De åndelige grundværdier

Denne artikel er et let bearbejdet uddrag af kapitlet “Demokratists forudsætninger” i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De åndelige grundværdier er fundamentet under samfundsbygningen.
___________________________________________________________________

De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom gennem århundreder, vil vi også have et nogen lunde rimeligt samfund. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Mange af vor tids problemer skyldes ikke et demokratisk, men et moralsk forfald. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden – i menneskers sind og hjerter.

Den tanke har også præget den politiske filosofi. Montesquieu skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk ”Om lovenes ånd …” fra 1757 (dansk 1998)): Ånden bag despotiet er frygten, bag monarkiet er det æren, bag republikken dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind (i Danmark oprindeligt borgerdyd)). Republikken kan være aristokratisk eller demokratisk, men dyden er vigtigst i demokratiet. For Montesquieu var patriotismen (fædrelandskærligheden) afgørende – den patriotisme, som indflydelsesrige kommentatorer i dag prøver at nedgøre, idet de fejlagtigt kalder den nationalisme.

Den største fare ved demokratiet er, at lighedsprincippet drives ud i dets yderste konsekvens. ”Så vil folk selv regere og tage magten fra deres valgte repræsentanter. I samfundet vil der ikke længere være nogen respekt for embedsmændene, for de ældre, for hinanden. Ingen vil adlyde; enhver vil leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra myndighederne eller fra andre. Lighed og frihed smelter sammen. Hele samfundsordenen og moralen går i opløsning. Den politiske frihed består ikke i at gøre, hvad man har lyst til, men i at gøre, hvad man bør ønske at gøre”. (Mogens Herman Hansen 12 s. 49-50).

Montesquieu mente, at ændring af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer. Og det er præcis, hvad der er ved at ske i dag.

Det drejer sig også om forholdet mellem indre- og ydrestyring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indrestyring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydrestyring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede i gaderne, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem i demokratiet.

I et samfund uden tilstrækkelig moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig, og aftegningerne kan være smukke. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde. For livskimen er væk.

I sin bog ”Kulturens forfald og genrejsning” skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875 – 1965): ”I den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var – til ind i begyndelsen af det nittende århundrede – materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar … Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik eller med et minimum af etik … Vor tids materialisme vender forholdet mellem det åndelige og det materielle om. Den mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig. S.F.) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! … Vor tids historie er meningsløs som ingen anden tids historie. Fremtidens historikere vil engang analysere den i dens enkeltheder og prøve deres lærdom og fordomsfrihed på den. Men den kan i dag og vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik”. (Schweitzer 80 s. 30-31).

Homogeniteten er også vigtig. I debatten lige efter besættelsen skrev dr.jur. Alf Ross (1899-1979) i en artikel, at ”… den demokratiske ideologi forudsætter en vis samstemmighed i de fundamentale værdisætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler flertallets afgørelse som ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle meningsforskelligheder dog føler samhørighed med gruppens øvrige medlemmer. Der må … være en vis baggrund af åndeligt og kulturelt fællesskab, en vis harmoni i de yderste målsætninger, der gør forståelse mulig. Individet må kunne identificere sig med gruppen for at opleve dens afgørelser som bindende og udslag af hans egen autonomi”. (Rasmussen og Nielsen (red.) 03 s. 161). Men i dag fjerner vi os stadig mere fra homogeniteten, dels ved at udfase de fælles åndelige grundværdier, dels ved at gøre samfundet multikulturelt.

I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati?”, skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63): ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter … Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Den er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid”. (Koch 91 s. 94-96).

Vi skal sikre de åndelige grundværdier gennem opdragelse, undervisning og forskning. Den totale åndelige frihed vil føre tilbage til barbariet. Hvis vi ikke selv tror på noget, kan vi falde for hvad som helst. Det, som her kaldes sandhed og ret, er de åndelige grundværdier, især humanismen og kristendommen. Men vi skal også tillade, at de bliver anfægtede. Vi skal fastholde de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Men til de åndelige grundværdier  hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati samtidig med, at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er kongevejen til et kulturelt forfald. Og den politiske frihed kan nemt blive indskrænket ved at manipulere med folkeviljen i demokratismens hellige navn.

Vi skal bevare demokratiet, som trods alt har bidraget til at højne folket, ikke mindst materielt. Men vi skal vide, at der må være grænser for det, at det nemt kan misbruges, og at det aldrig må få samme status som de åndelige grundværdier. Det er proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder.

”Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år … Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker … har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har modernismen, kulturradikalismen, nymarxismen, nyliberalismen, postmodernismen og værdirelativismen alle bidraget til”. (Fonsbøl 09 s. 97-98).

Sammenfattende kan vi sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.
___________________________________________________________________

I den næste artikel vil vi se på nogle træk fra debatten om demokratiet.

Mythos eller logos?

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er slutningen af min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Her med tilføjelse af nogle få linier.

Det er mødet mellem den jødisk-kristne mythos og den græsk-romerske logos, som har betinget den europæiske højkultur. Ateisterne begår en skæbnesvanger fejl, når de vil fortrænge mythos og satse alt på logos.
_________________________________________________________________

MYTHOS  ELLER  LOGOS?

Når den dybe tro mødes med kravet om klarhed og sammenhæng – når den dunkle fornemmelse af det universelle mødes med den virkelighed, sanserne viser os og fornuften bearbejder, da opstår den europæiske højkultur.

Mødet mellem den jødisk-kristne og den helt anderledes græsk-romerske kultur i de første århundreder e.Kr. skabte naturligvis store problemer. Teologien opstod, fordi de kristne skulle formulere sig inden for den græsk-romerske begrebsverden. De kristne kom med en ny begrebsverden og et nyt menneskesyn, hvor kærligheden er afgørende, og hvor den åbenbarede sandhed går forud for følgeslutning og beregning. Dertil en højst besynderlig treenighedslære, inkarnation og skabelse. Kirkefædrene var uddannet i den græsk-romerske kultur. Så de havde en fod i begge lejre. I løbet af middelalderen blev man klar over, at man ikke kunne komme uden om den græske filosofi. Men kirkens forsøg på at forene oldtidens filosofi med middelalderens kristendom, især i senmiddelalderen, faldt ikke særlig heldigt ud. For der var tale om to væsensforskellige kulturer. Kan mennesket selv finde sandheden i kraft af sin medfødte fornuft og filosofiske skoling? Eller kommer sandheden til os udefra – fra et højere guddommeligt niveau gennem åbenbaringen? Hovmod eller ydmyghed. Det evige dilemma i den europæiske kultur. Den moderne humanisme, som er inspireret af den græske filosofi, kan i hvert fald ikke erstatte kristendommen, men må i det mindste have den som et nødvendigt korrektiv. Hvis hovmodet, begæret og kynismen fortrænger ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden, ødelægger vi livet på jorden.

I den nyere tid blev filosofien længe kaldt videnskabernes dronning – indtil naturvidenskaben fortrængte den. Men når det kommer til stykket burde kulturens sidste instans nok alligevel findes i religionen, hvis rækkevidde er langt større, om end mere dunkel. Fra religion over filosofi til naturvidenskab – den ultrakorte beskrivelse af et kulturelt forfald?

Men vi fik da et godt kendskab til den græske filosofi. Og det brugte renæssancehumanisterne til at gøre op med den dekandente og korrumperede kirke og føre os ind i den nyere tid. Det gik som så ofte i den slags situationer: Pendulet svingede over i det modsatte ekstreme yderpunkt. Vi mistede efterhånden følingen med den åndelige virkelighed og storheden i kristendommen og endte i den modsatte grøft. De sidste 200 år har været en lang rejse på vejen tilbage mod barbariet, ganske vist på et højt teknologisk niveau. Den humanitet, som lå både i hellenismen og kristendommen, er ved at smuldre.

Men på længere sigt blev mødet mellem de to kulturer – den jødisk-kristne mythos og den græsk-romerske logos – alligevel uhyre frugtbart. Når den dybe tro mødes med kravet om klarhed og sammenhæng – når den dunkle fornemmelse af det universelle mødes med den virkelighed, sanserne viser os og fornuften bearbejder, da opstår den europæiske højkultur. For når det kommer til stykket er den intuitive myte den dybe, skjulte kilde, som også filosofien – ja, selv videnskaben – næres af gennem sit dybe rodnet, selv om den ikke altid er sig det bevidst. Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige. Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse. Således ligger filosofiens kilder uden for filosofien selv. Den virkelige storhed findes i myten. Det er herfra, der går skjulte impulser til filosofi og videnskab, som den græsk-romerske logos – og især vi moderne mennesker – har satset alt på. Man skal ikke sige om noget, at det kun er en myte, men at det har mytens storhed.

Det er mødet mellem mythos og logos, som har betinget den europæiske kulturs storhed. Ligesom i naturen er balance også et nøglebegreb i kulturen. Mister vi balancen, falder vi. Derfor skal vi ikke som ateisterne fortrænge mythos. Det er her, kæden er hoppet af i det moderne samfund. Vi skal finde forholdet mellem mythos og logos og genfinde storheden i mythos.

Måske vil videnskab og mystik engang sammen gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau. Den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – er dybt rodfæstet i den europæiske kultur. Men måske er den dybest set kunstig. Måske kan den ikke opretholdes i længden.
_________________________________________________________________

Næste afsnit, ”Kristendom eller Humanisme?”, belyser forholdet mellem de to hovedstrømninger.

Min nye bog Demokratismen – vores nye religion, udkommer 15. august. Se nærmere herom på siden ”Mine bøger”.