Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.

Humanistisk magtbalance

Dette indlæg er en gengivelse af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013), men er oprindeligt inspireret af min artikel “Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.
____________________________________________________________

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds bnye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner fælder. Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet “det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes lidt medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid. Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet repræsentativ styreform er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse, Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest bør de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

Og her er det så, jeg fristes til at tilføje nogle linier om, hvordan systemet burde være:

Vi burde genvinde troen på den blandede styreform (monarki, aristokrati, demokrati), dog i moderne varianter. Den har været kendt siden oldtiden. Det er den bedst tænkelige styreform, både vurderet ud fra den historiske erfaring og den politiske filosofi. Det var den, der var forlægget for de frie forfatninger, som vi fik efter oplysningstiden, også den danske fra 1849 (indskrænket monarkisk). Men efterhånden overtrumfede demokratiet de andre dele af den blandede styreform. Og så forsvandt noget af  visdommen, statsmandskunsten og besindigheden. Tilbage bliver så plutokratiet (pengemagt).

Om den blandede styreform kunne vi have brugt betegnelsen Humanistisk magtblanding.

Træk fra debatten om demokratiet

Dette indlæg er et let bearbejdet afsnit fra min bog ”DEMOKRATISMEN – vores nye religion”. 

I demokratiet kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder, som kræver en højere visdom eller statsmandskunst, godt være begrænset.
___________________________________________________________________

Hvis vi prøver at tage et overblik i debatten om demokratiet, tegner der sig to indbyrdes modsatrettede holdninger: Den ene nærer en vis skepsis overfor politisk autoritet og myndighed og mener nærmest, at de krænker borgernes frihed! Denne retning har vundet stadig større indpas, især i efterkrigstiden, og er dominerende i dag. Den anden hovedretning, som jeg selv hører til, prøver at fastholde den klassiske tro på naturlig autoritet og myndighed – omsorg – og etikkens betydning i sammenhængen. Den retning har haft det lidt svært i efterkrigstiden. Men den findes stadig.

I en kronik i Information (26/10 2012), ”Alle har ikke ret i kampen om sandhederne”, skriver Jan Maintz Hansen: ”Kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet? Er meningers værdi blot lig med, hvad subjektive magtkampe halvfærdigt definerer dem som? Kan værdiers værdi ikke diskuteres og sammenlignes rationelt?” Jan Maintz Hansen kritiserer den udbredte afspejlingsforståelse, som siger, at de politiske beslutninger skal afspejle standpunkter og anskuelser, der har størst udbredelse i befolkningen. Men en mening kan meningsfuldt siges at være bedre end en anden. Vore værdiers værdi er ikke indeholdt i demokratiet som værdi.

Der findes ikke megen kritik af demokratiet, selv om en sund skepsis omsider igen ville være hensigtsmæssig. En af de mest kendte fortalere for det moderne demokrati er den amerikanske politolog Robert A. Dahl. Han kan stå som en typisk repræsentant for den udbredte skepsis overfor politisk autoritet og myndighed.

I sin bog ”Om demokrati” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch 2000) skriver han i et afsnit om formynderskab: ”Påstanden om, at styret skulle overlades til eksperter, der er dybt engagerede i at herske ud fra almene interesser, og som er overlegne i forhold til andre i deres viden om, hvordan dette skal ske – Platon kaldte dem vogterne – har altid været den vigtigste rival til demokratiske teorier. Fortalerne for formynderskab angriber demokrati på et tilsyneladende sårbart punkt; de benægter ganske enkelt, at almindelige mennesker er egnede til at styre sig selv”.

Er de det? I dag er de naturligvis mere egnede end dengang de var uvidende analfabeter med fordomme og overtro. Men vise bliver de næppe foreløbig. Og de er i hvert fald ikke egnede til at styre samfundet. Den intuitive visdom er stadig et nødvendigt bolværk imod barbariet. Derfor kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder godt være begrænset.

Dahl skelner ikke klart mellem specialister (eksperter med stor faglig viden på afgrænsede områder) og generalister (med udsyn og en højere visdom, dvs. indsigt i højkulturens dybere åndelige forudsætninger). Der er altså ikke kun tale om to lag: specialister (eksperter) og almindelige borgere, men om tre lag: 1 generalister, 2 specialister og 3 almindelige borgere. Generalisterne skal have størst indflydelse på de åndelige grundværdier, specialisterne på den komplicerede sagkundskab, og de almindelige borgere på mange praktiske og lokale forhold og deres egne levevilkår. Styreformen kunne passende indrettes efter en sådan model. –Men da vi havde oplevet de store, grusomme diktaturer, skulle vi pludselig have demokrati efter formlen jo mere jo bedre. Og det er uholdbart.

Dahl skriver et sted: ”At styre en stat ordentligt kræver meget mere end rent videnskabelige kundskaber”. Det kræver f.eks. også etik.

Netop! Men afgørelser om åndelige anliggender, som etikken jo hører til, er på en måde mere krævende end afgørelser om materielle anliggender. For de åndelige anliggender kan man ikke måle, veje eller regne sig frem til. Det kræver ikke bare stor viden, men også en højt udviklet intuition. Derfor bør afgørelser om åndelige anliggender i nogen grad træffes af generalister.

For nogle årtier siden var de fælles åndelige pejlemærker, som blev til længe før demokratiet, endnu nogenlunde intakte. Det er de ikke længere. Det lider samfundet under. Derfor har det været nødvendigt at kompensere for tabet ved at etablere en institution som etisk råd. – Et symptom på et kulturelt forfald? Er vi ved at blive en slags åndelige analfabeter?

Dahl forenkler problemerne. Spørgsmålet er ikke, om der skal være formynderi, autoritet og omsorg, men snarere hvor meget der skal være og på hvilke områder.

Dahl skriver: ”Blandt voksne mennesker er ingen så klart bedre kvalificeret til at styre end andre, at de skulle betros den fulde og endelige magt over statens styre”.

Et godt argument. Men nogen er klart bedre til at styre end andre. Men de skal da ikke betros den fulde og endelige magt. Der skal stadig være kontrol og balance.

Dahl skriver også, at ”de fundamentale interesser hos de voksne, der er nægtet mulighed for at deltage i styringen, ikke vil blive beskyttet og fremmet tilstrækkeligt af de personer, som styrer staten. Det viser historiens erfaring”.

Endnu et besnærende argument. Men efter ovennævnte kvalifikationsdeling skal folket stadig have stor indflydelse, især på de materielle interesser og dets egne levevilkår.
___________________________________________________________________

I næste indlæg vil jeg afsløre det repræsentative demokratis indre modsigelser.