Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Demokrati, eksistens og fordringer

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Demokratiet taler ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller fordringer til livet, til samfundet, til andre. ____________________________________________________________

I litteraturen findes der ikke så megen markant kritik af demokratiet. Her skal dog omtales et eksempel: Johannes Sløk: “Det her samfund” (Centrum 1989). Her støtter teologen, idehistorikeren og forfatteren sig på sine læremestre, Platon og Kierkegaard, som nærmest foragtede demokratiet og ironiserede over det. Her skal nogle af bogens synspunkter anføres:

I 70’erne og 80’erne levede vi i luksus på kredit i et galoperende anfald af vanvid. I stedet for at regere har politikerne givet efter for folkets krav om forkælelse, og i stedet for at vælge politikere, der havde styrke til at regere, har folket valgt de pseudopolitikere, der var parate til at forkæle folket. Resultatet er blevet, at folket og politikerne skælder hinanden ud for ikke at have villet spare. Situationen er absurd, nøjagtig så absurd, som det demokratiske system i sig selv er. Når folket skal forestille at styre sig selv, bliver det naturligvis ikke styret. Det er alt sammen en logisk følge af det demokratiske meningstab. – Sådan må Kierkegaard formodes at ville have sagt.

Det er demokratiets skyld, at flertallet af professionelle politikere i menneskelig, moralsk og intellektuel henseende befinder sig temmelig meget på det jævne. Det vidste allerede Platon og Kierkegaard besked med. Kun den kan virkelig regere, der ikke ønsker det, eller den, der virkelig kan regere, har under de demokratiske vilkår ikke den ringeste drift til at gøre det, for det spil ligger for meget hen i det mindreværdige eller direkte underlødige. Kun personer af meget stort format har kraft til at slå igennem systemet – og de bliver da omgående beskyldt for at være diktatoriske.

I det demokratiske system kan der ikke regeres, kun lefles, thi der er intet autentisk mål for den politiske kunst. I sidste instans kan det alt sammen føres tilbage til det demokratiske meningstab. I kraft af sit meningtstab kan demokratiet ikke finde på noget andet mål for den politiske virksomhed end at forkæle borgerne. Den opdragelse af borgerne, som al politisk virksomhed ikke kan undgå samtidig at være, bliver under disse omstændigheder en opdragelse til at være et veltilpasset, glad, udadvendt, aktivt og demokratisk menneske. En sådan opdragelse drager jo ikke op til noget højere eller afgørende, den drager tvært imod ned til almindelighedernes mangel på egentlig gehalt. Ved at negligere eller overhovedet ikke at have anelse om det yderste mål og den basale frihed er det muligt for demokratiet at gennemføre den store nivelleringsproces, der ender i det forskelsløse og ligegyldige.

En “mængde” kan ikke virkelig træffe en afgørelse og da slet ikke afgøre, hvad der er “sandheden” om et eller andet. De “afgørelser”, en “mængde” træffer, er alle ud i luften. Det er efter Kierkegaards mening just det, der sker, når demokratiet etablerer sig, thi det kan i kraft af lighedsprincippet og den indbyggede menneskefrygt kun etablere sig som “mængde”. Hvad flertallet afgør, kan kun i sjældne tilfælde være det rigtige. Dette ikke-rigtige, som det middelmådige flertal samler sig om, er det, man i dagens politik kalder “det politisk mulige”. Om det fænomen havde både Platon og Kierkegaard en mening, der ikke var smigrende.

Særlig interessant er Kierkegaards yderste begrundelse for afvisningen af demokratiet. Så dybt bores der sjældent i debatten i dag – og da slet ikke i demokratismen:

Nøglebegrebet eksistens udtrykker, at et menneske, i modsætning til et dyr, ikke simpelthen er et menneske, men kun er et muligt menneske, hvis opgave det nu er at forvandle sig selv til et virkeligt, et autentisk menneske. Den første følge heraf er, at der rettes en primær fordring til ethvert menneske. Mennesket har ret og skært sit udgangspunkt i en grundlæggende fordring. Det er i den påstand, Kierkegaards konsekvente modstand mod det demokratiske lighedsmageri finder dets yderste begrundelse. Man kan henvise til menneskerettighedserklæringer, der især i den amerikanske udgave udtrykkeligt påberåber sig Gud. Det erklæres jo heri, at det er Gud, der har givet mennesker disse rettigheder. Menneskers væsentlige lighed i forhold til Gud udtrykker en fordring til hver enkelt om at realisere sine muligheder for at blive et autentisk menneske. En sådan fundamental fordring kender det demokratiske lighedsbegreb netop ikke, for i den demokratiske ide gør der sig et meningstab gældende, tanken om noget, som det i absolut og overordnet forstand kommer an på, fordringen til mennesket om at realisere sig selv. Derfor taler demokratiet ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller sine fordringer til livet, til samfundet, til andre.

Når mennesket ikke i sit væsen er fordret, kan der overhovedet ikke stilles nogen fordring til det. Når det tværtimod i sit væsen er udstyret med rettigheder og derfor kan gøre krav gældende, kan det kræve hvad som helst, og det er simpel begrebsforvirring at kræve lydighed af det.

Havde de gamle mestertænkere ret?

Dybest set var der bestemt noget om snakken. Deres tanker kan ikke uden videre afvises som forældede, for den menneskelige natur ændrer sig jo ikke. Men Kierkegaard og Platon kunne trods alt ikke vide, hvad udviklingen ville medføre. Heller ikke den forunderlige højnelse af folket, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet. Havde de levet i dag, ville de nok have modereret deres kritik, men også fastholdt grundsubstansen. Vi skal ikke foragte demokratiet, som trods alt også bidrog til at højne folket, materielt og åndeligt, om end indirekte. Det vigtigste var stadig de åndelige grundværdier, som nu er ved at forvitre.

Den socioøkonomiske struktur

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Men i 80’erne forstummede samfundskritikken, og vi fik i stedet den anglo-amerikanske nyliberalisme.
____________________________________________________________

Somme tider fristes man til at tænke, at det var industrialiseringen i 1800-tallet, som var roden til mange af tidens problemer. Folket fik ikke del i udbyttet, men fik tvært imod elendige levevilkår. Landbrugs- og håndværkskulturen var trods alt sundere og mere tilfredsstillende, simpelt hen fordi den var mere naturlig. Det var tidligere dødssynder som hovmodet, begæret og kynismen, som var drivkraften i industrialiseringen, som ikke mindst krigsindustrien satte gang i. En stor del af 1900-tallet er gået med at råde bod på de ulykker, industrialiseringen medførte: først udbytning af kolonierne og social elendighed, siden finanskriser og naturødelæggelser. Det tusindårsrige, som i oplysningstiden ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 100 år. Europa blev splittet i en liberalistisk og en socialistisk materialisme, og en ny, alt ødelæggende verdenskrig truede. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer (imperialisme), vores fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). De store ånder, som advarede imod hele denne voldsomme udvikling, blev nærmest til grin.

Industrialiseringen medførte naturligvis store fremskridt, men var altså ikke et entydigt gode. Vi kan ikke uden videre skrue udviklingen tilbage, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet plan med gradvise overgangsordninger. Men vi må lære af vores fejl: Vi må omsider kunne gennemskue den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse. Men indtil nu er det, som om vi intet har lært – som om vi stadig kun kan se fordelene, ikke ulemperne, ved den voldsomme og naturstridige materielle udvikling, selv om det er kommet så vidt, at selve vores fysiske eksistensgrundlag er truet.

Men industrialiseringen kom sent til Danmark, som endnu overvejende var et landbrugsland langt op i 1900-tallet. Og den udvikling, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, var trods alt en god udvikling. Landboreformer, folkeskole, andelsbevægelse, kooperation, højskoler, oplysningsforbund, biblioteker, idrætsforeninger, fagforeninger, socialreformer – det var skridt på vejen mod et af Europas bedste samfund.

Danmark var et rigtig godt samfund i 50’erne, hvor jeg selv voksede op. Et grundvilkår var stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, som styrede vores adfærd. Nøglebegrebet var omsorg, og den var udsprunget af kristendommen. Vi kunne slås om mange ting, men var stort set enige om det grundlæggende. Det er vi ikke helt længere, og det er noget nyt. Samfundet fungerede nogenlunde rimeligt politisk, fordi der trods alt var noget at finde sammen om. Homogeniteten er guld værd. Vi havde bekæmpet den værste sociale nød, var blevet højnet økonomisk og kulturelt, troede på og holdt af vores land. Vi ville ofre meget for det om nødvendigt. Livet udfoldede sig  naturligt i små lokale enheder, økonomisk, økologisk og kulturelt. De forsynede os med de fleste daglige fornødenheder, og der var mange små lokale virksomheder og forretninger. Mobiliteten var derfor begrænset, hvorved vi sparede ufattelige mængder kostbar energi med skadelige virkninger og uhyre udgifter til infrastruktur. Der var arbejde til folk med 7 års skolegang – ja, selv til de enfoldige. Der var meget hårdt arbejde, men livet var på en måde mere naturligt. Samfundet blev ikke trukket skævt i den økonomiske udvikling. Alt foregik nemlig endnu ikke kun på kapitalens, men også på samfundets præmisser.

I den gamle struktur var alkoholproblemerne kommet under kontrol, andre euforiserende stoffer fandtes ikke, kriminaliteten var langt mindre, jorden blev ikke forgiftet og husdyrene ikke misbrugt. Organiserede gangsterbander og terrorister fandtes kun i fiktionens verden. Horder af rodløse unge drev ikke hærgende rundt i storbyernes gader. Disciplin og autoritetstro var endnu nogenlunde intakte.

Traumerne efter tredivernes massearbejdsløshed var endnu store. Derfor blev sikringen af beskæftigelsen et vigtigt politisk programpunkt. Begejstringen for den teknologiske udvikling var endnu stor. Vi tænkte ikke på, at automatiseringen gjorde menneskelig arbejdskraft overflødig. Derfor – og fordi en højere visdom ikke kunne sætte sig igennem i demokratiet – måtte den materielle udvikling accelerere, selv om vi i grunden havde rigeligt til dagen og vejen. Forureningen var endnu ikke mærkbar. Således skabte vi et overflodssamfund, hvor den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.

Der var nok mere mening, fylde og værdighed og mindre forvirring og stress og færre psykiske problemer, fordi der ikke hele tiden var så mange voldsomme forandringer af alting på kort tid. Det er vi nemlig ikke skabte til at leve med. Det er simpelt hen for naturstridigt.

I dag kan vi sige med Svend Brinkmann, professor i psykologi: ”Vi bliver bombarderet med opmærksomhedskrævende informationer fra aviser, netmedier, RV, mail, Facebook, hverdagen. Vi lever et liv med en forandringsacceleration i både den offentlige virksomhed og vores egne private liv. Vi er konstant på, følger alle impulser, har mistet koncentrationsevnen og evner ikke at fordybe os”. (Politiken Kultur 23/2. 2012).

Allerede for 45 år siden kunne vi se, at den udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var fundamentalt uholdbar. Der var da også ved at udvikle sig en spændende debat om problemerne i 70’erne. Fænomener som ”det tavse forår”, ”grænser for vækst”, grønne partier og ”oprør fra midten” brød igennem. De røde måtte pludselig konkurrere med de grønne om menneskenes sjæle. Denne udvikling i samfunds- og kulturdebatten var naturlig og nødvendig. Men i 80’erne forstummede den del af samfundskritikken, og vi fik i stedet den angloamerikanske nyliberalisme. Når demokratiet kan tillade den slags tilbageskridt i samfundsdebatten, må der være noget galt ved systemet.

Den voldsomme ændring af den socioøkonomiske struktur ændrede åbenbart også vores mentalitet og adfærd. I bogen ”Fra folkestyre til markedsøkonomi” har Tim Knudsen beskrevet den nye mentalitet og adfærd, som fulgte med udviklingen:

“Den enkelte var blevet sit eget stadig foranderlige projekt … Man kunne blive for erfaren, så var man erfaringsramt og lod sig i alt for høj grad lede af vanen og traditionen. Frigørelsen fra fortiden var så omfattende, at fremtidsforskerne erklærede, at individet slet ikke var et individ længere. Individet med en uforanderlig kerne var forvandlet til en situid. Den flydende og foranderlige mennesketype”. Knudsen beskriver “de nye kosmopolitiske symbolanalytidere”: “De var blevet deres egne livsentreprenører. Denne nye variant af homo sapiens var en fleksibel, omstillingsparat netværksperson med projektopgaver. Parat til “at gøre en forskel”. Denne mennesketype, denne netværkende projektnomade, sås i lufthavnes lounger, i hurtige tog og på motorvejes rastepladser. Altid i bevægelse, altid med en bærbar pc, en mobiltelefon, knyttende elektroniske kontakter med de andre. Altid seismografisk registrerende alt nyt, som skete, altid med et overvågende og nervøst blik på alle ændringer for ikke at komme bagud i konkurrencen med de andre. Altid på vej mod nye mål, nye meritter at føje til cv’et. Altid i gang med sin biografi, sin næste ansøgning og i sidste ende på det endelige regnskab, nekrologen”. (Knudsen 07 s. 45).

Er dette det væsen, som skal styre det moderne samfund – politik og administration?

I de sidste 50 år er der etableret centralisering og stadig større enheder på mange områder. Vi har bl.a. fået to store kommunalreformer. Samtidig bliver stadig flere områder, som altid har hørt til den offentlige sektor, privatiserede. Og de europæiske nationalstater er simpelt hen ved at forsvinde, uanset at vore ledende politikere bedyrer det modsatte. Kløften mellem det formelle og det reelle bliver stadig dybere og bredere. En ny europæisk supermagt er ved at blive etagleret. Stadig flere politiske afgørelser bliver nu truffet i den europæiske kkunion. Samtidig gør globaliseringen i efhvervslivet nationale politikere magtesløse.

Det er umiddelbbart indlysende, at under disse omstændigheder kan vi ikke bevare de demokratilignende styreformer, vi tidligere kæmpede indædt for, nogle steder med livet som indsats. Hvis politikerne siger, at vi kan, er der enten tale om mangel på indsigt eller taktisk bestemt vildledning. I demokratierne kan politikerne ikke anfægte eller ændre en styreform, der er gået “isme” i. Det ville jo være helligbrøde. Deres modstandere ville øjeblikkeligt slippe hundene løs på dem.