DEN MATERIELLE UDVIKLING 2:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 2. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 1. del: “Den gamle orden“)
_____________________________________________________________________

2. DEL:  VELSTAND  ELLER  VELFÆRD?

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementære åndelige og psykiske behov. Det giver os “stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkulturelle aktiviteter.

Det moderne samfund er ved at blive umenneskeligt. Vi lider under det voldsomme pres, vi er udsat for, i langt højere grad end vi umiddelbart er os bevidst. Vi lever e et åndeligt tomrum uden moralske fordringer -–i truende utryghed, forvirring og meningsløshed. Udviklingen stiller stadig større krav, som stadig færre kan honotere. De stærkeste, som ikke nødvendigvis er de bedste, ”overlever” og fører udviklingen videre. Indtrykkenes antal og forandringernes omfang og hastighed vokser stadig, stik imod al sund fornuft. Alt dette har vi gradvis vænnet os til. I dag bliver vi født ind i den materialistiske udvikling. Vi får den ind med modermælken. Vi bliver så at sige tidligt vaddinerede imod de sygdomme, som ellers ofte ville følge af udviklingen. Derfor har vi ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på problemerne. Vi kalder det stress, beklager det og slår det i øvrigt hen som den uundgåelige udviklings uundgåelige pris.

Dette er hverken overdrevet eller udokumenteret. I sin bog ”Fremtidschok” har Alvin Toffler foretaget en grundig undersøgelse af menneskets psykiske reaktioner på påvirkningerne fra en voldsom udvikling. Han viser f.eks., at livstempoet er en vigtig psykologisk variabel. Accelerationen i livstempoet kan virke nedbrydende. Vi har nogle indbyggede forventninger om tings varighed. Nåt tilværelsens tempo ændres, rystes disse forventninger, hvilket kan få alvorlige følger, hvis man ikke har vænnet sig til det eller er psykesk robust. Mange af de, som ikke kan tilpasse sig et super-industrielt samfunds krav, er ikke bare svage, men måske ganske fornuftige, sunde mennesker, som reagerer normalt på abnorme tilstande. De ”psykisk svage” er ofte følsomme og kreative. Nogen af dem hengiver sig måske til en række flugtmekanismer for at ”overleve”.

De voldsomme forandringer udvider svælget mellem hvad vi tror (vore imagedannelser) og hvad der virkelig findes. Hvis afstanden bliver for stor, bliver det stadig sværere for os at klare problemerne. Vi bliver ineffektive. Vi trækker os ind i os selv – hvis der ikke ligefrem går panik i os. I sin yderste konsekvens ender tilstanden i psykose.

Vi har mistet kontrollen over vort eget liv. Det er andre – samfundet eller udviklingen – som bestemmer, hvilke beslutninger vi skal træffe, hvornår og hvor hurtigt vi skal gøre det. Der findes en skjult konflikt mellem de krav, accelerationen stiller til os, og de krav, den høje nyhedsgrad stiller. Accelerationen tvinger os til at træffe beslutningerne stadig hurtigere. Nyhedsgraden tvinger os til at træffe de vanskeligste og mest tidkrævende beslutninger. Denne frontale kossision skaber angst. Dertil kommer den stadig større mangfoldighed. At øge et menneskes valgmuligheder er at øge mangden af den information, som skal bearbejdes. Men jo flere valgmuligheder, der findes, jo langsommere bliver reaktionen. – Alt dette har i virkeligheden skabt en alvorlig beslutningskrise i det moderne samfund – en ”beslutningsmæssig overstimulering”. Her er forklaringen på, at stadig flere føler sig plagede af tilværelsen – ude af stand til at få noget fornuftigt eller politivt ud af den. Det hele er et ”rotteræs”. Man er magtesløs. Udviklingen undergraver simpelt hen vores evne til at træffe fornuftige beslutninger.

Overfor alt dette reagerer vi med en udsøgt bevidstløshed. Vi indfører datalogi, udvider bureaukratiet og pumper stadig flere ressourcer i den sociale sektor. Men vi drømmer ikke om at bremse udviklingen. Det kan ikke fortsætte på denne måde. I virkeligheden er det utroligt, at vi har fundet os i det så længe.

Capra har givet en ret præcis beskrivelse af moderne mennesker: De ”fører typisk en egoistisk, konkurrencepræget og målorienteret tilværelse. De er i så høj gerad optaget af fortiden og fremtiden, at de kun i begrænset omfang kan opleve nutiden og derfor heller ikke kan opleve nogen tilfredsstillelse ved hverdagens almindelige aktiviteter. De koncentrerer sig om at manipulere den ydre verden og beregner deres levestandard efter antallet af materielle goder, mens de samtidig bliver stadig mere fremmede for deres verden og ikke kan forstå livets forløb. Et menneske, hvis tilværelse domineres af en sådan erkendelsesform, er ujde at stand til at opleve ægte tilfredshed, det være sig ved nok så stor rigdom, magt eller berømmelse, og besjæles derfor af en følelse af livets meningsløshed, ørkesløshed eller abgsurditet, som end ekke den største udvortes succes kan opveje”.

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementyære åndelige og psykiske behov. Det giver os ”stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkullturelle aktiviteter. Før eller siden vil der af disse aktiviterer udkrystallisere sig en stærk, åndelige inspireret bevægelse hen imod et holdbart alternativ, hvor det ensomme massemenneske kan finde træst og få tilfredsstillet sit naturlige behov for fællesskab og åndelig aktivitret. En form for åndelig reformation vil sandsynligvis indtræffe.

Den, som har formået at sætte sig ud over materialismens snævre rammer – som har gennemskuet materialismen – kan se bagsiden af den materielle udviklings medalje. Stadig større teknologiske og videnslabelige projekter afløser hinanden i stadig hurtigere rækkefølge. Men de slår som regel fejl før eller siden, fordi vi ikke kan forudse konsekvenserne. Det har vi for længst opdaget. Alligevel fremturer vi i vort materialistiske vanvid. Den materielle udcviklings oprindelige formål er i dag i vid udstrækning blot et skalkeskjul for begæret ifter rigdom og magt. Dampkraft og elektricitet som redskaber for den materialisme, som trods alt endnu iagttog en vis moralsk fordring, kunne såmænd være betænkelig nok. Men rumfart, datalogi og genmanipulation som redskaber for den materialisme, som end ikke længere gør sig ulejlighed med at skjule hovmodet, begæret og kunismen, er katastrofalt.

Industrialiseringen er ikke roden til alt ondt. For der er også store fordele ved den. Men den har faktisk medført grænseløs social elendighed, arbejdsløshed, åndsfortærende rutinearbejde, arbejdsulykker og varige skader, ødelæggelse af familielivet og andre sociale relationer, udplyndring af andre kulturer, rovdrift på knappe ressourcer, store naturødelæggelser, en uhyre kostbar infrastruktur og en særdeles uhensigtsmæssig samfundsstruktur med adskillelse af boligområde og arbejdsplads og dermed spild af tid og enerfi, og med centralisering og ensretning og store, uoverskuelige og utroligt kostbare bureaukratiske enheder uden fleksibilitet og overblik, og monopolisering, som i sin yderste konsekvens vil undergrave den politiske frihed – kort sagt: umenneskelighed og spild af værdier. Prisen er simpelt hen blevet for høj. Industrialiseringen af tilværelsen suger kraften ud af os. Vi ofrer alt på dens alter, om det så er selve menneskeligheden, fordi den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattellse hindrer os i at gennemskue den. Den er blevet sit eget mål, og dermed meningsløs.

Har man først frigjort sig fra materialismens tænkemåde, kan man begynde at se, hvad det er, der er sket: Først skabte den sanseløse materielle udvikling et kynisk og destruktivt samfund. Dernæst måtte vi prøve at løse de store problemer, denne udvikling skabte (først social elendighed, siden naturødelæggelse m.m.). Hvilken voldsom politisk kamp har dette ikke medført, og hvilke enorme ressourcer er ikke medgået hertil.

Mange af de store probglemkomplekser, som martrer det moderne samfund, kan føres tilbage til den materielle udvikling. Alligevel fremskynder vi den for enhver pris. Og det er åbenbart ligegyldigt, hvad der produceres – om det er gavnligt eller skadeligt – bare der akkukmuleres kapital.

Måske skulle vi ikke have ladet den ekstreme liberalistiske ideologi bestemme alt. Måske skulle vi have begrænset dens udfoldelse i givne tilfælde og situationer, hvor den blev destruktiv. Vi skal ikke afskaffe den økonomiske liberalisme. Erfaringen viser, at den er langt bedre end socialistisk planøkonomi. Men den er efterhåbnden blivetr en ren pengemaskine for særinterisserne og kan påføre samfundet stor skade.

Man kan nu forestille sig, hvordan samfundet ville have set ud, hvis den materielle udvikling ikke havde været sit eget mål, men et underordnet redskab for et højere formål (menneskelighed). Der er simpelt hen sket en kortslutning i vores samfundstænkning. Vi tror, at velstand og velfærd er direkte proportionale. Derfor bruger vi ordene i flæng. Men så enkelt er det ikke. En vis grad af meteriel udvikling er ganske vist en forudsætning for kulturel udvikling. Men der er faktisk en grænse for den materielle udviklings nytteværdi, hvor målet er et menneskeligt samfund. Således er det gået jævnt ned ad bakke med kulturen i 1900-tallet samtidig med, at velstanden har nået utrolige højder. – Man kan udmærket forestille sig et velfærdssamfund uden den voldsomme industrialisering af hele tilværelslen, som finder sted i dag – oven i købet et stabilt velfærdssamfund! – På grund af den nævnte kortslutning blev der aldrig tale om en opposition til materialismen, kun til kapitalismen. Socialismen drømte ikke om at drage den materielle udvikling i tvivl, for den var selv et produkt af den.

Men hvis vi ikke skal skrue tiden tilbage og ligefrem afskaffe industrien, hvor går da grænsen for den materielle udvikling? – Den vil ”automatisk” finde sit naturlige leje, når vi har etableret en sund – dvs. mindre materialistisk – grundholdning.

I Danmark hjavde vi i 50’erne nået et rimeligt velstandsniveau. Det kunne have været et godt udgangspunkt for en videreudvikling af den eruropiske højkulturs åndelige grundværdier. Men det var som om det mislykkedes, fordi velstanden var blevet sit eget mål.

Hermed er kapitlet ”Den materielle udvikling” afsluttet. Næste kapitel hedder ”Økonomi som videnskab”.

DEN MATERIELLE UDVIKLING 1:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 2. del: “Velstand eller velfærd“)
_____________________________________________________________________

1. DEL. DEN GAMLE ORDEN

Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanereglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Der var engang en kinesisk gartner, som også var en vismand. Når han skulle vande sine bede, steg han ned i brønden og hentede vand i sin spand. En dag foreslog hans elev, at de skulle lave en vippestang med en spand i den lette ende, som hang ind over brønden. På den måde kunne de hente langt mere vand op på langt kortere tid. Men det ville gartneren ikke være med til. For, som han sagde, når men benytter en maskine, så gør man alt maskinmæssigt. Og den, der gør alt maskinmæssigt, får et maskinhjerte. Men den, der har et maskinhjerte i brystet, han mister den rene enfold …

Denne lille historie fra det 5. århundrede f.Kr. siger mere om den moderne industrikultur end en hel videnskabelig afhandling. I sandhed, der banker et maskinhjerte i det moderne menneskes bryst. Enhver teknisk opfindelse er et stykke rationaliseret liv. De fleste moderne mennesker, som jo bærer materialismens skyklapper, vil være tilbøjelige til at stemple denne vismand som en tåbe. Men vi behøver kun at kaste et overfladisk blik omkring os for at se, at han havde ret: Åndsfortærende rutinearbejde er blevet vores lod. Stress, forvirring, overfladiskhed, rastløshed, angst og følelsen af tomhed breder sig. Vi er dårligt nok i stand til at tænke i helheder og sammenhænge og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Hvilket jo kræver tid og ro. Menneskeligt samvær er blevet overfladisk, familieliv og børneopdragelse noget besværligt og sekundært. Men frem for alt: vi tror, alle vore problemer kan løses ved hjælp af teknik og penge – også rent menneskelige problemer. – Og så har vi endda set bort fra risikoen for, at brønden løber tør (industrikulturens store miljø- og ressourceproblemer).

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret og legaliseret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. De naturlige asociale tilbøjeligheder blev tidligere holdt nede af forældrenes autoritet, opdragelsen i skolerne og religionen. Nu har alle disse tre instanser mistet deres betydning som autoriteter. Individet har mistet sine hæmninger. Og det er i virkeligheden helt naturligt. For disse hæmninger udgjorde en hindring for den sanseløse materielle udvikling. Så grotesk er situationen blevet, at hvis vi pludselig begyndte at tænke og handle ud fra etiske motiver, eller bare den sunde fornuft, ville samfundssystemet bryde sammen. Vi er blevet systemets gidsler.

Ligesom liberalismens åndelige fader, Adam Smith, ville også socialliberalismens åndelige fader, John M. Keynes, bruge det onde – begæret – som et middel til at nå vort store mål: et samfund, hvor alle er rige. I dag indser vi omsider, tvunget af omstændighederne og hjulpet af bagklogskaben, at denne filosofi er uholdbar. Det er farligt at gå på akkord med det onde. Begæret må og skal styres af en moralsk fordring.

Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Vi skulle blot lære at styre udviklingen og fordele goderne hensigtsmæssigt, men det var nærmest et spørgsmål om teknik. Det var en besnærende tanke. Vi lod os blænde af velstandsstigningen i vores del af verden og blev først sent opmærksomme på ”de uheldige bivirkninger”. Først nu, hvor disse såkaldte bivirkninger er ved at vokse os over hovedet, kan vi begynde at se noget mere nuanceret på den materielle udvikling.

Før industrialiseringens gennembrud var der tale om en vis stabilitet og social tryghed. Tilværelsen var lagt i faste rammer. Man havde kun lejlighedsvis travlt. Man havde tid til at tænke, ro til at overveje. Der var ingen permanent forvirring. For alting blev ikke hele tiden lavet om. Det, man havde lært, kunne man bruge hele livet. Man kendte sin plads i samfundet. Det kunne der sjældent ændres ved. Ens sjæl blev derfor ikke sønderslidt af begær, ambitioner og skuffede forventninger. Man fik tilfredsstillet sit behov for åndelig tryghed i religionen, det sociale behov i familien, landsbyen og menigheden og behovet for accept af omgivelserne og for skabende aktivitet i det daglige arbejde. Og de lærde havde tid og ro til at koncentrere sig og følge en tanke helt tilbage til dens udspring og udlede perspektiverne, hvad enten de nu var ørkeneremitter og søjlehelgener, lærde på universiteterne eller blev støttet af kirken, fyrsterne eller aristokratiet. – Livet var dog ingen dans på roser. Der var for meget hårdt arbejde og for megen fattigdom og sygdom. Der var endnu langt til velfærdsstaten. Vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men de gamle havde nu alligevel noget, som vi savner i dag.

Og så havde landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien noget, som vi moderne mennesker næsten helt har glemt betydningen af. De gamle behøvede ikke at stræbe efter frihed fra arbejde, for de havde på en måde frihed i arbejdet. Før industrialiseringen var arbejdet som regel meningsfuldt, for produktet dækkede et reelt behov, arbejdet var uden stress, og gennem det realiserede vi os selv som mennesker, fordi vi skabte tingene. Produktet var nemlig også et kunstværk, som vi lagde vores sjæl i og var stolte af. Men industriarbejde (i dette ords videste betydning) forkrøbler os ofte både fysisk og psykisk. End ikke i fritiden kan vi hengive os til en menneskelig tilværelse, for da har vi glemt hvordan man gør. Læg i øvrigt mærke til, at ferie er et nyt ord i sproget. Dybest set er ferie en slags kompensation for en umenneskelig hverdag. Det er ganske symptomatisk, at den tilfredsstillende beskæftigelse, som før gav livet mening og indhold, må vi nu møjsommeligt søge efter i fritiden. Derfor er gør-det-selv-industrien nærmest eksploderet, og derfor er højskolernes og aftenskolernes praktiske kurser i gamle håndværk blevet en overvældende succes. Industrialiseringen af tilværelsen har berøvet os noget vigtigt, som vi stadig stærkere føler savnet af. Derfor hænger vi gamle vognhjul op på murene af vore moderne, teknikspækkede parcelhuse. Derfor stiller vi modeller af storke og gamle vindmøller op i de blomsterbede, som i øvrigt genkalder en tabt naturtilstand i vores erindring.

Datidens samfund var ikke så meget et produkt af abstrakte teorier og intellektuelt hjernespind, men snarere af konkret livserfaring. Industrialiseringen ødelagde et omfattende og gennemprøvet system af skik og brug – sædvaneregler, som var hensigtsmæssige for så vidt som de havde stået deres prøve i praksis. Mennesket mistede sin vigtigste beskyttelse, for sædvanreglerne var den fattiges skjold som loven var den riges våben. De fattige blev kastet ud i en ukendt og utryg verden, hvor de hverken havde erfaringen eller traditionen til at hjælpe sig.

Den menneskelige fornedrelse i social elendighed i industribyernes slumkvarterer var uhyre omfattende og varede i mindst 100 år i vores del af verden. Den er en skamplet på vores kultur og vil aldrig kunne retfærdiggøres af de resultater, vi har nået i dag. Det samme gælder ødelæggelsen af andre kulturer og naturen. Målet må aldrig hellige midlet.

Man var tidligt opmærksom på de mangfoldige problemer, industrialiseringen medførte. I sine ungdomsskrifter raser Marx over bourgeoisiet, som har ”ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelseskolde, kontante betaling … Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi”. Senere, i ”Kapitalen”, hedder det: ”Specialarbejderne mister ved produktionen deres åndelige kraft, som i stedet opsamles hos kapitalen. Det er et af resultaterne af arbejdsdelingen i manufakturerne, at den materielle produktions åndskræfter stilles overfor specialarbejderne som fremmed ejendom og som en magt, der behersker dem … Den (processen) fuldendes i storindustrien, der skiller videnskaben ud fra arbejdet som en selvstændig produktivkraft og tvinger den ind i kapitalens tjenste”.

Den anden af økonomiens to giganter, Adam Smith, skrev allerede i 1776: ”Et menneske, som tilbringer hele sit liv med at udføre nogle få enkle håndgreb, har ingen lejlighed til at opøve sin forstand … Han bliver i almindelighed så fordummet og uvidende, som det er muligt for en menneskelig skabning … Men i ethvert industrielt og civiliseret samfund er dette den tilstand, hvori den arbejdende arme, dvs. folkets store masse, med nødvendighed må synke ned”. I 1800-tallet rasede Carlyle imod det moralsk forfaldne og pengedyrkende England, som den industrielle revolution havde skabt, og som havde gjort de fattige til slaver. Han foragtede nationaløkonomien og tidens naive fremskridtstro og opblæste selvtilfredshed. Han ønskede det England tilbage, som engang havde været. Også Disraeli afskyede storindustriens og arbejdsslavernes land. Før industrialiseringen var England det bedste land, som nogen sinde havde eksisteret. Tronen, kirken og adelen skulle have magten tilbage og beskytte arbejderne mod pengemændenes hensynsløse udbytning. I begyndelsen af 1900-tallet hadede Roosevelt storfinansens tyranni i USA. Hans sympati lå hos folket, og arbejdernes elendige kår gjorde ham rasende. Han sagde, at af alle former for tyranni er det som alene støtter sig på rigdom, plutokratiets tyranni, det mest vulgære og usmagelige.

Men løbet var kørt. Datidens kritikere var næppe fuldt ud klar over, at industrialiseringen var et produkt af den ensidigt materialistiske grundholdning, som havde udviklet sig i de foregående 300 år. Men deres kritik af industrisamfundet er stadig relevant. For dybest set kan et sundt, harmonisk og menneskeligt samfund aldrig udspringe af en ensidigt materialistisk grundholdning, fordi vi mennesker er åndelige væsener. Ganske vist er den sociale elendighed ikke længere udpræget i vores del af verden. Men den relative velstand er skrøbelig, fordi vi er blevet utroligt sårbare. Der skal ikke meget til for at vælte det hele: En økologisk katastrofe, et krigsudbrud, en pandemi, social uro og terrorisme, et børskrak, ja, selv en ny opfindelse – for ikke at tale om et samspil af sådanne omstændigheder. Et tryk på en forkert knap, og systemet bryder sammen. Industrikulturens praktiske problemer bliver måske større i fremtiden end de var i industrialiseringens barndom. Vi har trukket store veksler på fremtiden. Vi har ladet os beruse i vellevned i dansen om guldkalven, men vågner nu op med tømmermænd og lommesmerter og bliver præsenteret for regningen. Og ganske vist er den åndelige forkrøbling heller ikke længere så synlig. Men den findes stadig. For viden er ikke det samme som visdom. På en måde er den værre end før. Den har blot antaget nye former. Der er tale om en slags åndelig analfabetisme. Industrikulturen er næsten pr. definition åndsfortærende. Dens problemer er i virkeligheden aldrig blevet løst. De er blevet fejet ind under gulvtæppet. ”Fremskridtet” bliver stadig mere fiktivt.