Materialismen udfordres

Hermed genoptager vi serien med artikler om samfunds- og kulturproblemer efter sommerferieperioden – lidt forsinket. Beklager.

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”. (Siesta 2009).

Vi har gennemgået nogle af de træk i den idehistoriske udvikling, som har været med til at skabe vor tids fremherskende, ensidigt materialistiske grundholdning. Men den har aldrig haft frit spil. Den gamle, idealistiske grundholdning slap aldrig helt sit tag i kulturen:
____________________________________________________________

Den naturlige reaktion imod fornuftdyrkelsen og udviklingsoptimismen kom allerede med romantikken i litteratur, kunst og filosofi, især i første halvdel af 1800-tallet. Men den blev forholdsvis kortvarig, om end hektisk, og fik ingen afgørende indflydelse på den allerede dybt rodfæstede materialistiske grundholdning. Men den var skriften på væggen, og senere i århundredet og videre ind i 1900-tallet, opstod en række nye bevægelser og tanker på forskellige områder, som på en eller anden måde var en reaktion imod den ensidigt materialistiske grundholdning og dens samfundsmæssige eller kulturelle konsekvenser:

Allerede Schelling ville med sin naturfilosofi give en dybere tolkning af den verden, naturvidenskaben udforsker med beregninger og eksperimenter. Fysikeren kommer til sit objekt udefra. Han konstaterer fakta og finder regelmæssigheder. Han siger os ikke, hvad verden er, og hvorfor den virker som den gør. Schelling vil trænge om bag ved de synlige fænomener og finde ud af tilværelsens dybere sammenhæng. Han vil tolke naturen, som man tolker en symfoni eller et digt. Han søger motivet bag den kunstneriske frembringelse. Han lever sig ind i den intuition, som har fået skikkelse i skabelsens øjeblik.

Henrik Steffens fremhævede anelsens betydning. Dens genstand er uendelig, og den bevidner vort slægtskab med det evige. Anelsen vidner om en kommende tilværelse, og den giver os en dyb forvisning om den sammenhæng, som råder i alt. Anelsen fortæller os, at den guddommelige spire i os er det faste punkt og kilden til al evidens.

Bergson hævder, at fornuften eller den strengt rationelle tænkning aldrig vil kunne fatte selve livet, det være sig det biologiske liv eller sjælelivet, uanset hvor megen systematik eller videnskabelighed den påberåber sig. Livsprocessen følger ikke bestemte love, som kan blotlægges af videnskaben. Forstandens funktion er rent ”mekanisk”. Den kan analysere, det vil sige opløse, adskille og sammensætte. Den kan kun forstå det statiske. Hvis den ville prøve at forstå livet, måtte den derfor standse det. Men så er det ikke længere liv. For livet forløber i en kontinuerlig strøm. Kun gennem intuitionen kan vi forstå noget af livet. For den indebærer evnen til en instinktiv indføling med livet – til at skue fænomenerne i helheder og højere sammenhænge.

Bergson beskrev også forskellen mellem intuition og analyse: Intuitionen er en slags intellektuel sympati, hvor man går ind i tingen – bliver et med det enestående, der er i den – forstår dens dybere væsen. Analysen fører tingen tilbage til elementer, der allerede kendes – som tingen har fælles med andre ting. At analysere er at beskrive en ting som en funktion af, hvad der ikke er tingen selv. Analysen er altså en slags oversættelse eller forklaring ved hjælp af symboler. ”Analysen kredser rundt om genstanden i en stadig utilfredsstillet attrå efter at fatte den og er ifølge sin natur dømt til denne evige kredsen rundt; den må bestandig opsøge nye synspunkter for at fuldstændiggøre sin bestandig ufuldkomne oversættelse. Men intuitionen er, når den er mulig, en usammensat akt.” 14).

For Rathenau er sjælen et kompleks af de højeste åndelige kræfter, som intet har med intellektet eller forstanden at gøre. Intellektet bruger matematikken og logikken til at erkende med. Intellektet kan måske nok undgå rent logiske fejlslutninger. Men det kan ikke udvælge og vurdere. Dertil skal det bruge sjælen. Selv om tænkningen er fri for logiske modsigelser, fører den alligevel til forkerte handlinger, hvis det stof, den arbejder med, er forkert. Dette stof leveres af sjælen til forstanden, som så udformer det. Det er forstanden, som begår fejl, ikke sjælen. – Mekaniseringen driver skånselsløst menneskene fremad. Denne tragedie er mennesket kommet til ved en grænseløs og unuanceret tillid til intellektet, som dog kun er i stand til at analysere, men ikke kan forstå det åndelige. ”Intellektets rige er antikristens rige, som bygger på begærlighed og fjendskab, bejler til guld og ære, drager det hellige ned, gør hjerterne hårde og jager sjælene i landflygtighed. På denne baggrund må sjælen bestyrkes i sin anelse … om sin evige ret.” 15).

Rathenau levede i en tid, hvor den skarpe sondring mellem sjæl og intellekt var fuldbyrdet. Han gav en næsten poetisk beskrivelse af forskellen mellem de to kategorier: Intellektet tror ikke på noget og fordrer meget. Sjælen tror på meget og fordrer intet. ”I den intellektuelles øjne er den sjælelige uklog, drømmende og overspændt, i den sjæleliges er den intellektuelle angstfuld, begærlig og blind. Intellektet iler kilometergrådigt hen ad sin skinnevej, sjælen vandrer under stjerner i stille fordybelse. Hist det hvileløse spørgsmål: hvorfor, hvortil? Og intet svar; her en fylde af sikker fornemmen og intet spørgsmål. Intellektet bejler og strider, sjælen modtager og skaber.” 16).

Også forskellige åndsvidenskabelige, nyreligiøse, kosmologiske, esoteriske eller okkulte bevægelser som spiritisme, teosofi og antroposofi har haft et gennembrud i 1800- og 1900-tallet. Det sidste nye er New Age bevægelsen, som har manifesteret sig i nogle årtier.

Disse bevægelser er typisk startet af personer med helt usædvanlige åndsevner, som ofte kaldes klarsyn. Hvad det nærmere indebærer, har Oskar Borgman Hansen beskrevet: ”Mennesket kan gennem koncentration og meditation styrke sine sjælelige kræfter således, at en bevidsthed bliver mulig  som er uafhængig af legemlige faktorer. Den almindelige bevidsthed er baseret på legemet, først og fremmest på dettes sanseapparat. Men i denne bevidsthed har mennesket dog også en mulighed for at tænke spontant, uafhængigt af organiske betingelser. Og på grundlag heraf  kan det øve sine kræfter: koncentrere sin tænkning, styrke sin vilje og rense sine følelser. Sker det med tilstrækkelig intensitet og alvor, opstår den bevidsthed, som kan bære sig selv, uafhængigt af legemsprocesserne. I denne tilstand optræder så oversanselige iagttagelser, gradueret i de oplevelsesformer, som kaldes imagination, inspiration og intuition.” 17).

Så langt når de færreste af os. Men de, som tænkte dybt, lagde grunden til den europæiske højkultur.

14) Henri Bergson: Intuition og Verdensanskuelse. G.E.C. Gad 1914 s. 11-12.

15) Walther Rathenau: Sjælen. Martins Forlag 1918 s. 42.

16) Søren Holm: Tanker og livssyn i tyvende åehundrede. G. E. C. Gad 1951 s. 74 – 75.

17) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C. A. Reitzels Forlag 2004 s. 30.

De åndelige grundværdier

Denne artikel er et let bearbejdet uddrag af kapitlet “Demokratists forudsætninger” i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De åndelige grundværdier er fundamentet under samfundsbygningen.
___________________________________________________________________

De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom gennem århundreder, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Mange af vor tids problemer skyldes ikke et demokratisk, men et moralsk forfald. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Den tanke har også præget den politiske filosofi. Montesquieu skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten, bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind (i Danmark oprindeligt borgerdyd)). Republikken kan være aristokratisk eller demokratisk, men dyden er vigtigst i demokratiet. For Montesquieu var patriotismen (fædrelandskærligheden) afgørende – den patriotisme, som indflydelsesrige kommentatorer i dag prøver at nedgøre, idet de fejlagtigt kalder den nationalisme.

Den største fare ved demokratiet er, at lighedsprincippet drives ud i dets yderste konsekvens. ”Så vil folk selv regere og tage magten fra deres valgte repræsentanter. I samfundet vil der ikke længere være nogen respekt for embedsmændene, for de ældre, for hinanden. Ingen vil adlyde; enhver vil leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra myndighederne eller fra andre. Lighed og frihed smelter sammen. Hele samfundsordenen og moralen går i opløsning. Den politiske frihed består ikke i at gøre, hvad man har lyst til, men i at gøre, hvad man bør ønske at gøre”. (Mogens Herman Hansen 12 s. 49-50).

Montesquieu mente, at ændring af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer. Og det er præcis, hvad der er ved at ske i dag.

Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede i gaderne, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem i demokratiet.

I et samfund uden tilstrækkelig moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig, og aftegningerne kan være smukke. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde. For livskimen er væk.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning” skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875 – 1965): ”I den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar … Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik eller med et minimum af etik … Vor tids materialisme vender forholdet mellem det åndelige og det materielle om. Den mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! … Vor tids historie er meningsløs som ingen anden tids historie. Fremtidens historikere vil engang analysere den i dens enkeltheder og prøve deres lærdom og fordomsfrihed på den. Men den kan i dag og vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik”. (Schweitzer 80 s. 30-31).

Homogeniteten er også vigtig. I debatten lige efter besættelsen skrev dr.jur. Alf Ross (1899-1979) i en artikel, at ”… den demokratiske ideologi forudsætter en vis samstemmighed i de fundamentale værdisætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler flertallets afgørelse som ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle meningsforskelligheder dog føler samhørighed med gruppens øvrige medlemmer. Der må … være en vis baggrund af åndeligt og kulturelt fællesskab, en vis harmoni i de yderste målsætninger, der gør forståelse mulig. Individet må kunne identificere sig med gruppen for at opleve dens afgørelser som bindende og udslag af hans egen autonomi”. (Rasmussen og Nielsen (red.) 03 s. 161). Men i dag fjerner vi os stadig mere fra homogeniteten, dels ved at udfase de fælles åndelige grundværdier, dels ved at gøre samfundet multikulturelt.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63): ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter … Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Den er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid”. (Koch 91 s. 94-96).

Vi skal sikre de åndelige grundværdier gennem opdragelse, undervisning og forskning. Den totale åndelige frihed vil føre tilbage til barbariet. Hvis vi ikke selv tror på noget, kan vi falde for hvad som helst. Det, som her kaldes sandhed og ret, er de åndelige grundværdier, især humanismen og kristendommen. Men vi skal også tillade, at de bliver anfægtede. Vi skal fastholde de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Men til de åndelige grundværdier  hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er kongevejen til et kulturelt forfald. Og den politiske frihed kan nemt blive indskrænket ved at manipulere med folkeviljen i demokratismens hellige navn.

Vi skal bevare demokratiet, som trods alt har bidraget til at højne folket, ikke mindst materielt. Men vi skal vide, at der må være grænser for det, at det nemt kan misbruges, og at det aldrig må få samme status som de åndelige grundværdier. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder.

”Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år … Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker … har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har modernismen, kulturradikalismen, nymarxismen, nyliberalismen, postmodernismen og værdirelativismen alle bidraget til”. (Fonsbøl 09 s. 97-98).

Sammenfattende kan vi sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.
___________________________________________________________________

I den næste artikel vil vi se på nogle træk fra debatten om demokratiet.

DEMOKRATISMEN – Vores nye religion

“Dette indlæg er et uddrag fra indledningen til min bog, Demokratismen – Vores nye religion“.

Det er den intuitive visdom, der har løftet og båret højkulturerne. Men den kan ikke sætte sig igennem i demokratiet, som altid vil trække samfundet nedad på den kulturelle gradsskala.
___________________________________________________________________

Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store tænkere i den politiske filosofi har taget afstand fra det.

Et gammelt mundheld siger, at af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Jeg hørte engang en mand sige på et værtshus, at demokrati er en styreform, hvor man tager magten fra de kloge og giver den til de dumme. Så enkelt er det naturligvis ikke. Men med demokratiet har man pålagt folket en opgave, som det ikke magter. I en af Platons dialoger hedder det et sted: Ingen påtager sig et hverv, som han ikke har lært, selv ikke det simpleste. Alligevel tror alle og enhver sig kvalificeret til det vanskeligste af alle hverv: at styre en stat.

Men alt det må ingen sige højt. For der er gået ”isme” i demokratiet. Det har fået religionens karakter: det er syndigt at anfægte. Tidligere var det både syndigt og farligt at anfægte kristendommen. Men i dag er det langt værre at anfægte demokratiet. Hvis du anfægter kristendommen, er du et moderne menneske, som er fulgt med tiden. Men hvis du anfægter demokratiet, begår du helligbrøde, og så er du hjemfalden til den evige skærsild. Derfor er det svært at foretage selv mindre justeringer efter ny viden og gjorte erfaringer.

Til alt dette vil demokratisterne nu indvende, at vi har fået folkeoplysningen og et avanceret uddannelsessystem. Vi har overvundet fordomme, vanetænkning og overtro. Den gamle visdom, som bl.a. manifesterede sig i religionen og filosofien, er blevet sat på plads. I stedet har vi satset på videnskaben. Og der er da også sket store forbedringer for folket efter indførelsen af demokratiet.

Men så enkelt er det ikke. At videnskaben fortrænger visdommen kan få alvorlige konsekvenser. For videnskaben er jo kun en slags teknik. Den kan kun sige os. Hvad vi kan gøre, men ikke hvad vi skal eller bør gøre. Det er den intuitive visdom, der har løftet og båret højkulturerne. Men den kan ikke sætte sig igennem i demokratiet, som altid vil trække samfundet nedad på den kulturelle gradsskala. Demokratiet kan sjældent nå ud over middelmådigheden, og det er ikke nok. Derfor kan det ikke stå alene. Der er meget længere fra den almindelige sunde fornuft til den højere visdom, end vi moderne mennesker tror. Men det er rigtigt, at der skete store forbedringer for folket. Der er en vis sammenhæng mellem demokratiet og højnelsen af folket. Det var dog ikke et demokrati, vi fik i 1849, men et konstitutionelt monarki. Efterhånden som systemet blev gjort mere demokratisk, opstod der store problemer, fordi visdom, besindighed og statsmandstæft fik stadig sværere ved at sætte sig igennem.

Opgaven er nu at finde ud af, hvordan visdommen kan genindføres og sikres, uden at demokratiet forsvinder. Men filosofien sygner hen, og religionen kæmper for den sidste bastion. Almendannelsen er ved at forsvinde fra uddannelsessystemet. Hele den åndelige udvikling er blevet nedprioriteret, og udviklingen forløber så hurtigt, at vi ikke længere kan følge med.

Jo mindre der bliver af det, vi tror på, jo mere taler vi om det. Vi taler hele tiden om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig bliver der mindre af begge dele, fordi de åndelige grundværdier, de er udsprunget af, kristendommen og humanismen, ikke længere bliver vedligeholdt. Det er, som om vi prøver at besværge tabet ved hele tiden at gentage ordene – som en slags mantra.

Der må aldrig gå livsholdning i demokratiet. At hæve noget så pragmatisk som en styreform op over religion og filosofi – over vores grundholdning til tilværelsen – er proportionsforvrængning. Demokratiet må aldrig blive andet end en blandt mange styreformer, oven i købet en af de ringeste? Platon mente, at kun tyranniet var ringere. Aristoteles, at det var en afart af det ægte borgerstyre, polyteia. Polybios, at det kun måtte være en del af en blandet styreform med monarkiet og aristokratiet.

Fremtidens problemer vil formentlig blive stadig mere omfattende og vil derfor under alle omstændigheder kræve en stærkere stat. Hvis de nye, store problemkomplekser skal løses, kræves der stor effektivitet og handlekraft, og det findes lige præcis ikke i demokratierne, hvor der er så mange indbyrdes modsatrettede hensyn at tage. Mange kompromiser og konsenser og en sænkning af det intellektuelle og moralske niveau gør staten svag og sårbar.

Hvis man vil bevare den politiske frihed, må man fastholde de traditionelle åndelige grundværdier og ændre både den socioøkonomiske struktur og styreformen. Men der er ikke meget, som tyder på, at det vil ske. Så vil der opstå kaotiske tilstande, hvilket kan være en fordel for ambitiøse, men skrupelløse magtstræbere, når kravet om den stærke mand eller det stærke parti melder sig som en sidste udvej. Det kan vi kun foregribe, hvis vi har modet til at bryde med demokratismens tabuer og justere styreformen. I dag, hvor ekstreme bevægelser igen er begyndt at vinde indpas, er det nødvendigt at genoptage debatten om demokratiet, som længe har været et tabuemne.

Et samfund kan ikke bestå uden visdom. Den kunne i nogen grad sætte sig igennem tidligere, fordi den blev respekteret og beundret. Det kan den ikke længere, fordi den bliver opfattet som reaktionær, nostalgisk eller arkaisk – et umiskendeligt symptom på et kulturelt forfald.

Alle højkulturer er bygget på visdom. Men i oplysningstiden begyndte de intellektuelle at se skævt til den gamle visdom, bl.a. fordi den stillede sig i vejen for den videnskabelige udvikling. Den endte med, at vi underkendte hele den åndelige virkelighed, herunder moralen og menneskesynet. Således endte vi næsten i den modsatte grøft. Hvis en vis visdom ikke længere kan sætte sig igennem, bryder højkulturen sammen.

Det er en alvorlig misforståelse at tro, at vi kan kompensere for den manglende visdom med oplysning. For de to ting er indbyrdes væsensforskellige. Vi kan ikke løse tidens problemer gennem den sanseløse vidensophobning alene.

Det er kun relativt få iblandt os, som besidder intuitionens nådegave i rigt mål. Dem burde vi satse alt på. Men i det moderne demokrati har de ikke en chance. Her kræves fortrinsvis taktik og manipulation.

___________________________________________________________________

Næste indlæg vil handle om forholdet mellem de åndelige grundværdier og styreformerne. Men foreløbig holder vi en lille vinterpause.