Materialismens Sammenbrud

Min bog “Materialismens Sammenbrud” fra 2009, hvor jeg sammenfatter resultatet af mange års studier og erfaringer i en kritik af den fremherskende tidsånd, kan købes online, som e-bog, eller i landets boghandlere.

Køb bogen i papirugdavew eller som e-bog her
Forlag: Lindhardt & Ringhof, Isbn: 9788711639429

Herunder er en kort synopsis, samt uddrag fra bogen, længere nede på siden.

Synopsis

Materialismens SammenbrudRoden af samfunds- og kulturproblemerne er vores grundholdning eller virkelighedsopfattelse, fordi den bestemmer vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket.  Derfor må vi begynde med den.  Hvis grundholdningen er forkert, hjælper vore andre forholdsregler ikke meget.

Vor tids fremherskende grundholdning, materialismen, har udviklet sig gennem den nyere tid.  Nominalismen, renæssancehumanismen, protestantismen, den videnskabelige metode, de filosofiske systemer og oplysningstiden var skridt på vejen mod den ensidigt materialistiske grundholdning.  Selv om den endnu mødte nogen modstand i 1800-tallet, må den siges at være næsten fuldbyrdet i løbet af 1900-tallet.

Men materialismen er kunstig og destruktiv – dybest set uegnet for sandt menneskeliv.  Den giver os ”stene for brød.”  Vi lider under tabet af den åndelige virkelighed og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Symptomerne på, at troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage, er tydelige nok.

Historiens erfaring og visse lovmæssigheder viser, at alting har sin tid.  Når en grundholdning eller epoke har nået et bestemt stadium i sin udvikling, slår den ofte over i sin modsætning.  Udviklingen følger historiens store pendul: fra det ene yderpunkt til det andet.  Materialismen vil bryde sammen, og den åndelige virkelighed, herunder en mere religiøs holdning, vil vende tilbage.  Jo længere vi holder fast i materialismen, jo sværere bliver det at nå gennem brydningstidens trængsler.

På kort sigt skal vi ikke indføre noget helt nyt, men genvinde og fastholde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet.  Men vi skal ikke være fundamentalister,  Visse historisk betingede teorier, fortolkninger og dogmer må kunne justeres med forsigtighed.  Ellers forstener kulturen.  Vi skal ikke forkaste videnskaben, men den må genindsættes på sin naturlige plads som visdommens tjener.

På langt sigt vil den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle måske blive ophævet.  Mennesket havde en gang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede.  Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag.  Men vi vil en gang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.  De vil en gang sammen gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau.

________________________________________________________________________

Indledning

Allerede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var samfunds- og kulturtænkerne begyndt at tvivle på oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse.  Dønningerne efter Darwins udviklingslære havde dårligt nok lagt sig.  Efter den nye, teoretiske fysiks gennembrud (atom- og relativitetsteorier) måtte vi revidere selve vores virkelighedsopfattelse.  Den nye, liberale teologi skabte turbulens i kristendommen.  Og så kom den store katastrofe, 1. Verdenskrig.  Derefter opstod en voldsom livsanskuelsesdebat.  Digteren og forfatteren Helge Rode skar direkte igennem resignationen og skrev:  ”Nutiden har intet verdensbillede, den har heller ingen tankegang; men en forpint sjæl, som håber på en afklaring, der måske også vil komme.”

Resignationen er næppe blevet stort mindre, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa.  Dette essay er et forsøg på at bidrage til afklaringen.

Brydningstiden

Noget kunne tyde på, at megen stor samfundstænkning bliver til i brydningstider:

500 år f.Kr. ville den kinesiske vismand Konfutze reformere samfundet i en tid, som var præget af stor lidelse på grund af evindelige krige mellem provinsstatholderne.  I den græske oldtid så Platon, hvordan hans eget samfund, Athen, havde store problemer, blandt andet på grund af demokratiet.  Da skrev han sit værk ”Staten.”  I renæssancen skrev Machiavelli ”Fyrsten” under indtryk af grusomme intriger og kampe i de italienske småstater.  I 1600-tallet blev Hugo Grotius’ berømte værk om naturretten til, herunder tanken om menneskets medfødte rettigheder, mens han var impliceret i voldsomme religiøse stridigheder i Holland.  John Stuart Mill banede vejen for de reformer, som måske hindrede et forarmet engelsk proletariats åbne oprør.  Karl Marx’ ideer blev også forløst under indtryk af voksende uroligheder i et forarmet proletariat og en voldsom industriel udvikling.  Oswald Spengler skrev ”Vesterlandets Undergang” under indtryk af den første verdenskrigs rædsler.

Kulturhistorikeren Will Durant hævder ligefrem, at store samfundstænkere kun fremstår i urolige og farlige tider.  De formår at se gennem detaljerne og udlede det væsentlige, og de har modet til at drage de videste konsekvenser.  Store historiske omvæltninger kan først finde sted, når en stor samfundstænker og et stærkt tidsbehov falder sammen. – Når den rigtige ide kommer frem på det rigtige tidspunkt.

Der er noget særligt ved brydningstider:  Den virkelighed, de fleste lever i, er allerede død. Samfundstænkeren opdager den nye virkelighed og formulerer den.  Vi er nu på vej ind i en ny brydningstid, som foreløbig er præget af åndeligt opbrud og materiel ustyrlighed.  Forvirring, magtesløshed og mistillid breder sig.  Samfundet vil da være modent til nye ideers gennembrud.  Krisen får os omsider til at lytte til den samfundstænkning, som bryder med etablerede normer.

Men samfundstænkeren skaber ikke selv det nye.  For det findes allerede latent i tiden.  Vi har det alle i os, om end som regel ubevidst.  Det opstår umærkeligt – på næsten mystisk vis, når tiden er moden til det. – I tidens fylde kunne vi sige.  Først da træder samfundstænkeren frem på historiens scene og formulerer det.

Det er med fremvæksten af en ny tidsånd som med enhver skabelse af nyt liv: fra undfangelse gennem svangerskab til fødslen.  Vor tid er svanger med nyt liv.  Og fødslen vil snart finde sted.  Først kommer veerne.  Det er brydningstiden.  Så kommer forløsningen.  Fødslen kan blive mere eller mindre kompliceret eller smertefuld.  Men hvis den ikke finder sted i tidens fylde, dør det nye liv sammen med dets mødrene ophav.

Samfundstænkeren kan fornemme, når tiden er svanger med nyt liv.  Men hvis han er for langt forud eller bagud for sin tid, vil hans indsats ikke bære frugt.  Han er nødt til at ramme ind i brydningstiden.  Han kan kun være fødselshjælper for den nye tidsånd.  Han kan måske være med til at dulme smerterne.  Han er det medium, gennem hvilket den nye tidsånd kommer til udtryk.

________________________________________________________________________

Uddrag fra bogen

I oplysningstiden begyndte den proces, som endte med, at der gik ”isme” i videnskaben, og at den fortrængte visdommen.  Til sidst blev den materielle udvikling sit eget mål. Alt dette skete ikke uden kamp, især i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.  Men den opfattelse, at de privilegerede stænder, gejstligheden og aristokratiet, kun tænkte på at bevare deres magt, er udtryk for en grov forenkling – en teori, materialismen har undfanget for at forsvare sine overgreb.  Sandheden er jo den, at fundamentet under den europæiske kultur blev støbt af de ledende stænder: monarkiet, aristokratiet og gejstligheden. – Men når en ny historisk epoke er etableret, bliver den foregående altid ringeagtet.  Vi dæmoniserer fortiden for at stive nutiden af.  Men i dag kan vi omsider se, at gejstlighedens og aristokratiets og visse intellektuelles kritik af den fremvoksende materialisme i virkeligheden var både klog og fremsynet.

____________________________________________________________

Men et gennemgående træk er markant i perioden:  Ydmygheden overfor tilværelsen afløses gradvis af det menneskelige hovmod.  Vi kan sige med den tyske filosof Wilhelm Wundt, at i 1600-tallet var det Gud, som gav naturen dens love.  I 1700-tallet var det naturen selv.  I 1800-tallet var det videnskabsmændene.

____________________________________________________________

Albert Schweitzer siger et sted:  ”I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen.  En videnskabsmand kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse.  Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da man kun her er sikker på saglig videnskabelighed.  At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag.  Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv.  Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning.  Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.”

____________________________________________________________

Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse.  Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han.  Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende.  Før eller siden må vor viden føre til oplevelse og hengivelse – til følelse.

____________________________________________________________

Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik.  Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk.  Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved.  Uden at vi har villet indrømme det, har pessimismen tæret på os i årtier.  Uden åndelig kraft som vi er fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.

____________________________________________________________

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

____________________________________________________________

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  De bærende konstruktioner er for længst møre.  Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det ske!

____________________________________________________________

Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.  Men ophævelsen af den skarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – sker næppe foreløbig.  For den er dybt rodfæstet i den europæiske kultur.  Fra oldtidens græske filosofi over middelalderens kristendom til den nyere tids filosofi.  Så foreløbig må vi lade realitetssansen råde og genvinde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier. – Den humanitet, som udsprang af en idealistisk grundholdning.  Og så tager vi den derfra.

____________________________________________________________

Kristendommen lagde længe en dæmper på materialismen og modvirkede dens værste udskejelser.  Men med sekulariseringen faldt den gamle, europæiske kulturtraditions vigtigste bastion, og plyndringen begyndte.
På grund af videnskabens kolossale succes har vi givet den en stilling i samfundet, som den i virkeligheden ikke fortjener.  Vi har dyrket videnskaben som det moderne samfunds nye religion.

Vi skal ikke skrue tiden tilbage og forkaste videnskaben.  Den har trods alt haft kolossal betydning for os.  Men den skal ikke længere være samfundets højeste instans.  Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener.  For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former.  Videnskaben er kun en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den nu prøver at hindre i sin snæversynede selvtilfredshed.  Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen.  Den var jo usikker.  Med videnskaben var man tilsyneladende på sikker grund.  Men visdommen skal igen komme til ære og værdighed.  Fordelen ved den er, at dens rækkevidde er langt større end videnskabens.  “Ulempen” er, at den er vanskeligt tilgængelig.

____________________________________________________________

Tidens indgroede skepsis overfor de åndelige grundværdier er altså ikke kun udtryk for åndeligt armod, men også et bevidst eller ubevidst skalkeskjul for ønsket om at bevare det bestående, dvs. materialismen.  Samfundstænkningen bliver tandløse krusninger på den etablerede supermaterialismes døgnpolitiske overflade.  De, som bidrager til at nedgøre den store tænkning, hindrer os ikke kun i at forstå virkeligheden, men er også med til at cementere et falleret magtkompleks. – Således  kan tidens magtelite bruge tidens intellektuelle modefilosoffer som en slags ”nyttige idioter” eller opportunister i bestræbelserne på at neutralisere en farlig samfundskritik! – Men hvor samfundskritikken ikke længere er farlig, er vi allerede godt på vej mod ensretningen.

Filosofien er død.  Naturvidenskaben og litteraturen har plyndret dødsboet.  Teologien kæmper for at overleve.  Hvad bliver der så tilbage af den åndelige virkelighed, kulturen er bygget på? – Vi er i færd med en vild gambling.  Og indsatsen er hele vores kulturgrundlag.

____________________________________________________________

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.

I sådanne situationer er det altid en god ide at spørge:  Hvem kan have gavn af det? – Det kan magteliten.  For når de åndelige grundværdier er væk, er vejen banet for den vilkårlige magtudøvelse.  Vi har ingen modstandskraft imod nye, besnærende systemer, som måske ligefrem kan virke forløsende for ubefæstede sjæle. – Sporene skræmmer.

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers Vesterlandets Undergang? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden.  Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

____________________________________________________________

Vor tid råber til himlen efter ånd, som den tørstende, der er faret vild i ørkenen, råber efter vand.  Og ligesom der efter lang tids tørke kun skal en lille gnist til at antænde en stor brand, således skal der også efter vor tids åndelige tørke kun en lille gnist til at antænde en stor bevægelse hen imod en sund livsholdning. – Tilbage mod menneskeligheden.  Om der bliver tale om en lutrende ild eller en fortærende brand afhænger af, om vi lader medlidenheden eller hadet diktere vore handlinger.

Køb bogen i papirugdavew eller som e-bog her

En tanke om "Materialismens Sammenbrud"

  1. Pingback: Den græsk-kristne humanitet | Samfundsdebat.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *