Det åndelige grundlag 1

Hermed genoptager vi serien om samfunds- og kulturproblemer, som har været afbrudt i 2017.  Denne artikel er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Hvordan sikrer man det nødvendige åndelige grundlag i samfundet?

I svaret på dette spørgsmål er der intet nyt eller originalt. Tværtimod kan det ligefrem virke som en banal sandhed: Det åndelige grundlag, herunder menneskesynet og moralen, kan bedst sikres gennem opdragelse, undervisning og forskning i hjem, skole og andre private og offentlige bevægelser og institutioner, som traditionelt har været kirke og højere læreanstalter. For det må gennemtrænge samfundet således, at det bliver levende i vore hjerter og præger vores adfærd. Ellers er det kun et tom skal, som kan knuses, uden at der går noget til spilde.

En kendt europæisk videnskabsmand og filosof har sagt følgende: “Af alle de forfatnings-bevarende midler, som er nævnt, er en opdragelse af ungdommen i den enkelte forfatnings ånd det vigtigste, om end dette spørgsmål i vore dage bliver negligeret af alle. Lovene kan være så gode, de være vil, og have fået samtlige borgeres tilslutning; men de gør ingen gavn, med mindre de unge er opdraget og tilvænnet i forfatningens ånd … men at være opdraget i forfatningens ånd betyder ikke, at man gør det, som passer forfatningens tilhængere, men at man gør det, som, muliggør forfatningen” 1)

Det, Aristoteles her for over 2350 år siden kaldte forfatningens ånd, er i vor egen situation Hal Kochs “græsk-kristelige humanisme”, som er det ide-kompleks,demokratiet er udsprunget af, og uden hvilket det ville være utænkeligt. Men tanken har mere almen gyldighed. Vi kan erstatte ordet forfatning med ordet samfund – eller ordet kultur.

Dette er kontroversielt stof i dag. Især i de sidste 40 år har såkaldt progressive kræfter målbevidst prøget at bekæmpe “det åndelige formynderi”. De har drevet en sand heksejagt på autoriteterne. Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten. Det var en udbredt opfattelse, at påvirkning med en bestemt ide eller holdning vil medføre åndelig stagnation og hindre en udvikling, hvor nye ideer og holdninger vinder indpas – at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner. Derfor bør opdragelse og undervisning være “værdifri” eller “neutral”.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet: Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Tanken er lige så forkert, som den er udbredt. Begrebet “værdifri opdragelse” er direkte selvmodsigende. Man kan kun opdrage til eller påvirke med bestemte værdinormer. Drage er et gammelt dansk ord for trække. At opdrage er altså at trække os op fra noget lavere til noget højere – fra barbari til højkultur, baseret på åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi. Det er ligefrem tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plaget de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt vælg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinions-markedet. Resultatet af en bevidst “værdifri påvirkning” ville være – og er rent faktisk blevet – rodløshed, forvirring og angst. Og så er vejen netop banet for en vild manipulation med angste og rodløse mennesker.

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt. Det er faktisk meningsløst. Der er noget tragikomisk og hjerteløst o0ver et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleven, forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratismens og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn. – det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

Hvor meget der er dumhed, og hvor meget forbrydelse, kan vi ikke vide. Men den næsten systematiske etablering af et åndeligt tomrum er uhørt i kulturhistorien. I dag kan man næsten få indtryk af et kulturelt selvhad, hvor de gamle normer ligefrem  bli ewf genstand for hån og foragt. Det vil føre til et kulturelt sammenbrud. Spengler mente allerede i begyndelsen af 1900-tallet, at5 det snart ville ske, og at den europæiske kultur så ville blive fortrængt af andre kulturer. Også Spengler var nok for langt forud for sin tid. I dag kan vi se, at det godt kan ske. Men ingen gammel højkultur kan erobres udefra, hvis den ikke først har ødelagt sig selv indefra. Og det er præcis, hvad vi er i færd med.

De af os, som er født for midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indokrrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og bestemte adfærdsnormer. Men vi afviste ikke uden videre alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden. Vi var såmænd tvært imod rigeligt fascinerede af det. Men vi lod os bare ikke uden videre rive med. For vi var ikke ubefæstede sjæle, som mange unge er i dag.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan fastholde store åndelige grundværdier med en højere visdom i et demokrati. For flertallet besidder jo ikke en sådan højere visdom. Da vi indførte en demokrati-lignende styreform i 1849, tog vi fda der første skridt på en vej, som måtte føre til et kulturelt forfald? Niveauet blev i hvert fald lavere. Det vidste vi godt. Og vi accepterede det, fordi vi troede, at det var demokratiets pris, og at oplysningen ville gøre os klogere. – Men i de første 120 år fastholdt vi stort set højkulturens store åndelige grundværdier i demokratiet. Det er først i de sidste 50 år, forfaldet er blevet tydeligt.

Folket må have indflydelse på de områder, hvor det er kvalificeret til at træffe fornuftige beslutninger. Men når det gælder de åndelige grundværdier, må vi have en højere visdom med. I løbet af 1900-tallet blev samfundet stadig mere demokratisk. Det kunne gå, så længe de åndelige grundværdier var nogenlunde intakte, det intellektuelle og moralske niveau var højt, de indflydelsesrige akademikere havde en klassisk dannelse, og der var disciplin og respekt for naturlige autoriteter. Meget af det er væk nu. Det taktiske aspekt og det gustne overlæg – massesuggestionen – accepteres i dag som et naturligt udgangspunkt i samfunds- og kulturdebatten. Ideerne er ganske enkelt ved at forsvinde fra politikken. De er som, om ingen længere interesserer sig for sandhed og retfærdighed – som om de hele tiden overtrumfes af taktik og populisme. Og der er ikke rigtigt længere nogen, som protesterer imod det.

Der har altid været store problemer i demokratierne. Og de har altid været genstand for voldsom debat, allerede i oldtidens Grækenland. Men efter 2. verdenskrig forstummede kritikken.  Vi havde oplevet de store, grusomme diktaturer i Europa. og så gik der panik i os, og vi endte i den modsatte grøft. Der gik “isme” i demokratiet, som, næsten blev vores nye religion. Det blev syndigt at anfægte det, selvom det stadig var behæftet med store fejl. Nu, 70 år senere, må vi omsider besinde oss og genoptage debatten. Ikke for at afskaffe demokratiet. Det skal stadig være en vigtig del af den blandede styreform. Vi skal ikke kopiere fortidens historisk betingede styreformer. Men de åndelige grundværdier, samfundet er bygget på, må formaliseres i grundloven. I dag sker det modsatte. Stærke kræfter vil have fjernet de sidste rester af den åndelige virkelighed, både i den danske grundlov og i EUs såkaldte forfatningstraktat. De er i færd med at grave fundamentet væk under samfunds-bygninen. – Ja, hele vores kultur.

Hvis begrebet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om: De fælles åndelige grundværdier, som, bestemmer vore tanker og handlinger, når det kommer til stykket – som styrer vores adfærd. Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da løsningerne i høj grad vil være bestemte af de fælles åndelige grundværdier. Vi kan slås om detaljerne. Men så længe der er bred enighed om grundværdierne, kan det ikke gå helt galt. Men de skal naturligvis vedligeholdes som alt andet.

___________________

1)  Aristoteles´ statslære. Oversat af William Norvin og Peter Fuglsang. Gyldendal 1946 s. 253.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.