Værdirelativismen – Magtens redskab?

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturismen, kristendommen og humanismen.

Offentliggjort på min gamle blog 21/9 2009.

Værdirelativismen passer perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram. For når vi intet tror på, er vi lette ofre for den første den bedste karismatiske demagog eller besnærende ideologi. Vi har intet at stå imod med, og vi tørster efter mening. _________________________________________________________________

VÆRDIRELATIVISMEN – MAGTENS REDSKAB?

Et samfund uden fælles åndelige grundværdier er ikke bare en selvmodsigelse, fordi der ikke er noget at finde sammen om, men dybest set uegnet for sandt menneskeliv.Vi er ikke skabte til at leve i det. Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.

Relativisme betyder, at der ikke findes en endegyldig sandhed. Alt er bestemt af tid, sted og det enkelte menneske.

Men et samfund – eller en kultur – uden åndelige grundværdier er en selvmodsigelse. Værdirelativismen er måske vor tids største intellektuelle ”svindel”.

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen. De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag. Den kan sammenfattes i begrebet humanitet. Nøgleordene var kærlighed til sandheden, kærlighed til friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Men de er nu ved at forsvinde. For humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, men blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier. For den passede ikke ind i den politiske materialismes kram.

I 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig inspirere af nymarxismen, i 80’erne og 90’erne af den postmodernistisk inspirerede værdirelativisme. De vil begge afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme. Og værirelativismen sætter jo ikke ligefrem noget nyt og bedre i stedet.

Et samfund uden fælles åndelige grundværdier er ikke bare en selvmodsigelse, fordi der ikke er noget at finde sammen om, men dybest set uegnet for sandt menneskeliv. Vi er ikke skabte til at leve i det. Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer. Vi bliver forvirrede og rastløse, hvis vi mister vores åndelige integritet. Vi har brug for åndelig tryghed – nogle fikspunkter eller pejlemærker, ved hjælp at hvilke vi kan orientere os i verden, som ellers kan forekomme kaotisk og meningsløs. – Noget at tro på og identificere os med, som giver livet fylde, mening og værdighed. ”Viljen til mening” (Victor E. Frankl) er afgørende for mennesket.

Men hvorfor antog vi uden videre værdirelativismen? Hvordan kunne en så voldsom ændring af vores grundholdning finde sted på så kort tid, uden en egentlig kulturkamp? Manglen på indsigt alene kan ikke forklare fænomenet. Er der en skjult dagsorden et eller andet sted i systemet? – Kan det tænkes, at stærke økonomiske eller politiske særinteresser, som humaniteten står i vejen for, har fået for stor indflydelse på meningsdannelsen via de toneangivende medier, og således kan sætte dagsordenen i samfunds- og kulturdebatten?

Nå, ikke. Men værdirelativismen passer i hvert fald perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram. For når vi intet tror på, har vi ingen kritisk distance til alt det nye, som kommer væltende. Kyniske stræbere, som vil magten for enhver pris, og som har midlerne til det, vil da være i deres rette element.

Uden fælles åndelige grundværdier med moralske normer og en høj grad af sandhedsværdi bliver et frit samfund destabiliseret af evindelige kriser og konflikter. Og så bliver vi nødt til at centralisere magten for at løse problemerne Er det den skjulte dagsorden? – Tilstræbes samfundets opløsning målrettet? Venter høgene i kulissen?

Så galt går det næppe. Men den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den. Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen. Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig. Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Alt dette er i grunden elementært. Men den kritiske journalistik har åbenbart trange kår, og mange af de intellektuelle er begrebsjonglører, som har så travlt med deres sofistikerede postmodernistiske analyser, at de har mistet overblikket og sansen for de mest elementære sammenhænge. Mange af dem må være enten opportunister eller en slags naive, ”nyttige idioter” for magteliten.

Er alt dette nu ren paranoia? Måske. Men uanset om det er bevidst tilsigtet, så bliver samfundet stadig mere ensrettet, fordi vi er ved at miste den grundholdning, som gjorde friheden mulig. ________________________________________________________________

Næste artikel hedder ”Unge ubefæstede sjæle” og handler om autoriteternes omsorgssvigt i opdragelse og undervisning i efterkrigstiden.

Økonomi som videnskab

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er oprindeligt skrevet i slutningen af 80’erne.

Økonomien er blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed. Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi.
_____________________________________________________________________

ØKONOMI  SOM  VIDENSKAB

I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pengefortjeneste er ikke stort andet end civiliseret barbari sat i system.

Finanskrisen giver anledning til nærmere overvejelse over faget økonomi. Men debatten er allerede blevet ”djøficeret”. Den når sjældent ud over ”økonomismens” snævre rammer. Den skamrider den ensidigt materialistiske grundholdnings fordomme og vanetænkning.

En systemorienteret og beregnende kultur vil være tilbøjelig til at gøre alt til videnskab. Men økonomien har noget at gøre med menneskers adfærd og indbyrdes forhold. Og mennesket er et irrationelt væsen. Men videnskab er pr. definition strengt rationel. Derfor kan økonomien ikke være videnskab i ordets snævre betydning. Men det har vi altså gjort den til, og derved har vi givet den en status i samfundet, som den ikke fortjener. Den er blevet forlenet med en utrolig autoritet. Den er kommet til at styre vores politik – ja, økonomi er i praksis blevet synonymt med politik. Derfor er en cand.polit. en ekspert i økonomi.

Økonomien er altså blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed.  Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi. Økonomerne udgør en slags præsteskab, som i realiteten fastsætter samfundets leveregler og læresætninger, og som vogter over deres privilegier. ”Vismændene” er ypperstepræster, pengeinstitutterne kirker, børser og nationalbanker domkirker, hvor besværgelser og ritualer udføres. Den materielle udvikling er vores religion, nationaløkonomien vores bibel. Som i enhver anden religion er det syndigt at anfægte dens læresætninger. Dem må vi bøje os for i afmægtig ærbødighed. Vi frygter gudernes vrede, som tidligere viste sig i form af pest, hungersnød og oversvømmelse. Nu viser de sig som arbejdsløshed, fattigdom og afhængighed. – Der er intet nyt under solen …

Sandheden er den, at økonomien er vilkårlig og subjektiv, udsprunget af tilfældige og foranderlige forhold på en tilfældig tid et tilfældigt sted, og endog en tilfældig og foranderlig mentalitet eller tidsånd. Således har den tyske kulturfilosof  Oswald Spengler vist, at næsten alle vore økonomiske begreber som f.eks. kapital, børs, aktie og kredit, stammer fra England i 1700- og 1800-tallet – et bondeløst land med verdenshandel og eksportindustri som specialer. De blev skabt af David Hume og Adam Smith, hvis tænkning var bestemt af en højspændt materialisme. Denne økonomi blev så overført til hele verden – også samfund, den var helt fremmed for. Men det var underordnet. For økonomien var og har lige siden været et magtredskab for vores kulturkreds.

På kulturens tidlige stadium findes kun byttehandel, som er knyttet til livet på landet. Der findes intet fra varen abstraheret værdibegreb. Senere, når der opstår penge og mellemhandel, er handelen endnu kun et organ for den dybest set landlige trafik. Men med storbykulturen begynder en virkelig forandring. Byboen har intet ægte forhold til varen. Nu begynder man for alvor at tænke i penge i stedet for i varer. Og før eller siden bliver økonomien til ren mystik. Man har taget det første skridt på vejen mod religiøsiteten. Pengene abstraherer fra varen. De økonomiske teorier går alene ud fra værdisymbolet. Pengeværdien er en ren, abstrakt talværdi – en værdi i sig selv, som den rodløse bybo eller intellektuelle ekspert har frembragt. Nu består økonomien af objektive og almengyldige værdier, løsrevet fra den konkrete virkelighed og det enkelte menneskes faktiske behov og værdinormer. Denne form for metropoløkonomi gennemtrænger vor tænkning og adfærd, først i byerne og i de rige lande, hvor mennesket er blevet rodløst og forvirret, senere på landet og i de fattige lande, hvor mennesket endnu har et spontant og naturligt forhold til sine omgivelser. Den, der behersker pengetænkningen, har nøglen til magten i det moderne samfund.

Den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell har også filosoferet over pengenes væsen og vist, hvor dybt pengedyrkelsen kom til at præge vor sjæl: Tænkningen i varer forholder sig til tænkningen i penge som håndværk til fabriksproduktion, som den levende lighed til den døde kopi, som kunstnerens og middelalderens analogislutning, der opfatter den organiske sammenhæng, til videnskabsmandens og den nyere tids induktionsslutning, der udregner fællesskab og samhørighed matematisk, kort sagt, som kvalitet til kvantitet. Pengene afklæder alle ting deres symbolik, fordi de fremstiller sig selv som generalnævner for det hele og på den måde berøver tingene deres særpræg og sjæl … Pengene er den karakterløse Proteus, som kan antage tusind skikkelser … de måtte derfor blive symbolet og afguden for en menneskehed, som kunne påtage sig en hvilken som helst skikkelse, men selv ikke er noget, som beskriver alt og ikke elsker noget, som ved alt og ikke tror på noget. Pengenes verdensherredømme er materialismens store triumf. Alle værdier og realiteter, selv de mest intime og intense som lykke, personlighed, gudsgaver, lader sig aritmetisk fremstille ved hjælp af pengene. – Og er der måske ikke en sammenhæng mellem pengedyrkelsen og den samtidige lære om energiens konstans, som siger, at lys, varme, bevægelse, elektricitet, organiske processer mv. kun er forskellige former af samme neutrale energi og derfor kan forvandles til hinanden. Således kan også alle menneskelige forhold reduceres til pengeenergiens formændringer, mens deres sum er en fast størrelse. – Da man ikke samtidig kan tro på Gud og pengene, bliver pengene et surrogat for Gud. De bliver et mål i sig selv, fordi de er et overvirkeligt princip – noget religiøst. Pengene er vor højeste instans – vor ledestjerne. – I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pangefortjeneste er ikke stort andet end ”civiliseret barbari sat i system”, siger Friedell.

Økonomien som redskab for den vilkårlige magtudøvelse er et gammelkendt fænomen. I 1800-tallets England fandt der en utroligt grov udbytning sted af arbejderne, hvis kår ofte var elendige. Men arbejdsgiverne brugte blot økonomiens love til at bevise, at denne tilstand var naturlig og uundgåelig. Der skulle en stor samfundstænker som John Stuart Mill til at vise, at økonomiens love i hvert fald aldrig kunne begrunde fordelingen af goderne. Han afslørede, at fordelingen blev bestemt af samfundets love og vedtægter, som igen blev bestemt af de herskende samfundsklasser. Efter Mill kunne økonomerne ikke mere foregive, at fordelingen måtte ske efter abstrakte matematiske principper. Samfundsdebatten var løftet op på etikkens niveau.

Nu er den massive elendighed afskaffet i vores del af verden. Men der er opstået andre meget alvorlige problemer, hvis løsning bl.a. hindres, fordi økonomien fremdeles i vid udstrækning er et redskab for den vilkårlige magtudøvelse. Igen: der er intet nyt under solen …

Næste kapitel vil handle om den europæiske union.

 

OM ARBEJDSLØSHED OG ØKONOMISK VÆKST 1:2

FORORD

I denne serie vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Kapitlet er inspireret af min kronik i Kristeligt Dagblad 12/11 1976 med overskriften ”Arbejdsløsheden i nyt lys”. Men her er tilføjet enkelte nye aspekter.

Vi kan ikke længere sikre beskæftigelsen gennem økonomisk vækst. For den medfører enorme miljø- og ressourceproblemer og undergraver vores kulturelle integritet. Men det har vi svært ved at se, fordi oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning endnu styrer vores adfærd.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Om arbejdsløshed og økonomisk vækst”. Læs 2. del: “Den egentlige årsag til arbejdsløsheden”)
_____________________________________________________________________

1. DEL. ARBEJDSLØSHEDEN I HISTORISK BELYSNING

Med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. De besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Arbejdsløshed blev et stort problem i industrikulturens epoke i 1800- og 1900-tallet, først og fremmest fordi arbejdernes og deres familiers eksistens var afhængig af arbejdet. Social forsorg, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse, kom først sent i forløbet. Men selv i de moderne demokratier i vores del af verden er arbejdsløshed en afgørende politisk faktor. En regering, som ikke kan skaffe arbejde, vil få store problemer, alt andet lige. Politikerne vil løse problemet ved at sikre den økonomiske vækst. Det er den nemme, men kortsigtede og i længden umulige løsning, da væksten medfører store miljø- og ressourceproblemer. Det er automatiseringen af arbejdsprocesserne, der gør menneskelig arbejdskraft overflødig.

Arbejdsløsheden i historisk belysning

I troens tidsalder, og så længe hårdt arbejde var en forudsætning for livets opretholdelse, forstod vi umiddelbart talen om arbejdet som en forbandelse – en byrde, der havde hvilet på menneskehedens skuldre siden syndefaldet. Vi slog os til tåls med bibelens ord: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Men med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. For første gang i menneskehedens historie var der nu udsigt til, at mennesket kunne blive frigjort fra fattigdommen og det hårde og trivielle arbejdes slaveri, så det kunne få et overskud af tid, energi og åndelig kraft – som også oplysningen skulle befordre – til menneskelig eller åndelig udvikling, og dermed en højnelse af kulturen, men uden slaveriets fornedrelse. Vi, som sidder tilbage med eftertidens bagklogskab og smertelige erfaringer, har svært ved at forestille os, hvor stærk hele denne fremskridtstro var. Men for datidens mennesker vinkede tusindårsriget forude. De vises klogskab og de besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Men da vi havde løst de værste sociale problemer i vores del af verden, ændrede vi ikke kurs, men fortsatte den blinde økonomiske vækst. Vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som tidligere var en dødssynd, var nu pludselig blevet en dyd.

De store ånder – ”kulturens klarøjede profeter” (Vilhelm Grønbech) – anså faktisk kapitalismen, industrikulturen, liberalismen og individualismen for at være primitive og vulgære til langt op i 1800-tallet. Men det har vi glemt. For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa, Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Og så kom den industrielle revolution i 1800-tallet, først i England, siden på kontinentet. Og den medførte stor social elendighed, ikke mindst i industribyernes slumkvarterer. Og så foreligger der en revolutionær situation. På kontinentet udbrød der nogle steder væbnede opstande. De blev dog som regel slået brutalt ned.

I industrikulturens barndom var det hårde og farlige arbejde ikke bare et nødvendigt onde, men ofte en livsbetingelse for arbejderen og hans familie. Frigørelsen fra arbejdets slaveri var der ikke længere udsigt til. Men det kunne der have været, hvis vi ikke var blevet blændede af oplysningstiden. Man kan sige, at her kommer den første bølge af den dyrkelse af eller tro på arbejdet, som stadig findes. Efterhånden blev oppositionen bedre organiseret i strømninger som socialismen, kommunismen og marxismen. Men oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse var nu så dybt rodfæstet, at ingen drømte om at anfægte den. I stedet satsede arbejderbevægelsen og de nye socialistiske ideologier på en bedre fordeling af den kapital, som blev akkumuleret i industrikulturen.

I slutningen af tyverne i 1900-tallet kom det store børskrak i USA, og der opstod alvorlige økonomiske kriser, som også bredte sig til Europa. Nogle steder var arbejdsløsheden over 30 %, og det medførte alvorlige sociale problemer, da store dele af befolkningerne var blevet afhængige af industriarbejde, og fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen endnu var helt utilstrækkelig. Det medførte menneskelige tragedier og truede den politiske stabilitet. Her kommer så den anden bølge af arbejdsdyrkelsen. Vi indså, at arbejdet trods alt er noget værdifuldt i sig selv. Gennem arbejdet skaber vi os ikke blot et fysisk eksistensgrundlag. Vi tilfredsstiller også vort medfødte behov for skabende aktivitet og realiserer dermed os selv som mennesker. – Ikke helt som i landbrugs- og håndværksøkonomien. Men i industrikulturen var det blevet en luksus at stille krav om arbejdets tilfredsstillelse. Det er naturligt for mennesket at arbejde. Derfor avler arbejdsløsheden ikke kun utryghed, men også en slags bitterhed, og måske en følelse af meningsløshed. Da vi havde indset alt dette, gjorde vi den fulde beskæftigelse til et overordnet politisk mål, men stadig på oplysningstidens værdigrundlag og industrikulturens betingelser. Den evige økonomiske vækst var der endnu ingen, der drog i tvivl.

Og det lykkedes faktisk for datidens politikere i samarbejde med arbejderbevægelsen og med en ny nationaløkonomisk teori, socialliberalismen, at løse de store sociale problemer på industrikulturens betingelser.

Men dermed er vi ikke nået ned til problemets rod. Oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning spærrer endnu for vort udsyn. For hvad var det lige, der skete i 1900-tallet: Først skabte industrikulturen og den ustyrlige og vulgære klassiske liberalisme kolossale problemer, som det meste af 1900-tallet er gået med at løse. Tænk, om vi kunne have sprunget den fase over og i stedet videreudviklet landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien med en begrænset industrialisering – om vi kunne have fastholdt den europæiske højkultur, hvor de åndelige grundværdier ikke var blevet overtrumfet af den vulgære supermaterialisme, fordi de stod i vejen for den. De skulle netop have hindret dens værste udskejelser. Nu, hvor dannelsen nedprioriteres og begæret har fået frie tøjler, er det som om den kulturelle udvikling er stagneret. Er vi på vej tilbage mod det barbari, kristendommen og humanismen trak os op af gennem århundrederne, bare på et højere teknisk og videnskabeligt niveau?

Så vidt den historiske baggrund. Men i hele dette forløb skal man bemærke, at arbejdsløshed er et nyt ord i sproget. Det opstod først i og med industrikulturen.

Den økonomiske vækst

I dag efterlader debatten endnu det indtryk, at arbejdsløshed skyldes økonomisk stagnation, og at den derfor bedst kan bekæmpes gennem økonomisk vækst. Den opfattelse passer naturligvis perfekt ind i den internationale økonomisk-politiske magtelites kram. Men det er en grov forenkling af problemstillingen.

I dag ved vi, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte i det uendelige, alene fordi den skaber så store miljø- og ressourceproblemer, at hele vort fysiske eksistensgrundlag er truet. Der er måske allerede sket uafvendelige skader. For nationaløkonomien er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – omtrent ligesom anskuelsesformerne rum og tid for filosofien og naturvidenskaben. Og det er jo absurd. Med væksten følger enorme problemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Alt afhænger af, om man ser tingene fra de kortsigtede materialistiske særinteressers eller de langsigtede idealistiske samfundsinteressers synsvinkel. Vi ”glemmer”, at det, vi bygger op, skal administreres, vedligeholdes og fornyes – at der er tale om et ufatteligt spild af værdier p.gr.a. voldsom turbulens i det moderne erhvervsliv og på finansmarkederne. Tomme erhvervsbygninger vil stå som evige monumenter over en fejlslagen politik, når kapitalen flytter til udlandet eller systemerne ændres – en slags babelstårne? Og særinteresserne sender ofte deres regninger videre til samfundet eller til kommende generationer. Hele vækstsyndromet er så meget mere absurd, som vi lever i et overflodssamfund, hvor markederne er mættede. Væksten kan kun fortsætte, hvis nye behov skabes kunstigt.