En dristig hypotese

Hermed genoptager vi artikelserien efter pausen – lidt forsinket. Dette indlæg er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidigt materialistiske grundholdnings herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
____________________________________________________________

Hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage. Vi skal ikke vælge mellem intellekt og intuition – mellem videnskab og mystik – mellem det materielle og det åndelige.

Derimod er det en fascinerende, men unægtelig også en dristig tanke, at videnskab og mystik engang sammen vil gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau! – at den skarpe  sondring mellem det åndelige og det materielle dybest set er kunstig og ikke kan opretholdes i længden.

I en berømt lille klassiker, essaysamlingen “De to Kulturer”, påstod C.P. Snow, at humaniora og naturvidenskab er to forskellige verdener, som aldrig kan forenes. Det var en plausibel teori dengang i 1962, hvor materialismen endnu forekom uimodståelig. Men i dag aner vi omsider, at Snow måske tog fejl. 1).

Både i religionen og i filosofien – og også i de nyere åndsvidenskabelige retninger, finder vi den tanke, at den lavere menneskelige natur fik overhånd over det åndelige – det guddommelige. Mennesket havde engang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil engang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.

Interessen for de mere åndsvidenskabelige, nyreligiøse, okkulte og esoteriske bevægelser bliver stadig større. Det er de forskellige åndsretninger, som beskæftiger sig seriøst med det åndelige og det, vi kalder det overnaturlige, fordi vort materialistiske begrebsapparat ikke længere er indstillet på den åndelige virkelighed.

Foreløbig er disse bevægelser dog ret diffuse. Nogle af dem har været sammenfattet i begrebet New Age, som dog mere er en modstand imod eller et ubehag ved materialismen end en blot nogenlunde afklaret virkelighedsopfattelse. Men bevægelsen søger netop at tilfredsstille det moderne menneskes behov for videnskabelighed – samtidig med at behovet for åndelighed tilgodeses. Kombinationen af det materielle og det åndelige er en af årsagerne til den store gennemslagskraft, bevægelsen trods alt har haft i de sidste 30-40 år.

De nye bevægelser beskæftiger sig også med forholdet mellem religion og videnskab. I sin bog om New Age skriver Karl Aage Kirkegård: “Når religionen er afdækket i sin renhed, vil dogmer, trossætninger og overtro forsvinde, og religion vil betragtes som et naturligt led i menneskets voksende erkendelse. Derved vil skellet mellem videnskab og religion forsvinde, og de vil supplere hinanden som forskellige måder at nærme sig den samme mangedimensionerede … virkelighed på … Religionen vil udvikle sig til at være en naturlig del af livet, en indre livsnerve, der ved at stimulere hengivenhed og kærlighed får kanaliseret sjælens energi gennem personligheden”. 2).

Også antroposofien er inde på noget i den retning. Filosoffen Oscar Borgman Hansen skrev allerede i 60’erne: “… ret beset må udviklingen føre videnskaben og kristendommen sammen til en anden form for sameksistens, nemlig den, hvor begge anerkender, at der findes en åndelig viden. Videnskaben må føre os til at indse, at der findes en åndelig verden. Og kristendommens indhold gribes ikke blot i tro, men fattes også i viden. Videnskabens udvikling kræver dette. Kristendommens udvikling kræver det samme, hvis kristendommen da skal kunne forløse hele menneskelivet. Det er en indskrænkning af kristendommen, hvis man ikke tror, at den kan forløse den menneskelige erkendelse fra den nat, som materialismen har ført os ind i”. 3).

Rudolf Steiner ville ophæve skellet mellem tro og viden. I Tankens magt hedder det: “Antroposofien rækker ud mod en åndelig verden. Vil man nå og forstå denne verden, er de åndsvidenskabelige redskaber utilstrækkelige, og man må betjene sig af evner som intuition og meditation … han opgiver den gængse skelnen mellem tro og viden. Når dette skel falder bort, fremgår det, at adskillelsen blot har bevirket, at troen er blevet svækket og har måttet leve som en diffus tilbøjelighed samtidig med, at viden og videnskab er blevet indskrænket til en banal afsøgning af kendsgerninger om sanseverdenen. Foreningen af tro og viden skaber derimod en kraftig livserkendelse, som knytter sanseverdenen og åndeverdenen sammen.”

Selv i psykologien er den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle blevet anfægtet. Jung forholdt sig kritisk til den etablerede, materialistisk inspirerede videnskabelige psykologi. Han beskæftigede sig ikke kun med individuelle, specifikke psykiske mekanismer. For ham er seksualiteten ikke det afgørende, når man skal forstå psyken. Det er en langt mere almen og omfattende, kosmisk energi, en livsenergi eller bioenergi, der kommer til udtryk som psykisk energi. For Jung er psyke og materie ikke væsensforskellige. Der er visse lighedspunkter mellem hans og den moderne fysiks teorier. Jung mente, at kernefysikken og dybdepsykologien før eller siden måtte nærme sig hinanden, idet de fra hver sit udgangspunkt bevæger sig frem mod det oversanselige – det metafysiske.

Men selv videnskabsteoretikerne er begyndt at bevæge sig uden for rammerne af den ensidigt materialistiske virkelighedsopfattelse og opstille nye, dristige teorier ud fra de nyeste forskningsresultater. – En slags nøgler til forståelse af en ny og større virkelighed. Sondringen mellem videnskab og filosofi synes ikke længere så skarp, og der er en forventning om et paradigmeskifte, det vil sige en større eller mindre ændring af vor virkelighedsopfattelse.

Den amerikanske fysiker og New Age-tænker Fritjof Capra har påvist et forbløffende sammenfald mellem moderne fysik og orientalsk mystik. Den nye fysik anskueliggør på slående vis de to grundelementer i det orientalske verdensbillede: universets enhed og dets iboende dynamiske karakter. Den moderne fysik har “på dramatisk vis bekræftet en af grundtankerne i orientalsk mystik – at alle de begreber, vi bruger for at beskrive naturen, er begrænsede, at de ikke er egenskaber ved virkeligheden, som vi gerne tror, men er skabt af tanken og altså er dele af kortet og ikke af landskabet. Når vi udvider vores erfaringsområde, bliver den rationelle tænknings begrænsninger åbenbare og vi bliver nødt til at ændre eller måske helt opgive nogle af vores begreber.” 4). “Den kosmiske dans” manifesterer sig både i den ældgamle østerlandske visdom og i den moderne teoretiske fysik.

Det drejer sig også om at udvide bevidstheden. Allerede Jung mente,at vi i 1900-tallet vidste sige så lidt om menneskets sind, som naturvidenskaberne vidste om det fysiske univers i middelalderen, og han forudså en så stor vækst i vor viden om menneskets natur, at det ville ændre vor livsholdning fuldstændigt.

Oscar Borgman Hansen har engang skrevet noget, som i grunden er ganske tankevækkende: Tidligere var det at tænke videnskabeligt det samme som at søge en højere sandhed eller visdom. – Sådan må det blive igen en gang.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidige materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama

____________________

1) C.P. Snow: De to kulturer. Vintens Forlag 1966.

2) Knud Aage Kirkegaard: New Age. Forlaget Modtryk 1998 s. 29. 

3) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C.A. Reitzels Forlag 2004 s. 33.

4).Tankens magt: Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt. Lindhardtog Ringhof 2006 s. 1697.

Moderne samfundsteori

Dette indlæg er et redigeret afsnit i min bog “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”.

Det virker nærmest, som om de nye “ismer” i samfundstænkningen er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme.
____________________________________________________________

Inden vi helt forlader kritikken af materialismen, må vi endnu kaste et blik på den moderne samfundsteori, de intellektuelle beskæftiger sig med nu, hvor teologien og filosofien ikke længere har den afgørende betydning.

Samfundsvidenskaben er blevet et meget omfattende og kompliceret – ja, uoverskueligt fænomen, fordi det omfatter flere områder som antropologi, sprogvidenskab, sociologi og videnskabsteori, og fordi der hele tiden opstår nye teorier. Det er, som om videnskaben har svært ved at følge med den voldsomme samfundsudvikling.Vi skal ikke her beskæftige os med alle de kendte retninger og deres indbyrdes sammenhæng, men blot nævne og kommentere enkelte vigtige træk:

Frankfurterskolen i Tyskland var inspireret af marxismen og forskede i forskellige samfundsteorier. Det var ikke en streng positivisme, men en kritisk teori, som også inddrog sociologi og psykoanalytisk teori i sine undersøgelser. Den talte tidligt om en falsk bevidsthed i befolkningen (jf. nazismen), om oplysningens, fornuftens og det modernes tvivlsomme anliggender. Væksten i materiel velfærd betales med åndelig forarmelse. Senere sagde Habermas, at den kulturelle forarmelse opstår, fordi der sker en elitær udspaltning af ekspertkulturerne fra den kommunikative hverdagspraksis. Og at samfundet har brug for et centrum – en mellemmenneskelig fællesviljes projekterende enhed. Frankfurterskolen prægede samfundsdebatten fra 20’rne til 70’erne. Ungdomsoprøret og venstrefløjen støttede sig til den. Fremmedgørelse var et nøgleord. – Men også Frakfurterskolens udgangspunkt var overvejende materialismen.

I 60’erne og 70’erne prægede strukturalismen samfundstænkningen. Dens førende skikkelse, Claude Levi-Strauss, havde tidligere ladet sig inspirere af antropologi, psykoanalyse og marxisme, men især sprogvidenskaben (semiotik), som skulle danne model for andre videnskaber, især social- og humanvidenskaberne. Den skulle være en altomfattende teori om verdens indretning. – En slags alternativ til den klassiske historiske udviklingsfilosofi. Således ville de humanistiske videnskaber også blive en slags eksakte videnskaber! Strukturalismen beskæftigede sig også med medier, ideologier, litteratur, psykologi, kunst og samfund. – Men var strukturalismen ikke bare en videreførelse af den ekstreme videnskabisme, som havde præget tænkningen i hele århundredet?

Siden 80’erne har den vigtigste hovedstrømning været postmodernismen, som adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1960), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne. Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret. Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret. Alle gamle værdier er brudt op. Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen. Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som blandt andet siger, at “de store fortællingers” tid er forbi – for eksempel fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier. Herefter er det enkelte menneske frit stillet. Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om det postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi. Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne. Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om “de store fortællinger”. Men den skal næppe repræsentere, fastholde og videreføre dem. For måske er de i virkeligheden undertrykkende! Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel (1).

Altså: Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, for eksempel ved at udfase den fra opdragelse og undervisning. Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet! Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet. Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier. Noget lignende er aldrig sket tidligere. Heller ikke i andre kulturer.

I sådanne situationer er det altid en god ide at spørge: Hvem har gavn af det? Det har magteliten. For når de åndelige grundværdier er væk, er vejen banet for den vilkårlige magtudøvelse. Vi har ingen modstandskraft imod nye, besnærende systemer, som måske ligefrem kan virke forløsende for ubefæstede sjæle. – Sporene skræmmer.

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers “Vesterlandets undergang”? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden. Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Den logiske empirisme og den analytiske filosofi er for længst løbet ud i sandet. Spørgsmålet er, hvor længe de nye “ismer” holder. Det virker nærmest, som om de allerede er ved at tabe pusten. Den intellektuelle virketrang forekommer en smule anstrengt, fordi den hænger fast i den skrantende materialisme. Sikkert er det, at der snart vil komme en ny “trend”, som vil få´et fint navn og blive dyrket af de intellektuelle. Og sådan kan brydningstiden fortsat manifestere sig, indtil videnskabismen lærer at kende sin begrænsning.

Der findes dog også gode tendenser i den moderne samfundsteori, som er forenelige med dette essays hovedteser:

Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. – Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer. Kulturen må´besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Jürgen Habermas mener, at man ikke kan lave samfundsvidenskab på samme måde som naturvidenskab. For så bliver kollektive mål og moral klassificeret som noget, der ikke kan debatteres rationelt, og den offentlige debat som forum for kollektiv viljesdannelse forarmes og fragmenteres. Videnskabstroen bliver til ideologi. Habermas mener, at systemverden og livsverden skal holdes adskilt – systemverdenen må ikke “kolonisere” livsverdenen, for mening, solidaritet og personlig identitet kan kun frembringes gennem sproglig kommunikation i livsverdenen.

Anthony Giddens siger, at vi er blevet mere selvrefleksive, fordi samfundet aftraditionaliseres: “Traditioner bliver i det moderne samfund konsekvent antastet og problematiseret. At følge traditionen skal i dag legitimiseres og retfærdiggøres, hvilket man ifølge Giddens ikke gjorde tidligere. Moderne mennesker vælger ikke automatisk at følge traditionen, og hvis vi handler med udgangspunkt i en tradition, gør vi det altid med en viden om, at vi kunne have gjort det anderledes. Det betyder, at det er op til os selv at vælge. Fællesskabet kan dermed ikke længere baseres på traditionen. Når traditionen forsvinder eller får mindre betydning, er det enkelte individ tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed erstatter traditionens skjulte magt. Dermed ændres grundlaget for selvidentiteten – vores opfattelse af os selv. Før blev vores identitet skabt gennem nogle traditioner, men i det senmoderne samfund skal selvidentiteten … skabes og genskabes konstant. Det er også forklaringen på, at terapi og psykologisk rådgivning er blevet så populær i de vestlige samfund.” (2).

Zygmunt Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset. I postmodernismen kan individet vælge mellem mange muligheder. Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed. Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft. Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et. Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had. Den “flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed. Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård. I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan iøvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

_____________________

(1): Morten Kyndrup: “Det postmoderne”. Gyldendal 1986 s. 198.

(2): Morten Hansen Thorndal: “Modernitetens politiske teoretikere”. Columbus 2004 s. 63.
____________________________________________________________

Efter sommerpausen vil vi bl.a. beskæftige os med spørgsmålet om, hvorvidt det endnu er muligt at forebygge sammenbrud ved at gennemføre drastiske ændringer af samfundet.

Om oplysningstiden

Denne serie er inspireret af og indeholder passager fra mine tidligere skrifter. Her “Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme.” (Siesta 2009).

Mange intellektuelle troede, at når fornuften blev brugt på samfundets indretning, næringslivets og handelens organisering og de unges opdragelse, ville menneskers materielle forhold og åndelige stade forbedres, og man ville nærme sig et ideelt samfund!
____________________________________________________________

De intellektuelle var besjælet af troen på mennesket og dets ubegrænsede muligheder, som nu nåede et foreløbigt højdepunkt. Kirken stod ganske vist endnu stærkt som den åndelige autoritet, og enevælden var endnu den fremherskende styreform. Samfundskritikerne hævdede nu, at individuel frihed, tolerance, oplysning  og sund fornuft var vejen til et lykkeligt og harmonisk samfund.

I oplysningstiden bryder den ensidigt materialistiske livsholdning for alvor igennem. Det var naturligvis ikke mindst de store videnskabelige og filosofiske resultater, man havde opnået i 1600-tallet, som befordrede materialismen. Men 1600-tallets store filosoffer og videnskabsmænd ville aldrig selv have hengivet sig til den ensidigt materialistiske grundholdning. De var besindige og dybt religiøse, og der er ingen naturnødvendig sammenhæng mellem de videnskabelige forskningsresultater og en materialistisk grundholdning. Det er først, da lidenskaben har løbet besindigheden over ende, at den materielle udvikling løber fra den åndelige.

Vi har et godt eksempel i Newtons teorier. Han viste, at teorien om legemers gensides  påvirkning kunne forklare bevægelserne i solsystemet, og skabte dermed den første store fysiske syntese. Men han understregede samtidig, at årsagerne til tyngdekraften forblev ukendte, at de kun kunne skyldes skaberen selv, og han drog selv udtrykkeligt de åndelige konsekvenser heraf: ydmyghed og gudsfrygt. (Mange tror sikkert, at Newton var en benhård materialist. Men i virkeligheden var han en stor mystiker, som også eksperimenterede med alkymi, og som måske var blevet spærret inde på en galeanstalt, hvis han var trådt frem 200 år senere!). Men hans disciple, især oplysningstidens franske filosoffer, ignorerede hans kloge advarsler og skabte blandt andet på grundlag af hans videnskab en mekanisk filosofi, hvor alt teoretisk kunne beregnes. Man mente, at det døde stof, sådan som det viser sig i de konkrete genstande, sanserne umiddelbart opfatter, eller i de hårde, uigennemtrængelige newtonske partikler, er universets eneste, ultimative virkelighed. Selv mennesket er en slags kompliceret maskine, hvis bevidsthed blot er en funktion af bevægelser i hjernen.

Også de store filosoffers tanker blev groft forenklet af eftertiden. Det er et velkendt fænomen. Alle store ånder ville vende sig i deres grave, hvis de så, hvordan deres ideer blev fortolket.

Naturligvis mødte den noget unuancerede mekanistiske virkelighedsopfattelse en vis modstand. Det nye fødes aldrig uden smerte. Således opstod striden mellem to grundholdninger inden for filosofi og videnskabsteori. Tilhængerne af den gamle holdning kaldte man vitalister (vita = liv). De hævdede, at en levende organisme er andet og mere end summen af sine enkelte dele. Livet var noget helligt, som måtte behandles med ærefrygt, og som vi i hvert fald ikke kunne manipulere med, som det passede os. (Den diskussion er som bekendt stadig aktuel). – Tilhængerne af den nye holdning kaldte man mekanister. De mente, at livet består af en række kemisk-fysiske processer, som naturvidenskaben kunne give os stadig større indblik i, og som vi kunne styre, når blot vi kendte de enkelte dele. Nogle mekanister troede, at løsningen af selve livets gåde nu kun var et spørgsmål om tid.

For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa. Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Det er klart, at den nye holdning måtte befordre ateismen. Holbach mente, at al tidligere tro på guder er illusorisk. De var rene fantasiprodukter, som præsterne havde skabt for at holde folket i uvidenhed og bevare deres magt. Turgot inddelte den menneskelige ånds historie i tre stadier: det teologiske, det metafysiske og det videnskabelige, som vi nu omsider havde nået – et typisk udslag af oplysningstidens fremskridtstro. Condillac mente, at den ældre filosofi havde opereret med metafysiske fantomer, som var skabt af indbildningskraften, som er lige så nødvendig for digteren, som den er skadelig for videnskabsmanden. Den store franske encyklopædi, hvor oplysningstidens ideer kom til udtryk, var ganske vist snarere teistisk end ateistisk, men kættersk i sin grundholdning, med tendens til angreb på regering og kirke, ja, i grunden selve kristendommen. Condorcet mente, at fornuften er for filosoffen, hvad nåden er for den kristne, altså midlet til at opnå frelse. Når fornuften blev brugt på samfundets indretning, næringslivets og handelens organisering og de unges opdragelse, ville menneskers materielle forhold og åndelige stade forbedres, og man ville nærme sig et ideelt samfund! – Set i bagklogskabens klare lys må disse holdninger nok siges at have været lidt for optimistiske.

Særlig berømt er Comtes’ lidt senere teori om de tre stadier i menneskehedens udvikling: Det første stadium er det teologiske, hvor naturens foreteelser forklares ved guders indgriben. Det andet stadium er det metafysiske, hvor fænomenerne forklares ved upersonlige og abstrakte ideer og kræfter. Det tredje stadium er det positive, hvor man ikke anerkender nogen højere virkelighed bag erfaringsverdenen, men finder de love, som ligger bag fænomenerne. Og så kan man styre udviklingen. Denne positivisme fik som åndsretning stor betydning helt op i vor tid. På dette stadium hersker videnskaben. – Det er her underforstået, at vi har bevæget os fra lavere til højere former, og at vejen er banet for det store fremskridt med det videnskabelige stadiums gennembrud.

I dag ser vi nok lidt mere nuanceret på Comtes’ positivisme. Friedell siger ligeud, at positivismen er den største svindel, menneskene nogen sinde er blevet offer for! Givet er det i hvert fald, at positivismens popularitet i høj grad skyldtes, at den var i smuk overensstemmelse med tidsånden – næsten direkte udsprunget af fremskridtstroen. Således skyldes nye ideers gennembrud ikke kun deres sandhedsværdi. De store ånder – seerne – blotlægger tidløse sandheder og bliver forfulgte. De mindre ånder – de intellektuelle og beregnerne – formulerer tidsånden og bliver fejrede.

Men sådan var tidens stemning, som er uimiddelbart forståelig for os. Det ligger i sagens natur, at jo mere vi nærmer os vor egen tid, jo bedre forstår vi de holdninger, som er skridt på vejen til materialismen. Alligevel fornemmer vi nu også, at man måske var gået for vidt i den helt unuancerede dyrkelse af fornuften. Det har Søren Holm reflekteret over: “Vi møder her et eksempel på det ikke så sjældne tilfælde, at middel med tiden forvandles til mål … Da fornuften havde gjort sit arbejde til forståelse af tilværelsen, blev den åbenlys genstand for tidsåndens kult.”

For Georg Picht er forbindelsen mellem oplysningstidens fremskridtstro og vor egen tid helt åbenlys: “Den overbevisning, at vi mennesker kun kan forstå og beherske vor historie, hvis vi opfatter den som et bestandigt fremskridt, begynder fra det 18. århundrede med stedse nye tilløb at vinde indpas. Denne tro på fremskridtet i menneskets historie er den skjulte drivkraft for naturvidenskabernes ekspansion i det 19. og 20. århundrede.- Den tager hos Marx form af en revolutionsteori, der i bund og grund har omkalfatret store stater og grundlagt nye styreformer; den behersker USA i sin kapitalistisk-liberale form, der er bestemt af, at man lader sig fascinere af teknikken.”