uden at det populistiske demokrati kunne forhindre det. Det kunne jo koste stemmer! Chokvalget i 1973 var et symptom på et populistisk forfald. Vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, før der blev grebet ind. Hippiekulturen, nymarxismen og intellektuelle modebølger som værdirelativisme og postmodernisme fik frit spil og bidrog til forvirringen. Kønskvotering er et irrelevant overgreb. Nyliberalismen overtrumfede den seriøse og nødvendige samfundskritik. Globaliseringen gør politikerne magtesløse. Og hvad med multikulturalismen, forureningen, krigsdeltagelsen og den evige økonomiske vækst. – Vi er ved at blive udviklingens gidsler. Myndighederne står magtesløse overfor mange af tidens problemer.

Alt dette kan naturligvis afvises som bagklogskab. Men vi må dog stadig lære af vores erfaringer. Vi genkalder os Ciceros bemærkning: At grundlægge eller bevare en stat kræver næsten guddommelige evner. I et kapitel om debatterne forud for dannelsen af det nye USA skriver Per Mouritsen: “Først og fremmest er den amerikanske politiske tænkning fra dengang, hvor ordentlige præsidenter og statsmænd også var filosoffer”. (Thomas Jefferson, James Madison, Thomas Paine, Alexander Hamilton. S.F.). Datidens debat udgør stadigvæk i dag et reservoir af væsentlige temaer for politisk teori”. (Kaspersen og Loftager (red.) 09 s. 330).

Siden demokratiets indførelse i 1849 har Danmark været på randen af udslettelse som nation to gange. I trængselstider vil en stærk karismatisk leder gå i spidsen for det knurrende folk, som kan forføres med demagogi (forførelse af folket med veltalenhed), og så får vi alligevel diktaturet. (Historiske eksempler: Italien i 1920’rne og Tyskland i 1930’rne). Men det bliver langt værre end i monarkiet og aristokratiet. Det bliver tyranni. Fordelen ved en demokratilignende styreform er, at det er sværere at udbytte folket.

Formelt har Danmark i dets kendte historie næsten altid været et monarki. Men reelt har aristokratiet også spillet en stor rolle. Adelen var så stærk, at kongen måtte tage hensyn til den. Helt frem til 1648 kunne man ikke blive valgt til konge uden at underskrive en aftale (håndfæstning) med stormændene. Kirken spillede også en meget stor rolle, og kongen gjorde klogt i at alliere sig med den. Efter reformatrionens (1536) og enevældens (1660) indførelse blev monarkiet dog styrket. Uden en stærk ledelse går alt før eller siden til grunde – familier, virksomheder, organisationer, stater, kulturer.

Under denne lidt blandede styreform, hvor en højere visdom kunne sætte sig igennem, blev den europæiske højkultur (humanitet) rodfæstet i Danmark, så samfundet trods den menneskelige svaghed blev mindre barbarisk, mere humant. Derfor kom selv demokratiet trods alt også til at fungere nogenlunde rimeligt. Men hvad sker der, når humaniteten begynder at smuldre, fordi den ikke længere bliver vedligeholdt?

Materialismen udfordres

Hermed genoptager vi serien med artikler om samfunds- og kulturproblemer efter sommerferieperioden – lidt forsinket. Beklager.

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”. (Siesta 2009).

Vi har gennemgået nogle af de træk i den idehistoriske udvikling, som har været med til at skabe vor tids fremherskende, ensidigt materialistiske grundholdning. Men den har aldrig haft frit spil. Den gamle, idealistiske grundholdning slap aldrig helt sit tag i kulturen:
____________________________________________________________

Den naturlige reaktion imod fornuftdyrkelsen og udviklingsoptimismen kom allerede med romantikken i litteratur, kunst og filosofi, især i første halvdel af 1800-tallet. Men den blev forholdsvis kortvarig, om end hektisk, og fik ingen afgørende indflydelse på den allerede dybt rodfæstede materialistiske grundholdning. Men den var skriften på væggen, og senere i århundredet og videre ind i 1900-tallet, opstod en række nye bevægelser og tanker på forskellige områder, som på en eller anden måde var en reaktion imod den ensidigt materialistiske grundholdning og dens samfundsmæssige eller kulturelle konsekvenser:

Allerede Schelling ville med sin naturfilosofi give en dybere tolkning af den verden, naturvidenskaben udforsker med beregninger og eksperimenter. Fysikeren kommer til sit objekt udefra. Han konstaterer fakta og finder regelmæssigheder. Han siger os ikke, hvad verden er, og hvorfor den virker som den gør. Schelling vil trænge om bag ved de synlige fænomener og finde ud af tilværelsens dybere sammenhæng. Han vil tolke naturen, som man tolker en symfoni eller et digt. Han søger motivet bag den kunstneriske frembringelse. Han lever sig ind i den intuition, som har fået skikkelse i skabelsens øjeblik.

Henrik Steffens fremhævede anelsens betydning. Dens genstand er uendelig, og den bevidner vort slægtskab med det evige. Anelsen vidner om en kommende tilværelse, og den giver os en dyb forvisning om den sammenhæng, som råder i alt. Anelsen fortæller os, at den guddommelige spire i os er det faste punkt og kilden til al evidens.

Bergson hævder, at fornuften eller den strengt rationelle tænkning aldrig vil kunne fatte selve livet, det være sig det biologiske liv eller sjælelivet, uanset hvor megen systematik eller videnskabelighed den påberåber sig. Livsprocessen følger ikke bestemte love, som kan blotlægges af videnskaben. Forstandens funktion er rent ”mekanisk”. Den kan analysere, det vil sige opløse, adskille og sammensætte. Den kan kun forstå det statiske. Hvis den ville prøve at forstå livet, måtte den derfor standse det. Men så er det ikke længere liv. For livet forløber i en kontinuerlig strøm. Kun gennem intuitionen kan vi forstå noget af livet. For den indebærer evnen til en instinktiv indføling med livet – til at skue fænomenerne i helheder og højere sammenhænge.

Bergson beskrev også forskellen mellem intuition og analyse: Intuitionen er en slags intellektuel sympati, hvor man går ind i tingen – bliver et med det enestående, der er i den – forstår dens dybere væsen. Analysen fører tingen tilbage til elementer, der allerede kendes – som tingen har fælles med andre ting. At analysere er at beskrive en ting som en funktion af, hvad der ikke er tingen selv. Analysen er altså en slags oversættelse eller forklaring ved hjælp af symboler. ”Analysen kredser rundt om genstanden i en stadig utilfredsstillet attrå efter at fatte den og er ifølge sin natur dømt til denne evige kredsen rundt; den må bestandig opsøge nye synspunkter for at fuldstændiggøre sin bestandig ufuldkomne oversættelse. Men intuitionen er, når den er mulig, en usammensat akt.” 14).

For Rathenau er sjælen et kompleks af de højeste åndelige kræfter, som intet har med intellektet eller forstanden at gøre. Intellektet bruger matematikken og logikken til at erkende med. Intellektet kan måske nok undgå rent logiske fejlslutninger. Men det kan ikke udvælge og vurdere. Dertil skal det bruge sjælen. Selv om tænkningen er fri for logiske modsigelser, fører den alligevel til forkerte handlinger, hvis det stof, den arbejder med, er forkert. Dette stof leveres af sjælen til forstanden, som så udformer det. Det er forstanden, som begår fejl, ikke sjælen. – Mekaniseringen driver skånselsløst menneskene fremad. Denne tragedie er mennesket kommet til ved en grænseløs og unuanceret tillid til intellektet, som dog kun er i stand til at analysere, men ikke kan forstå det åndelige. ”Intellektets rige er antikristens rige, som bygger på begærlighed og fjendskab, bejler til guld og ære, drager det hellige ned, gør hjerterne hårde og jager sjælene i landflygtighed. På denne baggrund må sjælen bestyrkes i sin anelse … om sin evige ret.” 15).

Rathenau levede i en tid, hvor den skarpe sondring mellem sjæl og intellekt var fuldbyrdet. Han gav en næsten poetisk beskrivelse af forskellen mellem de to kategorier: Intellektet tror ikke på noget og fordrer meget. Sjælen tror på meget og fordrer intet. ”I den intellektuelles øjne er den sjælelige uklog, drømmende og overspændt, i den sjæleliges er den intellektuelle angstfuld, begærlig og blind. Intellektet iler kilometergrådigt hen ad sin skinnevej, sjælen vandrer under stjerner i stille fordybelse. Hist det hvileløse spørgsmål: hvorfor, hvortil? Og intet svar; her en fylde af sikker fornemmen og intet spørgsmål. Intellektet bejler og strider, sjælen modtager og skaber.” 16).

Også forskellige åndsvidenskabelige, nyreligiøse, kosmologiske, esoteriske eller okkulte bevægelser som spiritisme, teosofi og antroposofi har haft et gennembrud i 1800- og 1900-tallet. Det sidste nye er New Age bevægelsen, som har manifesteret sig i nogle årtier.

Disse bevægelser er typisk startet af personer med helt usædvanlige åndsevner, som ofte kaldes klarsyn. Hvad det nærmere indebærer, har Oskar Borgman Hansen beskrevet: ”Mennesket kan gennem koncentration og meditation styrke sine sjælelige kræfter således, at en bevidsthed bliver mulig  som er uafhængig af legemlige faktorer. Den almindelige bevidsthed er baseret på legemet, først og fremmest på dettes sanseapparat. Men i denne bevidsthed har mennesket dog også en mulighed for at tænke spontant, uafhængigt af organiske betingelser. Og på grundlag heraf  kan det øve sine kræfter: koncentrere sin tænkning, styrke sin vilje og rense sine følelser. Sker det med tilstrækkelig intensitet og alvor, opstår den bevidsthed, som kan bære sig selv, uafhængigt af legemsprocesserne. I denne tilstand optræder så oversanselige iagttagelser, gradueret i de oplevelsesformer, som kaldes imagination, inspiration og intuition.” 17).

Så langt når de færreste af os. Men de, som tænkte dybt, lagde grunden til den europæiske højkultur.

14) Henri Bergson: Intuition og Verdensanskuelse. G.E.C. Gad 1914 s. 11-12.

15) Walther Rathenau: Sjælen. Martins Forlag 1918 s. 42.

16) Søren Holm: Tanker og livssyn i tyvende åehundrede. G. E. C. Gad 1951 s. 74 – 75.

17) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C. A. Reitzels Forlag 2004 s. 30.

Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.