Moderne samfundsteori

Dette indlæg er et redigeret afsnit i min bog “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”.

Det virker nærmest, som om de nye “ismer” i samfundstænkningen er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme.
____________________________________________________________

Inden vi helt forlader kritikken af materialismen, må vi endnu kaste et blik på den moderne samfundsteori, de intellektuelle beskæftiger sig med nu, hvor teologien og filosofien ikke længere har den afgørende betydning.

Samfundsvidenskaben er blevet et meget omfattende og kompliceret – ja, uoverskueligt fænomen, fordi det omfatter flere områder som antropologi, sprogvidenskab, sociologi og videnskabsteori, og fordi der hele tiden opstår nye teorier. Det er, som om videnskaben har svært ved at følge med den voldsomme samfundsudvikling.Vi skal ikke her beskæftige os med alle de kendte retninger og deres indbyrdes sammenhæng, men blot nævne og kommentere enkelte vigtige træk:

Frankfurterskolen i Tyskland var inspireret af marxismen og forskede i forskellige samfundsteorier. Det var ikke en streng positivisme, men en kritisk teori, som også inddrog sociologi og psykoanalytisk teori i sine undersøgelser. Den talte tidligt om en falsk bevidsthed i befolkningen (jf. nazismen), om oplysningens, fornuftens og det modernes tvivlsomme anliggender. Væksten i materiel velfærd betales med åndelig forarmelse. Senere sagde Habermas, at den kulturelle forarmelse opstår, fordi der sker en elitær udspaltning af ekspertkulturerne fra den kommunikative hverdagspraksis. Og at samfundet har brug for et centrum – en mellemmenneskelig fællesviljes projekterende enhed. Frankfurterskolen prægede samfundsdebatten fra 20’rne til 70’erne. Ungdomsoprøret og venstrefløjen støttede sig til den. Fremmedgørelse var et nøgleord. – Men også Frakfurterskolens udgangspunkt var overvejende materialismen.

I 60’erne og 70’erne prægede strukturalismen samfundstænkningen. Dens førende skikkelse, Claude Levi-Strauss, havde tidligere ladet sig inspirere af antropologi, psykoanalyse og marxisme, men især sprogvidenskaben (semiotik), som skulle danne model for andre videnskaber, især social- og humanvidenskaberne. Den skulle være en altomfattende teori om verdens indretning. – En slags alternativ til den klassiske historiske udviklingsfilosofi. Således ville de humanistiske videnskaber også blive en slags eksakte videnskaber! Strukturalismen beskæftigede sig også med medier, ideologier, litteratur, psykologi, kunst og samfund. – Men var strukturalismen ikke bare en videreførelse af den ekstreme videnskabisme, som havde præget tænkningen i hele århundredet?

Siden 80’erne har den vigtigste hovedstrømning været postmodernismen, som adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1960), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne. Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret. Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret. Alle gamle værdier er brudt op. Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen. Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som blandt andet siger, at “de store fortællingers” tid er forbi – for eksempel fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier. Herefter er det enkelte menneske frit stillet. Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om det postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi. Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne. Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om “de store fortællinger”. Men den skal næppe repræsentere, fastholde og videreføre dem. For måske er de i virkeligheden undertrykkende! Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel (1).

Altså: Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, for eksempel ved at udfase den fra opdragelse og undervisning. Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet! Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet. Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier. Noget lignende er aldrig sket tidligere. Heller ikke i andre kulturer.

I sådanne situationer er det altid en god ide at spørge: Hvem har gavn af det? Det har magteliten. For når de åndelige grundværdier er væk, er vejen banet for den vilkårlige magtudøvelse. Vi har ingen modstandskraft imod nye, besnærende systemer, som måske ligefrem kan virke forløsende for ubefæstede sjæle. – Sporene skræmmer.

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers “Vesterlandets undergang”? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden. Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Den logiske empirisme og den analytiske filosofi er for længst løbet ud i sandet. Spørgsmålet er, hvor længe de nye “ismer” holder. Det virker nærmest, som om de allerede er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme. Sikkert er det, at der snart vil komme en ny “trend”, som vil få´et fint navn og blive dyrket af de intellektuelle. Og sådan kan brydningstiden fortsat manifestere sig, indtil videnskabismen lærer at kende sin begrænsning.

Der findes dog også gode tendenser i den moderne samfundsteori, som er forenelige med dette essays hovedteser:

Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. – Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer. Kulturen må´besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Jürgen Habermas mener, at man ikke kan lave samfundsvidenskab på samme måde som naturvidenskab. For så bliver kollektive mål og moral klassificeret som noget, der ikke kan debatteres rationelt, og den offentlige debat som forum for kollektiv viljesdannelse forarmes og fragmenteres. Videnskabstroen bliver til ideologi. Habermas mener, at systemverden og livsverden skal holdes adskilt – systemverdenen må ikke “kolonisere” livsverdenen, for mening, solidaritet og personlig identitet kan kun frembringes gennem sproglig kommunikation i livsverdenen.

Anthony Giddens siger, at vi er blevet mere selvrefleksive, fordi samfundet aftraditionaliseres: “Traditioner bliver i det moderne samfund konsekvent antastet og problematiseret. At følge traditionen skal i dag legitimiseres og retfærdiggøres, hvilket man ifølge Giddens ikke gjorde tidligere. Moderne mennesker vælger ikke automatisk at følge traditionen, og hvis vi handler med udgangspunkt i en tradition, gør vi det altid med en viden om, at vi kunne have gjort det anderledes. Det betyder, at det er op til os selv at vælge. Fællesskabet kan dermed ikke længere baseres på traditionen. Når traditionen forsvinder eller får mindre betydning, er det enkelte individ tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed erstatter traditionens skjulte magt. Dermed ændres grundlaget for selvidentiteten – vores opfattelse af os selv. Før blev vores identitet skabt gennem nogle traditioner, men i det senmoderne samfund skal selvidentiteten … skabes og genskabes konstant. Det er også forklaringen på, at terapi og psykologisk rådgivning er blevet så populær i de vestlige samfund.” (2).

Zygmunt Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset. I postmodernismen kan individet vælge mellem mange muligheder. Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed. Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft. Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et. Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had. Den “flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed. Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård. I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan iøvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

_____________________

(1): Morten Kyndrup: “Det postmoderne”. Gyldendal 1986 s. 198.

(2): Morten Hansen Thorndal: “Modernitetens politiske teoretikere”. Columbus 2004 s. 63.
____________________________________________________________

Efter sommerpausen vil vi bl.a. beskæftige os med spørgsmålet om, hvorvidt det endnu er muligt at forebygge sammenbrud ved at gennemføre drastiske ændringer af samfundet.

Mødet mellem to kulturepoker

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). 

Den nyere tid nåede formentlig sit højeste kulturelle niveau i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet – altså mens man endnu trods alt dyrkede kulturens oprindelige åndelige grundlag, og før materialismens iboende destruktive tendenser for alvor trådte frem i lyset. – Der skal komme en tid, hvor vi vil se tilbage på vor tid med lige så stor undren, mistro og overbærenhed som den, med hvilken vi i dag ser tilbage på visse træk i “den mørke middelalder”.
___________________________________________________________________

Det er ingenlunde usandsynligt, at vi, som lever omkring årtusindskiftet, vil blive vidner til et af historiens store dramaer, brydningstiden mellem to kulturepoker. Ouverturen blev spillet omkring det næstsidste århundredskifte og havde klang af almindeligt åndeligt og materielt opbrud – herunder en vis social elendighed. Tæppet gik for første akt med verdenskrige og økonomiske kriser. Der var pause i efterkrigstiden, og tæppet gik for anden akt. Vi har overværet ungdomsoprøret, eksperimenterne med nye livsformer, den voksende interesse for østerlandsk visdom og mystik, nyreligiøsiteten, nymarxismen, protestbevægelserne, den grønne bølge – alt det, vi sammenfattende kan kalde ”den store vægring”. – Men vi har endnu hovedakten til gode.

Vi har set, hvordan vor egen brydningstid har adskillige træk fælles med tidligere brydningstider: oprørsstemningen, forfølgelsen eller latterliggørelsen af anderledes tænkende, kulturpessimismen, rodløsheden og angsten.

Den nyere tid nåede formentlig sit højeste kulturelle niveau i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet – altså mens man endnu trods alt dyrkede kulturens oprindelige åndelige grundlag, og før materialismens iboende destruktive tendenser for alvor trådte frem i lyset. Det viser sig i tidens filosofi, litteratur, musik og kunst i det hele taget. På en måde var det en lykkelig tid – præget af den nyskabende kraft, som gennem fryd og smerte når til forløsning af nyt liv. Det er med rette, man har kaldt den tid for guldalderen.

Dengang kunne en Søren Kierkegaard endnu tillade sig at sige: Der findes ingen mere bagvendt klogskab end den, som lader det evige fare som noget usikkert og holder fast på det jordiske som noget sikkert.

I det moderne samfund er der snart hverken fryd eller smerte, og derfor heller ingen forløsning. Tilbage er kun det gustne politiske overlæg og den massesuggestion, hvis intellektuelle og moralske niveau altid er lavere end det enkelte individs. Middelmådigheden kvæler storhedens spirer og hindrer ethvert sandt menneskeligt fremskridt. For de tanker, som højner mennesket, udspringer af den ånd, som en gang imellem løfter en flig af det glemselens slør, som skjuler sandheden – som i glimt åbenbarer det guddommelige. – Den åndelige forstening er et umiskendeligt symptom på et kulturelt forfald, og den viser sig på alle områder. Vi kan sige med forfatteren Villy Sørensen, at i dag har vi religion uden ekstase, kunst uden mystik, videnskab uden fornuft, filosofi uden visdom, psykologi uden sjæl og sex uden eros.

Vi moderne mennesker er åbenbart ved at miste evnen til fordybelse, hvilket som bekendt kræver tid og ro. I dag er der så meget, som kan splitte og forvirre sindet.

Det er kommet så vidt, at vi ikke engang længere rigtigt er klar over, hvad menneskelighed er. Alle videnskaberne om mennesket er rådvilde over for dette spørgsmål, siger Georg Picht. Den tænkemåde, der i dag behersker samfundet, betragter alt det, som ikke kan observeres, som utilbørligt, anstødeligt, ja, endog usømmeligt. Der findes ikke længere nogen krog i vort samfund, der ikke blev gennemsyret af den ætsende lud, som en abstrakt omsiggribende umenneskelighed er. Ikke kun videnskaben er blind for menneskelighed, også litteratur, musik og bildende kunst formår ofte kun at udtrykke den forpinte menneskeskabning i mennesket ved i skingre dissonanser eller med analysens dissekeringskniv at minde vore sløvede sanser om kvalerne og forkrøblingerne hos det væsen, der engang var menneske, og som håber at blive det igen.

De evindelige og voldsomme forandringer i samfundet gør det ligefrem nødvendigt at ændre den menneskelige integritet. Tradition og sædvane er ikke kun ubrugelige, men ligefrem skadelige. De står i vejen for udviklingen. Tidens nye mantra er omstillingsparathed. Et stort terapimarked er opstået. Enorme summer bruges på at skabe en ny social og individuel refleksivitet – ja, en ny identitet – et formbart menneske, som gør klogt i at tilpasse sig magteliternes ønsker. – Altså næsten det modsatte af det dannede, livsoplyste, kritiske og selvstændigt tænkende menneske, som oprindeligt var meningen med humanismen og demokratiet. Det kan se relativt uskyldigt ud i dag. Men hvad bliver det næste, og hvor går grænsen? I den offentlige debat har kritikerne talt om ”profitoptimering af sjælelivet”.

Tabet af den åndelige dimension i tilværelsen har efterladt et uhyre tomrum – et ”eksistentielt vakuum” (Victor E. Frankl). Dette er så meget mere katastrofalt, som at et af menneskets sikreste kendetegn er viljen til mening. Det eksistentielle vakuum viser sig som en følelse af meningsløshed, tomhed og kedsomhed. Vi prøver at flygte fra dette tomrum, for eksempel gennem arbejde (derfor er arbejdsløshed en katastrofe). Og forlystelser (derfor er underholdningsindustrien eksploderet). Tom rigdom,. Tom lediggang, tom seksualitet, er ikke lejlighedsvise dårligdomme i materialismen, men dens nødvendige slutprodukt. Der er her virkelig tale om et alvorligt samfundsproblem – en kollektiv neurose, som præger hele vor kultur.

Hvis man spørger, hvordan vi er havnet i denne situation, svarer Frankl: Da vi blev mennesker, mistede vi nogle af de instinkter, som bestemmer dyrets adfærd. Disse instinkter gav os en slags sikkerhed, som for evigt er tabt. Vi er ”fordømte” til at vælge. Men under den senere udvikling har vi også lidt et andet tab: de traditioner og traditionelle (åndelige) værdier, som støttede vor adfærd, er også forsvundet. – Altså: Intet instinkt fortæller os, hvad vi behøver at gøre, og ingen traditioner fortæller os, hvad vi bør gøre. Snart vil vi heller ikke vide, hvad vi ønsker at gøre. Så vil vi enten gøre, hvad andre mennesker gør, hvilket er konformisme. Eller vi vil gøre, hvad andre mennesker ønsker, vi skal gøre, hvilket er totalitarisme.

Den europæiske kultur er vel 2600 år gammel. Men materialismen er først brudt afgørende igennem som determinerende grundholdning i vor egen tid, altså i 1900-tallet. Den er en afart – en undtagelse. Vi er næsten alle mere eller mindre inficeret af den. Det er en slags sygdom i kulturens sjæl. Derfor hjælper det heller ikke, at magten skifter parti. En gennemgribende holdningsændring er nødvendig.

At nå gennem brydningstidens trængsler til en afklaring er en meget stor opgave, som måske vil være forbundet med alvorlige kriser og konflikter. Men der er ingen vej uden om. For alternativet er undergang, før eller siden. Styrken til at gennemføre opgaven skal vi i første omgang få fra bevidstheden om, at materialismen er ved at bryde sammen, og at tiden er svanger med nyt liv.

Der skal komme en tid, hvor vi vil se tilbage på vor tid med lige så stor undren, mistro og overbærenhed som, den, med hvilken vi i dag ser tilbage på visse træk i ”den mørke middelalder”.
___________________________________________________________________

Næste afsnit vil være fra indledningen til min bog ”Demokratismen – vores nye religion”.

Humanitetens renæssance

Dette indlæg er uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009).

Vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, vil opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er for længst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!
___________________________________________________________________

Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse prioriterer videnskaben højest blandt tænkningens kategorier. Lavere rangerer filosofien. Den del af filosofien, som ligner videnskaben mest, det vil sige de spidsfindige analysers filosofi, rangerer højere end den traditionelle filosofi, hvor metafysik og intuition spiller en stor rolle. Den tænkning, som kommer til udtryk i digt, myte, religion og mystik, tolereres, men tages næppe længere helt alvorligt.

Tidligere var det omvendt. Og sådan må det også blive igen: De største sandheder kan aldrig bevises videnskabeligt eller begribes med fornuften. De kan ikke engang udtrykkes ved hjælp af sproget, skønt digtet og myten nok kan hjælpe os et stykke på vej. Den kinesiske vismand Laotse sagde: Ingen lære, som kan formes i ord, kan lære dig noget om det evige alt. De største sandheder kan kun fornemmes, indtil alt fortaber sig i det uvisse. Men i religionen og mystikken når tænkningen sine højeste former. Kunstneren Lilly Katarina Siticum har engang sagt, at kundskab beriger os ikke. Den fjerner os mere og mere fra den mystiske verden, hvori vi engang havde hjemstavnsret. Den berømte danske forsker Niels Steensen sagde (1672): Skønne er de ting, vi ser, skønnere de, vi forstår, men langt de skønneste er tilvisse de, som vi ikke fatter. Gang på gang viser det sig, at den yderste virkelighed kun kan fattes af dem, der er ”fulde af kærlighed, rene af hjertet og fattige i ånden”.

Vi betragter endnu det åndelige som noget abstrakt – noget virkelighedsfjernt. Det åndelige står i diametral modsætning til det materielle, som betragtes som den egentlige virkelighed. Det er os livet om at gøre at sondre skarpt mellem ånd og materie. Man kan næsten sige, at vi er bange for, at den grumsede eller usikre åndelige virkelighed skal smitte af på den rene, sikre materielle virkelighed. Men vi tolererer det åndelige som en behagelig afveksling i den ensidigt materialistiske tilværelse. Noget, vi kan hænge op på væggen til pynt. Vi bruger det åndelige til at krydre tilværelsen med i ledige stunder eller ved højtidelige lejligheder. Men alt dette betyder, at vi ikke behøver at tage det åndelige alvorligt. Vi beskæftiger os ikke længere seriøst med det. Det præger ikke længere vor holdning og adfærd som tidligere.

Vilhelm Grønbech spurgte, hvordan vi kan leve vort liv og tænke vore videnskabelige tanker, som om kun overfladebevægelserne i sjælen var fuldt reelle. Vi psykologiserer uden at ænse digterne, der ser syner, profeterne, der har sande drømme, mystikerne, der mister sig selv i oplevelsen af altets grundløse fylde. Hvad vi end mener om mystikken, så er vi alle sammen dens børn. Hvis vi af vor kulturs fortid slettede alle profeter og sværmere, ja, så blev der ikke meget tilbage af os. Hele vort sjælevæv ville gå i stykker. De israelitiske profeter, middelalderens mystikere, digtere som Dante, Goethe og Wordsworth lader sig ikke indordne i vor gængse psykologis rammer, og ligegyldigt hvad vi så end mener om disse menneskers sjælelige sundhed eller usundhed, så er deres oplevelser forudsætningen for vort åndelige liv.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur. Den gav os ”stene for brød”. Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen. Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Materialismen har omsider raset ud. Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er forlængst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!

Hvis det moderne menneske i vor del af verden overhovedet tror på noget mere, er det mennesket selv. Det sætter sin lid til den humanisme, som opstod i og udviklede sig efter renæssancen og fik ny kraft i oplysningstiden. Men humanismen er ikke stærk nok til at bære kulturen eller samfundet. Den har ganske vist smukke træk. Respekten for mennesket er en vigtig faktor i den europæiske kultur. Kravene om frihed, tolerance, oplysning og fornuft slog igennem, og det medførte store fremskridt. Men humanismen er for tilbøjelig til at dyrke mennesket – at gøre det til altings mål. Fra renæssancehumanismen udviklede sig efterhånden det moderne menneskesyn, ifølge hvilket intet længere er helligt, og som siger, at mennesket i grunden er godt. Dets iboende muligheder er nærmest ubegrænsede. De skal blot forløses. – Dets psykiske og fysiske potentiale skal blot frigøres. Hvis der er problemer, er det ikke menneskets, men samfundets skyld.

Humanismens menneskesyn står således på en måde i modsætning til kristendommens, som jo hævder, at mennesket er ondt (arvesynden) og kun kan håbe på Guds tilgivelse. Vi behøver blot at kaste et overfladisk blik omkring os for at konstatere, at humanismens menneskesyn er helt urealistisk. Humanismen kan aldrig erstatte kristendommen, men må i det mindste have den som et nødvendigt korrektiv. Toynbee sagde ligefrem, at hvis vi tror, mennesket er den højeste ånd i universet, er vi fortabte. Kun ydmygheden overfor tilværelsen – ærefrygten for livet – taknemmeligheden for det, som er os givet, kan frelse menneskeheden fra fortabelse.

Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som er udsprunget af den idealistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres med ny viden og erfaringer. Vi skal være forbeholdne overfor fundamentalismen. Ellers forstener kulturen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at forvitre.
___________________________________________________________________

Temaet afsluttes i næste indlæg.