Den Europæiske Union 4:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 4. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________
  

3. ARGUMENTERNE  1:2

Unionstilhængernes spindoktorer har åbenbart bortretoucheret ordet patriotisme (kærlighed til fædrelandet), erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme og tilføjet tillægsordet snæversynet. Således bliver inionsmodstanderne med et snuptag til ”snæversynede nationalister”. – At integrere mange, ofte vidt forskellige folk i et stort politisk fællesskab er kun muligt, hvis dette fællesskab har en høj grad af politisk ensretning.

I dette afsnit vil vi se på og kommentere nogle af argumenterne for unionen. De holder ikke for en nærmere undersøgelse.

”Snæversynet nationalisme”.

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid. Den kærlighed til fædrelandet, som endnu findes, latterliggøres. Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!

Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne. Der er ikke bare tale om en generalisering, men også om en fornærmelse. At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.

Unionstilhængerne har prøvet at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme”. De siger. At ”vi er os selv nok”, at vi ”vender ryggen til Europa” o.a.

Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne. Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige. Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret. På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten”, som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk. Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.

I det hele taget må der helst ikke være for stærke følelser i politik, for de kan være farlige. Jamen du godeste. Livet er farligt. Man kan ligefrem dø af det! Skulle man derfor gøre det mere afstumpet – mindre smukt og righoldigt? Følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv. Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.

Selv i de medier, som kalder sig seriøse, jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere. I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse, forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer”. (Fremmedordbogen. Gyldendals røde ordbøger). Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk. Faktisk taler man nu kun om nationalisme. Har tilhængernes spindoktorer bortretoucheret patriotismen?

Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet. Vi må tage afstand fra nationalismen. Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet. Når nationalfølelsen ikke udarter, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke bare tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere. En klog mand har engang sagt: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Men hvordan kan man ofre noget for fællesskabet, hvis man ikke føler noget for det. – Hvis enhver er sig selv nærmest?

Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed. Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode. Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert. Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt. Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder. Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke, mens de har skelet ud af øjenkrogen for at sikre sig, at ingen lagde mærke til det. Det er nemlig ikke politisk korrekt for tiden.

Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber, traditionelt klanen, menigheden, lauget, landsbyen. Men vi har også brug for at tilhøre et folk. Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere. Og da slet ikke som verdensborgere. En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt. Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse. Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!

Man skal ikke undertrykke naturlige følelser af politisk-taktiske grunde. En virkelig statsmand ville så vidt muligt undlade at gøre noget, der er alt for naturstridigt. Man mærker hensigt og bliver forstemt. Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen! Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.

Grænser for fællesskab

Vi ved, hvor svært det efterhånden er blevet at skabe et konstruktivt politisk samarbejde, selv inden for et enkelt, lille homogent lands egne grænser. Vi ved også, at der som regel er alvorlige konflikter i lande med sproglige, religiøse eller nationale – etniske minoriteter, selv i vores egen kulturkreds. Lande som Canada, Belgien, Spanien, Storbritannien. Men også visse østeuropæiske lande, især på Balkan, hvor grænserne efter verdenskrigene i vid udstrækning blev trukket ud fra stormagternes geopolitiske interesser, uden tilstrækkelig hensyntagen til etnisk eller kulturel egenart. Endnu værre gik det i mange udviklingslande efter kolonitiden. Landegrænser bør så vidt muligt følge de etniske grænser. Det var også den amerikanske præsident Wilsons store vision efter første verdenskrig (folkenes selvbestemmelsesret). Og den blev også fulgt nogle steder med et godt relultat, f.eks. i Sønderjylland.

Hvor meget sværere må det da ikke være at få mange forskellige folk med en vidt forskellig holdning og baggrund til at samarbejde målrettet i EU. Det er helt urealistisk. Man kan skabe et vist samarbejde mellem lande inden for samme kulturkreds, f.eks. Tyskland-Østrig, Storbritannien-Irland eller de nordiske lande. Men at integrere lande som Grækenland med England, eller Portugal med Finland, er nærmest naturstridigt. Det må nødvindigvis give bagslag før eller siden. Alligevel fortsætter denne sanseløse udvikling. Nu skal der integreres 25-30 lande i EU, herunder slaviske lande med ortodokse og muslimske befolkninger eller minoriteter. Og det er fremdeles stormagterne, som sætter dagsordenen for denne udvikling. Men heller ikke i dag sker det ud fra en højere visdom eller statsmandskunst. Der er utvivlsomt tale om skjult magtbrynde. Hvordan skal man ellers forklare, at en ny europæisk supermagt skal forceres igennem for enhver pris nu, hvor de europæiske folk slet ikke er parate til det? Det er i hvert fald ikke udtryk for magtelitens demokratiske sindelag. Snarere for økonomisk-politisk opportunisme.

De syd- og østeuropæiske lande er politisk ustabile. De har ingen egentlig demokratikultur som de nordiske lande. Tre af de sydeuropæiske og alle de østeuropæiske lande har været en slags diktaturer langt op i efterkrigstiden, med hele den spionage, tortur, korruption, sorte økonomi og anden magtmisbrug, det ofte indebærer. Mange af deres politikere tilhører endnu de gamle politiske kadrer. De skal nu være med til at vedtage love og regler, som skal gælde i Danmark, som har en noget højere politisk kultur. Selv lande med korruption og tortur sluses nu ind i EU. Disse lande ser måske først og fremmest en økonomisk eller sikkerhedspolitisk fordel i integrationen, hvilket er forståeligt. Men for os andre står der langt højere værdier på spil. Vi må give afkald på stadig mere af vor på nogle områder enestående politiske og kulturelle integritet. Den kan ellers være svær nok at fastholde, selv uden de sanseløse udvidelser.

De europæiske folk – fra nord til syd, fra øst til vest, er væsensforskellige i mange henseender. Derfor er der en naturlig grænse for, hvor langt fællesskabet kan drives. Hvad de østeuropæiske lande har brug for er økonomisk hjælp. Vi må opgive protektionismen og importere flere af deres varer. Hvis viljen hertil ikke er til stede nu, er den det heller ikke efter integrationen. De østeuropæiske lande kan ligefrem risikere, at ulemperne ved integrationen bliver større end fordelene for et flertal af befolkningen. Østtyskerne blev i hvert fald skuffede efter sammenslutningen med Vesttyskland. Det er ikke usandsynligt, at der vil gå en lind strøm af økonomiske værdier fra Østeuropa til Vesteuropa. Så opstår der bitterhed og skuffelse. Og det er en tikkende bombe under demokratierne. I det gamle USSR sad et privilegeret bureaukrati i Moskva og førte magtelitens vilje ud i livet hen over hovedet på befolkningen. Det er ikke helt usandsynligt, at et sådant bureaukrati en gang vil sidde i Bruxelles og gøre noget lignende. Allerede nu er kontrollen med magtudøvelsen i EU lemfældig.

Nu er store, multietniske politiske enheder ikke noget ukendt fænomen i Europas historie. Der har været adskillige, fra Romerriget i oldtiden over det tysk-romerske kejserrige i middelalderen og den nyere tid til Sovjetunionen i vor tid. Men disse enheder var altid imperier, aldrig enheder med politisk frihed. Historisk er demokratiet uløseligt knyttet til nationalstaten. At integrere mange, ofte vidt forskellige folk i et stort politisk fællesskab er kun muligt, hvis dette fællesskab har en høj grad af politisk ensretning. Ellers vil det hele ende i kaos. Allerede nu er det uhyre vanskeligt at nå konstruktive resultater gennem samarbejdet i EU. Vigtige afgørelser bliver udskudt på grund af kronisk uenighed. Hvis man endelig bliver enige om noget, er det ofte udvandede kompromiser uden tilstrækkelig effekt. Og det på trods af, at man ikke er bundet af visse elementære parlamentarisk-demokratiske spilleregler som i de gamle nationalstater. Professionelle iagttagere mere end antyder, at kun hvis Tyskland og Frankrig kan blive enige om noget, sker der en vis udvikling. Et umiskendeligt symptom på ensretningens nødvendighed.

Det er umiddelbart indlysende, at EU stort set vil ophøre med at fungere som en politisk enhed, hvis der skal være mere demokrati og åbenhed samtidig med, at så mange vidt forskellige lande skal integreres i fællesskabet.

_____________________________________________________________________

Afsnittet om argumenterne fortsætter i næste indlæg.

Den Europæiske Union 3:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 3. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________

 2.     DEN POLITISKE FRIHED

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret. Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år. Det er i det lys, unionsplanerne skal ses. Unionen ligner en ajourføring af det politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden 

Den politiske frihed hører til de åndelige værdier. Men den er så afgørende vigtig i hele denne sammenhæng, at det kan være hensigtsmæssigt at behandle den i et særskilt kapitel.

Friheden forsvinder

En stor del af den politiske frihed er allerede forsvundet. Ikke formelt, men reelt. Jeg vil gætte på, at vi kun har ca. 15 % tilbage af den. Det er en af de sandheder, mange fornemmer, men ingen må sige højt. Det er som i H.C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder”: Ingen må sige, at kejseren ikke har noget tøj på. Men vi er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på tabet. Friheden undergraves lidt efter lidt således, at styreformens bærende konstruktioner til sidst vil styrte sammen.

Demokratiet er ikke en skabelon, som kan presses ned over ethvert folk til enhver tid. Det ville kun føre til – og har rent faktisk også ført til – kaos og ulykke, ikke kun i den tredje verden. En række forudsætninger må være til stede, for at det kan fungere. Tre af dem er særligt vigtige: En ganske bestemt grundholdning eller virkelighedsopfattelse (humanitet), en bestemt socio-økonomisk struktur (med decentralisering, små enheder og spredt ejendom), og en deling af magten (mellem flere gensidigt kontrollerende og indbyrdes uafhængige myndigheder. Men også frie, uafhængige medier er nødvendige). Alle disse forudsætninger er ved at forsvinde. Formelt har vi dem nok. Men reelt er der ikke meget tilbage af dem. Det er langt senere end vi tror.

Fra demokrati til plutokrati

I Europadebatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen”. Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen. Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet fra starten. I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng. Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud”. Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke-eksisterende i unionen, trods de smukke ord i traktaterne. Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner. – Som vi hidtil har villet ofre alt for. Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa (den industrielle revolution). Borgerskabet var blevet velhavende og var kommet til ære og værdighed og krævede nu del i den politiske magt. Alt dette vær stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform: Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene: Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af små virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt. Det vil igen bane vejen for en ny styreform. Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt). For magt følger ejendom. Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre. Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd. Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system. De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil. Således får vi f.eks. de mange store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det. Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO, IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt. Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation. Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret. Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år. Det er i det lys, unionsplanerne skal ses. Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen. 

Unionen ligner en ajourføring af det politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden. Ikke bare politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med det.

Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør: Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling. Så drastiske ændringer af udviklingen vil naturligvis tage lang tid, og sikkert medføre alvorlige kriser og konflikter. Men de vil før eller siden blive båret igennem af en international bevægelse. Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden. Igen: Lad os få rene linier i debatten.

Nuvel, vi skal ikke nødvendigvis have et helt nyt samfundssystem. Men som et minimum må det sikres, at de kortsigtede økonomiske særinteresser aldrig overtrumfer de langsigtede samfundsinteresser, og at monopoliseringen kontrolleres effektivt, både nationalt og gennem internationale samarbejdsorganisationer. Nogle vil hævde, at det netop kan ske gennem EU. Men det tror jeg ikke på. Tvært imod. Den sanseløse, globaliserede monopolisering vil snarere blive fremskyndet i EU. Sådan er det i alle store imperier. I USA har man i praksis for længst mistet kontrollen med monopoliseringen. Samarbejdet mellem den økonomiske og den politiske magt er blevet næsten total. Resultatet er blevet en national og international magtudøvelse uden grænser og uden skam, i strid med vore oprindelige politiske idealer. Det samme vil ske i Europa.

Mange moderne mennesker er født ind i den politiske frihed – har aldrig oplevet andet, og er derfor tilbøjelige til at betragte den som en naturlig ting eller en selvfølge. Men den er tvært imod en uhyre skrøbelig størrelse, som historisk kun har eksisteret i ganske kort tid og geografisk på et ganske lille sted, og som derfor forsvinder, så snart vi holder op med at kæmpe for den.

Friheden er aldrig blevet sikret ved at koncentrere magten. Det er kun muligt, hvor man deler den. Dette er elementært. Alligevel nævnes det aldrig i debatten.

_____________________________________________________________________

Næste afsnit vil være kommentarer til argumenterne for unionen.

Den Europæiske Union 2:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 2. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________
    

1. DE  ÅNDELIGE  VÆRDIER

EU er i praksis blevet det ultimative forum for den ensidigt materielle udvikling, som alt andet i realiteten må underordnes, selv de højeste åndelige – herunder politiske – grundværdier. Unionen er et helt entydigt materialistisk projekt. Man kan sige, at den er materialismens nødvendige slutprodukt. – Eller måske snarere dens sidste krampetrækninger. Unionen vil cementere supermaterialismen – og gå ned med den!

Det er de åndelige grundværdier, som bestemmer alle vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også samfundets indretning – som styrer vores adfærd. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Uden et solidt fundament vil bygningen før eller siden styrte sammen under elementernes rasen. Når man rejser en bygning, starter man ikke med at lægge tagstenene. Først lægger man et fundament. Så rejser man murene, og til sidst lægges taget på.

Men de åndelige grundværdier nævnes sjældent i Europadebatten. – Hvad er det i grunden, vi skal samarbejde om i EU? Hvilket åndeligt grundlag skal fællesskabet bygge på? Det normale ville dog være at få det spørgsmål afklaret først. Bagefter kunne man så rejse en bygning, som, passede til fundamentet. Men i den nye forfatning har man omhyggeligt undladt at nævne Europas vigtigste åndelige grundværdi, kristendommen, hvilket er usædvanligt. Er det fordi man finder kristendommen irrelevant, eller er det fordi man ønsker uhæmmet adgang til det store marked, der findes i ikke-kristne lande som Tyrkiet?

Humaniteten

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen. De to strømninger fra Athen og Galilæa skabte tilsammen en grundholdning, som i den nyere tid efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag. Dette græsk-kristne livssyn kan sammenfattes i begrebet humanitet. Nøglebegreberne var kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.

Men humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier. Vi tolererer den som en smuk, men uforpligtende afveksling i en ensidigt materialistisk tilværelse. Men den præger ikke længere vores adfærd som tidligere.

Materialismen

Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse har udviklet sig i hele den nyere tid, især efter oplysningstidens gennembrud i slutningen af 1700-tallet. Europas gamle åndelige idealer lagde længe en dæmper på materialismen og hindrede dens værste udskejelser. Men da de sidste åndelige bastioner faldt, begyndte plyndringen. Men det er først sent i det 20. århundrede, materialismen fremtræder tydeligt som vores nye kulturbærende grundholdning.

Endnu i 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig fascinere af nymarxismen, som byggede på en rent materialistisk filosofi og nærmest betragtede hele den åndelige virkelighed som en slags ”opium for folket” (Karl Marx). De havde ført oplysningstidens idealer ud i den yderste konsekvens i en raffineret form og smidt barnet ud med badevandet. De vil naturligvis afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme, uanset at også marxismen dybest set er udsprunget af den.

Men den ensidigt materialistiske grundholdning tror vi heller ikke rigtigt på længere. Den opmærksomme iagttager kan fornemme, at den omsider er ved at rase ud. – At troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage. Inderst inde ved vi jo godt, at der er indbygget afgrund i materialismen, og at dens vigtigste manifestation , videnskaben, kun er en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den prøver at hindre i sin tåbelige snæversynethed. Videnskaben skal ikke længere være samfundets højeste instans. Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former. Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen, Det er derfor, menneskeligheden går tabt. Materialismen er ikke i overensstemmelse med den menneskelige natur. Den giver os ”stene for brød”. Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.

Tilsyneladende står materialismen endnu stærkt. Den materielle udvikling fortsætter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Materialismen vil alligevel bryde sammen før eller siden, simpelt hen fordi det er nødvendigt. Den er udlevet – er blevet en tom skal. Den har mistet sin troværdighed – sin indre, livgivende kraft. Men den holdes kunstigt i live af fordomme, vænetænkning, psykologi og magtbrynde.

Kritikken af det samfund, som bygger på materialismen, bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Vi vil formentlig opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.

Materialismens sidste krampetrækninger

EU er i praksis blevet det ultimative forum for den ensidigt materielle udvikling, som alt andet i realiteten må underordnes. Selv de højeste åndelige – herunder politiske – grundværdier. Unionen er et helt entydigt materialistisk projekt. Man kan sige, at den er materialismens nødvendige slutprodukt. – Eller måske snarere dens sidste krampetrækninger. Unionen vil cementere supermaterialismen – og gå ned med den!

Der er således en slags indbygget forældelse i unionen. Det karakteristiske ved brydningstider er, at den virkelighed, de fleste lever i, er allerede død. Vi forstår det bare ikke endnu, Eller vi fortrænger det af psykologiske eller magtpolitiske grunde. Det er en sådan død virkelighed, vi lever i i dag, og som unionen bygger på.

Netop i en brydningstid som den, vi nu lever i, hvor kritikken af den ensidigt materialistiske grundholdning og samfundspraksis bliver stadig mere nærgående – hvor materialismens overflade er begyndt at krakelere, skal vi ikke lade os integrere i et gigantisk, ensidigt materialistisk magtkompleks. For så bliver det endnu sværere at nå gennem brydningstidens trængsler. I de gamle, demokratiske nationalstater er det allerede svært at styre materialismen. I unionen, som nødvendigvis bliver stadig mere ensrettet for at kunne fungere, bliver det stort set umuligt.

Rene linier

Nogle unionstilhængere vil være ærlige og sige rent ud, at Europas oprindelige kulturgrundlag er forældet. Det er modigt og ærligt, og det må man respektere. Men de fleste tilhængere, ikke mindst politikerne, vil nok sige, at de skam også går ind for Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten. Den er jo trods alt endnu positivt værdiladet i de fleste moderne menneskers bevidsthed, selv om materialismen har fortrængt meget af det. Derfor vil disse tilhængere sige, at vi sagtens kan bevare alle disse åndelige værdier i unionen. Dem bliver der ikke rørt ved. At vi ikke beskæftiger os så meget med dem, skyldes altså, at de er underforståede. Men det er de ikke længere. Fundamentet under samfundsbygningen er ved at smuldre.

Vi taler ustandseligt om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig bliver der stadig mindre af dem, fordi de åndelige grundværdier, de er udsprunget af, smuldrer. Det er, som om vi prøver at besværge tabet ved hele tiden at gentage disse ord som, en slags mantra.

Konflikten mellem Europas gamle åndelige grundværdier og den ensidigt materialistiske grundholdning og samfundspraksis, det moderne Europa efterhånden helt har hengivet sig til, bliver stadig større. Intet er helligt for os længere. Det er naturligvis helt uholdbart. Der må være en vis overensstemmelse mellem holdning og adfærd, hvis troværdigheden skal bevares. Og så er der kun to muligheder: Enten må vi afskrive de åndelige grundværdier som forældede. Og så kan vi godt sige farvel til det Europa, hvis kulturgrundlag vi hidtil har bygget på. Det nye Europa vil da kun have navnet til fælles med det gamle. Men indholdet er væk. – Eller også må vi bevare grundværdierne og ændre praksis. Så kan vi måske endnu nå at genoprette troen på Europa. Men vi kan ikke tro på et Europa, som har mistet sin sjæl. Lad os omsider i det mindste få ærlighed, oprigtighed – rene linier i Europadebatten.

Unionen er ikke et idealistisk projekt. Det var det måske en gang. – I pionertiden i 50’erne? Men i dag er det reelt et rent materialistisk projekt. Det afgørende i unionsprojektet er tydeligvis ting som markedets størrelse, kapitalens frie bevægelse og en gnidningsfri beslutningsprocedure – økonomisk vækst for enhver pris. I det omfang, hvor disse magtens og pengenes værdier ikke kan forenes med de højere åndelige, dvs. kulturelle, menneskelige og politiske grundværdier, er det de sidste, som må vige, hvilket allerede er sket i vidt omfang. Således ender vi før eller siden i den forbenede supermaterialisme, som der er indbygget afgrund i. Vi er blot ikke tilstrækkeligt opmærksomme på det, fordi det sker langsomt og gradvis, og fordi de fleste af os endnu er hildede i materialismens tænkemåde. Er hele den åndelige virkelighed – bevidst eller ubevidst – en klods om benet på den moderne, internationale økonomisk.-politiske magtelite, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den? Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen. Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig. Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Er alt dette nu ren paranoia? Måske. Men så må der være en anden forklaring på, at der er opstået en dyb kløft mellem de positivt værdiladede grundværdier og den kyniske politiske adfærd.

Hvis man tror på den fremherskende tidsånd og det eksisterende samfund, kan man måske være unionstilhænger. Men hvis man mener, at der er indbygget afgrund i udviklingen, eller blot er skeptisk overfor tidens ekstreme materialisme, må man være modstander. For unionen vil blot forstærke og cementere tidens tendenser. Forsøg på nyskabende tænkning vil endnu mere end hidtil blive ignoreret og forkætret.

Vi kan sige med Hans Åge, professor i nationaløkonomi: Når et land først er integreret i EU, så har man også en garanti mod ændring af den bestående samfundsorden.

_____________________________________________________________________

Næste afsnit i kapitlet vil handle om den politiske frihed.