Demokrati og etik

FORORD TIL HELE SERIEN

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Essay i Højskolebladet i juni 2012 under titlen ”Kulturelt Forfald”.

Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi og en etisk fordring, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogenlunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger.
_________________________________________________________________

DEMOKRATI OG ETIK

I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Demokratiet er ikke en skabelon, der kan presses ned over ethvert samfund til enhver tid og på ethvert sted. Alle stater skal altid være demokratier, uanset forudsætningerne. De stater, som ikke er det, er hjemfaldne til kritik og sanktioner. Men demokratiet er i virkeligheden en styreform, som kun kan fungere nogenlunde under ganske særlige forudsætninger, som må tilvejebringes først. Ellers opstår der kaotiske tilstande og sammenbrud.

Vi skal se på demokratiets vigtigste forudsætning, de åndelige grundværdier. Men først nogle generelle betragtninger om begrebet holdninger:
Vi kan forestille os en bygning med tre etager eller niveauer:

Dybest nede – i fundamentet – findes de få store, monolitiske grundholdninger, som typisk manifesterer sig i de store religioner, men også i den klassiske filosofi. Ja, selv i litteratur og kunst. De gennemtrænger samfundet. Fundamentet er skjult under jordoverfladen, men det bærer resten af bygningen. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Hvis bygningen ikke hviler på et solidt fundament, vil den styrte sammen under elementernes rasen. Grundværdierne indebærer tidløse sandheder og ændrer sig lige så lidt som den menneskelige natur. Derfor skal man være meget forsigtig med at ændre dem.

Længere oppe – i stueetagen – hvor der endnu er bærende murværk, findes et større antal mindre holdninger, som er knap så tidløse. Det kan være styreformer, retsvæsen, politiske ideologier, økonomiske og administrative idekomplekser. Dem kan man godt ændre lidt på en gang imellem – i takt med udviklingen af ny viden og erfaring.

Længst oppe – på loftet – hvor også pulterkammeret er, findes mange forskellige teorier, der kommer og går, næsten som en slags modebølger. De kan ændres løbende.
De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken styreform vi bruger. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Lignende tanker har også præget den politiske filosofi. Montesquieu (1669-1755) skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten. Bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind). Republikken kunne være aristokratisk eller demokratisk. Ændringer af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer.

Og det er lige præcis, hvad der er ved at ske i dag. Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et umiskendeligt forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem. De åndelige grundværdier var begyndt at forvitre.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875-1965), at i den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar. Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik. Vor tids materialisme mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! Vor tids historie vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63), at det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Det er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid.

Vi skal fastholde de åndelige grundværdier, humanismen og kristendommen, gennem opdragelse, undervisning og forskning.

Men til de åndelige grundværdier hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. Den hører til i stueetagen, ikke i fundamentet. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er selvmodsigende proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. – Det er kongevejen til et kulturelt forfald.

Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år. Selv de argeste kritikere af den er endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, især blandt de unge, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle årtier er udtryk for et kulturelt forfald.

Jeg tror ikke på, at vi moderne mennesker kan gøre det bedre end de gamle, alene af den grund, at vi er ved at miste evnen til og traditionen og muligheden for den dybe tænkning, hvilket som bekendt kræver tid og ro. Vi er blevet eksperter, men har måske mistet overblikket. Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere mål, humaniteten. Men den er blevet sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Det gode samfund, vi skabte i hundredåret mellem midten af 1800- og midten af 1900-tallet, skyldes først og fremmest de åndelige grundværdier. Demokratiet var en del af processen og bidrog til at højne folket materielt og politisk. Men det hele byggede på grundværdierne, når det kommer til stykket.

Vi skal bevare demokratiet. Men hvis vi lader de åndelige grundværdier forvitre, bryder det alligevel sammen før eller siden.
_________________________________________________________________

Hermed afsluttes artikelserien ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Men der vil fortsat blive bragt forskellige indlæg i samfunds- og kulturdebatten på denne blog / hjemmeside.

 

Unge ubefæstede sjæle

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Kronik i Fyens Stiftstidende 16/10 2009 under overskriften ”Det moralske forfald”. Her med tilføjelse af et par enkelte sætninger.

Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn. Det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.
_________________________________________________________________

UNGE UBEFÆSTEDE SJÆLE

De unge skal opdrages med de åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af verdens bedste samfund, og som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet. De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring. Ellers forstener kulturen. Men at lade dem forfalde i løbet af få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.

I de sidste 40 år er der sket et accelererende moralsk forfald. I dag er mord, bankrøverier, ildspåsættelse, grov vold og voldtægt blevet almindelige. Forbruget af alkohol og euforiserende stoffer er kommet ud af kontrol. Organiserede gangsterbander og terrorister medfører øget kontrol, som kan undergrave økonomien og den politiske frihed. Horder af frustrerede unge driver hærgende rundt i storbyernes gader.

Når medierne udstiller de tragiske begivenheder, spørger de den ansvarlige minister på området, hvad hun vil gøre ved det. Hun udtaler så nogle pæne selvfølgeligheder. Somme tider er der ligefrem en debat med politikere og eksperter. Men der er ikke meget, der tyder på, at forholdsreglerne hjælper. Politikerne kan nemt komme til at udnytte eller misbruge vreden i befolkningen. Populismen ligger og lurer under overfladen.

Hvordan er det kommet så vidt?

En medvirkende årsag kan være, at alt for mange unge uden livserfaring og besindighed pludselig fik al for megen indflydelse på al for kort tid. At styre et samfund kræver andet og mere end ekspertise. – Faktisk en højere visdom. Demokratiet var begyndt at udarte til demokratisme.

I slutningen af 50’erne kom 5-8 % af en årgang i gymnasiet. I dag er det snarere 50 %. Masser af unge, som kaldte sig intellektuelle, fik pludselig en akademisk uddannelse, og dermed stor indflydelse på samfundets anliggender. Forfaldet kom også til udtryk i politikken. Studerende og politikere indgik i en uhellig alliance for at gøre folkets børn til akademikere. Men den slags lader sig bare ikke gøre uden at sænke niveauet.

Psykologi, sociologi og pædagogik var modefag dengang. Nogle af teorierne kunne være gode nok. Men de unge fik dem galt i halsen, fordi lidenskaberne sejrede over besindigheden. Der gik ”isme” i dem. Det betyder, at de får religionens karakter: Det bliver syndigt at anfægte dem. De unge havde ikke en kritisk distance til dem, som århundreders praktisk erfaring og visdom havde givet os. Alt nyt var godt og alt gammelt skidt. Praktisk erfaring var primitiv og livserfaring skadelig. Professorerne skulle stækkes og rengøringspersonalet have medindflydelse.

Nogle af de beslutninger, der blev truffet, var ganske enkelt tåbelige. Men de ansvarlige politikere svigtede, da det gjaldt. De skulle have sat hårdt mod hårdt, men kunne (eller ville?) ikke modstå presset.

Men det hele endte altså med, at selve opdragelsen forsvandt! Ved opdragelse forstås her ikke kun det, at ungerne skal lære at opføre sig ordentligt og lystre. De skal også opdrages med de åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af verdens bedste samfund, og som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet. De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring. Ellers forstener kulturen. Men at lade dem forfalde i løbet af få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.

Mange af de såkaldt progressive unge intellektuelle prøvede målbevidst at bekæmpe ”det åndelige formynderi”. De drev en sand heksejagt på autoriteterne. Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten. Det var en udbredt opfattelse, at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner. Derfor bør opdragelse og undervisning være ”værdifri” eller ”neutral”.

Men at opdrage er at trække os op – fra barbari til højkultur. Det er tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plager de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt valg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinionsmarkedet. Resultatet er blevet rodløshed, forvirring og angst. Vi er endt i det åndelige tomrum, som, dybest set er uegnet for sandt menneskeliv.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet: Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt. Det er faktisk meningsløst. Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn. Det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

De af os, som er født før midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indoktrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og en bestemt moralkodeks. Men vi afviste ikke alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden. Vi var såmænd rigeligt fascinerede af det. Men vi lod os bare ikke uden videre rive med. For vi var ikke ubefæstede sjæle.

Men det er lige præcis, hvad mange unge er i dag. De har ikke længere noget værdifuldt at tro på og finde sammen om, som giver livet fylde, mening og værdighed. I postmodernismen lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed. Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft, siger sociologen Zygmunt Bauman. Bange, ensomme mennesker vil altid søge efter et fællesskab. Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er skabt af frygt, mistænksomhed og had. Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed. Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.

Det blev naturligvis ikke bedre af,. at der siden 80’erne er kommet masser af flygtninge og indvandrere, også fra helt fremmede kulturer, hvis åndelige grundværdier er helt anderledes end vore egne. Dem tog de intellektuelle imod med åbne arme, for de var en ”berigelse”.

Mange af de intellektuelle hørte politisk til venstrefløjen. Nogle var revolutionære. Da de blev ældre, gled en del af dem ind imod den politiske midte. Kulturelt hørte de til kulturradikalismen. Mange af dem, især kvinderne, har en smuk medfølelse, som også manifesterer sig i hjemsendelsesdebatten. Men medfølelse er ikke nok, når et samfund skal fungere. De mangler åbenbart den robusthed og statsmandstæft, som er nødvendig i givne situationer. Mange af dem synes at nære større omsorg for vandaler og kriminelle end for deres ofre og samfundet. Somme tider har man indtryk af, at de helst ville afskaffe al straf og i stedet indføre rundkredsterapi. Det er håbløse signaler at udsende i samfund under destabilisering.

Det er en gammel sandhed, at børnene og de unge skal have en fast, men kærlig hånd. Men de progressive intellektuelle glemte det med den faste hånd. De tror stadig, de kan undlade at opdrage dem.

De kulturradikale intellektuelle jamrer over, at den politiske magt har skiftet side politisk. Men det er deres egen skyld. For trods årtiers indoktrinering med naiv pseudohumanitet kan folket omsider godt indse, at den er helt gal.

Men det hjælper ikke meget, at magten skifter side. Vi skal et spadestik dybere ned. Problemet er den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, som har fortrængt den åndelige virkelighed, og som findes på begge sider i dansk politik. Humaniteten præger ikke vores holdning og adfærd som tidligere, men tolereres endnu som noget, vi kan krydre tilværelsen med i ledige stunder og ved højtidelige lejligheder.

Næste gang en journalist spørger en minister, hvad vi skal gøre, kan hun passende svare følgende: Selvfølgelig skal vi skærpe straffene for at destabilisere samfundet, men det er slet ikke nok. Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier, og dermed viljen og styrken til at vedligeholde og forsvare dem. Ellers bliver vi opløst indefra, og så kan vi nemt ”erobres” udefra. Men det vil tage årtier at løse problemet. Det vil nok kræve en slags kulturrevolution. For det moralske forfald, den primitive værdirelativisme og den naive, kulturradikale pseudohumanitet præger endnu tidsånden.
_________________________________________________________________

Næste indlæg handler om forholdet mellem den jødisk-kristne mythos og den græsk-romerske logos.