Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Demokrati, eksistens og fordringer

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Demokratiet taler ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller fordringer til livet, til samfundet, til andre. ____________________________________________________________

I litteraturen findes der ikke så megen markant kritik af demokratiet. Her skal dog omtales et eksempel: Johannes Sløk: “Det her samfund” (Centrum 1989). Her støtter teologen, idehistorikeren og forfatteren sig på sine læremestre, Platon og Kierkegaard, som nærmest foragtede demokratiet og ironiserede over det. Her skal nogle af bogens synspunkter anføres:

I 70’erne og 80’erne levede vi i luksus på kredit i et galoperende anfald af vanvid. I stedet for at regere har politikerne givet efter for folkets krav om forkælelse, og i stedet for at vælge politikere, der havde styrke til at regere, har folket valgt de pseudopolitikere, der var parate til at forkæle folket. Resultatet er blevet, at folket og politikerne skælder hinanden ud for ikke at have villet spare. Situationen er absurd, nøjagtig så absurd, som det demokratiske system i sig selv er. Når folket skal forestille at styre sig selv, bliver det naturligvis ikke styret. Det er alt sammen en logisk følge af det demokratiske meningstab. – Sådan må Kierkegaard formodes at ville have sagt.

Det er demokratiets skyld, at flertallet af professionelle politikere i menneskelig, moralsk og intellektuel henseende befinder sig temmelig meget på det jævne. Det vidste allerede Platon og Kierkegaard besked med. Kun den kan virkelig regere, der ikke ønsker det, eller den, der virkelig kan regere, har under de demokratiske vilkår ikke den ringeste drift til at gøre det, for det spil ligger for meget hen i det mindreværdige eller direkte underlødige. Kun personer af meget stort format har kraft til at slå igennem systemet – og de bliver da omgående beskyldt for at være diktatoriske.

I det demokratiske system kan der ikke regeres, kun lefles, thi der er intet autentisk mål for den politiske kunst. I sidste instans kan det alt sammen føres tilbage til det demokratiske meningstab. I kraft af sit meningtstab kan demokratiet ikke finde på noget andet mål for den politiske virksomhed end at forkæle borgerne. Den opdragelse af borgerne, som al politisk virksomhed ikke kan undgå samtidig at være, bliver under disse omstændigheder en opdragelse til at være et veltilpasset, glad, udadvendt, aktivt og demokratisk menneske. En sådan opdragelse drager jo ikke op til noget højere eller afgørende, den drager tvært imod ned til almindelighedernes mangel på egentlig gehalt. Ved at negligere eller overhovedet ikke at have anelse om det yderste mål og den basale frihed er det muligt for demokratiet at gennemføre den store nivelleringsproces, der ender i det forskelsløse og ligegyldige.

En “mængde” kan ikke virkelig træffe en afgørelse og da slet ikke afgøre, hvad der er “sandheden” om et eller andet. De “afgørelser”, en “mængde” træffer, er alle ud i luften. Det er efter Kierkegaards mening just det, der sker, når demokratiet etablerer sig, thi det kan i kraft af lighedsprincippet og den indbyggede menneskefrygt kun etablere sig som “mængde”. Hvad flertallet afgør, kan kun i sjældne tilfælde være det rigtige. Dette ikke-rigtige, som det middelmådige flertal samler sig om, er det, man i dagens politik kalder “det politisk mulige”. Om det fænomen havde både Platon og Kierkegaard en mening, der ikke var smigrende.

Særlig interessant er Kierkegaards yderste begrundelse for afvisningen af demokratiet. Så dybt bores der sjældent i debatten i dag – og da slet ikke i demokratismen:

Nøglebegrebet eksistens udtrykker, at et menneske, i modsætning til et dyr, ikke simpelthen er et menneske, men kun er et muligt menneske, hvis opgave det nu er at forvandle sig selv til et virkeligt, et autentisk menneske. Den første følge heraf er, at der rettes en primær fordring til ethvert menneske. Mennesket har ret og skært sit udgangspunkt i en grundlæggende fordring. Det er i den påstand, Kierkegaards konsekvente modstand mod det demokratiske lighedsmageri finder dets yderste begrundelse. Man kan henvise til menneskerettighedserklæringer, der især i den amerikanske udgave udtrykkeligt påberåber sig Gud. Det erklæres jo heri, at det er Gud, der har givet mennesker disse rettigheder. Menneskers væsentlige lighed i forhold til Gud udtrykker en fordring til hver enkelt om at realisere sine muligheder for at blive et autentisk menneske. En sådan fundamental fordring kender det demokratiske lighedsbegreb netop ikke, for i den demokratiske ide gør der sig et meningstab gældende, tanken om noget, som det i absolut og overordnet forstand kommer an på, fordringen til mennesket om at realisere sig selv. Derfor taler demokratiet ikke om en fordring til mennesket, men om rettigheder. Demokratiets menneske er ikke det fordrede menneske, men det med rettigheder udstyrede menneske og altså derfor et krævende menneske, et væsen, der stiller sine fordringer til livet, til samfundet, til andre.

Når mennesket ikke i sit væsen er fordret, kan der overhovedet ikke stilles nogen fordring til det. Når det tværtimod i sit væsen er udstyret med rettigheder og derfor kan gøre krav gældende, kan det kræve hvad som helst, og det er simpel begrebsforvirring at kræve lydighed af det.

Havde de gamle mestertænkere ret?

Dybest set var der bestemt noget om snakken. Deres tanker kan ikke uden videre afvises som forældede, for den menneskelige natur ændrer sig jo ikke. Men Kierkegaard og Platon kunne trods alt ikke vide, hvad udviklingen ville medføre. Heller ikke den forunderlige højnelse af folket, som fandt sted i Danmark i hundredåret mellem midten af 1800-tallet og midten af 1900-tallet. Havde de levet i dag, ville de nok have modereret deres kritik, men også fastholdt grundsubstansen. Vi skal ikke foragte demokratiet, som trods alt også bidrog til at højne folket, materielt og åndeligt, om end indirekte. Det vigtigste var stadig de åndelige grundværdier, som nu er ved at forvitre.

Om styreformer

Dette indlæg er et redigeret uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De tre mest kendte styreformer er monarki, aristokrati og demokrati. Den bedst tænkelige styreform er en kombination af dem, hvilket også oprindeligt var meningen. Men de åndelige grundværdier var det vigtigste.

____________________________________________________________

Lad os kaste et  blik på de tre grundformer, samfundstænkerne har opereret med hele vejen op gennem den politiske idehistorie lige siden antikken: monarki, aristokrati og demokrati.

Monarkiet er den enkleste og mest naturlige styreform. Det er måske den eneste form, i hvilken en højere visdom for alvor kan sætte sig igennem, fordi den er handlekraftig og ikke bliver udsat for så megen splittelse eller udtyndet af konsenser og kompromiser. Den enestående europæiske højkultur ville aldrig være opstået under demokratiet. Sir Robert Filmer fik i 1680 udgivet et værk, som beskrev, at mennesket af naturen er bestemt til den monarkiske styreform, thi i monarkiet findes den bedste orden, den største styrke, den højeste stabilitet og den letteste regeringsform. Det kan naturligvis også gå galt, hvis monarken er et slet menneske og ikke kan styres af sine omgivelser. Men i dag er han sjældent enerådende, og han vil få den bedste opdragelse og uddannelse og kan omgive sig med den højeste visdom. Monarkierne kan skabe gode og stærke samfund. Men folket kan nemt blive udbyttet.

Vi har lært at opfatte monarkiet som mere fejlbarligt end demokratiet. Men det kan også have sine fordele. I den florissante periode i Danmark i 1700-tallet ville storkapitalen, som spandt guld på den oversøiske handel, have flåden til at forsvare dens interesser. Havde det været i dag, hvor kapitalen har stor indflydelse på de politiske beslutninger, ville kravet måske være blevet opfyldt. Men den enevældige konge svarede, at han godt kunne skaffe kapitalisterne en krig. Men det var ikke sikkert, at han kunne skaffe dem freden bagefter. Han kunne have tilføjet: Hvad hvis vi taber krigen? Så skulle kongen stå til ansvar, ikke de florissante kapitalister. Her trådte besindigheden i karakter og overtrumfede begæret.

Aristokratiet spillede en stor rolle i Danmark i 5-600 år, men indgik som regel i en blandet styreform med monarkiet, hvor også kirken havde stor indflydelse. Det kunne holde monarken i skak. (Et historisk eksempel: Kong Christian IV (1577-1648) ville absolut føre krig, åbenbart for at vinde hæder og markere, at det var ham, der bestemte i Norden. Men han blev standset af statsrådet. Han gjorde det nu alligevel – ikke som konge, men som hertug af Holsten. Han tabte, og så begyndte en lang nedtur for Danmark). Men aristokratiet kan også føre til indre splid og manglende handlekraft i trængselstider. (Historisk eksempel: Da Danmark var truet på dets eksistens under svenskekrigene i 1600-tallet, blev enevælden indført (1660) under Frederik III (1609-70), nærmest ved en slags statskup, hvor byernes velhavende borgerskab støttede kongen. De privilegerede godsejere måtte betale skat. Vi overlevede. Derefter blev Danmark en af Nordeuropas stærkeste magter).- Men også i aristokratierne kan folket nemt blive udbyttet.

Hvis en styreforms kvalitet kan måles ved dens livslængde, var aristokratiet nu heller ikke så ringe endda. I Danmark havde aristokratiet størst politisk indflydelse i de 378 år fra håndfæstningerne til enevælden. Men det havde endnu en vis indflydelse under enevælden, ja, selv efter den frie forfatnings indførelse, lad os sige til begyndelsen af 1900-tallet. Altså i alt i ca. 600 år. Nogle af de rige italienske bystater, som havde deres storhedstid i renæssancen, blev styret af en slags aristokratier i mange århundreder. Venedig var et aristokrati i over 1000 år. Oldtidens romerske republik varede i ca. 500 år. Den havde nok en blandet styreform, men aristokraterne i senatet havde reelt den største indflydelse. I England har aristokratiet også spillet en stor rolle på tværs af skiftende formelle styreformer.

Demokratiet har kun eksisteret i kort tid med store problemer og i en form, som ikke er et rigtigt demokrati, men hvor der har været implikationer af alle tre grundformer, hvilket slet ikke har været så tosset endda. Men i 1900-tallet begyndte demokratiet at overtrumfe de andre grundformer. Det kan bidrage til et alment kulturelt forfald og bane vejen for nye styreformers indførelse.

Folket kan ikke styre et land, og det hjælper ikke stort, at vi har fået folkeoplysning, og at demokratiet er blevet repræsentativt. For der er stadig langt op til den højere visdom, som er nødvendig for at styre en stat. Staten vil derfor gå imod opløsning indefra, og så bliver presset også større udefra.

Den opfattelse, at folket kan gøres kvalificeret til at styre et land gennem oplysning, er lige så forkert, som den er udbredt. For viden er ikke det samme som visdom. Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse. Man skal også have medfødte evner, så man kan administrere sin viden. Ellers kan den sanseløse vidensophobning være spild af ressourcer og føre til fejludvikling. Striden om, hvorvidt miljøet (uddannelse) eller arven (medfødte evner) er vigtigst, har præget 1900-tallet. Troen på miljøets altafgørende betydning vandt, for med den kunne kravet om stadig mere magt til folket nemmere begrundes. Dermed havde demokratiet tilsyneladende fremtidssikret sig selv.

Somme tider kan man godt fristes til at tro, at vi kunne have undgået nogle af 1900-tallets problemer, hvis vi havde haft et politisk system med lidt mere visdom:

Parlamentarismen gjorde systemet kompliceret og ineffektivt og undergravede princippet om magtens deling. Pacifismen gjorde os sårbare og magtesløse. Kulturradikalismen nedbrød nok mere end den byggede op. Det unuancerede krav om lighed kom til at sænke niveauet i undervisning og uddannelse, Moderne psykologi og pædagogik kom til at undergrave opdragelsen. Den offentlige sektor blev misbrugt uden at det populistiske demokrati kunne forhindre det. Det kunne jo koste stemmer! Chokvalget i 1973 var et symptom på et populistisk forfald. Vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, før der blev grebet ind. Hippiekulturen, nymarxismen og intellektuelle modebølger som værdirelativisme og postmodernisme fik frit spil og bidrog til forvirringen. Kønskvotering er et irrelevant overgreb. Nyliberalismen overtrumfede den seriøse og nødvendige samfundskritik. Globaliseringen gør politikerne magtesløse. Og hvad med multikulturalismen, forureningen, krigsdeltagelsen og den evige økonomiske vækst. – Vi er ved at blive udviklingens gidsler. Myndighederne står magtesløse overfor mange af tidens problemer.

Alt dette kan naturligvis afvises som bagklogskab. Men vi må dog stadig lære af vores erfaringer. Vi genkalder os Ciceros bemærkning: At grundlægge eller bevare en stat kræver næsten guddommelige evner. I et kapitel om debatterne forud for dannelsen af det nye USA skriver Per Mouritsen: “Først og fremmest er den amerikanske politiske tænkning fra dengang, hvor ordentlige præsidenter og statsmænd også var filosoffer”. (Thomas Jefferson, James Madison, Thomas Paine, Alexander Hamilton. S.F.). Datidens debat udgør stadigvæk i dag et reservoir af væsentlige temaer for politisk teori”. (Kaspersen og Loftager (red.) 09 s. 330).

Siden demokratiets indførelse i 1849 har Danmark været på randen af udslettelse som nation to gange. I trængselstider vil en stærk karismatisk leder gå i spidsen for det knurrende folk, som kan forføres med demagogi (forførelse af folket med veltalenhed), og så får vi alligevel diktaturet. (Historiske eksempler: Italien i 1920’rne og Tyskland i 1930’rne). Men det bliver langt værre end i monarkiet og aristokratiet. Det bliver tyranni. Fordelen ved en demokratilignende styreform er, at det er sværere at udbytte folket.

Formelt har Danmark i dets kendte historie næsten altid været et monarki. Men reelt har aristokratiet også spillet en stor rolle. Adelen var så stærk, at kongen måtte tage hensyn til den. Helt frem til 1648 kunne man ikke blive valgt til konge uden at underskrive en aftale (håndfæstning) med stormændene. Kirken spillede også en meget stor rolle, og kongen gjorde klogt i at alliere sig med den. Efter reformatrionens (1536) og enevældens (1660) indførelse blev monarkiet dog styrket. Uden en stærk ledelse går alt før eller siden til grunde – familier, virksomheder, organisationer, stater, kulturer.

Under denne lidt blandede styreform, hvor en højere visdom kunne sætte sig igennem, blev den europæiske højkultur (humanitet) rodfæstet i Danmark, så samfundet trods den menneskelige svaghed blev mindre barbarisk, mere humant. Derfor kom selv demokratiet trods alt også til at fungere nogenlunde rimeligt. Men hvad sker der, når humaniteten begynder at smuldre, fordi den ikke længere bliver vedligeholdt?