En dristig hypotese

Hermed genoptager vi artikelserien efter pausen – lidt forsinket. Dette indlæg er et redigeret afsnit fra min bog Materialismens sammenbrud.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidigt materialistiske grundholdnings herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
____________________________________________________________

Hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage. Vi skal ikke vælge mellem intellekt og intuition – mellem videnskab og mystik – mellem det materielle og det åndelige.

Derimod er det en fascinerende, men unægtelig også en dristig tanke, at videnskab og mystik engang sammen vil gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau! – at den skarpe  sondring mellem det åndelige og det materielle dybest set er kunstig og ikke kan opretholdes i længden.

I en berømt lille klassiker, essaysamlingen “De to Kulturer”, påstod C.P. Snow, at humaniora og naturvidenskab er to forskellige verdener, som aldrig kan forenes. Det var en plausibel teori dengang i 1962, hvor materialismen endnu forekom uimodståelig. Men i dag aner vi omsider, at Snow måske tog fejl. 1).

Både i religionen og i filosofien – og også i de nyere åndsvidenskabelige retninger, finder vi den tanke, at den lavere menneskelige natur fik overhånd over det åndelige – det guddommelige. Mennesket havde engang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil engang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle.

Interessen for de mere åndsvidenskabelige, nyreligiøse, okkulte og esoteriske bevægelser bliver stadig større. Det er de forskellige åndsretninger, som beskæftiger sig seriøst med det åndelige og det, vi kalder det overnaturlige, fordi vort materialistiske begrebsapparat ikke længere er indstillet på den åndelige virkelighed.

Foreløbig er disse bevægelser dog ret diffuse. Nogle af dem har været sammenfattet i begrebet New Age, som dog mere er en modstand imod eller et ubehag ved materialismen end en blot nogenlunde afklaret virkelighedsopfattelse. Men bevægelsen søger netop at tilfredsstille det moderne menneskes behov for videnskabelighed – samtidig med at behovet for åndelighed tilgodeses. Kombinationen af det materielle og det åndelige er en af årsagerne til den store gennemslagskraft, bevægelsen trods alt har haft i de sidste 30-40 år.

De nye bevægelser beskæftiger sig også med forholdet mellem religion og videnskab. I sin bog om New Age skriver Karl Aage Kirkegård: “Når religionen er afdækket i sin renhed, vil dogmer, trossætninger og overtro forsvinde, og religion vil betragtes som et naturligt led i menneskets voksende erkendelse. Derved vil skellet mellem videnskab og religion forsvinde, og de vil supplere hinanden som forskellige måder at nærme sig den samme mangedimensionerede … virkelighed på … Religionen vil udvikle sig til at være en naturlig del af livet, en indre livsnerve, der ved at stimulere hengivenhed og kærlighed får kanaliseret sjælens energi gennem personligheden”. 2).

Også antroposofien er inde på noget i den retning. Filosoffen Oscar Borgman Hansen skrev allerede i 60’erne: “… ret beset må udviklingen føre videnskaben og kristendommen sammen til en anden form for sameksistens, nemlig den, hvor begge anerkender, at der findes en åndelig viden. Videnskaben må føre os til at indse, at der findes en åndelig verden. Og kristendommens indhold gribes ikke blot i tro, men fattes også i viden. Videnskabens udvikling kræver dette. Kristendommens udvikling kræver det samme, hvis kristendommen da skal kunne forløse hele menneskelivet. Det er en indskrænkning af kristendommen, hvis man ikke tror, at den kan forløse den menneskelige erkendelse fra den nat, som materialismen har ført os ind i”. 3).

Rudolf Steiner ville ophæve skellet mellem tro og viden. I Tankens magt hedder det: “Antroposofien rækker ud mod en åndelig verden. Vil man nå og forstå denne verden, er de åndsvidenskabelige redskaber utilstrækkelige, og man må betjene sig af evner som intuition og meditation … han opgiver den gængse skelnen mellem tro og viden. Når dette skel falder bort, fremgår det, at adskillelsen blot har bevirket, at troen er blevet svækket og har måttet leve som en diffus tilbøjelighed samtidig med, at viden og videnskab er blevet indskrænket til en banal afsøgning af kendsgerninger om sanseverdenen. Foreningen af tro og viden skaber derimod en kraftig livserkendelse, som knytter sanseverdenen og åndeverdenen sammen.”

Selv i psykologien er den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle blevet anfægtet. Jung forholdt sig kritisk til den etablerede, materialistisk inspirerede videnskabelige psykologi. Han beskæftigede sig ikke kun med individuelle, specifikke psykiske mekanismer. For ham er seksualiteten ikke det afgørende, når man skal forstå psyken. Det er en langt mere almen og omfattende, kosmisk energi, en livsenergi eller bioenergi, der kommer til udtryk som psykisk energi. For Jung er psyke og materie ikke væsensforskellige. Der er visse lighedspunkter mellem hans og den moderne fysiks teorier. Jung mente, at kernefysikken og dybdepsykologien før eller siden måtte nærme sig hinanden, idet de fra hver sit udgangspunkt bevæger sig frem mod det oversanselige – det metafysiske.

Men selv videnskabsteoretikerne er begyndt at bevæge sig uden for rammerne af den ensidigt materialistiske virkelighedsopfattelse og opstille nye, dristige teorier ud fra de nyeste forskningsresultater. – En slags nøgler til forståelse af en ny og større virkelighed. Sondringen mellem videnskab og filosofi synes ikke længere så skarp, og der er en forventning om et paradigmeskifte, det vil sige en større eller mindre ændring af vor virkelighedsopfattelse.

Den amerikanske fysiker og New Age-tænker Fritjof Capra har påvist et forbløffende sammenfald mellem moderne fysik og orientalsk mystik. Den nye fysik anskueliggør på slående vis de to grundelementer i det orientalske verdensbillede: universets enhed og dets iboende dynamiske karakter. Den moderne fysik har “på dramatisk vis bekræftet en af grundtankerne i orientalsk mystik – at alle de begreber, vi bruger for at beskrive naturen, er begrænsede, at de ikke er egenskaber ved virkeligheden, som vi gerne tror, men er skabt af tanken og altså er dele af kortet og ikke af landskabet. Når vi udvider vores erfaringsområde, bliver den rationelle tænknings begrænsninger åbenbare og vi bliver nødt til at ændre eller måske helt opgive nogle af vores begreber.” 4). “Den kosmiske dans” manifesterer sig både i den ældgamle østerlandske visdom og i den moderne teoretiske fysik.

Det drejer sig også om at udvide bevidstheden. Allerede Jung mente,at vi i 1900-tallet vidste sige så lidt om menneskets sind, som naturvidenskaberne vidste om det fysiske univers i middelalderen, og han forudså en så stor vækst i vor viden om menneskets natur, at det ville ændre vor livsholdning fuldstændigt.

Oscar Borgman Hansen har engang skrevet noget, som i grunden er ganske tankevækkende: Tidligere var det at tænke videnskabeligt det samme som at søge en højere sandhed eller visdom. – Sådan må det blive igen en gang.

Fremtidens historikere vil se tilbage på den ensidige materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama

____________________

1) C.P. Snow: De to kulturer. Vintens Forlag 1966.

2) Knud Aage Kirkegaard: New Age. Forlaget Modtryk 1998 s. 29. 

3) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C.A. Reitzels Forlag 2004 s. 33.

4).Tankens magt: Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt. Lindhardtog Ringhof 2006 s. 1697.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *