Den Europæiske Union 6:6

FORORD

I Denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds-
og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om
guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk,
med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien
handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager
og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som
den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien,
unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Hele serien findes også som bog (se siden ”mine bøger”).

Denne afhandling er oprindeligt skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede.

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtige åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 5. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier“, 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2“).
_____________________________________________________________________

4. DUMHED ELLER FORBRYDELSE?

 Nogle partier og modstanderorganisationer svigtede unionsmodstanden, da det gjaldt. ”Det nationale kompromis” gjorde det muligt at sluse Danmark ind i unionen. Og ledende unionspolitikere har ført det danske folk bag lyset i 20 år.

Nogle politiske partier, men desværre også visse store modstanderorganisationer, som tidligere rasede imod unionen med bål og brand, indtager i dag en mere lunken holdning. Viljen til at nå ud over ”midten i dansk politik”, hvor fordommene, vanetænkningen og den politiske korrekthed stortrives – viljen til at gå på tværs af den fremherskende, mediebårne tidsånd, er ikke stor. Det kunne jo koste stemmer!

De diskuterer unionen på tilhængernes præmisser: Subtile økonomiske, juridiske og administrative spidsfindigheder og paragrafformuleringer. De diskuterer søjler og diagrammer, mens den politiske suverænitet løber ud i sandet. – De går på akkord med unionen.

Det er især SF og Junibevægelsen, jeg tænker på. Stadig flere af deres ledere er i
realiteten blevet tilhængere. Det er dybt frustrerende, at det oftest er disse ledere, som
repræsenterer ”modstandersiden”, når der endelig er en smule unionsdebat i medierne. Så længe modstanden fortrinsvis repræsenteres af tilhængere – eller i bedste fald skeptikere – kan unionspolitikerne se fremtiden i møde med fortrøstning, i ly af den repressive tolerance og i bevidstheden om mediernes påfaldende loyalitet.

Det store syndefald var naturligvis ”det nationale kompromis”. Det var det, der overhovedet gjorde det muligt at sluse Danmark ind i unionen, i grunden på tværs af folkeviljen (vi havde jo stemt nej ved en tidligere folkeafstemning). De partier og bevægelser, som gik med i det, kan ikke stille meget op nu, hvor forbeholdene falder og unionsudviklingen accelererer. Det burde have været til at forudse. Tilhængere og skeptikere har overtaget partier og organisationer, skabt mistro og resignation og gjort modstanden hjemløs.

Men endnu værre er det med vore ledende unionspolitikere. De har ført det danske folk bag lyset i 20 år. Men især siden 80’erne har det været helt forfærdeligt. De har ikke altid været oprigtige over for os, men er lusket om problemerne som katten om den varme grød. De har manipuleret groft med folkeviljen, godt hjulpet af stadig mere følgagtige medier uden tilstrækkelig kritisk journalistik på området. De har ligefrem bevæget sig på grænsen til statskup. Det er helt ufatteligt, at de kunne tilsidesætte resultatet af en folkeafstemning, i strid med vedtagne regler, afskaffe grænserne uden en grundig offentlig debat, berøve landet store dele af dets politiske suverænitet uden om en grundlovsændring, ganske uanset hvordan man i øvrigt fortolker grundlovens paragraffer rent juridisk, og undlade at gennemføre en planlagt folkeafstemning af frygt for resultatet. Der skulle have rejst sig en voldsom protestbølge. Men det skete ikke. Dermed sendte vi det signal til magteliten, at den kan slippe af sted med snart sagt hvad som helst. Enten har politikernes dømmekraft svigtet gang på gang. I så fald er der tale om manglende indsigt og naivitet. Og så er de ikke kvalificerede til at være vore ledere. Eller også har de talt mod bedre vidende af taktiske grunde. I så fald er de løgnagtige. Og så er de ikke værdige til at være vore ledere.

Vi burde fra starten have vidst, hvor det bar hen. Hvis den berømte præambel om et stadigt snævrere samarbejde mellem de europæiske folk skulle give mening, måtte det nødvendigvis ende med en statsdannelse. Men selv nu, hvor den er helt åbenlys, prøver unionstilhængerne at tilsløre det ved at jonglere med begreberne. Det er alt for gennemskueligt. Og det er utroligt, at mistilliden til deres politikere ikke for længst er slået ud i lys lue.

Hvordan skal man beskrive vore unionspolitikeres adfærd? Er det – groft sagt – dumhed eller forbrydelse? Opportunismen er en nærliggende forklaring.

Det er en ærlig sag at tro på EU. Men man må være ærlig i sine intentioner. Og det har vore ledende politikere bestemt ikke været.
_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes afhandlingen om den europæiske union. Næste indlæg vil handle om debatten om de fremmede.

 

Den Europæiske Union 5:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen, humanismen og demokratiet.

Hele serien findes nu også som bog og kan købes hos Books on Demand for 100 kr. Nærmere oplysninger på siden ”Mine bøger”.

Artiklen er oprindeligt skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede.

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter for unionen. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 5. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier“, 3. del: “Den politiske frihed” og 4. del: “Argumenterne 1:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________

3. ARGUMENTERNE  2:2

Vi har altid kunnet løse store problemer gennem internationale organisationer uden at afgive national suverænitet. – Unionen er blevet kaldt ”fredens projekt”. Men det ville blive en gravens fred, for vi ville miste kontrollen med magtudøvelsen. – Udvidelsen er blevet sit eget mål. Den er blottet for naturlige begrænsninger. – Hvis folkets instinktive skepsis gennem forlkeafstemningerne modsiger magtelitens planer, er det snarere folkeafstemningerne end planerne, der laves om.

Frihed eller handlekraft?

Et af de vigtigste argumenter for at lade os integrere yderligere i EU, er, at vi er nødt til at samarbejde effektivt om at løse tidens store, grænseoverskridende problemer. F.eks. miljøproblemer, kriminalitet, flygtninge- og indvandrerproblemer. De ærligste af unionstilhængerne siger rent ud, at vi må afgive national suverænitet for at gøre EU mere handlekraftigt.

Men så forsvinder den politiske frihed før eller siden. Opgaven er ikke bare at løse problemerne. Det er ikke den store kunst. Enhver diktator kan som bekendt få togene til at køre præcist. Den store udfordring er at løse problemerne og samtidig bevare den politiske frihed.

Det er i det hele taget ikke kun et spørgsmål om organisation, men også om holdning og moral. Et frit samfund kan som nævnt kun fungere, hvis man har en fælles grundholdning – et fælles kulturgrundlag, som også indebærer et bestemt menneskesyn, en bestemt moralkodeks og et vist dannelsesniveau. Men hvor vi tidligere havde den fælles grundholdning som udgangspunkt for vore beslutninger, er nu snart kun den nøgne økonomiske interesse tilbage. Det må nødvendigvis ende med et primitivt hundeslagsmål mellem økonomiske og nationale særinteresser om penge og magt, hvor den stærkestes vilje til sidst bliver lov. Altså i grunden et politisk-kulturelt forfald. Derfor må vi først og fremmest koncentrere os om den åndelige virkelighed. Det organisatoriske må komme i anden række.

Vi har altid kunnet løse store problemer gennem samarbejdet i internationale organisationer som FN, NATO, OECD, IMF og Interpol, uden at afgive national suverænitet i større omfang. Hvorfor  kan vi nu pludselig ikke det længere? Det ville være bedre at udbygge og effektivisere dette samarbejde.

Unionstilhængerne har naturligvis ret i, at nogle af tidens problemer ville kunne løses hurtigere og mere effektivt, hvis den politiske magt blev koncentreret i EU. Men hvordan tror de, magteliten vil bruge de øgede beføjelser i en tid, hvor ikke ret meget er helligt længere, og hvor selv de mest elementære demokratiske spilleregler allerede nu tilsidesættes. Risikoen for, at stærke økonomiske – eller måske nationale særinteresser til sidst ville beherske EU, er meget stor.

Kortsigtede økonomiske særinteresser ser naturligvis en fordel i den øgede handlekraft. Men hvis de overtrumfer de langsigtede kulturelle fællesinteresser, hvad meget allerede tyder på, kan vi godt pakke sammen. Så venter plutokratiet i kulissen. I lande som Rusland og USA og nogle steder i det fjerne Østen, Mellemøsten og Sydamerika, er det allerede mere eller mindre trådt ind på scenen, om end i forskellige former.

Handlekraft-argumentet er besnærende. Men det bliver brugt som et smøremiddel på glidebanen hen imod ensretningen.

”Fredens projekt” 

Unionen er blevet kaldt ”fredens projekt”. Men det ville blive en gravens fred, fordi vi ville miste endnu mere kontrol med magtudøvelsen end i de gamle nationalstater – i grunden selve den politiske frihed.

Tilhængerne har ligefrem antydet, at EU er en forudsætning for, at freden i Europa kan opretholdes, og spiller således på frygten for fremtiden i en usikker tid med mange store forandringer. Og den går rent ind hos ubefæstede sjæle. Men fredens første forudsætning er et højt kulturelt niveau med stærke, fælles åndelige grundværdier. Hvis det smuldrer, hjælper alt det andet ikke meget. Og man skaber da slet ikke fred ved at berøve folkene deres politiske suverænitet og kulturelle integritet og udbytte svage områder.

Udvidelsen 

Tilhængerne henviser også til udvidelsen og siger, at Europa nu omsider er ved at blive helet efter verdenskrigene og murens fald. Som om vi først nu er ved at blive ”fuldt og helt” europæere. Det er besnærende, men tom retorik.

Udvidelsen er tilsyneladende blevet sit eget mål. Den er nu helt blottet for naturlige begrænsninger. Hvor går grænsen, og hvad bliver det næste? Svaret blæser i vinden. Nu taler man om Tyrkiet – et asiatisk land med en for europæere helt fremmed kulturbaggrund. Men hvorfor ikke også Hviderusland, Ukraine og Rusland? Selv visse lande i Kaukasus, Mellemøsten og Nordafrika kan vel komme på tale. Der er jo ingen kriterier. Det underbygger formodningen om, at det afgørende ikke er de fælles åndelige eller kulturelle grundværdier, men det store marked – magtens og pengenes værdier. Vil alle disse nye lande også blive tømt for økonomiske værdier? – Overdrevet? Måske. Men vi kan ikke længere nære de store illusioner om moderne international politik. Kynismen er blevet mere synlig siden pionertiden i 50’erne. De høje idealer fortaber sig i det uvisse. Vi ved godt, hvordan vi skal løse mange af tidens store problemer. Men det sker bare ikke. De bliver fejet ind under gulvtæppet. Og det bliver ikke bedre i det nye imperium.

Traktaterne

Det er almindelig praksis at diskutere indholdet af de forskellige traktater, og nu sidst forfatningen (som herhjemme helst ikke må kaldes ved sit rette navn).

Men det mest interessante er ikke, hvad der står i traktaterne, hvis formuleringer ofte er taktisk bestemte. De kan være vanskelige at gennemskue for ikke-eksperter. En ting er indledningernes smukke hensigtserklæringer, noget andet teksten længere nede. Paragrafferne  kan fortolkes forskelligt.

I øvrigt ændres traktaterne jo løbende! Det er åbenbart et vigtigt led i magtelitens taktiske spil: Udviklingen skal foregå i små skridt, som intet ændrer på kort sigt, men hvor det ene automatisk medfører det næste. Fra det indre marked over den politiske union og møntunionen til en egentlig statsdannelse.

Hvis folkets instinktive skepsis gennem folkeafstemningerne modsiger magtelitens planer, er det snarere folkeafstemningerne end planerne, der laves om. Og stormagternes adfærd er somme tider i strid med vedtagne paragraffer.

Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan Europa ser ud om 30 år, når de gamle politikere med livserfaring, klassisk dannelse og et ægte demokratisk-humanistisk sindelag er blevet afløst af nye, som ikke tror på eller ved noget om den åndelige virkelighed, men er hildede i den globale nyliberalismes, materialismens og videnskabismens tænkemåde. – Når magten er koncentreret i toppen af et uigennemskueligt hierarki i EU. Hvordan vil Europa da se ud, vurderet ud fra vores viden, erfaring og den sunde fornuft. – Ud fra vores kendskab til den politiske filosofi, den historiske erfaring og den menneskelige natur.

Det spørgsmål kan traktatparagrafferne ikke give os noget svar på. Det kræver et vist minimum af intuition, dannelse, livserfaring og kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

”Sidde med ved bordet” 

Vore ledende politikere siger ofte, at vi skal ”sidde med ved bordet”, når beslutningerne træffes.

Lad os her se bort fra, at Danmarks indflydelse vil forblive minimal. Det vil fremdeles være stormagterne, som sætter dagsordenen, måske i samarbejde med de store multinationale koncerner? Men mærkeligt nok er der aldrig nogen, der tilføjer: Til gengæld kan vi så bevare en vis indflydelse på vore egne anliggender. Og hvad nu hvis unionen rent faktisk udvikler sig politisk på en måde, vi ikke kan acceptere, hvilket desværre ikke længere er utænkeligt. Så er det da en fordel at stå udenfor.

Unionspolitikerne vil sige, at vi er stærkt afhængige af udlandet på grund af en stor udenrigshandel. Men problemet er overdrevet. Der findes jo visse alternativer. Handelsaftaler mv. Og adskillige lande har hidtil klaret sig udmærket uden for EU. En begrænset nedgang i levestandarden ville i øvrigt ikke være nogen katastrofe, da vi lever i et overflodssamfund. Men hvis hensynet til velstanden rent faktisk er blevet større end hensynet til vores politiske suverænitet, vor kulturelle  integritet og vores åndelige grundværdier hos et flertal af vælgerne, har vi naturligvis et problem. Jeg tror dog snarere, problemet er, at flertallet ikke forstår, hvad der er ved at ske med vores land. Ja, med hele den europæiske kultur. For de kender den ikke længere.

Modvægt til USA 

Nogle tilhængere mener, at kun et stærkt EU kan udgøre en modvægt til USA, som fremturer i sin globale magtbrynde.

Men det vil EU også gøre. Begge vil være store imperier. Og der kan nemt opstå et tredje i det fjerne østen. Men der er ingen grund til at tro, at de vil handle anderledes end historiens andre store imperier. De vil sikkert slås indbyrdes om verdensmagten på materialismens præmisser, næppe om hvem der kan skabe den bedste kultur på idealismens.

Selvtilstrækkelighed? 

Jamen skulle vi da ikke være positive, gå aktivt ind i unionen og bidrage til at ændre den indefra, i stedet for at være negative og isolere os i ophøjet, bedrevidende selvtilstrækkelighed?

Nej. Det ville være naivt. Som mennesker er vi ikke bedre end de andre. Men vi har virkelig meget at miste. Risikoen for, at vore særlige danske værdier drukner i unionen er langt større end muligheden for at påvirke unionen med dem. Jeg tror, vi har bedre mulligheder for at påvirke den europæiske udvikling udefra – gennem vort eksempel. Det, der skete i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet, er enestående. Især, at folket blev højnet og fik del i kulturen, og senere politisk indflydelse, og dermed i velstanden. Her var Danmark virkelig et foregangsland.

Måske har Danmark ligefrem en historisk mission at udføre? Måske kan et dansk nej til den nye forfatning blive et vendepunkt – en slags katalysator, som kan sætte en ny og mere naturlig proces i gang. For den instinktive skepsis overfor EU er udbredt, også i de andre lande.
_____________________________________________________________________

Afhandlingen om EU afsluttes næste gang.